Bilen snegler sig mod lyskrydset i det fjerne.
Motorvejen er dækket af lysende perler
Tabt af en skødesløs hånd
Der, som regn, risler over asfalten.
Bagude går byen ud
Som søvnen stikker sin spade i den sorte muld
Og solen får skyer til at rødme.
I soveværelser slukkes sengelamper
Og mørket trækkes op over ørerne
Af slanke hænder på kroppe
Der endelig forenes
Og finder lys i hinanden.
Andre steder kryber kulden ind:
Ind under vinduets afskallede kanter
Hvis flager falder på gaden som sne
Hen over guldets golde vidder
Og ind under dynerne
Der ikke tynger nær så meget
Som tavshedens massive korpus.
Mens lyskrydset skifter fra grøn til rød
Sænker himlen sit øjenlåg
Og det eneste, der høres,
Er de knirkende kasser
Af værkende, væskende jern
Der på rad og række bevæger sig frem
Mod mulighedernes åbne horisont.