3Faldet
Det første hun ser er de nøgne træer. Deres kroner strækker sig m... [...]
Noveller · tid, rejse
3 år siden
2Havets blå Himlens duft
og om natten · er efteråret melankolsk · og sommeren · ung · og vinen · sma... [...]
Digte · stemning
3 år siden

Puls: 5,6

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Brian Petersen (f. 1980)
Det første hun ser er de nøgne træer. Deres kroner strækker sig mod en trøstesløs askegrå himmel. En søgen efter lys der ikke er der.
   Hun ligger ned. Jorden er kold under hendes hænder. Hendes kind hviler på et blad, der må være faldet af et af træerne i løbet af de seneste uger. Det er fugtigt. Hun kommer op på knæ. Ser sig om. Der ligger brune blade overalt omkring hende. Hun er vågnet op på et tæppe vævet af efterår. Da hun ser nærmere efter, ser hun nuancerne. Et gulligt blad. Et med et rødt skær. Enkelte der faktisk stadig har noget grønt i sig. Under dem trænger plænens grønlige dybde frem. Hvert enkelt græsstrå søger det samme, som de nøgne trækroner. Lyset. Det livgivende.
   Hun rejser sig helt op. Forsøger at danne sig yderligere overblik over området. Samtidig trænger spørgsmål sig på:
   Hvor er jeg? Hvordan er jeg endt her?
   Det er spørgsmål, hun ikke uden videre kan besvare. Det sidste hun husker er flammerne, der trak sig nærmere. Martins tryglende øjne. Skrigene der som hastige lyn trængte sig gennem flammerne buldren og fortalte hende, at det ikke kun var Martin og hende, der var i færd med at miste livet. Det var alle. Alle i krigszonen.
   Derefter en underligt sugende fornemmelse. Og så dette.
   "Er jeg død?"
   Hun siger ordene højt. Måske for at bekræfte over for sig selv, at hun ikke bare drømmer.
   Der kommer intet svar.
   Nogle hundrede meter væk, måske en kilometer, ser hun et hus, der står ensomt og rager op i et næsten nøgent landskab. Der er hække omkring det. Et nøgent træ står nær ved.
   "Nej, hold op, Sarah," siger hun. "Hvis du var død, var Martin her også."
   Hun begynder at gå.
   Medmindre han overlevede angrebet.
   Hun ryster på hovedet. Der har ikke været nogen overlevende. Ingen overlever den slags. Desværre.
   Hun er svag. Det mærker hun, mens hun går mod huset. Som når man har influenza. Kulden går gennem hendes tøj, der er mere sparsomt, end det hun huskede at have på liggende mellem flammerne. Hun er klædt i tynde sorte bukser og en hvid top. Begge beklædningsgentande, hun ikke mindes at eje. Hendes bare tæer træder de bløde, fugtige blade længere ned i græsset, mens hun skynder sig så meget hun kan mod huset, der forhåbentlig byder på opvarmede rum og ly for den regn, den grå himmel truer med at smide ned over hende.
   Det tager hende ikke længe at nå husets bagside, hvor ligusteren holder hende på afstand. Hun følger hækken og når en slidt havelåge af træ, der hænger i to rustne hængsler.
   Sarah bliver stående, selv om kulden gør sit for at skynde på hende. Hun ser på de to vinduer, hun kan se. Det ene er småt og sidder højt på muren. Hun kan ikke se andet end mørke gennem det. Gennem det andet kan hun se hvide fliser på væggen. Noget der ligner en emhætte. Ingen af vinduerne byder på liv, og efter at have brugt nogle minutter på skiftevis at betragte det ene og det andet, beslutter hun sig.
   Lågen giver efter uden problemer. Hængslerne kaster en skurrende lyd fra sig, der gør hende nervøs for at afsløre sig selv. Ud over ligusterens blade, der rejser sig for vinden, er der intet, der rører sig. Der er stadig ingen at se i vinduerne.
   Sarah bevæger sig langsomt op ad en tilgroet havegang. Trods efteråret er ukrudtet endnu ikke slået ned. Frosten har ikke holdt sit indtog her endnu, hvilket hendes bare fødder er taknemmelige for. Hun bevæger sig op mod det, hun mener er et køkkenvindue. Hendes plan er, at kigge ind. Få en fornemmelse af om der er liv i huset, inden hun finder ud af, hvad hun skal gøre. Under alle omstændigheder er hun nødt til at komme ind. Bliver hun udendørs, bliver hun med sikkerhed syg. Og med denne allerede svækkede fornemmelse i kroppen, kan det måske gå hen og blive fatalt.
   Hun når vinduespartiet. Bukker sig sammen, så hun ikke umiddelbart kan ses indefra. Træder ind i bedet foran vinduet. Det er tømt for blomster, og hun mærker den våde jord mellem tæerne, inden hun langsomt retter sig op for at kigge ind.
   Det er ganske rigtigt et køkken. Lige foran hende ser hun en vandhane. En tallerken står på bordet ved siden af den. Der er krummer på den. En kniv og en gaffel ligger på tværs. Vandhanen drypper, og hun mærker nu, at hun er både sulten og tørstig. Hun har heller ikke spist siden angrebet brød ud. Det er efterhånden mange timer siden. Hvor mange aner hun ikke. Alt går så hurtigt i krig. Men hun ved, det var nat, da sirenerne lød. Hun ved, det var blevet lyst, da flammerne var i færd med at opsluge alting.
   Hun ser et lille spisebord med to stole. Møblerne er blå. Den ene stol er trukket ud fra bordet. Et krus står på bordet. Ved siden af kruset ligger en bog. Åben med ryggen pegende opad, som om nogen har lagt den fra sig og ikke vil glemme, hvor de er nået til. Sarah forsøger at finde spor, der viser, huset er ubeboet, men hun finder dem ikke. Hun kan ikke se støv på tallerkenen. Kan ikke se mus eller andet kryb der kravler langs panelerne. Så ser hun det. Køleskabet der står i hjørnet og afgiver et orange lys fra et lille firkantet display nederst på døren. Der står elektricitet og mad og beboelse skrevet overalt på det køleskab, og hun ved, hun er nødt til at være forsigtigt, når hun går ind. Hvis ikke der er nogen hjemme nu, så kommer de på et tidspunkt.
   Hun sænker sig ned. Træder forsigtigt baglæns ud ad bedet, mens hun vender sig mod havelågen igen for at gå videre rundt om huset og få et overblik over de resterende rum. I det hun gør det, lyder en kvindestemme:
   "Stop!"
   Sarah ser op. Ser direkte ind i mundingen på en pistol. Et øjeblik kan hun ikke se andet end denne sorte dødbringende hule, der hvert øjeblik det kan være, kan sende hendes endeligt af sted mod hende.
   "Nå," lyder stemmen så. "Er det bare dig?"
   Pistolens munding forsvinder nedad. I stedet hviler Sarahs øjne på en ældre kvinde, hvis lange grå hår hænger løst under en sort hue. Blå øjne har brændt sig fast på hende. Studerer hendes fra top til tå og op igen.
   Sarah kender ikke kvinden men får alligevel en underlig fornemmelse af at stå og kigge på sit eget spejlbillede.
   "Det var du længe om," siger kvinden. "Og sikke en mundering. Du skulle have taget noget mere tøj på. Det er efterår, for pokker!"
   Sarah siger intet. Forbløffelsen holder hendes mund lukket.
   Kvinden gestikulerer med den ene arm ud mod Sarah.
   "Gå nu indenfor," siger hun. "Mit hjem er dit hjem. Eller omvendt i dette her tilfælde, bør jeg måske sige."
Forfatterbemærkninger
Er første del af en novelle. Burde måske have været placeret under kortprosa men endte her.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/11-2016 14:42 af Brian Petersen (Brian) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1158 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.