Hvor var jeg lykkelig og glad den dag, Fritz og jeg skred op ad kirkegulvet i den lille, moderne kirke i Addis Abeba i Etiopien. Endelig skulle vi giftes. Der var sket så meget i de fem år, vi havde kendt hinanden.

Året før, sent en lørdag aften, efter Fritz var færdig med sit arbejde i hotellet, havde han kørt 200 km i nattens mulm og mørke til Awas. Hans trofaste schæferhund var med i bilen. Der var en vis risiko ved at køre alene så langt igennem stepperne på denne tid af døgnet. Efter Langano drejede han af og kørte langs søen i retning mod Awas. Lysende øjne af sjakaler og andre vilde dyr fulgte bilen som rasede lige ud af vejen. Han lod tankerne glide tilbage til den uoverensstemmelse, han havde haft med direktøren fra hotellet den samme morgen. Han måtte væk. Derfor sad han nu i bilen og trykkede på pedalen. I Awas helt ude på stepperne indlogerede han sig på et mindre hotel. Han stod på venskabelig fod med direktøren, for det var ikke første gang, han overnattede der. Han havde en lidenskab for at ride og gå på jagt, og stedet var helt efter hans smag. Den følgende dag svang han sig i sadlen på en hest og begav sig på jagt kun i følge af sin trofaste schæferhund. Senere på dagen kom hesten galopperende alene tilbage til hotellet. Direktøren, en svejtser, formåede at gætte, hvilke retning Fritz var redet, han sprang ind i sin bil, fuld af bange anelser, og begyndte at lede efter ham. Han fandt ham bevidstløs på jorden med sin trofaste schæferhund Tina ved siden ad sig.

Hvad var der sket? Ingen ved det. Ikke en gang Fritz selv - da han vågnede af sin lange, bevidstløse slummer. Man kan kun forestille sig begivenhedernes gang. Måske var hesten snublet og gået i knæ. Måske havde han ikke taget sig i agt for et lavt træ og var således blevet slynget af hesten. Hvis det ikke var uheldet, som havde været ude den dag, så var der måske andre, som havde været på jagt. Etiopierne selv jager samtidig med at de passer deres kvæg. Én ting er sikkert, noget ramte ham i hovedet, Gud ske tak og lov at Tina blev ved siden af ham. Så snart hun hørte bilen komme i det fjerne, gav hun svar, det bedste hun formåede med en høj gøen og tiltrak sig derved direktørens opmærksomhed. Fritz blev anbragt, så godt det lod sig gøre, på bilens bagsæde. Forsigtigt kørte direktøren til den nærmeste landsby. På klinikken rådede man ham til at fortsætte til Addis Abeba, for man havde ikke midler til at hjælpe i sådan et alvorligt tilfælde. Der var ikke andet at gøre end at fortsætte den lange rejse ind til hovedstaden. Ankommet til Haile Selassies sygehus fik han Fritz indlagt og meddelte personligt direktøren Hr. Teufel fra Ghion Imperial hotel, hvor Fritz befandt sig, og hvad der var sket.

Ud og ind af legemet

To uger havde den bevidstløse tilstand varet, før Fritz kom tilbage til tilværelsen. I begyndelsen var han ikke rigtig klar over, hvad der var sket. I sin bevidstløse tilstand havde han forladt sit legeme. Han havde set Hr. Teufel stå ved siden af sengen. Den ældre mand havde tørret en tåre væk fra øjnene, mens han bedrøvet betragtede ham. Forgæves prøvede han at tale til ham, ja, han råbte: "Jeg står ved siden af dig," men Hr. Teufel ænsede ham ikke. Han prøvede at kommunikere med sygeplejerskerne, men de svarede ham heller ikke. Nu stillede han sig i døren for at tiltrække sig deres opmærksomhed. Det mest besynderlige, man kan forestille sig, skete. Sygeplejerskerne gik lige igennem ham, som om han blot bestod af luft. Chokeret over sin egen tilstand besluttede han sig til at forlade stedet. Ude på gangen gentog det samme sig, sygeplejerskerne og personalet gik lige igennem ham uden at ænse ham det mindste. Derefter trådte han hurtigt til side, hver gang han stødte på nogen for at undgå at blive behandlet, som om han ikke eksisterede. Han følte sig ualmindelig let, ja, han opdagede, han kunne gå igennem konkrete ting som vægge og døre. En ny følelse af lykke og frihed begyndte at overvælde ham. Han løftede på sig og mærkede derved, at han kunne flyve. Begejstret steg han opad, han var ikke det mindste bange. Ankommet oppe ved skyerne øvede han sig i sin nyerhvervede kunst. Han følte sig fri som en fugl og fløj fra den en sky til den anden og igennem skyerne. Pludselig kom han til at tænke på sit legeme i sengen på sygehuset, og som en pil for han nedad tilbage til værelset og ind i sit legeme. Fritz forlod sit legeme mange gange. Som regel når sygeplejerskerne var beskæftiget med ham, ænsede han det og smuttede hurtigt tilbage i sit legeme. Han vidste, hvad man gjorde med ham og undrede sig over, at han ikke mærkede det mindste, når man gav ham en sprøjte.

Den intensive, frie lykkefølelse, som han havde oplevet i sin dybe slummer, forlod ham ikke lige med det samme, efter han var kommet tilbage til tilværelsen. Derfor gjorde det ikke så stort indtryk på ham, da overlægen med alvorlig mine forklarede situationen, og at følgen deraf for øjeblikket var lammelse på hele venstre side. Han havde ingen smerter - følte sig kun ualmindelig lykkelig. Det tog en time at spise hver gang, fordi han ikke følte noget i halvdelen af ansigtet, men det bekymrede ham ikke så meget. Nu da han var kommet til sig selv, kom mange og besøgte ham. Han glædede sig over hvert besøg, men så snart vedkommende var ude af døren, havde han glemt, hvem som lige havde besøgt ham, og derfor undrede han sig over, at han fik så få besøg.

Fritz' søster, Margrit, som på det tidspunkt arbejdede som stewardesse ved Swissair, fløj til Addis Abeba med den hensigt at tage ham med tilbage til Svejts. Dermed fik han et alvorligt problem, for han var endnu ikke klar over, hvor han befandt sig. Han grublede over sin mærkværdige tilstand. Hvordan kunne han finde ud af det? spurgte han sig selv igen og igen. Efter grundig overvejelse kom han til det resultat, at hvis han blev anbragt i en flyvemaskine og ikke mere fløj i luften, så måtte det altså være sandt, at han stadigvæk var i live på denne jord, dette måtte han indrømme med sig selv. I virkeligheden længtes han tilbage til den lykkelige, frie tilstand, han havde befundet sig i, dengang han fløj ud og ind af sit legeme. Derfor diskuterede han med sin søster om at rejse tilbage til Svejts. Han ville blive i sengen på sygehuset. Der følte han sig bedst tilpas. Dagen kom, hvor man anbragte ham i ambulancen. Hans søster sad ved siden af båren, venligt forklarede hun, at ambulancen ville køre dem hen til flyvemaskinen. Igen protesterede han, i så fald måtte han igennem tolden, ellers troede han ikke på, hvad hun sagde, svarede han. Fritz' øjne udvidede sig, da ambulancen kørte op ved siden af flyvemaskinen, ligesom søsteren havde forklaret. Fire sæder var nødvendige for at få ham anbragt i liggestilling. De mellemlandede i Karatsi og skiftede der til Swissair. I den midterste række bag i maskinen blev båren befæstet lige over sæderne. Overlægen fløj med til Svejts for en sikkerheds skyld. Lufttrykket i flyvemaskinen gav Fritz stærke hovedsmerter, det bekræftede hans anelse om, at han stadigvæk var i live. Han begyndte for alvor at indse, at der var noget i vejen med ham, og at han havde brug for hjælp. Maskinen landede på flyvepladsen i Zürich. Det første, han fik øje på, da man løftede ham ud igennem døren, var forældrene. De så meget bedrøvede ud og tårerne trillede ned ad kinderne på dem begge to. Fritz blev revet med af situationen. Hans følelse af lykke forvandlede sig brat til sorg og selvmedlidenhed, mens tårerne løb ned af kinderne.

I fysioterapi

Efter en grundig undersøgelse på universitetssygehuset i Zürich begyndte Fritz med fysioterapi. Den højre arm ville ikke rigtig lystre, han kunne ikke få den op forbi øret, og det højre ben slæbte han efter sig. En dag i fysioterapi trykkede en terapeut, uden advarsel, armen op forbi øret. Det gjorde meget ondt, Fritz skreg af smerte og begyndte at skælde terapeuten ud. Hun skyndte sig at tilkalde en læge. Fritz forklarede sin pinefulde situation, og at fysioterapeuten havde tvunget hans arm opad. Den næste dag kom hans forældre og kørte ham til Aarau sygehus. Lægen havde antagelig på stående fod udskrevet ham. Fysioterapien kunne fortsættes på sygehuset i Aarau i nærheden af Kölliken, hvor hans forældre boede.

Fysioterapien omfattede blandt andet elektroterapi på den højre arm. En travl lørdag formiddag med mange patienter, da en elev-terapeut behandlede armen, glemte hun at se efter, hvor meget strøm der blev tilført og var derfor ikke klar over, at tilfældet ville, at der var åbnet helt op for strømmen. Fritz' elektrificerede arm fløj rundt i luften, mens han skreg højt om hjælp. Terapeuten kom ilende til, undskyldende slukkede hun for strømmen. Fuldstændig udmattet, efter den kraftige behandling, sank Fritz jamrende om i stolen. Stønnende forklarede han, at det gjorde ondt helt op i hovedet, og hans hjerte slog i rasende fart. En læge blev tilkaldt og undersøgte ham. Fritz forklarede, at det gjorde ondt helt op i hovedet, som om nogen havde brændt ham med glødende kul. Lægen gav ham et overrasket blik og overbevisende forklarede han, at forbindelsen til hjernen måtte være i orden, og at alting ville rette sig, som det skulle. Over de næste tre dage begyndte det at krible i armen og den højre side, langsomt kom følelsen tilbage. Fritz måtte et par gange i terapi for at lære at bruge armen rigtig, men efter to uger var alle symptomer af lammelsen forsvundet, Gud ske tak og lov.