Hun står lænet op ad rækværket og betragter nattelivet foran sig. Hvis ikke det var fordi, han holdt øje med hende, så var hun for længst skredet herfra. Med voldsomt rystende hænder tænder hun en smøg og suger ivrigt røgen dybt, dybt ned. Tvinger den nede, mærker det trykke, inden hun igen sætter den fri.
Om lidt kommer han ud og lægger armene om hende bagfra, snuser til hendes hår, kysser hende på halsen, som om intet er galt. Hvad er der egentlig galt? Spørger hun sig selv.
Hun skælver. Føler sig ynkelig, som hun står der med hans alt for store skjorte knappet skævt, som det eneste hun har på.
Gud, hvor jeg ryster, tænker hun og mærker den nagende fornemmelse af de stive brystvorter, der stritter mod skjorten. Et sug mere og endnu et, for at dæmpe det hele. Komme ned.
Døren til balkonen åbner bag hende. Hjertebank. Han stiller sig tæt ind til hende og lægger armene på kryds om hendes spinkle krop. Han snuser til hendes hår og finder vej ind til halsen, som han kysser.
Det løber hende ned ad ryggen. Hvad skyldes det? Forelskelse? Eller direkte afsky?
Hun har lyst til at vende sig om mod ham, holde hans krop ind til sin, dufte til hans hud, køre fingrene igennem hans hår, alt imens hun tænker på at springe ud over balkonen, langt væk fra ham, hans væsen og alt det han står for. Alt det som hun intet aner om. Det er de to muligheder, hun har.
Og hun vælger den første.
For hun elsker ham.
Men hun hader, at hun gør det.
Måden, hans hænder kærtegner hendes krop, vækker en underlig følelse i hende. Lyst? Eller angst?
Lysten til det uvidende. Men angsten for det samme. Angsten for hvad han vil gøre ved hende.
Vil han forgude hende, føre hendes hår tilbage bag øret, fortælle hende hvor smuk hun er? Eller vil han grådigt holde hende i et fast greb, der ikke gør ondt, men som alligevel forhindrer hende i andet end at overgive sig?
Hvem af disse to vil han være i nat?