1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Vognen stoppede foran et palæ, Lucine kunne ikke kalde det andet.... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasy
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Efter de havde lagt deres rygsække på et loft, red de ned mod hav... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Dagene skred videre frem og hun begyndte at få et greb, som denne... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
2 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hendes drøm var alt for levende og vild, hun løb og så sig over s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
I den frie time sad hun med bogen i hånden og udtale ordene for s... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Inden de blev henvist til et værelse, blev alle i salen gennemsøg... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
En dag efter stod de med deres ting pakket og klar, deres madpose... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, kap...
Hvordan hun var havnet under et tæppe, vidste Lucine ikke. Men de... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 2
Han var drivvåd, da han kom hjem. Dels af sved, dels af regn som ... [...]
Fantasy · eventyr, opdagelsesrejsende, magi
3 år siden
1Lyras amulet - Kapitel 1 - del 1
Aelius vågnede med et sæt, der var stille omkring ham, natten lå ... [...]
Fantasy · magi, eventyr, opdagelsesrejsende
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent, da de grå heste endelig gjorde holdt. De havde fulg... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der gik ikke lang tid, så forsvandt lejren fra horisonten bag dem... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Da solen begyndte at synke på himlen, gik Lucine over til Sairu, ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
En blanding af unge kvinder og mænd, sværmede, omkring dem. De sn... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
1Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
"Det er fint" smilte han og de gik sammen tilbage ind, Conrad og ... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Der lå en let dis, da de stod op næste morgen. Lucine skyndte sig... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Aften faldt på, og Lucine hjalp Maria med at gøre border rene ind... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skibet vuggede stille i natten, men Lucine kunne ikke sove. Endel... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det tog dem et par dage at finde den næste by, under turen, havde... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
De kørte roligt igennem byen, på en stor vej, som kun var til kør... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine havde aldrig set så mange bøger, som der var i biblioteket... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi, venskab
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen stod både Astra og Conrad og kiggede nysgerrigt på h... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
2Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næste morgen vågnede Lucine med en stiv nakke og sorte rander und... [...]
Fantasy · venskab, eventyr, fantasi
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Desværre kunne de ikke rejste videre med det samme, vejret var sl... [...]
Fantasy · eventyr, fantasi
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Det var sent om aften da de nåede tilbage til byen, lygtemændene ... [...]
Fantasy · fantasy, venskab, eventyr
3 år siden
3Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Næsten morgen vågnede hun før Astra, som stadig sov. Lucine liste... [...]
Fantasy · venskab, fantasi, eventyr
3 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Efter nogle timers gang ankom de til byen, en træ mur stod om den... [...]
Fantasy · venskab, eventyr
5 år siden
4Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Skoven var rolig omkring dem, ingen snakkede mere, alle var still... [...]
Fantasy · eventyr, venskab
5 år siden
0Elycia - Elycia - Kapitel 4, del 2
Hun kom selvfølgelig først, det var endelig ikke det, hun ville m... [...]
Fantasy · eventyr
5 år siden
0Elycia - Kapitel 4, del 1
De næste uger gik med at lære Elyciansk, endelig ville hun heller... [...]
Fantasy
5 år siden
7Fortællinger fra Veandia - Almas' ring, Kap...
Lucine så op på månen, for nogle dage siden, havde den været fuld... [...]
Fantasy · eventyr, venskab, fantasi
5 år siden
0Elycia - Kapitel 3
Foran hende var der en dør, den var høj og var lavet af sten elle... [...]
Fantasy
5 år siden
2Elycia - Kapitel 2
En sang gav sig til at spille og et sted inde i mørket, vågnede M... [...]
Fantasy
5 år siden
4Elycia - Kapitel 1
Det var en rolig vinter dag, landskabet lå øde og gold hen. Træer... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Lise Fugl (f. 1986)
Inden de blev henvist til et værelse, blev alle i salen gennemsøg for våben eller magiske ting. Vagterne havde hurtigt fundet Conrads sværd og spyd, de var ret svære at skjule. De forsinkede ham om, at når han skulle hjem af igen, ville det blive afleveret til ham. De forsøgt at sætte sig lidt imod, sige at de andre som var her, jo havde våben i form af magi. Men det var der blot blevet rystet på hovedet af, de der var her, havde kun magiske evner og var ikke fuldt ud, skov eller troldkvinder. Foruden, hvad grund skulle de havde til at angribe dem? Conrad så længselsfuldt efter sine ting, som de blev båret ind bag en træ dør, som blev lukket til. Lucine havde glemt sin stav og dolk ind i sin kappes lomme, så kunne de i hvert fald ikke tage dem. Der var andre som protesterede lidt, men der var ingen kære mor og mange måtte gå af med smykker såvel som små urtknive.

"Der er en tig mere, I må og skal ikke bruge magi imens I er her!" sagde en vagterne, som var trådt op på en kasse "Vi ved det er en vigtigt del af jer, men for at undgå unødige opmærksomhed, er I nød til at stoppe med det for nu. Hvis ikke I følger denne regel, er vi nød til at flytte dem der ikke vil følge denne regel, ned i et rum i kælderen."
   Der var noget ved den måde, han havde kælderen på, der fik det til at løbe Lucine koldt ned af ryggen. Man kunne se han ikke engang selv, kunne lid at sige ordet. Måske havde han selv vært der nede og set, hvad kælderen indeholdte. En svag mumlen brød igennem den store gruppe, folk var ikke tilfredse med dette. Men der var ikke så meget at gøre, at angribe vagterne var det rene selvmord, på mere end en måde.

Da både Conrad og Lucine havde vært igennem undersøgelsen, kom en vagt hen til dem og bad dem følge med. Det gik op af trapper og hen af gange, vagten pegede hurtigt på et badeværelse, som var tilknyttet den gang, deres værelse lå på. Han stoppede foran døren ind og ønskede dem en god nat, så forsvandt han tilbage af, den vej de var kommet. Han havde sikkert en vagt, et eller andet sted, eller måske skulle han vise andre deres værelser. Conrad gabte træt og lukkede døren op til et værelse, hvor der var plads til to. Engang havde det sikkert vært et værelse for tjenestefolk, men nu var det deres. Conrad tog den ene seng, Lucine den anden også sad de der. Vagten havde fortalt dem, at de frit kunne gå rundt på borgen, dog der var døre som var låst, og derved, ikke et sted de skulle hen. Morgenmad ville være klokken 08, hvorefter de skulle deles ud på nogle opgaver, da stedet jo ikke kunne kører sig selv. Det var fint at forlange, Hr. Baum havde trods alt givet dem et sted at være og mad i maverne, havde hun hørt nogen mumle. Hvilket var sandt, men hun ønskede ikke at være der i første omgang. Lucine havde set ud på den oplyste gang, det havde løbet hende koldt ned af ryggen og en førelse af frygt, havde blomst frem i hende. Der var noget galt med borgen, noget udefinerbart som skjulte sig i små skygger og hang i krogene. Hvis ikke hun vidste bedre, ville hun sige, at nogen var sur over, at de var her. Men borgen havde lagt øde hen, i hvert fald ifølge Conrad. Lucine lukkede døren efter sig, bedst at lade det blive ud på gang. Deres tasker stod for enden af deres senge, Lucine satte sig overfor Conrad, på sin egen seng og så på ham.

"Jeg forslår, vi kigger os omkring, får en fornemmelse for, hvordan borgen ser ud og hvor der er få vagter" hendes stemme kørte lidt for hurtigt, hun var træt men klar til at udforske.
   "Det er en god ide, men først tror jeg, vi skal sove" Conrad virkede lidt træt ud "Jeg ved godt, du gerne vil videre og det vil jeg også. Men det er bedst vi er friske, når vi gør det her. Ellers kommer vi til at begå fejl"
   Lucine så, lidt vredt, på ham. Han havde før skubbet for, at komme videre. Nu sagde han at de skulle vente?! Trætheden blandede sig med vrede, hun åbnede munden for at sige ham imod, men endte med at gabe i stedet for. Det var nok bedst at sove lidt, dagen havde vært lang, aften med og nu var de i det mindste et sted, hvor de kunne sove sikkert. Lucine sukkede og opgave at være sur, i stedet gjorde hun klar til at ligge sig. Conrad forsvandt ud af rummet, som skygge for lys. Snart var han dog tilbage, hurtigt slukkede han lyset og kravlede ned under sin dyne. Der var et enkelrundt vindue i værelset, som oplyste rummet svagt. Et stort skab stod ensomt op mod væggen i Conrads side, på hendes hang et lille spejl. En sær følelse af at blive overvåget holdt Lucine vågn, det var som om, hvad end der havde vært ude på gang, havde listet sig ind til dem.

Uroligt satte hun sig op og så på døren, usikker på, om det var fordi hun var træt eller om der faktisk var nogen som brugte magi til at spionere på dem. Conrad sov allerede i sengen ved siden af hende og hun nænnede ikke at vække ham. I stedet spidsede hun ører og lytte, men der var ikke en lyd, selv gangen lå stille hen. Sådan sad hun i lidt tid, indtil fornemmelsen pludselig forsvandt, hun sukkede træt og lagde sig ned for at sove. Men det var svært, en svag frygt for, at blive overvågnet havde sneget sig ind i hende og ville ikke slippe. Lucine blinkede træt og lukkede øjne helt i, mørket og de sære lys var en dejligt befrielse at drive ind i.

Næsten morgen vækkede Conrad hende ved, forsigtigt, at ruske i hende. Det flåede hende ud, af en meget sær drøm. Hvor et par kæmpe øjne fløj efter dem, som de løb væk fra borgen, men ingen steder kom. Astra stod for enden af den vej de på, hun vinklede til dem, imens Chanilla, som en halv edderkoppekvinde, kom snigende ind på hende. Lucine skreg til hende, men Chanilla fangede hende i et sort net og sprang ud over en klippe. Lucine blinkede forvirret, Conrads hår stod rodet ud til alle sider.
   "God morgen, de har ringet med en klokke og oplyst om, at der snart er morgenmad" smilede lidt til hende og sat sig over på sin seng "Drømte De?"
   "Jeg tror mere det var et mareridt" sukkede Lucine og satte sig op, søvnen hang i hendes øjne og hun var ikke klar til at stå op "Om os og Astra.. og Chanilla som en halv edderkoppekvinde"
   "Det lyder ikke behageligt" medgav Conrad "Skal De bruge lidt tid til at vågne?"
   Lucine nikkede træt og gled sit øje, Conrad sendte hende et smil og rejste sig op, for så at gå over til døren.

"Jeg venter på Dem her ude" sagde han, inden han forsvandt ud af værelset. Lucine sad tilbage et en tung fornemmelse i sit hjerte, det var ikke fornemmelsen af, at blive stirret på heldigvis. Lucine lagde sig tilbage i sengen igen, hun lå og stirrede op i loftet. Måske var Astra ankommet til borgen og ledte efter dem lige nu, måske havde Chanilla allerede fundet hende. Lucine afbrød sin tankegang og satte sig op igen, så svang hun sine ben ud over sengekanten og klædte sig på. Der var ikke så meget at gøre lige nu, hun havde en ide, hun ville snakke med Conrad om. Men først måtte de se, at komme ned til spisesalen, måske stoppe forbi badeværelset inden da. Hun åbnede døren, Conrad stod ved siden af den og han så på hende da døren gik op.
   "Jeg går ned til badeværelset, vil du møde mig der når du har skiftet tøj?"
   "Ja, det skal jeg nok" nikkede Conrad og de byttede plads, Lucine gik ned mod badeværelset, hun kunne nogenlunde huske vej derned. Der foruden en stille rend af folk omkring hende, alle med en eller anden form for magiske evne. Hårene på hendes arme stod næsten lige op i aften.
   "Jeg kunne ikke sove ordentligt i nat.." sagde en mand med et stort gyldent skæg til en anden mand med et lille kort skæg "Det var som om, nogen stirrede på mig"
   Lucine satte farten lidt ned, imens hun lyttede lidt med.
   "Hm.. det er sikkert fordi det er et nyt sted" sagde den anden mand "Jeg kunne næsten heller ikke sove, fordi sengen ikke var særlig god. Endelig vil jeg gerne hjem i min egen seng og kone"
   Det sidste blev sagt med et længselsfuldt suk, manden med det gyldne skæg lo lidt og kørte en hånd igennem sit pragtfulde skæg.

"Ja, det kan du have så ret i."
   "Men forhåbentlig kan vagterne lettere beskytte os her" sagde manden med det korte skæg
   "Jeg ved det ikke" mumlede manden med det gyldne skæg "Hvad har Hr. Baum tænkt sig, vi skal gøre her? Sidde og vente?"
   "jeg ved det ikke, lige nu er der ingen der ved noget. Ikke engang hende kvinden, som skulle kunne se ind i fremtid i øl"
   "Ja, hende har jeg godt hørt om. Er det rigtigt at..."
   Deres samtale kørte over på, denne øllæsende kvinde, inden de blev hevet væk fra det. Lucine forsatte vider mod toilet, der var nok ikke mere, hun kunne få af den samtale og et let presse, lod hende vide at det var på tide at lette trykket. Toilet lå lidt øde hen, en kvinde forsvandt for det, da Lucine ankom, men så hun det helt for sig selv. Da hun havde gjort sin gering, stod hun udenfor og ventede på Conrad. Hendes mave rumlede lidt, klar på en ny omgang mad selvom, det ikke var så lang tid siden, den havde fået suppe. Der gik lidt tid, så gik hun langsomt tilbage mod deres værelse, mængden af folk var stillet af, de var sikkert nede og spise morgenmad.

Gangen, som deres værelse lå på, var grå som ståluld og virkede en smule kold. Inden af skodderne var blevet åbnet endnu, så den havde et halvtæt mørke over sig. Lucine gøs og skyndte sig at lukkede et af skodderne op, lyset flød ind og spredte mørket lidt.
   "Conrad?" kaldte hun så og stod usikkert ved lyskilden, lidt bange for, at gå videre ind i den mørke gang.
   "Ja, jeg kommer" lød hans stemme, underlig fjern og lidt ulden. Ud fra det dunkle mørke kom han gående, omklædt og håret redet igennem. Han smilte lidt træt og sammen forlod de halvmørket, Lucine kastede et nervøs blik over sin skulder, men der var intet at se.
   "Hvad er der?" spurgte Conrad og så sig tilbage
   "Jeg.. kan ikke helt sætte en finger på det." Lucine tøvende lidt "det kommer til at lyde barnligt, men jeg har det som om, der er noget i mørket"

"Hmm.. jeg vil give Dem, borgen er meget bar og gammel. Så det skulle ikke undre mig, at man føler sig usikker her" han sendte hende et smil "Jeg finder heller ikke stedet stadig tryk"
   Så det var ikke kun folk med magiske evner, som kunne mærke det. Hvis det altså var noget overhovedet, ikke bare den uvante situation de var i. En vagt stod og var ved at slå en skodde fra vinduet, han gik forbi og nikkede kort som en hilsen. Så var de alene på gangen igen, de andre var nok til morgenmad og de var sikkert de sidste tilbage på gangen. Ved indgang til spisehallen stod to vagter og snakkede lidt, de tav da Conrad og Lucine gik forbi dem.
   Et hurtigt blik rundt, fortalte at de fleste border, var allerede flydte og at Chanilla var ingen steder at se. Hendes farvepragt ville være svær at skjule her, dog mange var klædt i næsten lige så fyldte farver. Lucine undrede sig kort over, hvor hun mon var blevet af. Efter at havde modtaget en skål med varm grød, lykkes det dem at finde en bordende, hvor de skulle sidde lidt i fred. Larm var lidt høj, alle snakke i munden på hinanden, det gjorde ikke Lucine så meget. Stille sad de og spiste den varme grød, der var en god blanding af korn og gryn, små vinter blåbær var blandet i, hvilket gav det hele en dejlig sød smag.
   "Kan jeg få ro!" lød en lidt rå mandestemme, det var ikke vagtkaptajnen men en eller anden af hans vagter, måske en løjtnant? Lucine var ikke sikker, hun kendte ikke de forskellige range. Samtalerne døde hen og alle så på herren "I dag vil I blive delt ud på nogle hold, som skal tage sig af mere verdslig ting. Borgen skal holdes så længe I er her og dog nogen tjenestefolk er blevet hyret og sat til at tage sig af nogle ting, skal resten klares af jer."

Han rødmede sig lidt og ønskede nok, at han havde en magi der kunne forstærke hans stemme.
   "Disse herre med de røde hatte vil dele jer og tage jer med, så snart alle har spist. Dog alle vil blive taget med, selvom de stadig spiser. Så gør jer venligst færdig" afsluttede manden og forsvandt ud af hallen, en svag mumlen brød ud imellem bordene. Lucine sendte Conrad et bekymret blik, så længe det var de mere normal ting, opdagede de nok ikke, at han ikke have magiske evner. Men det var ikke rigtigt en grund, til ikke at have en plan i baghånden. Men hvad kunne hun dog gøre, for at han skulle virke som en der havde magiske kæfter, vidste hun ikke. Conrad lod mærke til hendes tænksomme, lidt urolige blik.
   "Hvad er der?" sagde han lavt
   "Hvad hvis de vil havde dig til at bruge din magiske evne?" svarede hun lavt
   "Hm.. så længe det er normale, ikke magiske krævende ting vi skal, tror jeg klare mig" han smilte men bemærkede hurtigt alvoren i hendes øjne "Siger at min evne er så svag, at det ikke vil lykkes"
   "Jeg ved ikke, om de vil tror på det" svarede Lucine ærligt, men hun havde ikke et bedre bud lige nu. "Jeg er bange for, at smider dig på porten, hvis de finder ud af, du ikke har en magiske evne. Jeg.. har ikke lyst til at være alene her"

"Det forstår jeg godt" Conrad lagde en hånd over hendes "tag det roligt, så let slipper De ikke af med mig"
   "Tak" sagde Lucine og forsøgte at tårerne, som pressede sig på, tilbage. Dagen forinden havde vært lang og fuld af indtryk, hun ikke havde haft tid til at fordøje også var der det med Astra. Hun lod ikke til at være i hallen, hendes hat ville sikkert stikke lidt ud. Lucine så, skjult, på Conrad, lige nu havde de kun hinanden og hun bad til, at de kom i samme gruppe. Lucine spiste lidt videre, grøden lade sig tunget i hendes mave og fyldte hende med varme.

Efter deres morgenmad, som de endte med at måtte skovle i sig, blev de kaldt over af en rød hattet mand, som smilede lidt venligt til hele gruppen. Den bestod af 8 andre, udover Conrad og hende, det virkede til, at være en lige blanding af kvinder og mænd. Hvilket overraskede Lucine lidt, et flere tal af kvinde havde virket mere rigtigt. Men hun havde jo lært, at mænd også kunne få magiske evner, så måske var det ikke så overraskende.
   "Dette hold skal i dag åbne de skodder, som vores mand ikke har, kunne nå" manden med den røde hat, var endelig lidt ung, det skæg han havde, var kort og virkede meget nyt. Under det hang en hvid sten i snor "Du og du"
   Han pegede på personer, et sted foran og Lucine trak sig hurtigt tættere på Conrad, det var bedst at blive sammen. Hans stemme var ikke så kommandere som løjtnantens havde vært, men han virkede til gengæld rar. Måske var dette hans første arbejde som vagt?
   "I skal tage den her de laf stuen etagen, her er et kort, krydserne er skodder" han rakte et let krøllet papir frem og de to person tog imod. "Godt, jer to, i skal tage den anden del"
   Sådan blev han ved, til der kun var Conrad og Lucine tilbage. Han rakte dem et stykke papir
   "I skal tage toppen, der tage trapperne hele vejen." Lucine tog imod papiret og manden vendte sig mod de andre "I morgen skal i gøre det samme, efter morgenmaden og lukkede dem igen om aften. Hvis der bliver uvejr, skal i så hurtigt som muligt, lukke skodderne. Er det forstået?"
   "Ja hr. vagt" lød det og manden med den røde hat rystede lidt på hovedet.

"Jeg er menige Rufusen, så kald mig hr. Rufusen, hvis det skal være" han smilte lidt, men blev så alvorligt "Afsted med jer"
   Gruppe gik med et i opløsning, som alle spredte sig ud på de forskellige etager. Conrad og Lucine begyndte deres rejse op igennem borgen sammen med de 4 andre, som skulle op på de andre etager. Der gik ikke lang tid, så vandrede de alene op af trappen. Væggende på begge sider af dem, var helt nøgne. Måske havde der en gang hængt smukke gobeliner eller malerier, som havde givet væggen liv og varme. Men det var ikke til at vide, lige nu var de bare kolde og uvedkommende.
   "Her skal vi af" sagde Conrad da trappen blev til en platform, for så at blive en trappe igen, som gik videre op.

"Hvad tror du, der er der oppe?" Lucine nikkede op mod den næste etage
   "Måske en udgang til taget eller nogle værelser som ikke bliver brugt" Conrad trak lidt på skulderne "Jeg vil give, så meget har ikke læst om borgen, andet end den er fra gammel tid."
   "Hm.. Årh, skal vi gå i gang?" Lucine gik over til den nærmeste skodde og slog den fra, den vagt hr. Rufusen havde nævnt, havde tydeligvis ikke vært her oppe. Conrad begyndte i den anden ende, så ville det nok gå hurtigere. Denne etage var fyldt med døre, bare på Lucine side var der 5 styks, dog det kunne ikke være værelser, da ingen fakler lod til at havde vært tændt her. Videre gik det, en skodde ville ikke give sig og hun måtte hive af alt den magt hun havde. Med et rusten klang svingede den op og hun lande forskrækket på den hårde træ gulv, der var ingen gulvtæpper her. Hun så surt op på skodden og kom på benene, en svag støvsky hang omkring. Få folk kom nok her, måske kun rengørings folk. Lucine gik videre, lidt spændt på, hvad de ellers skulle lave når de var færdige her.

Med ørkentørre halse gik de ned mod stue etagen, der havde vist sig, at være mere støv end de lige regnede med. Men det havde lykkes dem at åbne skodderne, nu ville de bare havde noget at drikke. Hr. Rufusen sad ned i spisehallen, nogle af de andre fra deres gruppe sad der allerede. Kander med vand stod på bordet og nogle ældre lerkopper stod fremmed. Lucine hældte, hurtigt, noget vand op til dem og rakte den ene kop til Conrad. De tømte hurtigt koppernes indhold og satte sig ned på bænken, Lucine tog sig en kop mere. En samtale gik mellem hr. Rufusen og en herre, som vist hørte til i køkkenet, de snakke om de små hverdags ting, som herren oplevede derhjemme. De andre med magiske evner sad og snakkede lidt om, hvordan man kunne forbedre sine lykke amuletter. Snart var hele gruppen samlet igen, Rufusen sad stadig og snakkede. Så Lucine udryddede denne pause til at, venligt, at prikke til hendes sidemand

"Undskyld mig, må jeg stille dig et spørgsmål?" hun smilte venlig
   "Ja da, spørg løs" svarede ham, hans ansigt havde få stubbe og hans øjne var en brun farve.
   "Ved du hvor Chanilla er blevet af?" hun havde ikke set hende hele dagen og dog hun ikke ønskede at tiltrække Chanilla, var det nok en god ide, at vide hvor hun var.
   "Hm.. jeg tror hun bad om, at blive taget til borgmesteren" manden lo lidt "Jeg ved ikke, om det var der de tog hende hen. Men jeg har ikke set hende, siden vi blevet taget ombord på vognene."
   "Virkelig? Så du tror de har smidt hende i en fangekælder?" smilte Lucine
   "Tja... jeg kan ikke sige det, men hun kan være.. krævede. Men jeg tror nu, de har taget hende med til borgmesteren eller i det mindste send en besked til ham. Det er Chanilla vi taler om, hun skal nok få sin vilje igennem, på den ene eller anden måde" han smilte høfligt "Hvorfor spørger du da?"
   "Årh, vi havde en samtale i gang inden vi blev hentet, så jeg ville gerne afslutte den ordentligt" Lucine slog lidt med hånden ud i luften "Det var bare det, mange tak for hjælpen"

"Glad for at kunne hjælpe" smilte manden og hans kammerat satte i samtale i gang med ham om, hvordan lunden ville blive kørt efter alt dette her.
   "Så ved vi da, hvor hun ikke er" Lucine så på Conrad, som blot nikkede, da han var i gang med at drikke lidt vand.
   "Så folk, siden I er færdige med jeres opgave, skal I ned og hjælpe i køkkenet ind til frokost" Rufusen ledte dem ned af en trappe og ind i et meget, meget stort køkken. Væggene her var dækket op med pander, gryder og urter, en svag af duft frisk kød hang i luften. Der stod flere støbejernskomfur hernede og de var ret store, to døre var i den ene ende, måske et kølerum og et rum til brænde. Conrad jog, forsigtigt, sin albue ind i siden på hende. Lucine for sammen, dog det ikke gjorde så ondt, som hun havde regent med.

"Hvad skulle det til for" hviskede hun vredt, imens Rufusen fortalte lidt om de opgaver der var i vente.
   "Hvis den ene dør, leder ind til et brænderum, har vi en udgang der" hviskede Conrad
   "Hvordan?" Lucine kunne ikke se, hvordan et brænderum kunne hjælpe dem med at stikke af fra borgen.
   "Der er en lem, hvor brændet eller kulet bliver smidt ind igennem" han blinkede til hende "Er De med?"
   "Ja, det er jeg" Lucine så, håbefuldt, over på døren
   "Så I går bare igang" Rufusen slog, glad, ud med hænderne og gruppen gik over til køkkenchef, som delte dem ud på forskellige opgave. Lucine endte ved gryderne, da hun kunne lade mad, dog hun advarede om at hun var nybegynder. Conrad hjalp med at vaske op, tiden gik langsomt fremad og da frokosttiden kom, var de begge lidt trætte. Imens de indtog deres frokost, kom løjtnanten frem igen. Lucine så træt på ham og håbede det var en kort besked, han nu ville melde dem.

"Herefter vil I have en time for jer sig selv, derefter skal I møde ude på borgpladsen. Tøj som er let at bevæge sig i, er nok en god ide at tage på." løjtnanten så lidt ud over det meget farverige skare, alle havde meget kraftige farver, undtagen hende selv og Conrad. Hvis tøj var mere matte grønne eller brune farver, forhåbentlig ville det ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed. "Godt, nyd jeres frokost"
   Løjtnanten gik ud af hallens døre, man kunne se han snakke med en af vagterne som gik sammen med ham. Et øjeblik undrede hun sig over, hvad han mon snakkede om, men vendte så sin opmærksom mod sit brød med smør, pølse og et sneælde, som skinnede mat i lystet. I det mindste var det god mad de fik, dog hun kunne godt være foruden sneældet. De var alt for bitter syns hun og forstod ikke, at Conrad kunne få det ned.

De fandt tilbage til deres værelse, i den time de havde fri. Lucine var træt og hendes hoved var fyldt til kanten, duen tog let imod hende og hun lå med lukkede øjne. Stadig intet tegn fra Astra, Chanilla lod dog ikke til at være på borgen, hvilket var en god ting, håbede hun. Lysten til at græde hang i hendes øjne, nu hvor der ikke var mere til at distrahere hende. Tårerne begyndt at pippede frem, hun havde endelig ikke lyst til at græde, det ville ikke hjælpe dem eller bringe Astra tilbage. Men hun lod stadig trille ned mod hendes ører og ind i hendes hår, det lettede dejligt i hendes tanker, at kunne give slip.
   "Lucine?" Conrads stemme afslører han var bekymret
   "Jeg er træt og er bekymret for Astra" sagde hun kort og hulkede lidt, små åer af tårer glad ned over huden "Tror du hun kan finde os?"
   "Jeg ved det ikke" sukkede Conrad "Jeg tror dog ikke det er svært, at finde os, hvis det er. Det kan være hun taget hen til Leonora, for at finde ud af, hvor vi er. Der må være nogen, som så os blive ført væk."
   "hmm" brumlede Lucine og lukkede øjne, det kunne ikke blive ved med at gå. Hvad med næste gang kongens soldater kom efter dem? Ville Conrad så lede dem væk? kampen med de sorte kunne havde gået bedre, hvis bare hun havde haft noget magi, som kunne gøre skade. Måske skulle hun havde hørt Millicent om, hun kendte en. Men det var for sent nu og Lucine fortrød ikke, at hun havde lavet en helbredende cirkel i stedet for. Måske skulle hun gengå Karlas bog igen, for at se, om der var andre magier hun kunne bruge.

Resten af dagen gik med at ordne små opgaver og imens de sad til aftensmad, fik de at vide, at i morgen ville de få uddelt mere faste opgave. Ikke alle var tilfredse, da løjtnanten var forsvundet. Mange ville gerne hjem eller videre, få snakkede om, at de var som siddende ænder her, hvor konges mænd let kunne finde dem og endnu færre ville gerne blive her. Conrad og Lucine håbede på, at en af dem ville ende i køkkenet, så det kunne finde deres bedste bud på at stikke af. Noget af aften skulle de bruge på at lukke skodderne igen, heldigvis fik de fakler med, så mørket var ikke så slemt. Lucine skyndte sig at blive færdig, hun frygtede at aften kun ville trække det frem, som skjulte sig i det dunkel mørke. Conrad, til gengæld, tog sin tid om at lukke de forbandende skodder, Lucine stod tre trin nede af trappen og ventede på ham. Faklen brændte varmt i hendes hånd, dens lys gjorde skygger lidt længe og mørket dybere. Lyden af skridt fik hende til at rette sig opmærksomt op, en lyskilde var på vej imod hende. Conrad så lidt bleg ud, da han drejede om hjørnet.

"Hvad er der galt?" spurgte hun stille
   "Jeg syns..." han tøvede lidt, måske af frygt og ledte efter ord "Der var... eller jeg tror, jeg så en lille pige, løb ind i en af dørene. Men der jeg kom der over, var der ikke noget. Døren var ikke engang åben"
   Conrad gøs lidt og skynde sig ned af trappen sammen med Lucine
   "Kunne det være... et spøgelse?" spurgte han så, da de nåede en vel oplyst etage
   "Det kan jeg ikke sige med sikkerhed" svare Lucine og skyldte sig at tale videre, da hun så hvor bleg han blev "Men det er sikkert ikke ondt eller ville det have angrebet dig, måske er det også det, jeg kan mærke som stirrer"
   Det lod til at gøre tingene lidt bedre, men Conrad var stadig bleg. Måske et beskyttende symbol på et stykke træ kunne hjælpe ham, hun bed sig selv lidt i læben, men ville vagterne ikke tage den fra ham, hvis de troede den var magiske? Det var et svært valg, hun ønskede ikke at han skulle i ballade, på grund af hende. Så hun slog ideen ud af sit hoved og de forsatte ned til deres etage, hvor de tilbragte resten af aften, før de gik i seng.

De næste par dage gik med, at vende sig til de daglige opgaver som vagterne have gav dem på et stykke papir. Den gruppe Conrad og Lucine var i, skulle forsat åbne og lukke skodderne. Derefter blev deres opgaver forskellige, Lucine var endt i køkkenet, hvilket gav hende mulighed for at kigge efter den lem. Conrad skulle være med til noget havearbejde, det lod til, at der var lidt jord indenfor borgens murer og det skulle gøres klar, til at blive beplantet. Han var ikke vild med det, men det ville give ham mulighed for, at studere borgen og finde en anden vej ud.
   Lucines første dag i køkkenet gik fint, det køkkenpersonale som var der, varmede hurtigt op til hende og var glad for en, som kunne lave ordentlig mad. De andre folk med magiske evner, lod ikke til at have helt styr på, hvordan man sammensatte retter. Lucine var Amanda meget taknemlig for hendes undervisning og kogebog, hun havde givet hende.

Køkkenpersonalet bestod af en ældre herre med vel klippet gyldenbrunt skæg, en lidt yngre kvinde, hvis hår var kort og var en mørke rosentræ farvet. To yngre piger løb imellem dem, med potter, gryder og bragte brød det meste af tiden. Det var også dem, der smuttede ind i brænderummet når komfurerne manglede brænde. Det undrede Lucine, hvor de tre kvinder stadig var i byen. Måske var det ligesom med Amanda og Leonora, som var sluppet igennem nåleøjet, ved ikke at være magiske. Selvom Lucine godt kunne tvivle ved den lidt ældre kvinde, Ranja, som kunne lavede de bedste klejner, Lucine nogensinde havde smagt. Der måtte være lidt trylleri med i det, Ranja lo bare hjerteligt varm af hende, når hun kommentere på det og bad om opskrift.

Den gav hun ikke op da, den hørte til i familien og hendes døtre, de to yngre piger, skulle lærer den når tid var. Det ærgrede Lucine lidt, men der var ikke meget, hun kunne gøre ved det. Da de endelig havde fri, inden de skulle lukke skodderne, på den 7 dage, smed Lucine sig i seng. Hendes krop var træt efter en lang dag i køkkenet, hvor der kommet varer ind. De to yngre piger, Lina og Anil, havde ikke kunne følge med, så Lucine og nogle af andre, var nød til at hjælpe til. En let banken lod Lucine vide, at Conrad stod udenfor døren
   "Kom ind" mumlede hun igennem sine tænder
   Døren gik op og en svag lugt af jord og komøg sejlede ind, Lucine satte sig op med et ryk og så på Conrad. Han havde lidt jord på sine kinder og et træt udtryk i øjnene
   "Jeg skal bare have min taske, så kan jeg tage et bad" han så ned på sin, næsten sorte, hænder og rynkede næse. Lucine lo lidt og forstod en hentydning, hun kom på benene og tog hans taske i begge hænder. Sammen gik de ned til badeværelset, hvor Lucine blev stående udenfor døren, ventede.

Hun var ikke vild med at efterlade ham alene, borgen var ikke mere venlig af, de havde vært der i snart en uge. Nogle personer passede hende på gangen, de snakkede sammen og lod ikke rigtigt mærke til hende. Der var hurtigt dannet små grupper imellem magikerne, Conrad og hende holdt sig mest for sig selv, men hun snakke da med en, som hed Peyr. Han var meget venlig og kunne læse skæbner i teblade, han manglede en hjørnetand, men havde ellers pæne, en smule for hvide, tænder. Han havde brugt deres første møde, på at snakke om bier, som han var meget glad for. Der hjemme havde han nemlig en bistade, som gav ham god honning hvert år.

Faklerne var ved at blive tændt af gruppe 5, vis opgave det var. Døren ved sien af hende gik op og en rener Conrad trådte ud, hans gyldent brune hår hang tæt ind mod hans fine, og rene, ansigt.
   "Det var meget bedre" sukkede han tilfreds og svang sin taske om på ryggen
   "Det er godt, for vi skal til at lukke skodder" smilte Lucine og løsrev sig fra muren
   "Allerede?" han var lidt utilfreds med dette, kunne hun høre på hans stemme. Men der var ikke noget at gøre, ingen af dem havde lyst til at finde ud af, hvad der skete når de ikke gjorde. Vagterne havde ikke truet med noget, alle var bare gået i gang med deres opgaver og ikke stoppet. Lucine lukkede en skodde til imens de gik hen mod deres værelse, det var ikke deres job på denne etage. Men hun ville gerne være sød mod dem, som skulle gøre det her. Conrad smed hurtigt sin taske ind i værelset, så satte deres kurs mod af den nærmeste trappe. Conrad greb dem begge en fakkel, så trinene også var til at se, imens de besteg den dunkle trappe. Lucine havde det som om, der stod nogen og så på dem, oppe fra toppen. Hun gøs og trak sig lidt tættere på Conrad, der var ingen der oppe. Det kunne hun let se, men fornemmelsen forsvandt ikke, da de endelig stod på toppen af trappen.

"Jeg vil gerne tage højre om i dag, hvis ikke De har noget imod det" Conrad smilte hende et venligt smil
   "Ja, det er fint" mumlede hun, fornemmelsen var der nok, uanset om hun gik den ene eller anden vej. Så delte de sig op og gik ud til skodderne, skyggerne dansede hen over gulvet og op ad væggene som lyset flyttede sig. Lucine hev den første skodde til, den blev låst til ved hjælp af en lille bom, som skulle skubbe ned i holder. Så kunne de ikke blæste op, hvis vinden tog til i løbet af natten. Videre gik det og for nogle minutter glemte hun helt den stirrende fornemmelse og håret på hendes arme lagde sig lidt. Lige indtil, hun skimtede noget ud af øjenkrogen, imens hun slog endnu en skodde til. Noget hvid stod og observerede hende i et hjørnet, Lucine drejede hovedet, der var ikke nogen eller noget bag hende. Hun rystede på hovedet af sig selv, Conrads ord måtte havde gjort et større indtryk på hende, end hun havde regnet med. Hun lukkede skodde og gik videre, nærmer hjørnet, endnu en skodde blev lukket til. Noget hvidt for væk fra det mørke hjørne og hen mod en dør, Lucine for sammen og holdt fakkelen ud fra sig. Mørket spang og gemte sig for lyset, gangen foran hende var tom. Hurtigt hev hun efter vejret, hendes hjerte hoppede som en gal i brystet på hende. Et sted på den anden af væggen, som skilte hende og Conrad ad, kunne hun svagt høre skridt. Sikkert Conrad som forsatte med et lukkede skodder, Lucine tog en dyb indånding. Hun var en lærling af en skovkvinde, spøgelse og de overnaturlige, brudte ikke skræmme hende. Med meget bestemte skridt gik hun over til døren, som den hvide skikkelse var forsvundet ind af, og tog i håndtaget.

Døren gled op uden en lyd, rummet foran hende var oplyst af store vinduer med farvende glas, omkring dem, som opsat hår, hang gulvlange gardiner. I luften svævede lidt støv, som fik det hele til at virke fastfrosten. Det bløde lys som strømmede ind fra vinduet, gav det store bord og de mange stole, kolde farver. Det samme gjaldt de store boghylder som stod ud af væggene, en svag duft af papir hang i luften. Der stod en ensom lændestol imellem to boghylder, helt op mod væggen, en utændt og sær fakkel hang på væggen over den. Det varme lys fra hendes fakkel satte lidt liv i de nærmeste ting, med sit orange lys. Der var ingen herinde, intet hvidt, intet spøgelse. Bare duften af bøger og papir, let førelse af ro og en fornemmelse af, at dette sted ikke havde set personer længe.
   "Hvad laver du?"

Lucine for sammen, Conrad kom op på hendes højre side og stod nu bag hende. Han så undersøgende ind i rummet, så tæt han på hende, at hans ånde var mærkbar på hendes hud.
   "Jeg... blev nysgerrig og ville se, hvad der gemte sig her inde" løj hun, da han sikkert ikke havde brug for, at få at vide om den levende hvide farve, som måske var et spøgelse.
   "Det ligner et privat bibliotek, skal vi kigge ind?" Han så lidt afventede på hende, måske kunne han fornemme, at hun havde løjet?
   "Det kan vi godt, jeg lukker lige de sidste skodder" Lucine skynde sig tilbage og lukkede de sidste skodder, som hun havde glemt i jagten på det hvide ingenting. Conrad forsvandt ind i rummet, snart var Lucine lige bag ham og hun lod døren stod åben, bare for en sikkerheds skyld.
   "Det lader ikke til, at nogen bruger dette sted mere" Conrad kørte en hånd hen over bordet, han så på indre siden af sin hånd "Men der bliver vist gjort rent af og til"
   "Hvorfor tror de har efterladt det?" Lucine gik over mod den nærmeste boghylde, forskellige omslag og størrelse stod fri tilgengængelig for dem.

"Måske fordi borgen ikke bliver brugt mere? Men det ville ikke forklare, hvorfor bøgerne stadig er her" det sidste mumlede Conrad, imens han så tænksomt på bøgerne "Måske kommer familien Buam af og til på besøg her, så vil de sikkert gerne have noget at læse i"
   "Måske" Lucine gik over til den utændte fakkel som hang ved stolen, små tegn var skåret eller brændt ind i dens træ "Hvad er det her?"
   Inden Conrad kunne svare hende, rørte hun forsigtigt fakkelens træ og med et sprang en hvid, skarp, flamme frem. Skyggerne for væk, rummet blev en tang lysere. Lucine blinkede forvirret, pletter dansede for hendes øjne.
   "Det kunne De godt have advaret om, de ville gøre" Conrad blinkede langsomt med vide øjne
   "Undskyld, jeg vidste ikke, det ville ske" Lucine små lo lidt "Så det er en magiske fakkel"
   "Ja, det vil jeg tro" Conrad kom over til hende og så lidt på den "Måske kan du styrer styrken på den, ved at røre den"

Lucine lagde en finger på fakkelens træ og kørte den lidt ned af, flammen gik fra hvid til mere normal flamme og til sidst blå. Lucine smilte lidt, hun havde aldrig set noget lignede. Hun kørte sin finger lidt op igen og lyset blev mere orange igen, skyggerne dansede med lyset. Conrad gik hen til den nærmeste fakkel, han så lidt på den
   "Jeg tror alle faklerne er som den" han rørte ved den og straks sprang flammen frem, kold og hvid. Lucine så på bøgerne, som stod her inde ved længdestolen. Der var nogle skønlitterær bøger, som hun ikke havde hørt om før. De var ikke så slidte, som nogen af de andre, hvem end havde siddet her, var vist ikke til den slags. Lucine kørte øjnene henover de andre titler, som lod til at være faglitteratur. Der var en del bøger om fauna, flora, mineraler og sten, en bog var helt uden titel. Lucine kørte sin hånd hen over bøgernes ryg, nogle var bløde og andre hårdere. Hun stoppede ved en blå bog og hev den ud, det var en bog om magi. Ikke hendes type magi, men måske troldkvinde magi.
   "Den her bog er om magi" sagde hun så
   "Hvad?" Conrad kom over til hende og så hende over skulderen "Magi som deres type eller en anden type?"
   "Jeg tror det er troldkvinde magi" Lucine bladede lidt videre i bogen "Jeg har aldrig hørt om disse magier eller set dem før"
   "Tror du, der er en om skovkvinde magi?" Conrad så henover de mange bøger
   "Det er muligt" Lucine så på de nærmeste bøger "Vi har lidt tid at lede i, hvis vi skynder os. Vær sød at lukke døren, så tænde jeg faklerne og ruller for"

Conrad nikkede og løb hen til døren, den gik lige så let i, som den havde gået op. Imens tændte Lucine de magiske fakler og træk gardinerne for, så ingen kunne se, at rummet var i brug. Hurtigt slukkede de, deres almindelige fakler også delte de sig op. Conrad tog den venstre side og hun den højre, alle bøger, som indeholde magi, blev lagt frem på det store bord. Så satte de sig ned og gik igennem dem, for at finde dem, Lucine kunne bruge.
   "Hvad med denne? Det virker ikke som en troldkvinde bog" Conrad holdt en bog medet umbra farvet omslag frem imod hende. Hun tog let imod den og bladede hurtigt igennem den, der var nogle magier, der virkede som nogle skovekvinder kunne bruge. Men resten af det, var hende fremmed.
   "Noget i den kan bruges, hvad hedder den?" hun fandt den første side og titlen stod pænt skrevet "Magier fra lavlandet, hvad betyder det? Hvor er lavlandet?"

"Jeg ved det ikke, måske er det en gammel bog som familien engang købte" Conrad små lo lidt og kiggede videre i deres bunke.
   "Så de samler på bøger om magi?" Lucine så uforstående på ham
   "Ja, det kan være en i familien, engang blev født med magiske evner eller at dette rum har tilhørt en troldkvinde, som så har fyldt det med bøger" Conrad lagde en bog over i bunken med de ikke brugbare "Det er helt normalt for familier som Baum"
   "Var det også i din?" Lucine sad og kiggede på en side, med en tegnet nisse
   "Nu var der ikke nogen i min nærmeste familie, der blev født med magi. Men vi har nogle få stykker ja" Han så på hende, hans stemme var neutral
   "Javel" smilte hun og forsatte med næste bog, det lod ikke til, hun havde åbnet et gammelt sår hos ham. Men der blev stadig stille efter deres samtale, så måske var det ikke helt vel. De nåede igennem de fleste af bøgerne, før de var nød til at smutte tilbage til deres værelse. Vagterne gik nemlig runder om natten og lyset fra dette rum, ville sikkert lokke dem hertil. De skyndte sig at sætte de bøger, som ikke kunne bruges på plads. Imens de bøger de ikke havde nået igennem blev lagt under bordet og dem som kunne bruges, blev lagt under lændestolen. Man kunne ikke se dem nogen af dem fra døren, forhåbentligt ville de også være der i morgen. Når de kunne vende tilbage og begynde at læse dem, Lucine var spændt på, hvad de kunne lærer hende.

Lucine stod klar og parret næste morgen i køkkenet, søvnen hang i hendes øjne. Hun var ikke helt vågn, men vidste at, det måtte hun se at blive. Skade kom man let til, hvis man halvvejs sov. Ranja var i gang, da Lucine kom slaskende ind. Hendes to piger var ingen steder at se, heller ikke herren, Paol, som ellers pejlede at være til tiden.
   "Godmorgen, hvor er de alle sammen henne?" spurgte Lucine, imens hun gabte
   "Pigerne er ude efter lidt mel og andre, som desværre ikke kom med vognen i dag" Ranja rettede sig lidt op, fra sin skål med dej, der nok skulle blive til et lækkert brød, som hun var i gang med at bage.
   "Paol forsvandt for lidt tid siden, han sagde ikke, hvad han skulle"

"Gemte de varer igen?" Lucine gik over til et komfur og tændte op i det, kun en svag ild, da der nok ville gå lidt tid, før de skulle bruge den. Oven var det næste hun skulle se til, Ranja havde nok tændt op, men nu hvor hun havde hænderne fylde af dej, kunne hun ikke så godt se til ilden.
   "Ja, man skulle næsten tro, at de aldrig havde handlet før" lo Ranja lidt
   Lucine kunne se at oven manglede lidt træ, i kurven ved siden af den, lå lidt træ. Hun vendte sig mod døren ind til laget, Ranja havde nok ikke bemærket, at der stadig var lidt træ tilbage, eller det håbede hun på.

"Jeg henter lige noget træ, oven er ved at løbe tør" sagde hun over skulderen, med sommerfugle som begyndt at flyve rundt i hendes mave. Hvis hun var hurtigt, kunne hun finde ud af, om der var en lem derinde. Hvilket ville give mest mening, da hun aldrig havde set nogen komme med brænde af hoveddøren.
   "Ja, det gør du bare. Kan du fylde kurven op imens?" Ranja så ikke op fra sin dej
   "Selvfølgelig" Lucine greb den halv tomme kurv, der stod ved oven. Lidt skyldfølelse var dukket op i hende, da hun ikke havde det godt med at lyve for Ranja. Men der var ikke så meget at gøre, hvis de skulle finde en vej ud. Døren listede hun hurtigt op og en lidt kold luft ramte hende, gåsehuden spredte sig hurtigt over hendes krop. Rummet blev oplyst af køkkenet, så der var lidt mørkt i det. Brænde lå i en stor bunke, der næsten fyldte hele rummet. Hun gik lidt ind, så hendes øjne kunne vende sig til mørket og begyndte at fylde kurven.

Det var stadig svært at se noget, men en lem lod til at sidde i den anden ende af rummet, oppe i loftet. Hun kunne ikke så godt de detaljer, men hun ville gætte på, at der nok ikke var en slå på denne side. Hun ville gerne tættere på, for at være sikker, men truer ikke bruge for meget tid derinde. Da det sikkert ville undre Ranja, hvor hun så blev af. Snart var Lucine ude igen, med kurven fuld af brænde.
   "Sådan, så skulle vi kunne klare os lidt endnu" smilte hun og satte kurven på sin plads
   "Godt" Ranja så på hende med et smil, hendes hår sat tilbage i en knuge og et let bomulds tørklæde lå hen over det. Det samme net havde Lucine på, for at hårer ikke skulle finde vej ned i maden. Lucine gik i gang med at blande en dej, så hun kunne slå et brød op. Der skulle bages en del, for at brødføde de mange mennesker, som nu boede på borgen.
   "For resten Ranja, ved du om de stadig henter folk hertil?" Lucine så over på hende
   "Hm.. de kommer med nogen af og til, hvorfor da? Venter du nogen" Ranja mødte venlig hendes blik
   "Ja, det kan man godt sige" sukkede Lucine og prøvede deres held "Ved du om der er kommet en kvinde til, med blondt hår og blåt tøj?"
   "Blondt hår?" Ranja så tænksomt ind i væggen foran hende "Nej, jeg tror vi ville havde hørt om det, hvis det var"

"Det var synd, men mange tak for dit svar" Lucine sendte Ranja et venligt smil
   "Er det en ven?"
   "Ja, vi blev skilt fra hinanden, da vi ankom til byen" Lucine mærkede et stik af savn
   "Det var da synd, jeg håber I kan mødes igen" Ranja virkede oprigtigt, Lucine nikkede blot som svar. Hun ønskede ikke at tænke på Astra lige nu, de havde en større opgave at løse lige nu.
   Dagen gik langsomt fremad for Lucine, hun havde lyst til at gennemgå bøgerne og fortælle Conrad, hvad hun havde fundet ud med lemmen. Lina og Anil var vendt tilbage lidt over formiddagen, så nu var de i gang med at slå brød op. Lucine var blevet sat i gang med at rører i en gryde, kødet skulle være klar til middag. Paol var også kommet tilbage, han var stille, hvilket endelige var lidt sært. Men Lucine havde for travlt, til at høre hvad der var galt. En dejlig duft af brød hang i køkkenet, snart dukkede duften af kød op og blandede sig med den. Da frokost endelig kom rullende, fik de fri til at spise. Conrad var lidt svær at finde, men det lykkes hende at møde op med ham og sammen, fandt de et bord. Larm omkring steg, folk havde vist meget at snakke om.

"Jeg kom ind i brænderummet" sagde hun, så højt som det var muligt, uden at tiltrække sig opmærksomhed
   "Godt, var der en lem?" Conrad satte en gaffel i sit stykke kød
   "Ja, men jeg er ikke helt sikker på, hvordan vi skal få den op" Lucine skar det lidt møre kød over "Slåen er jo ikke på denne side"
   "Det finder vi af" Conrad trykkede lidt mad i sig og forsatte så "Jeg har ikke haft mulighed for at se efter en anden vej ud end, vagterne er der næsten hele tiden. Så de gør en del besværligt, at finde en udvej"
   Lucine nikkede stille, de ville sikkert søge for, at ingen blev set eller stak af. Stille tog hun en bid af sin mad, varmen brede sig i hendes mund. Hun havde stadig nogle timer i køkkenet, så en kort pause og derefter skulle hun hjælpe med at vaske op. Forhåbentlig kunne hun nå at se nogle af bøgerne igennem, inden da.

Efter aftensmad skynde de sig op på det hemmelig bibliotek, Conrad ville søge for, at holde vagt og måske få læst nogle bøger. Han havde fundet et par, som virkede interessante og det var lang tid siden, han havde givet sig i kast med en bog. Dog han først ville hjælpe hende færdig med den store bunke. Hun havde nået at sorter endnu tre bøger fra, i sin korte pause, det arbejde forsatte hun nu. Bunken af bøger svandt ind foran hende, Conrad satte nogen af de ikke brugbare på plads. Det blev sent, før hele bunken var blevet til nogle få stykker. Men de kunne ikke nå mere, Conrad havde endda vært ude og lukke skodderne. Men der var ikke mere tid at trække ud af dagen og snart gik de sammen ud af døren, hvor et tæt mørke mødte dem.

Fakkel-gruppen havde vist vært i gang, hvilket var en smule foruroligende, da de ikke havde hørt dem gå rundt her ude. Det var bekymrende, var døren ind til biblioteket så tyk, at den blokkede alt lyd? Det måtte de finde ud af i morgen, når de havde tid.
   "Der var vi heldige" mumlede Conrad "De må havde slukket lyset ved tappen til sidst, eller havde de nok set lyset fra bibliotek"
   Lucine nikkede tavs, de skulle være mere forsigtige med lyset eller var de nok ikke så heldige næste gang. Mørket lå tungt og blødt over gangen, heldigvis havde de deres egen fakler så det var ikke et problem. Så var de på vej ned af tappen, en let kuldegysning lod Lucine vide, at der var noget. Hun så sig over skulderen, men der var kun mørket og hårene på hendes arme lagde sig igen. Denne borg var i sandhed sær.

Næste dag forløb som den forrige, der var ikke meget anderledes og Lucines tanker havde kredset om bøgerne. Så hun var ikke helt mentalt til stede, imens hun forsigtigt rørte rundt i gryden foran hende. Det gjorde ikke så meget i dag, da det var Ranja og Paol som mest holde samtalen gående. Noget om prisende på varerne og hvordan man bedst kogte en kartoffel, Lucine havde måske hørt forkert ved det sidste.
   Hun næsten for op af trappen, så snart hun havde en times pause og lukkede forsigtigt døren efter sig ind til deres læserum. Bøgerne lå der endnu, klar til at blive kigget igennem. Hvis hun var hurtigt, kunne de sidste bøger fra bunken blive færdige i dag. Så var det bare at læse de brugbare bøger igennem, for alt der kunne bruges.
   Ved aftensmaden fortalte Lucine, hvordan du havde nået igennem bunken. Conrad smilede lettet, han forslog ikke skriften i de bøger, som faktisk var nået igennem til hende, men han havde lært sig lidt af bogstaverne, så de bøger med skovkvinde magier, blev lagt fra.

"I aften begynder jeg at læse" hviskede Lucine med et smil
   "Så skal jeg nok holde vagt imens" Conrad duftede af nyopgraven jord og nogle dråber af vand hang i hans hår.
   "Hvordan går det udenfor med haverne?"
   "Fremad, ingen har nogensinde fortalt mig, hvor svært det er, at holde en have" han sukkede træt og tog en bid af sin mad, Lucine smile af ham. Hun kendte alt for godt, til det arbejde som det krævede at holde en have. Hun var bestem ikke misundelig på ham og nød lidt, at være i køkkenet.
   "Det har bare at blive de bedste grønsager i hele byen" lød det så fra ham og Lucine slog en let latter op. Nogen af de andre ved bordet kiggede over på dem, så Lucine så væk med lidt røde kinder. Lucine spiste lidt af sin mad

Det var aften da de sad oppe på biblioteket, Lucine i længestolen og Conrad ved bordet. De havde afprøvet døren inden de satte i gang med at læse, og den var ganske rigtigt så tyk, at lyden ikke rigtigt rejse igennem den. Det var både en god og en dårlig ting, havde Conrad sagt.
   "Folk på den anden side kan ikke høre os, men vi kan heller ikke høre dem. Så hvis der går ild i borgen, må vi håbe vi ser røgen" han så tænksomt på døren "Gad vide hvad så tyk en dør laver i dette rum"
   "Måske ville de havde læsero?" sagde Lucine lidt henkastet, hun ville gerne i gang med bøgerne.
   "Måske.." mumlede Conrad, så bemærkede han Lucine utålmodige blik "Årh, men så er det løst"
   Med det samme havde hun vært over ved sine bøger, der var tre tilbage efter udvæglesen. Ikke ret meget og to af dem var mere en halv om halv ting, end en bog skrevet af en skovkvinde. Men det var noget og det var bedre end ingenting. Nu sad hun så der, med en bog i hånden og læse. Conrad have brugt lidt tid på, at finde en bog give sig i kast med og sad nu på stolen og slugte hvert et ord. Lidt tid efter, undslap et suk hendes læber.

Conrad så over kanten på sin bog "Hvad er der?"
   "Det er de her bøger" hun holdt de tre bøger ud fra sig "De er brugbar, men der er bare en ting"
   "Og hvad er det?" Conrad lagde bogen fra sig, der var en alvorlig tone i hendes stemme med et hint af bekymring. Hun kunne selv høre den.
   "Disse magier er meget avanceret, Karlas bog var let at læse, da jeg først kom ind i den. Men disse..?" hun slog hånden ud imod bøgerne "Det er et andet niveau og jeg tror en læremester skal bruges"
   "Javel, tillad mig at spørge, hvornår tæller en magi som sværere?" han kom over til hende og tog en af bøgerne op, men han kunne ikke læse teksten.

"Det er lidt svært at forklare." Hun så på de rastende bøger med et træt blik "Man skal havde smalnet, eller lært, nok erfaring til at forstå, hvordan man får magien til at fylde ordene rigtigt. Som at hælde vand op i en kop med bind for øjnene, giver det mening?"
   "På en måde" han smilte lidt usikkert, måske havde han ikke forstået det "Hvad kan vi gøre, for at gøre det lettere? Spørge en af de andre om, de vil undervise dig?"
   "Se der er problemet, det kan bare ikke være en hvilken som helst. Kun en anden skovkvinde, eller steppekvinde, kan undervise i disse magier. Så vidt jeg ved.."
   "Så vidt De ved?" Conrad lagde bogen fra sig
   "Der er meget jeg ikke ved om magi, husker du nok." hun smilte lidt og tænkte tilbage på Astras forklaring om forskellige magiske folk "Men for at være sikker, er det nok bedst med en skovkvinde eller ligene"
   "Hm... det betyder vi er nød til at spørge de andre her på borgen"
   "Det er en dum ide, vi kan blive opdaget og de ville spørge om, hvorfor vi skulle bruge personens hjælp" hun faldt lidt tilbage i stolen "Jeg er nød til at gøre dette her selv"
   Der var stille lidt

"Det kommer nok til at tage en del tid" sagde hun så "Men så kan jeg, måske, forsvarer os bedre"
   "Lucine, det er helt fint. Jeg har ikke fundet en vej ud endnu og selv når jeg har, skal vi have planlagt hvordan og hvornår vi stikker af" han lagde en varm hånd på hendes skulder "Tag den tid De skal bruge"
   "Tak" svarede og lagde sin hånd på hans, glæden over han var der bredte sig lidt i hende. "Jeg kigger den her igennem først"
   Lucine tog en bog med et rødbrunt læder omslag op "Den er skrevet af en Ragna G Bertsen, måske frøken Bertsen kan lærer mig lidt"
   "Det må vi håbe" smilet kunne høres i hans stemme, han gik over sin stol og tog fast i sin bog igen.
   Lucine tog bog med over til længestolen, den var blød og hun sank lidt ned i den. Lucine så usikkert på bogen, hun håbede på det bedste men frygtede det værste. En hurtigt gennemgang, inden de skulle i seng, så hun kunne skabe sig overblik og måske finde et ord eller to. De første kapiteler var bare forklaringer på, hvordan denne skovkvinde kastede sin magi og havde af udstyr. Da hun endelig nåede til noget brugbart, kom Conrad hen til hende.

"Vi skal til at lukke skodder"
   "Allerede?" sukkede hun, tiden var fløjet fra hende. Lucine lagde bogen under stolen og rejse sig op, et hurtigt stak også skyndte hun sig, at ligge de andre bøger ned under stolen. Der efter, gik hun med Conrad ud på gangen som lå tom hen. De tændte deres fakler og gik i gang med de nærmeste skodder, hun kunne nå at læse lidt mere efter deres opgave var færdig. Der var nogle magier hun havde bidt mærke i og de lod ikke til at være så svære, som nogle af de andre. Snart var de tilbage i rummet, om en time skulle de være på deres værelse igen, men det måtte være tid nok. Hun markerede de sider hvor der noget brugbart, med små stykker papir, hun havde taget fra sin skygge bog. Den skulle hun huske at have med næste gang, så hun kunne tage noter. Snart var den time de havde tilbage forsvundet og de måtte gå ned på deres værelse.

Det ærgrede Lucine, dog hun ikke true tage bøgerne med i frygt for, at de skulle blive opdaget. Selvom Conrad ikke mente det var noget at være bange for, da de jo ikke havde taget bøger fra folk. Men hun ville ikke tage chancen og Conrad pressede det ikke længere. Hun lå rastløs i sin seng og så op i loftet, Hun ville bare gerne videre, men i morgen havde hun ikke tid til at læse videre, før efter frokost.
   "Hej Lucine?"
   "Ja?" hviskede hun og var næsten glad for, at Conrad ville snakke lidt. Måske kunne det trækker hendes tanker væk fra de besværlige magier.
   "Jeg har læst lidt i en bog om krystaller og sten" sagde Conrad lavt "De krystaller, som vagterne havde på, jeg fandt dem i bogen. De hedder hvid bjergstjerne og bliver ofte brugt, til at finde magiske ting eller væsner. De regerer ikke på andet og bliver kun brugt til det, nogle kan dog godt finde på, at sætte dem i smykker"
   "Hvorfor?" Lucine vendte sig mod Conrad

"De skulle få en meget køn hvid farve, når de bliver skåret til" Han smilte lidt og Lucine kom i tanke om, at han jo var ved at uddanne sig inden for smykker og sten. "Også er det en let måde, at havde den med sig på. Hvis nu man tror dens mad er forgivet med magiske gift"
   "Årh" lød det fra Lucine, usikker på, hvad hun skulle bruge det til. Men Conrad fandt det interessant, så han ville nok bare gerne, fortælle det til nogen. "Det er da en god ide"
   "Ja ikke?" smilet var ikke til at overhøre i hans stemme, men så faldt han lidt til ro igen og rømmede sig "Det er interessant viden, syns jeg. Måske kunne jeg lave et armbånd med sådan en krystal en dag."
   "Når alt dette er over, er jeg sikker på, du kan lave så mange du vil" smilede Lucine
   "Måske" med et, lød Conrad meget tøvende

"Var det noget jeg sagde?" Lucine satte sig op i sengen, bekymret for, om hun havde såret ham
   "Nej, det er ikke Dem" han lo lidt, usikkert, som om han var blevet fanget i noget "Jeg... tror gerne jeg vil sove nu og De har sikkert en del, som De vil tænke over."
   Lucine kunne svagt se, at han vendte ryggen til hende. Samtalen var tydeligvis over og Lucine følte sig en smule forvirret, hendes tanker var blevet ledt væk, men nu virkede det som om, hun havde gjort noget forkert. Hun sad lidt og så på hans ryg, det var tydeligt at han ikke sov. Men der var ikke så meget at gøre, hun lagde sig ned igen og trak dynen godt op over sig. I morgen ville nok blive en lang dag.
Forfatterbemærkninger
Dette kapitel er ret lang, så det blive delt op lidt gange. :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/12-2016 07:45 af Lise Fugl (Sachi) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 10209 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.