5Dette er én bevægelse
Dette er én bevægelse, · nedadgående, · fra de øvre regioners mitokon... [...]
Digte
3 år siden
3Misantropen
Som ved et trylleslag ramtes jeg hovedkulds af et reflektorisk si... [...]
Noveller
3 år siden
5Opløsning/Oplysning
Løsningen er selvfølgelig at lade ham træde blot et enkelt trin v... [...]
Blandede tekster
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jonathan Ploug (f. 1997)
Som ved et trylleslag ramtes jeg hovedkulds af et reflektorisk sindelag. Nu må jeg straffe håndledet og blækket, straks tømme de ophobede lagre. Derfor de undskyldende toner idet jeg hilser godaften til blokkens fortrolige anonymitet. Hvilken aften: d. 7. februar, det er lørdag.
   Som jeg umiddelbart erindrer, indeholdt forgangne uges miskmask af hændelser en særligt skelsættende, ja epokegørende, oplevelse. At jeg dog her, allerede så tidligt i forløbet, må krybe til korset i underdanig erkendelse; at jeg netop i rent erindringsmæssigt henseende er et noget skrantet eksemplar homo sapiens. Kniber mig, jeg græmmes. Men altså, en mening må afledes: Garanterer intet og undgår i øvrigt enhver forpligtigelse i detaljerigdommen. Den er der bare, tag den eller lad den være. Beklager, jeg må tage mig mine forholdsregler.
   Den kendsgerning, at jeg netop er i stand til på møjsommelig vis at trække denne givne omstændighed ud af den grødede, grålige genstand, der udgør mit lagringsorgan, er muligvis den glorificerede, fristes til at sige bibelske, åbenbaringsglans, der hvilede over optrinnet. Underordnes behændigt kategorien leksikonopslag. Præciseret: Sektionen for m-ord. Nu vi er ved det, et anbefalelsesværdigt tidsfordriv. Ja, jeg er stolt glossar-ekspeditør. Der er intet som abstraktionen ved den uundgåelige metodiske afdækning af sprogets begrænsning efter timevis af etymologisk papirflapperi. Det er en omfattende og fascinerende folkeforførelse, der ligger bag den fundamentalt rodfæstede, proletariske opfattelse af, at virkeligheden skulle kunne inhaleres, optages gennem et gitter af tilfældig typografiske krummelurer. Hvilken demagogisk genistreg! Næ nej, mig kan de ikke løbe om hjørner med, ordministerier, udvalg og jeg skal komme efter dig i morfologien, syntaksen og konnotationen. Sprog er abracadabra.
   Bevares, for vist vild ad en tangent! Forekom mig hurtigt ufarbar. Måtte straks tilbage til værket: For mig har den encyklopædiske aktivitet i sig selv en grundlæggende affektionsværdi. En affektion i hjertet af materien er det også, hvilket jeg udmærket er klar over. Under alle omstændigheder: Dette udgør hoveddelen af glæden, foruden, må jeg desværre indrømme, den forfængelige tilfredsstillelse i genkendelse af et sofistikeret fremmedord nu og da. Slutteligt den rent basale ordforrådsudvidelse. Sluges, bearbejdes, ind i systemet. Igen: Det er jo i bund og grund noget værre hykleri, i bedste fald et paradoks. Sådan at gå rundt her og mene, at sproget holder virkeligheden i snor; samtidig denne liderlige dyrkelse, som var jeg en anden analfabetisk gymnasiast i løbetid. Det er skammeligt. En nedarvet last, må det nødvendigvis være. Det særlige tilfælde lyder imidlertid på, at det af og til hænder, at et ord springer frem som trold af æske og blæser mig fra sans og samling og op af komfortable hvileobjekter: For formuleringen af en given kategori må nødvendigvis være bevis for indholdets eksistens. Forstår du. Ordet kat forudsætter eksistensens af kattedyr. Klart. Der har vi det apokalyptiske, visionen, ekspansionen. Således gik det altså til, at et finurligt lille, durkdrevent begreb af fineste opslagsværkafstamning (Gyldendal) sneg sig uden om de fornuftsmæssige palisader og blæste artilleri og kavaleri til flankeangreb på centralstyringen. Strategien baseret på en simpel manøvre: Identifikation. Jeg er ikke alene.
   Øjenlågsblokade. Tæppefald. Sceneskift.
   Klokken var omkring fjorten. Havde lige skævet mod venteværelsets obligatoriske vægmonterede stresskatalysator. Det husker jeg ganske klart. En illusorisk vibration, fra amtssygehusets grå internatgulvflade, syntes i sin buldrende bakke og drop-trafik, sigtet som et præventivt middel mod patienttab. Lyset, der plaskede i støvede spandfulde ned ad vindueskarmene, havde en skarpt hvidlig form, af den slags der sender syle gennem hornhinden for at kollidere med den frontale hjernebark, hvor det cirkulerer i spiralbevægelser og snart forårsager en dulmet dvaskhed, en simrende migræne. Holdtes samtidig af skjortekraven i et strangulerende greb. Det skarede og pressede min hals ud i en strakt giraf-positur. En knitrende sonar-lyd fra det signalløse tv flyder bølgende i et indsnævrende mønstrer mellem lokalets fire vægge, der synes at skrumpe og forsnævres i intervaller af hakkende klaustrofobiske ryk. Eksplosion. Den tinnitusantydende grundtone knækkes midt over af en rædsom udveksling af symbolladede lyde. Der gryntes. Lydkilden: Et småborgerligt indsunket gespenst og dets blege afkom. Øjeblikkelig, uafrystelig association til snotindustriel næseborsfabrikation og forkalkede forkølelsessår. Det gibber i mig. Pladderet gnider sig anmassende ind ad øregangen.
   -Tag trøjen på, blev der sagt
   -Nej! Jeg vil ikke... Jeg vil ikke derind.
   -Gør det så.
   -Mor...
   -Nu... Simpelthen. Jeg har sagt det nok nu. Jeg bliver snart... Du bliver syg. Allerede snottet. Kan du så se at få den over hovedet! Du fryser jo!
   Gråd. Åh nej, ikke det. Uundgåeligt, jeg havde set den komme. En 4-årig knægt med snot i kraniet. Hvad kan man vente sig? Det værste, ubetinget rædsomste, ved det offentlige rum. Særligt de indendørs, her forstørres den: Den evige risiko for barnevræl. Denne venteværelsets ventetone. Siddemakkeren vender ansigtet bort i anspændelse. Blikke flakker rundt i rodløshed og søger hvile udenfor den magnetiske pol. Grådkvalte menneskebørn er et ømtåleligt emne, hvor enhver bedrende handling er tabubelagt. Barnet omklamres, krammes om man vil og river sig fri af grebet.
   -Mor jeg vil hjem. Jeg vil have far.
   -Ej skat, nu må du lige...
   -Hvalp! Snottede krapyl!, mit toneleje stiger en diskant pr. stavelse. En form for ligefrem proportionalitet
   Det klinger skingert i venteværelset. Absolut tysna. Det fremmede udbruds kortfrekventerede bølger synes at lege kispus med den paralyserede forsamling. Reflekteres mellem klinkevæggene i uudholdelig udholdenhed. Kimens stadige bastante tilstedeværelse fallerer og går i et med LCD'ens tinnitus-anfægtelse, så denne bliver et uafvaskeligt monument for det uundgåelige, der lige er sket. Det skete, men åh, gid det ikke var således. Jeg ser lige frem for mig. Fugerne mellem klinkerne svulmer stædigt og anmassende langt ud over dets beføjelser. Nu hænger der lange blævrede flapper ud af væggen, gjort af hvad fuger nu er gjort af. Snart genmaterialiserer de sig. Mastodontiske horisontale mure. De er vokset den forkerte vej, forstår jeg straks. Vertikalt kunne de have udgjort befriende, fængslende båse. At være alene nu. En forsvarstale for det irettesatte barn mumles ubemærket gennem sammensnurrede læber fra et fremtrædende medlem af det rakkerpak, jeg er omgivet af. I en pludselig bevægelse kommer jeg på benene og et snurrende synsfelt truer med at fælde mig i en amerikansk tackling. Er imidlertid indædt og fast besluttet på ikke at lide mit Waterloo her i det klinisk klinkende venteværelse. Kan jeg ikke lade ske. Mit ansvar består i at tegne en streg i sandet. En dobbelt tyngde på skulderpartiet: Ansvar og svimmelhed. Dratter jeg om, som et andet ethanol-opløst individ, da latterliggøres mit eksempel og mit offer hendør i glemmekassen af tilfældige tosserier. Med minutiøs omhyggelighed placerer jeg trædepuderne i et anspændt mønster mod exit. De ventendes blikke multipliceres og brænder sig gennem mine lemmer i tusindtal af stråler fra ondsindede småbørns forstørrelsesglas. Indfører et sidste dødsstød, idet jeg med en kraftanstrengelse hiver i den tonstunge hospitalsdør. Sejr: Undsluppet. Vælter ud på gangen. Vælter ind i elevatoren. Vælter om i elevatoren. Svedperlende pandearealer og flimrende øjengrotter. I sikkerhed.
   Det var for uger siden.
   Jeg er misantrop. Det står mig efterhånden lysende klart. Og hvilken befrielse det er, sådan rent erkendelsesmæssigt at have fundet en forklaring for min alien-eksistens. Nu vi står her ved målstregen indrømmer jeg gerne, at jeg i svage øjeblikke har set mig nødsaget til at problematisere min ridderlighed. En unødvendig vaklen, en slinger i valsen, som jeg i dag er forundt. Gudskelov. Misantropien er min højborg, min hjørnesten. Nu bliver det en anelse religiøst, jeg skal passe på, men har svært ved at formulere mig, kan du nok forstå. Hmm... Ikke fordi jeg føler mig ophøjet i min nye, vistnok ophøjede, men ikke nødvendigvis bedre, indsigt, men det gør det ikke mindre korrekt, for mig at se. Det er ikke fordi jeg har noget imod enkeltpersoner som sådan. Ingen særegne kendetegn ved enkelt individer, der kickstarter de der æltende kvababbelser og gylpeantræk i mellemgulvet. Derimod menneskeheden som overordnet genre. Altså fællesnævneren for homo sapiens. Overflødig og kvalmende. Bedrøvende, dybt begrædelig. Alle de skrækkelige adfærdsmønstre, pædagogiske forskrifter og strukturer, der indrammer en i et anmassende kasser og former. Moser et tyst skrig mod fri himmel frem af lungernes hule. Ud! Gisp.
   Mit skrantende kadaver fuldt med eskapistiske rystelser her til morgen. Noget med at komme væk. Afbudsrejser. Nej, flugten utilstrækkelig. Spadserede tidligere langs et vandløb, der klukkede mod den perfekt afrundede, smygende sten. Jeg ignorerede stiafmærkningen i en forcering af en væltet gran. Årstiden er en palet af nuancer og blandingsfarver. Krogede grene i makabre snoninger lukkedes om mig idet jeg forsatte mit naive felttog i modsat retning af den asfalterede landevej. Det var her jeg kom fra.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/10-2016 20:54 af Jonathan Ploug og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1403 ord og lix-tallet er 41.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.