1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Vognen stoppede foran et palæ, Lucine kunne ikke kalde det andet.... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasy
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Efter de havde lagt deres rygsække på et loft, red de ned mod hav... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Dagene skred videre frem og hun begyndte at få et greb, som denne... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hendes drøm var alt for levende og vild, hun løb og så sig over s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
I den frie time sad hun med bogen i hånden og udtale ordene for s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Inden de blev henvist til et værelse, blev alle i salen gennemsøg... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
En dag efter stod de med deres ting pakket og klar, deres madpose... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hvordan hun var havnet under et tæppe, vidste Lucine ikke. Men de... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 2
Han var drivvåd, da han kom hjem. Dels af sved, dels af regn som ... [...]
Fantasy · eventyr, opdagelsesrejsende, magi
3 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 1
Aelius vågnede med et sæt, der var stille omkring ham, natten lå ... [...]
Fantasy · magi, eventyr, opdagelsesrejsende
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent, da de grå heste endelig gjorde holdt. De havde fulg... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der gik ikke lang tid, så forsvandt lejren fra horisonten bag dem... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Da solen begyndte at synke på himlen, gik Lucine over til Sairu, ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
En blanding af unge kvinder og mænd, sværmede, omkring dem. De sn... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
"Det er fint" smilte han og de gik sammen tilbage ind, Conrad og ... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der lå en let dis, da de stod op næste morgen. Lucine skyndte sig... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Aften faldt på, og Lucine hjalp Maria med at gøre border rene ind... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skibet vuggede stille i natten, men Lucine kunne ikke sove. Endel... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det tog dem et par dage at finde den næste by, under turen, havde... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
De kørte roligt igennem byen, på en stor vej, som kun var til kør... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine havde aldrig set så mange bøger, som der var i biblioteket... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen stod både Astra og Conrad og kiggede nysgerrigt på h... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen vågnede Lucine med en stiv nakke og sorte rander und... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Desværre kunne de ikke rejste videre med det samme, vejret var sl... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent om aften da de nåede tilbage til byen, lygtemændene ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næsten morgen vågnede hun før Astra, som stadig sov. Lucine liste... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Efter nogle timers gang ankom de til byen, en træ mur stod om den... [...]
Fantasy · venskab, eventyr
5 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skoven var rolig omkring dem, ingen snakkede mere, alle var still... [...]
Fantasy · eventyr, venskab
5 år siden
0Elycia - Elycia - Kapitel 4, del 2
Hun kom selvfølgelig først, det var endelig ikke det, hun ville m... [...]
Fantasy · eventyr
5 år siden
0Elycia - Kapitel 4, del 1
De næste uger gik med at lære Elyciansk, endelig ville hun heller... [...]
Fantasy
5 år siden
7Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine så op på månen, for nogle dage siden, havde den været fuld... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
0Elycia - Kapitel 3
Foran hende var der en dør, den var høj og var lavet af sten elle... [...]
Fantasy
5 år siden
2Elycia - Kapitel 2
En sang gav sig til at spille og et sted inde i mørket, vågnede M... [...]
Fantasy
5 år siden
4Elycia - Kapitel 1
Det var en rolig vinter dag, landskabet lå øde og gold hen. Træer... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lise Fugl (f. 1986)
Hvordan hun var havnet under et tæppe, vidste Lucine ikke. Men det var der hun lå, det samme sted hun havde siddet, da de var blevet fortalt om Sairus skæbne. Bålet var blevet til gløder, som svagt lyst i mørket. Hun vidste ikke, hvad klokken var, men det lod til at være nat. Havde hun sovet helt til nu? Hendes øjne var ømme og var lidt besværlige at åbne, søvnen havde næsten limet dem til. Hendes taske lå ved siden af hende, en eller anden havde taget den af hende. Lucine rejste sig, usikker på, hvad hun endelig ville. Der var folk som sov omkring hende, svagt hun kunne mærke deres vejrtrækning. På tåspidser gik hun ud af teltet, der var ingen vagter udenfor, så hun gik let og hurtigt over mod Sairus telt. I lystet fra månen, stod hun og så på steppekvindens telt. Der var uhyggeligt stille, vinden blæste lunken omkring hende og pludselig stod hun inde i teltet. Duften af lavendel og blod var helt væk, nu var der kun den kølige aftens luft tilbage.

Hun satte sig i midten af telt, med tæppet slået omkring sig. Når hun kiggede op, kunne hun ane stjernerne udenfor på himlen. Hun bemærkede en udstoppet sort fugl med gyldne pletter, hang fra stænderne. Uglen, som stod oppe under loftet derhjemme, dukkede op i hendes tanker og hun undrede sig kort, om det var noget alle ældre skovkvinder, eller steppekvinder, havde. Tårerne pressede sig på igen, en bevægelse ved åbning og Astra kiggede ind, hun sendte Lucine et venlig og varmt smil. Astra satte sig ned ved siden af hende, snart lagde hun sin arm omkring hende. De sad der stille, Lucine kunne høre Astra trække vejret, stille og roligt.
   "Hvad hvis.." begyndte Lucine stille, men hendes stemme døde lidt ud
   "Ja?"
   "Hvad hvis min mor og mormor er.." hun kunne ikke sige, turer knap nok tænke det
   "Jeg tror din mor og mormor gik med, uden at gøre modstand. Hvis de have, var du nok i din hjemby lige nu" Astras stemme var beroligende, den fik Lucine til at slappe lidt af. Hendes far havde trods alt, sagt de var blevet taget med og det var mændene som prøvede at gør modstand. Lucine puttede sig ned i tæppet, det forsikrede hende kun om, at de ikke var.. kommet til skade der hjemme, hvad med på vejen?
   "Hvad med...på vejen?" hviskede hun så, det lettede frygten for den endelig svar lidt
   "Jeg ved det ikke Lucine" Astra så varmt på hende, som en søster der tørstede sin lille søster "Men hvis de bare er lidt som dig, er de sikkert i live."

Lucine nikkede tavst, det var de, kloge og, forhåbentlig, i live. De ventede på, at alt dette skulle blæste over, at vanviddet skulle stoppe. Ringen lå stadig i kappens skjulte lomme, hun orkede ikke at tænke på, hvem skulle bruge den nu. Hun lagde sin vægt mod Astra, trætheden hang stadig i hende og hun ville endelig gerne sove.
   "Hun fortjente ikke at dø, på denne måde" lød det så fra hende
   "Nej, det er der ingen som gør" medgav Astra
   "Er det vores skyld? Ledte vi soldaterne her til?" tanken havde huset lidt i hende, hun var bange for svaret.
   "Nej, hvis de havde flugt efter os, ville vi have opdaget dem da vi var hos Genba. De ankom en uge efter, vi var taget af sted mod gravpladsen" hun var stille lidt "Vi er ikke skyld i dette, det bedste vi kan gøre nu, er at søge for det ikke sker for andre. I morgen vil Sairus krop blive brændt, så vil der være en uge, hvor de sørger. Vi behøves ikke at være der til det, men de vil gerne have os der, når hun bliver brændt"
   Synet af Azizus forslået ansigt dukkede op, hvem ville tage sig af klanen nu? Sairu have lærlinge, men var de blevet taget med? Eller var de stadig ude og hente urter?

"Lærlinge Sairu havde, er de kommet tilbage eller blev de taget?" Lucine rettede sig lidt op og så på Astra
   "De ankom i går, så klanen er ikke uden sine steppekvinder"
   "Godt" det lettede lidt på sorgen og frygten, der var nogle til at tage sig af folket. Det ville sikkert tage tid, selv med flere lærlinge. Lucine sad lidt og tænkte, det var synd der ikke eksisterende en magi, som kunne helbrede mange på en gang. En ide spirede i hende, dog det ikke var tiden lige nu, så hun lagde til siden. Så kunne hun vende tilbage til den.
   "Kom, lad os gå tilbage. I morgen bliver lang og hård, du får brug for alt den energi du kan" Astra slap hende og rejste sig forsigtigt op, hun rakte en hånd frem imod hende. Lucine tog den og rejste sig op, nu bemærkede hun noget som lå halv gemt, inden under en kurv. Lucine bøjede jeg ned og samlede det op, det var en pibe, Sairus fine pibe. Hendes blik var fastnet på den, ingen blod havde rørt det. Astras hånd gav hendes skulders et klam, Lucine møde hendes blik, som var blidt. Lucine kiggede tilbage på piben, så lagde hun den i hendes kappes lomme, en ny og tom en. Så snart hun kunne, ville hun give den til Azizu eller lærlingene. Så gik de tilbage mod det store telt.

Næste dag startede ud med et bad i den kolde dam, så blev de givet nogle stykker stof, som var gråfarvet. De skulle bærer dem på sig, for at vise at de bar sorg i deres hjerter og tanker. Det lykkes Lucine at finde Azizu, trods den travlhed som forgik i lejren. Det var kort, hun snakke med ham, for alt hvad hun ville, var at give ham piben. Han så taknemlig på hende, da han stod med piben i hånden og vejede den lidt. Så var han nød til at forsætte med den opgave, han havde gang i, Lucine forsvandt tilbage til de andre, ved det store telt. Da det var tid, forenede hele lejren sig og gik syngende afsted i en lang gruppe, forrest gik 6 af de stærkeste mænd i klanen, der bar Sairus krop på en båre af træ og strå. Bag dem andre bårer med de, som var faldet for at bestykke klanen. I den store åbning have klanen lagt træ i en stor bunke, og flere små. Troppene var flad, her på blev kroppene lagt. Folkemængden stod spredt omkring de utændte bål, Azizu gik frem til Sairus krop og gav sig til at fortælle, om den gang han møde hende. Imens lagde tre kvinder urter, farvede fjer og nogle få madvarer op ved siden af Sairu.

Lucine, og de to andre, stod så tæt på, at de kunne se Sairus ansigt. Det så fredelig ud, ikke forvrænget i smerte eller frygt. Hun havde et sår over det ene øje, men det lod til de havde vasket kroppen, for der er intet blod at se. Dette gjorde Lucine glad, hele morgen havde hun vært bange for, hvordan Sairu så ud og havde halvt om halvt forventet, at hendes ansigt var låst i frygt. Piben var under hendes hænder, som lå krydset over hendes bryst. De tre kvinder, som Lucine mente var lærlinge, stod nu hver med en fakkel hævet ud fra sig. Azizu nikkede til dem og de satte ild til det tørre træ og strå, snart bredte ild sig imellem træstykkerne.
   "Nu sender vi dig tilbage, må din sjæl blive taget imod med åbne arme og må du en dag, finde vej tilbage til os" Azizu stod nu med front til bålet "Dine geringer her, vil ikke blive glemt, dog vi vil savne dig meget."
   De tre kvinder gav deres fakler til tre mænd, så vendte de sig imod bålet og hævede deres hænder. Flammerne voksede pludselig vildt og åd sig hurtigt igennem træet og op omkring Sairu, det lod til, at kvinderne fodrede ilden med magi. Men ikke et ord var undsluppet deres læder, snart var der kun flammer og Sairu var ikke længere til at se.

Ude på pladsen begyndte de mindre bål at brænde, så de kunne rejse sammen med deres steppekvinde. Sådan blev det ved i 10 minutter, så sænkede kvinderne deres arm igen og flamme døde lidt ned, for så at forsvinde helt. Der var kun aske tilbage, tre yngre piger trådte frem med mellem store lerkrukker, imens lærlinge gik helt hen til aksen. De sagde noget, men Lucine kunne ikke høre hvad, mens de holdt deres hænder over asken og, i en blød bevægelse, følge dem over mod de tre krukker. Snart svævende noget af asken hen og ned i krukkerne, da de krukker, var fyldte og der ikke mere aske var, forsvandt pigerne, lærlingene gik videre til det næste bål, hvor de gentog det hele igen. Sådan blev det ved, indtil alle bål var brændt ud og alt aske samlet. Så brød folk op og begyndt at forsvinde ind imellem teltende, Astra, Lucine, Conrad, Azizu og hans familie stod tilbage. Lucine var usikker på, hvad der skulle ske nu. Azizu kom over til dem, hans mor og 5 børn, blev stående, den mindste græd.

"Hvis I ønsker det, kan I blive her sammen med os, indtil vi rejser videre" hans øjne var røde og lidt trætte
   "Det er os en stor ærer" sagde Lucine så "Og det vil vi gerne, i hvert fald for en uges tid. Der er noget, jeg gerne vil undersøge og, hvis det muligt, snakke med Sairus lærlinge"
   Lucine kunne mærke, at Conrad så lidt overrasket på hende, Astra nikkede blot.
   "Det er muligt, i morgen vil de begynde med at rengøre og tømme Sairus telt. De er undtaget sørge pligten, ligesom jer, og må gerne tale."
   "Må gerne tale?" Lucine så uforstående på ham
   "Ja, fra i morgen af må ingen voksen eller ung tale, med mindre det er nødvendig. Som der går ild i noget eller man kommer til skade. Det er så sjælen ikke bliver lokket tilbage og bliver en blivende ånd" han så, en smule træt, på hende "Men lærlinge har magiske evner og deres stemme kan ikke kalde sjæle tilbage, med mindre de vil det."
   "Javel, det er forståeligt" nikkede Lucine
   "Godt, gæsteteltet står endnu, så I er velkomne til at sove der, hvis I vil. Nu vil jeg forlade jer. Sig til når I vil rejste tilbage til byen, vi vil jo gerne sige farvel" Azizu smilte venligt og gik hen til sin familie, han lagde sine store armer om den lille kvinde som var hans kone. Så gik den lille familie tilbage mod det store telt, Lucine og de to andre gik hen mod gæsteteltet.

"Er det ikke bedre, at vi kom til Bjored så hurtigt som det er os mulig?" Conrad så på Lucine, hans blik, lidt irriteret, og spørgende
   "Det skal vi også, men der er noget jeg vil prøve at lave og jeg skal bruge Sairus lærlinges hjælp" hun så på ham med at fast blik, han kunne se, dette var vigtigt og sukkede lidt
   "Javel, vi kunne sikkert også bruge lidt tid at hvile i" mumlede han så "Hvad er det, som du vil lave?"
   "En magi" svarede hun kort, hendes tanker sprang imellem de forskellige måder at løse denne opgave på
   "Kan man bare det?" Conrad så lidt mistroisk ud
   "Jeg ved det ikke, det er derfor jeg skal bruge lærlinges hjælp. De er så langt foran mig, at de brude kunne hjælpe mig" Lucine gik til, hvilket der endelig ikke var en grund til, de havde hele dagen til i morgen, men hun ville gerne kigge Karlas bog igennem. Mest for at se, om der var noget at drage inspiration fra. Lucine havde selv nogle ideer, men om de var holdbare, måtte hun finde ud af i morgen.

Solen var lige begyndt at slå op, men Lucine stod allerede ved Sairus telt og ventede. Hun havde slået sin kappe godt om sig, da en let dis hang i luften og gjorde alt køligt og en smule vådt. Under kappe hang hendes sidetaske, Karls bog og hendes egen lå der i, sammen med noget at skrive med. Blod var helt sort i det svage lys, vis det var, fandt hun aldrig ud af. Endelig ikke noget hun ville vide, for et sted håbede hun, det var en af soldaterne. Ud mellem teltende kom de tre lærlinge gående, de havde hver en taske på ryggen og nogle spande med vand. De satte farten lidt ned, da de fik øje på hende. De to af dem, sikkert de yngste, så usikkert på den ældste. Som havde sit lange sorte hår sat op, i tre fletninger som vævede sig ind imellem hinanden. Hun virkede ret køn og var sikkert ældre end Lucine, hendes øjne, bemærkede Lucine da de kom tættere på, var mørkgrå med små pletter af grønt. Det var ligt som at se ind i en sten med lidt mos på, Lucine rettede sig lidt og bukkede høfligt.
   "Hvad vil du?" det var den ældste som talte, Lucine rettede sig op
   "Jeg ønsker at snakke med jer" hun nikkede kort over mod teltet "Og hjælpe jer"
   Der var stille, et sted skreg et barn sig selv vågen.

"Hvad vil du snakke med os om?" den ældstes stemme var kølige og en lille smule harm, Lucine var ikke helt sikker på, hvorfor, men i stedet for at lade sig provokere, gjorde hun sig fast og rolige som et træ.
   "Jeg hedder Lucine Skovfeldt, skovkvinde lærling" hendes stemme var venlige, dog en tang formalt "Jeg ønsker at lave en magi, hvis det kan lade sig gøre. Og siden I har studeret længere tid end jeg, havde håbet I kunne hjælpe mig"
   Den ældste så på hende med en hård fure over de dømmende øjne, måske så de hende som en synder, fordi hun havde tilbragt tid med Sairu inden hun døde. I så fald, lod det ikke til, at den ældste ville kommentere på det. Hun satte spanden fra sig, de to yngre kvinder skyndte sig over til Sairus telt. Der satte de deres spande ned og så på Lucine og den ældste kvinde.
   "Jeg hedder Millicent og er den nye steppekvinde, dette er Farah og Parisa, de er nu mine lærlinge" Millicent så igen vunderne på hende, Lucine nikkede et goddag til hver af de andre kvinder. De nikkede kort tilbage til hende, Lucine så igen på Millicent.

"Du vil gerne hjælpe os med at gøre Sairus telt rent?" steppekvindens stemme var en smule septisk
   "Ja, det vil jeg" Lucine satte sine skulder taske på jorden og lagde sin kappe oven på den, hun så afventede på Millicent med et roligt blik. Millicent så lidt overrasket på hende, men gav hende så en skrubbebørste. Snart var de alle i gang med at rengøre, der var blandet lidt i sæde i vandet som snart var lyserød af blod. Der gik ikke lang tid, så begyndte de to yngste piger at snakke sammen lidt. Millicent var dog tavs, snart lo en af pigerne og Lucine kunne ikke lave vær, med at smile lidt. Solen steg på himlen, da det blev middag holdt de en velfortjent pause. Deres hænder var en smule ømme, efter at havde holdt hårdt om børsterne. Der hang en let varme i luften, Lucine nød sols varme imens de sad på jord, et lille stykke fra teltet.
   "Hvordan havde Sairu det dagene inden hun.. døde?" det var Millicent, som sad med ryggen halvt til hende.

"Jeg kan kun fortælle dig, om de dage, hvor jeg var her" Lucine rettede sit blik mod den nye steppekvinde "Det lod til, hun hyggede sig med at undervise mig og lærer nye ting. Hun fortalt mig om en gammel tradition, hvor man udvekslede lærlinge og fortalt mig, hvad I gjorder med de mænd og drenge, som havde magiske evner. Hun virkede glad og tilfreds"
   Det sidste sagde hun tænksomt, som det lige så stille lagde sig hos hende. Lucine var glad for, hun ikke så Sairus krop før, hendes minde om hende, ville altid være af en glad og venlige kvinde. Men hvad med Millicent og de andre? Hvad mon de havde set, som havde planet et mørk og blodigt minde omkring deres læremester? Lucine så medlinede på dem, men der ikke så meget hun kunne gøre for dem. End at fortælle om, hvad hun havde bedrevet noget af sin tid med.
   "Det lyder som noget, hun ville gøre" sukkede Millicent, hun så stille ud over teltene og så tilbage på Lucine "Hvad for en magi ville du lave?"
   "En helbredende cirkel" Lucine rettede sig lidt op og trak sine ben ind under sig "Sådan, man kan helbrede flere"

"Hmm.. det lyder som en god ide, men har du lavet en magi før?"
   "Nej" Lucine rystede kort på hovedet "Det er derfor, jeg har brug for jeres hjælp, men jeg har lavet lidt på forhånden"
   Lucine fandt sin skuldertaske frem og vise Millicent de noter og tegninger hun allerede havde lavet, Millicent så dem lidt i gennem.
   "Så, du tager grundprincippet af en protenr magi og blander den med den svagere helbredelses magi. Det er ikke helt dumt, tegnene du har lavet, kunne godt bruges" Millicent så tænkt på den sidste side med noter
   "Så, du tror godt det kan virke?" Lucines stemme var en smule usikker, selv syns hun, at hendes ide var for løs.
   "Ja, men jeg tror vi skal bruge tegnet for flad cirkel og ikke lukket halv cirkel" hun sendte Lucine et prøvende smil, Lucine lo lidt.
   "Ja, det gik lidt hurtigt i går" så blev hun lidt mere alvorlig "Men har I lyst til at lave den sammen med mig?"

"Ja, når vi er færdige her kan vi gå igang" Millicent så på Lucine med en varm interessante i hendes øjne, så tøvede hun lidt og så på de to andre." Parisa, havde du ikke bed om, at få bragt frokost ud til os?"
   "Årh, nej det havde jeg helt glemt" Parisa, som lod til at være den yngste, sprang hurtigt op og for ud imellem teltende. Millicent rystede, opgivende, på hovedet
   "En eller anden dag, gemmer hun sit hoved" mumlede hun og vendt sin opmærksomhed mod Lucine "Du lader til, at havde en grundforståelse for at væve en ny magi. Hvor har du lært dette fra?"
   "Lidt der hjemme, lidt herude" Lucine trak lidt på skulderne, hun havde læst lidt om, at skabe en ny magi. Men det var kort, da hun, på derværende tidspunkt, skulle læse om tegn og symboler. Resten var endelig bare hendes bedste bud
   "Hm.. magi som bliver bundet til sten, eller andre genstande, er det lettelse at ligge ud med. Ikke at det noget alle kan, men lettere end magiske ord" Millicent nikkede tilfreds imens hun så på noterne igen. Parisa kom farende ud imellem teltende med to store kurve, hun gjorde holdt et lille stykke fra dem, for at trække vejret.

Så gik hun helt hen til dem og satte de tunge kurve ned, i den ene var brød, ost, pølse og en lille potte med honning. I den anden var der en flaske med gul saft, en mindre kurv som indeholdte små lyseburne kager og fire lerkopper. De satte sig i en rundkreds om kurvene og lækkerier blev delt ud i mellem dem. Imens de spiste, fortalte Lucine lidt om, hvad Sairu og hende havde lavet og øvet. Derefter fortalte de tre andre, hvad for nogle planter de havde høstet og dyr de havde set. Det var endelig ganske hyggeligt, selvom Sairus død stadig var et alt for frisk minde.

Da teltet var så rent, som det nu engang kunne blive, fulgte Lucine med de tre kvinder, hen til deres fælles telt. Millicent ville snart overtage Sairus, men først skulle det tørre og derefter skulle hun gå igennem de ting, Sairu havde efterladt. Farah var rendt tilbage med de nu tomme kurve, Millicent lagde et skin tæppe ud, som de kunne sidde på.
   "Parisa, vil hente min anden skyggebog, noget papir og noget at skrive med?" Millicent havde sat ned på det bløde tæppe, Lucine var begyndt at tage sine sko af.
   "Javel" Parisa forsvandt ind i teltet, steppekvinden rette så, sit blik mod Lucine
   "Jeg tænker, vi begynder med de tegn, som skal bruges. Tegne dem og aktivere dem, for at se, om de virker som de skal"
   "Kan man det?" spørgsmålet væltede lidt ud af Lucine, men hun havde aldrig hørt om, man kunne sætte gang i tegnende, uden de var en del af en magi.
   "Ja, hvordan skulle man ellers vide, hvor de er udformet korrekt?" Millicents øjenbryn møde næsten hinanden over hendes meget fine næse.

"Jeg ved det ikke, som sagt, jeg ved ikke så meget om at lave en magi" Lucine trak lidt på skulderne
   "Ja, det er rigtig. Tak Parisa" Millicent tog imod sine ting og lagde dem foran sig "Vil du hente os en kande kamille te og to kopper, derefter skal du studere"
   "Selvfølgelige!" Parisa så ivrigt på Millicent, hvorefter hun forsvandt imellem teltende. Millicent så på Lucine igen, mens hun tog et blank stykke papir og tegnede symbolet for den flade cirkel.
   "Her, jeg vil tro, det er bedst at starte med dette symbol" da hun var færdig med at tegne, holdt hun papiret i sin hånd "Ser her, man lader bare sin magi fylde igennem papiret"
   Symbolet lyste op og en flad cirkel opstod på papiret, Lucine så forundret på det. Millicent så tilfreds på papiret og lagde det fra sig "Hvor stor skal cirkelen være?"
   "Øh.." Lucine var et øjeblik forvirret "Jeg tænkte man skulle kunne indstille den"
   "Hmm.. god ide, men den skal have et minimum, ligesom protenr har et på en"
   "Hvad med to så?" forslog Lucine

"Ja, vi kan prøve" Millicent hævede blyanten, men kiggede så på Lucine "Hvad med, du laver symbolet?"
   "Virkelig?" Lucine så forbløffet på hende, ikke fordi hun havde troet, at Millicent skulle gøre det hele. Men hun havde næsten ingen viden om dette, Millicent rakte hende en blyant og et stykke papir.
   "Ja, lad mig se, hvad du kan" Millicent så afventede på hende, usikkerheden boblede frem i Lucines mave. Forsigtigt tegnede hun to strenger i en cirkel, som havde en lille streng i ringen. Så rakte hun det frem mod Millicent, som så lidt på det
   "Fint, som det skal være. Lig det oven på den anden tegning, så forsætter vi"
   Lucine gjorde som der blev sagt og fik et nyt stykke papir af Millicent, så forsatte de med at tegne.

Hen af aften gik Lucine tilbage til gæsteteltet, de havde nået langt, men der var stadig nogle dags arbejde endnu. Hun håbede ikke det ville gøre så meget i store hele, at de blev her et par dage. Hun vidste bare, at denne magi kunne live brugbar på deres videre rejse. Lucine så lidt på sine noter, der så godt ud og i morgen skulle de prøve at kombinere dem, for at se, om de gjorde som de skulle. Hun pakkede papiret ned i sin skuldertaske, hendes led var en tand ømme efter at havde rengjort teltet. Aftensmaden var blevet bragt til dem, så hun var godt mæt og træt, soveposen i gæsteteltet kalde næsten på hende. Astra og Conrad ville sikkert høre, hvad hun havde fået sin dag til at gå med. Så hun gjorde sig klar på, at fortælle lidt men ikke for meget denne aften, resten kunne de høre om morgen. Omkring hende var der stille, kun et barn græd et sted og en hund gøede vredt. De to venner sad da også ved et bål af lava og snakkede, de så begge op på hende, da hun ankom, men stoppede ikke deres samtale.

"Men det var sådan, jeg mødte Leonora" sluttede Astra imens hun længde sig tilbage på et tæppe
   "Det var da godt, De var tilstedet så. Ellers kunne det havde endt galt" Conrad nikkede tænksomt
   "Jeg tror nu, en eller anden ville have hevet hende væk, hvis ikke jeg havde" Astra slog det lidt hen "Hej Lucine, har du haft en god dag?"
   "Hej med jer, ja den har vært fin tak" Lucine satte sig ned ved dem "Jeg er meget træt, så forventet ikke jeg bliver siddende for længe"
   Det sidste blev sagt med et smil, som Astra svarede med et let grin, så nikkede forstående.
   "Det er helt fint" sagde Conrad så "Bliv så længe De har lyst til det"
   Lucine smilede træt og begyndte at berette om sin dag, Conrad og Astra lyttede med, deres ører var næsten helt spidse. Som månen hævede sig på himlen, gik Lucine endelig i seng. Søvnen kom hurtigt og hendes søvn var fulde af drømme, om bål, røg og magiske symboler.

Næste morgen stod hun op før de andre, siden hun ikke havde vært der til aftensmaden, havde hun bestemt sig for, at lave morgenmad til dem. Det var det mindste hun kunne, nu hvor hun ville komme til at efterlade dem flere dage i træk. Da Conrad og Astra var rullet ud af deres soveposer og var kommet over til bålet, fortalt hun videre om den forgang dag. Astra spise roligt sin grød imens hun lyttede, Conrad virkede ikke helt vågn og spiste meget langsomt. Lucine blev lidt i tvivl om, han overhovedet hørte hvad hun sagde. Lucine hjalp også med at rydde op, så sagde hun på gensyn og løb af sted mod Millicents telt. Sådan gentog de næste par dage sig, inden til de var klar, til at afprøve magien. For femte gang den dag, påtegnede Lucine symbolerne på nogle sten, som hun så lagde i en, ikke helt rund, cirkel. De andre gange havde ikke gået så godt, en af gangene var sten sprunget og havde kastet spidse splinter alle steder, de måtte rette nogle ting til og prøve igen. Hun så på Millicent, som nikkede, Lucine trak sig lidt væk fra cirkelen og hævede sin stav.

"Orbisanvifin" sagde hun højt og håbede det ikke ville være så energi krævende, de havde lagt et symbol som skulle sprede magien mere ud og gøre at det tog mindre af kasteren. Magien flød ud og hen til stenene, en efter en lyste tegnene op i grå. En streg af magi flød ud af en sten og over mod en anden, så en cirkel nu lyste op foran dem. Symboler for helbredelse blomstrede frem inde i cirkelen, Lucine holdt den gående, ved at foder den med magi. Millicant gik hen og studerede cirkel, hun bevægede sig rundt om den, stille og roligt. Der lod ikke til at ske andet, end det den skulle.
   "Det ser fint ud denne gang" Millicant kom hen til hende "Bare slip"
   Lucine stoppede den kilde af magi, som formularen blev holdt gående med og afventede det energitab der måtte.
   "Hvordan er det?"
   "Ikke så hårdt som jeg regnede med" den smule træthed som havde vist, var bestem en forbedring "Men jeg kan forstille mig, det bliver mere krævende, når der kommer nogen ind i cirkelen"
   "Det er vi enige i" nikkede Millicent, imens hun så på famlede cirkel af lys "Jeg tror vi skal beholde symboler, vi har brugt i denne gang. Det lod til at de var stabile nok"

Lucine nikkede, men hævede så staven og gentog ordet. Snart lyste cirkelen op igen, stenene blev hvor de var og tegnene stod klare frem. Så slap hun magien igen og kiggede på Millicent
   "Jeg vel mene det er de tegn vi skal bruge"
   "Hmm.. prøv at kaste den et par gange mere, bare for at sikker." Millicent så tænksomt på cirkelen, Lucine forstod hendes bekymring og lod magien flyde fra hendes endnu engang og så en gang mere.
   Et par kast sener, sad Lucine på et skindtæppe med en god kop te i hånden. Hun var træt, sved havde drevet af hende, men var stoppet nu.
   "Vi bliver nød til at afprøve den" Millicent så på hende, med et alvorligt og fast blik "Ellers ved vi ikke, om den faktisk virker eller om det er lykkes os, at skabe en lysende cirkel"
   "Ja, men hvem kan.." hun afbrød sig selv, de fleste af mændene var stadig ikke blevet helbredt, da det kostede så meget energi at kaste magien. De kunne sikkert god finde tre, som var villige til at være prøvekaniner.

"Jeg henter tre, vent her" sagde Millicent og løb af sted på hendes lange ben, Lucine stod alene tilbage og betragtede hende. Så svippede hun lidt af sin te, dejlig varm og sød. Der gik ikke lang tid, før Millicent kom gående med tre herre, de havde alle forbindinger på. Det stak i Lucines hjerte, klanen havde ikke fortjent at blive angrebet på den måde. Millicent sagde noget til mændene og de stillede sig i det, som ville blive cirkelens midte. Lucine blev en tang usikker, minimummet var to og siden de ikke vidste, hvordan den ville påvirke levende væsner, var tre måske i over kanten. Hun satte koppen fra sig og gik over til Millicent , hun skævede til hende
   "Er der ikke lige i overkanten? Vi ved jo ikke, om den virker"

"Jeg er sikker på, at den gør, ellers vil der ikke ske dem noget. De tegn vi har brugt, er ikke nogen som gør skabe eller lignende" Millicent smilede selvsikkert til Lucine "Kom nu, hvis hvad du kan"
   "Hvis du mener det, men det bliver sidste gang i dag. Jeg er ved at være godt træt" Lucine så frem på tre mand og sank noget, så hævede hun sin tryllestav "Orbisanvifin"
   Cirkelen lyste op, mændene så usikkert på hinanden, da det ikke lod til, at ske noget. Men så blev lyset mere gyldent, derefter dukkede en lysegrøn farve op, lige så stille begyndte cirkelen at pulser. Lucine så forundret til, noget var ved at ske. Med et frøs lyset, forså at forsvinde i et lille og uskadelig eksplosion. Millicent og Lucine så lidt på hinanden, mændene så afventede på dem. Efter et par lange sekunder, gik Millicent hen til dem, Lucine var lige i hælene på hende.

Med hast bandt Millicent en forbinding op, spænding fik det til at virke som en evighed før mandens hud var synlig.
   "Ingen ting!" udbrød Millicent overrasket, mands sår var der stadig. Lucine sukkede, de måtte gå over, hvad der var gået galt.
   "Vent! Se her!"
   Lucine rette sit blik mod såret, lige så stille begynde det at heles foran øjne på dem. Ved synet af dette, tog de andre mænd deres forbindinger af og ganske rigtigt, deres skader og sår var begyndt at hele.
   "Det virkede" hviskede Lucine lamslået
   "Ja, effekten er langsom, men det kan vi rette op på!" Millicent vendte sig stort smilende mod Lucine "Kom, hvis vi er hurtigere, kan nå at rette den til, før det bliver mørkt!"
   Millicent hev det forundrede Lucine med sig over mod tæppet, energi tabet var til at mærke, men ikke så slem, som når hun brugte vifinove. Et smil voksede stolt frem på Lucines ansigt, hendes ide havde virket!
   De næste to timer sad de og diskutere, hvad de kunne gøre, for at sætte farten op på magien. Ideer blev smidt frem og tilbage, meget papir blev spildt på ubrugelige tegn.

Endelig fandt de frem til, at bruge et symbol for løbende vand, da det passede sig bedst. Millicent hentede tre andre mænd, som blev bedt om at stå i midten af cirkelen. Millicent måtte dog selv kaste magien denne gang, Lucine var alt for træt. I stedet observere hun magien, Millicent havde fortalt hende, hvad hun skulle holde øje med.
   "Orbisanvifin" sagde hun og cirkelen lyste op igen, Lucine studerede tegnene og strenger, de måtte ikke urene eller virke som de bølgede. Alt for løb ligesom sidste gang, da lyset var forsvundet løsende mændene selv deres forbindinger. Sår, blå mærker og andet forsvandt for øjnene af dem. Det havde virket, den var stadig lidt langsommere til at helbrede end de andre magier, men den kunne klarer flere. Lucine så på Millicent med et stort smil malet på ansigtet, Millicent lo lidt, men blev så lidt alvorlig.
   "Nu må vi så se, om der er nogle bivirkninger."
   "Som hvad?" Lucine var gået over til hende
   "Som at skaderne kommer igen, jeg tvivler siden vi ikke har hørt noget fra mændene i går, men vi kan ikke være for sikker" Millicent sagde noget til mændene og de nikkede "Kom med mig"
   Sammen fandt de gårdagens mænd, de lod ikke til at være nogen smerter og deres sår var ikke kommet igen. Derefter gik de over til lagerteltet, for at få sig en kurv med mad. Resten af efter middag brugte de på at spise og slappe lidt af.

"Jeg forstår ikke, du ikke er mere træt" sagde Millicent så, imens Lucine sad med en bid brød og kød i munden "Bare den gang jeg bruge den helbredende cirkel var jeg næsten lige så træt, som når jeg bruger det svageste helbredes magi"
   Lucine trak lidt på skulderne, imens hun trykkede videre. Hun syns nu at trætheden hang i hende, efter at have brugt så meget magi. Hun stoppede næsten med at trykke, da tanken om, hun havde kastet den samme magi flere gang i dag, uden de store problemer.
   "Sairu sagde noget om, at magien flød stærk i mig. Kan det være derfor?" lykkes det hende at sige, så tog hun lidt vand fra sit vandskind, for at skylle maden ned.
   "Måske, måske forstår hun bare at bruge magi mere effektiv" Millicent sukkede lidt "Jeg ville ønske Sairu var her, hun vidste det sikkert"

Lucine så stille på steppekvinden overfor hende, for noget tid, virkede hun bare som en lærling. En som havde mistet sin lærer for tidligt og nu måtte bærer et lod, hun ikke var klar til. Så meget havde de da til fælles.
   "Jeg savner også hendes selskab" Lucine så tænksomt ud over teltene "Hun er meget savnet"
   Millicent nikkede tavst og efterlod stilheden over dem, en fugl sang et sted.
   "Jeg vil gerne hjælpe med at helbrede klanen, inden vi tager af sted igen" sagde Lucine så, imens hun så på Millicent med et bestemt blik.
   "Det vil ville være en ære" Millicent mødte hendes blik, men veg det, Lucine var usikker på, hvorfor "Med denne nye magi, skal det nok gå hurtigt"
   Lucine nikkede "Vi kan begynde i morgen, hvis der ingen bivirkninger er."

"Det lyder som en god plan" Millicent hævede sin kop og drak lidt te. I morgen skulle nok blive spændende.
   Disen lå hen over jorden næste morgen, men der stod de alle fire og tegnede symbolerne ind på sten. De skulle være havde deres egen cirkel, det var lettere end at lave en stor. Farah og Parisa havde ikke nok energi og erfaring til at indgå i sådan en stor cirkel. Ordet havde løbet igennem lejren hele den tidlige morgen, Lucine og Millicent havde besøgt de to gruppe af mænd, de havde brugt magien på dagen ind, de havde det fint. Så nu var det bare resten af klanen, Conrad og Astra holdt sig i baggrunden, sammen med de, som ikke var såret. Der helt stille omkring dem, da sorgens uge ikke var overstået endnu. Azizu var de, som Millicent skulle helbrede i den første omgang. Spændingen kunne næsten skæres i, så tæt var den. Lucine trak vejret dybt, ingen grund til at gå i panik, hun havde styr på denne magi. De første seks personer stod nu i midten af hendes sten cirkel, Lucine hævede sin stav. Hendes mål i tankerne, ordet lå på hendes tunge.

"Orbisanvifin" sagde hun med en fast og klar stemme, cirkelen af lys opstod næsten med det samme. Mændene så lidt usikkert på lystet, ind til det forsvandt. Det samme skete ved de andre tre kvinder, mændene flyttede sig, usikkert, fra cirkelen. Det lod ikke til, de helt vidste hvad der skulle ske, efter lyset var forsvundet. Så dukkede overraskelse op på deres ansigter, som deres sår og skader lukkede sig. Lucine smile lidt og vinkede de næste frem, de stod, lige så usikkert som de første og så afventede på hende. Hun gentog ordet og det hele begyndte forfra, over ved Millicent stod en fader med en dreng i hånden, som havde forbindinger om den ene del af hovedet. Fader sendte drengen et beroligende, blik Lucines hjerte snak lidt, magien kunne nok ikke gendanne øjne. Der skulle der stærkere magi til, hvilket, håbede Lucine, Millicent ville tage sig af senere.

Snart havde alle vært igennem den helbredende cirkel, der var nogle få andre børn efter den lille dreng med forbindingerne. Lucine stod træt op, imens Millicent, Farah og Parisa sad på et tæppe. Hun gik over til dem og satte sig ned, nogle piger kom løbene med kopper og en god kande te. Glæde stod malet i folkemængdens ansigter, men ikke et ord blev sagt. De kom dog hen og bukkede for dem, som tak og i ærbødighed. Selv Azizu stod overfor og bøjede sig overfor dem, Lucine var glad, men også en tand forvirret over, den ære hun nu modtog. Det var normalt reserveret til en uddannet skovkvinde, ikke en lærling som hende. Da folk havde brydt lidt op, kom Conrad og Astra hen til dem.
   "Det var fanatisk!" Astras stemme var høj og varm, hun smile til dem

"Ja, det var yderste imponerende" Conrad så stolt på dem "Det var helt ekstraordinært"
   "Mange tak" nikkede Lucine og drak lidt vand fra hendes kop, alt den brug af magi, havde efterladt hendes mund helt tør. "Men med drengen med forbindingerne?"
   "Hvad med ham?" Millicent så spørgende på hende
   "Manglede han ikke..?" begyndte Lucine
   "Han havde fået en skade på sit øje ja, men din magi helbredte det lidt. Så han skal en tur i cirkel igen i morgen, så skulle skade være helet" Millicent smilte "Denne magi virker bedre end vi havde regnet med"
   "Årh" lød det fra Lucine, hun var glad for drengen men overrasket over, hvor effektivt denne magi viste sig at være. Hun sad tænksomt og så ud over folket, som virkede meget mere glade. Lucine sukkede tilfreds og lagde sig tilbage på skindet, Astra og Conrad kom ind i hendes synvinkel.
   "Er vi klar til at rejse nu?" spurgte Conrad med et glimt i øjet
   "Ja, det er vi" svarede hun med et træt smil, dog hun vidste, at hun nu skulle skrive magien ind i hendes skyggebog. Hvilket hun nok ville gøre i aften, inden hun lagde sig til at sove.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/11-2016 09:21 af Lise Fugl (Sachi) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 6418 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.