Etiopien - 1966 ud og ind af legemet


1 år, 11 måneder siden 1 kommentar Livshistorier tragedie

0Til eftertanke
En velhavende ung mand rejste langt væk, ingen vidste helt nøjagt... [...]
Livshistorier
19 minutter siden
0Augustus
Augustus troede han var Gud, · og byggede et tempel til tiden forud... [...]
Blandede tekster
7 dage siden
2Visdom Ord
Jeg bryder mig ikke om dårlige ord, · de har en indflydelse jeg tro... [...]
Digte
19 dage siden
0Ordert
Jeg tror på ordert som kom på jorden ned, · og viste os Guds størst... [...]
Digte
27 dage siden
0Blodet på Arket
I det Gamle testamente blev offer gaver ofret for synder. · I det N... [...]
Blandede tekster
1 måned, 4 dage siden
1Den nedtrækkende spiral
Den nedtrækkende spiral. · Undskyld siger man, når noget går galt, · ... [...]
Digte · krise
1 måned, 15 dage siden
1En prædik
Præsten begyndte engang sin prædik med: Er I alle lige så retfærd... [...]
Livshistorier
2 måneder, 3 dage siden
1Hvert 7 år en katastrofe ?
Klokken er slået, og tiden gået. · For at forstå, hvor langt vi er ... [...]
Digte
2 måneder, 8 dage siden
4Sandheden
Sandheden sætter os fri, · Den renser sjælen og står os bi. · Den stø... [...]
Digte
2 måneder, 15 dage siden
2Leve fornuftigt
Mit folk går til grunde, fordi de ikke forstår, · Sådan lyder det f... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 15 dage siden
0Sandhedens perler
Kapitel 12 - Elsk din næste som dig selv, og bliv ikke misunderli... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 26 dage siden
3Taknemlig
Vær taknemlig for de gode år vi havde, · også for de vi endnu har t... [...]
Rim og vers
4 måneder, 9 dage siden
2Kan du sige nej
Hvis Gud kom på jorden ned, · og viste os sin herlighed. · Ville du v... [...]
Digte
4 måneder, 27 dage siden
3Der er ingen undskyldning
Der er ingen undskyldning for ikke at se, · den perfekte skabelse i... [...]
Digte
5 måneder, 4 dage siden
1Et minde
Kroppen er syg og du er myg. · Klokken er slået og tiden gået. · Jeg ... [...]
Digte
5 måneder, 10 dage siden
1Udvikling
Singapore blev en velsignet by, · hvor flygtlinge før i tiden søgte... [...]
Digte
7 måneder, 1 dag siden
5At klare sig selv
Når jeg er op i årene skal jeg have penge, · det har jeg arbejdet f... [...]
Rim og vers
7 måneder, 13 dage siden
2Vejledning på livets krydsveje
Efter syv år i Singapore overvejede vi for alvor at tage tilbage ... [...]
Livshistorier
8 måneder, 12 dage siden
2På livets krydsveje
Det betaler sig at leve efter Guds ord, · og at vedkende vi på ham ... [...]
Livshistorier
8 måneder, 19 dage siden
2Tanker til påsketiden
Jona blev opslugt af den store val, · fordi han ikke fulgte det Gud... [...]
Rim og vers
8 måneder, 26 dage siden
2En vejledende drøm
I dømmen så jeg vores afdøde handikappede søn sidde som voksen i ... [...]
Livshistorier
9 måneder, 3 dage siden
4Det vi siger
Alle vil være fri · fra terror og krig. · Alt skal være vel. · også med... [...]
Digte
9 måneder, 13 dage siden
6Evolution
Evolution er et bekendt ord, · mange er de som på den tror, · og mene... [...]
Digte
10 måneder, 5 dage siden
3Den største udfordring
Hvis i kan udforske alt hvad jeg har skabt, · skal også mit folk Is... [...]
Digte
10 måneder, 21 dage siden

Puls: 61,2

Publiceret: 9
Afgivet: 30
Modtaget: 11
Inge Erhard (f. 1941)
Hvor var jeg lykkelig og glad den dag, Fritz og jeg skred op ad kirkegulvet i den lille, moderne kirke i Addis Abeba i Etiopien. Endelig skulle vi giftes. Der var sket så meget i de fem år, vi havde kendt hinanden.

Året før, sent en lørdag aften, efter Fritz var færdig med sit arbejde i hotellet, havde han kørt 200 km i nattens mulm og mørke til Awas. Hans trofaste schæferhund var med i bilen. Der var en vis risiko ved at køre alene så langt igennem stepperne på denne tid af døgnet. Efter Langano drejede han af og kørte langs søen i retning mod Awas. Lysende øjne af sjakaler og andre vilde dyr fulgte bilen som rasede lige ud af vejen. Han lod tankerne glide tilbage til den uoverensstemmelse, han havde haft med direktøren fra hotellet den samme morgen. Han måtte væk. Derfor sad han nu i bilen og trykkede på pedalen. I Awas helt ude på stepperne indlogerede han sig på et mindre hotel. Han stod på venskabelig fod med direktøren, for det var ikke første gang, han overnattede der. Han havde en lidenskab for at ride og gå på jagt, og stedet var helt efter hans smag. Den følgende dag svang han sig i sadlen på en hest og begav sig på jagt kun i følge af sin trofaste schæferhund. Senere på dagen kom hesten galopperende alene tilbage til hotellet. Direktøren, en svejtser, formåede at gætte, hvilke retning Fritz var redet, han sprang ind i sin bil, fuld af bange anelser, og begyndte at lede efter ham. Han fandt ham bevidstløs på jorden med sin trofaste schæferhund Tina ved siden ad sig.

Hvad var der sket? Ingen ved det. Ikke en gang Fritz selv - da han vågnede af sin lange, bevidstløse slummer. Man kan kun forestille sig begivenhedernes gang. Måske var hesten snublet og gået i knæ. Måske havde han ikke taget sig i agt for et lavt træ og var således blevet slynget af hesten. Hvis det ikke var uheldet, som havde været ude den dag, så var der måske andre, som havde været på jagt. Etiopierne selv jager samtidig med at de passer deres kvæg. Én ting er sikkert, noget ramte ham i hovedet, Gud ske tak og lov at Tina blev ved siden af ham. Så snart hun hørte bilen komme i det fjerne, gav hun svar, det bedste hun formåede med en høj gøen og tiltrak sig derved direktørens opmærksomhed. Fritz blev anbragt, så godt det lod sig gøre, på bilens bagsæde. Forsigtigt kørte direktøren til den nærmeste landsby. På klinikken rådede man ham til at fortsætte til Addis Abeba, for man havde ikke midler til at hjælpe i sådan et alvorligt tilfælde. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte den lange rejse ind til hovedstaden. Ankommet til Haile Selassies sygehus fik han Fritz indlagt og meddelte personligt direktøren Hr. Teufel fra Ghion Imperial hotel, hvor Fritz befandt sig, og hvad der var sket.

Ud og ind af legemet

To uger havde den bevidstløse tilstand varet, før Fritz kom tilbage til tilværelsen. I begyndelsen var han ikke rigtig klar over, hvad der var sket. I sin bevidstløse tilstand havde han forladt sit legeme. Han havde set Hr. Teufel stå ved siden af sengen. Den ældre mand havde tørret en tåre væk fra øjnene, mens han bedrøvet betragtede ham. Forgæves prøvede han at tale til ham, ja, han råbte: "Jeg står ved siden af dig," men Hr. Teufel ænsede ham ikke. Han prøvede at kommunikere med sygeplejerskerne, men de svarede ham heller ikke. Nu stillede han sig i døren for at tiltrække sig deres opmærksomhed. Det mest besynderlige, man kan forestille sig, skete. Sygeplejerskerne gik lige igennem ham, som om han blot bestod af luft. Chokeret over sin egen tilstand besluttede han sig til at forlade stedet. Ude på gangen gentog det samme sig, sygeplejerskerne og personalet gik lige igennem ham uden at ænse ham det mindste. Derefter trådte han hurtigt til side, hver gang han stødte på nogen for at undgå at blive behandlet, som om han ikke eksisterede. Han følte sig ualmindelig let, ja, han opdagede, han kunne gå igennem konkrete ting som vægge og døre. En ny følelse af lykke og frihed begyndte at overvælde ham. Han løftede på sig og mærkede derved, at han kunne flyve. Begejstret steg han opad, han var ikke det mindste bange. Ankommet oppe ved skyerne øvede han sig i sin nyerhvervede kunst. Han følte sig fri som en fugl og fløj fra den en sky til den anden og igennem skyerne. Pludselig kom han til at tænke på sit legeme i sengen på sygehuset, og som en pil for han nedad tilbage til værelset og ind i sit legeme. Fritz forlod sit legeme mange gange. Som regel når sygeplejerskerne var beskæftiget med ham, ænsede han det og smuttede hurtigt tilbage i sit legeme. Han vidste, hvad man gjorde med ham og undrede sig over, at han ikke mærkede det mindste, når man gav ham en sprøjte.

Den intensive, frie lykkefølelse, som han havde oplevet i sin dybe slummer, forlod ham ikke lige med det samme, efter han var kommet tilbage til tilværelsen. Derfor gjorde det ikke så stort indtryk på ham, da overlægen med alvorlig mine forklarede situationen, og at følgen deraf for øjeblikket var lammelse på hele venstre side. Han havde ingen smerter - følte sig kun ualmindelig lykkelig. Det tog en time at spise hver gang, fordi han ikke følte noget i halvdelen af ansigtet, men det bekymrede ham ikke så meget. Nu da han var kommet til sig selv, kom mange og besøgte ham. Han glædede sig over hvert besøg, men så snart vedkommende var ude af døren, havde han glemt, hvem som lige havde besøgt ham, og derfor undrede han sig over, at han fik så få besøg.

Fritz' søster, Margrit, som på det tidspunkt arbejdede som stewardesse ved Swissair, fløj til Addis Abeba med den hensigt at tage ham med tilbage til Svejts. Dermed fik han et alvorligt problem, for han var endnu ikke klar over, hvor han befandt sig. Han grublede over sin mærkværdige tilstand. Hvordan kunne han finde ud af det? spurgte han sig selv igen og igen. Efter grundig overvejelse kom han til det resultat, at hvis han blev anbragt i en flyvemaskine og ikke mere fløj i luften, så måtte det altså være sandt, at han stadigvæk var i live på denne jord, dette måtte han indrømme med sig selv. I virkeligheden længtes han tilbage til den lykkelige, frie tilstand, han havde befundet sig i, dengang han fløj ud og ind af sit legeme. Derfor diskuterede han med sin søster om at rejse tilbage til Svejts. Han ville blive i sengen på sygehuset. Der følte han sig bedst tilpas. Dagen kom, hvor man anbragte ham i ambulancen. Hans søster sad ved siden af båren, venligt forklarede hun, at ambulancen ville køre dem hen til flyvemaskinen. Igen protesterede han, i så fald måtte han igennem tolden, ellers troede han ikke på, hvad hun sagde, svarede han. Fritz' øjne udvidede sig, da ambulancen kørte op ved siden af flyvemaskinen, ligesom søsteren havde forklaret. Fire sæder var nødvendige for at få ham anbragt i liggestilling. De mellemlandede i Karatsi og skiftede der til Swissair. I den midterste række bag i maskinen blev båren befæstet lige over sæderne. Overlægen fløj med til Svejts for en sikkerheds skyld. Lufttrykket i flyvemaskinen gav Fritz stærke hovedsmerter, det bekræftede hans anelse om, at han stadigvæk var i live. Han begyndte for alvor at indse, at der var noget i vejen med ham, og at han havde brug for hjælp. Maskinen landede på flyvepladsen i Zürich. Det første, han fik øje på, da man løftede ham ud igennem døren, var forældrene. De så meget bedrøvede ud og tårerne trillede ned ad kinderne på dem begge to. Fritz blev revet med af situationen. Hans følelse af lykke forvandlede sig brat til sorg og selvmedlidenhed, mens tårerne løb ned af kinderne.

I fysioterapi

Efter en grundig undersøgelse på universitetssygehuset i Zürich begyndte Fritz med fysioterapi. Den højre arm ville ikke rigtig lystre, han kunne ikke få den op forbi øret, og det højre ben slæbte han efter sig. En dag i fysioterapi trykkede en terapeut, uden advarsel, armen op forbi øret. Det gjorde meget ondt, Fritz skreg af smerte og begyndte at skælde terapeuten ud. Hun skyndte sig at tilkalde en læge. Fritz forklarede sin pinefulde situation, og at fysioterapeuten havde tvunget hans arm opad. Den næste dag kom hans forældre og kørte ham til Aarau sygehus. Lægen havde antagelig på stående fod udskrevet ham. Fysioterapien kunne fortsættes på sygehuset i Aarau i nærheden af Kölliken, hvor hans forældre boede.

Fysioterapien omfattede blandt andet elektroterapi på den højre arm. En travl lørdag formiddag med mange patienter, da en elev-terapeut behandlede armen, glemte hun at se efter, hvor meget strøm der blev tilført og var derfor ikke klar over, at tilfældet ville, at der var åbnet helt op for strømmen. Fritz' elektrificerede arm fløj rundt i luften, mens han skreg højt om hjælp. Terapeuten kom ilende til, undskyldende slukkede hun for strømmen. Fuldstændig udmattet, efter den kraftige behandling, sank Fritz jamrende om i stolen. Stønnende forklarede han, at det gjorde ondt helt op i hovedet, og hans hjerte slog i rasende fart. En læge blev tilkaldt og undersøgte ham. Fritz forklarede, at det gjorde ondt helt op i hovedet, som om nogen havde brændt ham med glødende kul. Lægen gav ham et overrasket blik og overbevisende forklarede han, at forbindelsen til hjernen måtte være i orden, og at alting ville rette sig, som det skulle. Over de næste tre dage begyndte det at krible i armen og den højre side, langsomt kom følelsen tilbage. Fritz måtte et par gange i terapi for at lære at bruge armen rigtig, men efter to uger var alle symptomer af lammelsen forsvundet, Gud ske tak og lov.
Forfatterbemærkninger
Det blev begyndelsen til en 40 års udenlands ophold.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 31/12-2016 12:35 af Inge Erhard (Inghard) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1650 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.