Alt det lærene ikke ved


1 år, 4 måneder siden 4 kommentarer Livshistorier selvbiografi hverdagslivet kamp

4Alt det lærene ikke ved
Det siges, at være direkte helende, at skrive tanker, såvel som m... [...]
Livshistorier · selvbiografi, hverdagslivet, kamp
1 år, 4 måneder siden
4Hvide vægge - del 1
Jeg kan huske, hvor svært det var at sluge pillerne den morgen. D... [...]
Livshistorier · erindringer, psykologi, krise
2 år siden
4Da tallerkenen gik i stykker - en 17 årigs ...
Jeg kan huske duften af mad, der langsomt banede sig vej, igennem... [...]
Livshistorier
2 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Freja la Cour (f. 1998)
Det siges, at være direkte helende, at skrive tanker, såvel som minder ned på et stykke papir. Nogle folk påstår endda, at man kan bearbejde traumer således. Jeg ved end ikke endnu, hvad jeg skal mene, om disse påstande, indtil nu, har jeg ikke erindret en bedring.
   Man må vel forsøge, et par gange, hvem ved?

Måske virker det denne gang.

Jeg husker hvordan livet, var så forbløffende anderledes engang. Hvordan at jeg så tingene så fantastisk unuanceret, ja jeg så næsten livet så let. Før tankestrømme, ubrydelige tankemønstre og dårlige vaner gjorde sig til grunde for mine levevilkår. Det var en tid, hvor at ordene blev slynget ud, med lysets hast, som sten i gamle dages katapulter. Der blev ikke overvejet, eller tænkt igennem, katapulten blev i store træk, bare ladet og affyret, med de sten som jeg lige bar på. Det var end ikke altid hensigtsmæssigt, men det var mig, det var oprigtigt.

Nu går tingene ikke altid som præsten prædiker, så min skolegang, som ellers var spået til at gå fortrinligt, uden de store udsving, tog et enormt sidespring.
   Jeg skulle skifte skole.
   Det var her jeg stiftede bekendtskab, med noget, som stadig den dag i dag, har satte dybe spor i mig, som stadig er med til, at spænde ben, for min vilje, for mine drømme, ja dybest set, spænder det desværre stadig ben for mig.

Jeg kan huske den fremmede lugt, der banede sig vej ind i mine næsebor, næsten som en lille bølge breder sig ind over sandet i strandkanten og lægger sig som en hinde. Der lugtede anderledes, nyt og spændende. Desværre var det fremmede spontane vindpust, som jeg ellers havde håbet på, skulle være starten til noget godt, et forfærdeligt nederlag.
   Ser i, jeg var anderledes. Jeg var ikke den ordinære 6.klasses pige, der tænkte på kliker, hvem der havde det pæneste tøj på, eller hvem der mon havde mest velhavende forældre. Nej ser i, der hvor jeg kom fra, var fokus slet ikke på velstand, eller fyldt med børn, der bar præg af deres værgers politiske holdninger. Der hvor jeg kom fra, var der selvfølgelig de normale folkeskole problemer, med skænderier, intriger og hvad end der hører til, men jeg kan sige så meget, at jeg før mit skift, aldrig havde stiftet bekendtskab med det vi på godt gammelt dansk, kalder janteloven.

Det var helt underligt nyt for mig, hvordan at usikkerheden lå som en tung røgsky i luften, i de små klasseværelser. Normalt ville der være en udbredt lugt af madpakker og støvede bøger, men ikke her.
   Jeg husker hvordan at jeg blev set underligt på, som jeg rakte hånden op, når læreren spurgte om noget. Hvordan at der blev undret sig over, at jeg bare talte, uden skælven eller med frygt for, hvad de andre mente. Jeg var anderledes, alt for anderledes til lærenes smag.

En skæbnesvanger morgen, som jeg ellers havde troet skulle blive en helt normal skoledag, i mine nye omgivelser, viste sig at blive til at andet, end hvad mine forestillinger havde været.
   Jeg husker hvordan, at jeg sad i det lille klasseværelse, omgivet af ansigter, hvis navne jeg stadig øvede mig ihærdigt på at erindre. Mine 2 klasselærere, havde desværre en anden dagsorden, end den jeg havde sat mig. De bad mig rejse mig og følge dem med ud, på den lange gang. Skolen var et gammelt musterstenbyggeri, delt op i lange gange, med 3 døre på den ene side af gangene. Uden videre tøven, rejste jeg mig og fulgte dem.

Jeg tænkte måske, at det havde noget at gøre med hændelsen ugen før. Min nye klassekammerat, havde set de ar der prydede min arm. Selvskade, et råb om hjælp. I en længere periode, havde jeg haft det skidt hjemme, min far var diktatorisk, min bror var rebelsk alt imens, at min mor vendte det blinde øje til.
   Jeg følte mig som en flue på væggen derhjemme, jeg havde altid passet skolen, haft fantastiske skolehjem samtaler og været næsten autistisk med min indlæring. Det var meget nemmere, at fokusere på at lære, fremfor at skulle tænke på, at ens bror og far sloges konstant, de dage far han ikke var inde og få undersøgt sine kræftsvulster.

Man forventer vel, at klasselærene sætter ind med hjælp og evt. En kommunal underretning, når man ser sådan en mistrivsel ikke?
   Det er i hvert fald mit synspunkt - Sådan gik det dog bare ikke her.

Jeg husker de udtryksløse blikke, mine to lærere havde, da de fortalte mig, at de gerne ville snakke alvorligt med mig, det var som at se 2 masker, med sorte huller som øjne. Det ukendte uforstående for dem, var min opførsel. Deres ord var, at jeg måtte indordne mig i klassen, eller finde et andet sted at være.
   Selvom den lille 12 årige pige, der sad med selv påførte ar på sin arm og tårevæddet så end ikke Niagara falls kunne følge med, helt uforstående for den mærkelige problems håndtering, var ud meldingen klar.

Hvis du ikke kan være som de andre, så er du ikke god nok, til at være her.

De mennesker, som skulle være pædagogiske, logiske, hjælpende og sympatiske, fortalte en 12 årig pige, med en svær dysfunktionel familie, at hun var forkert. At hun skulle være lige som de andre, eller tage et andet sted hen. Det føltes som en lussing, jeg vil end gå så langt at sige, at de slog mig med tungen.

Hvis de dog bare havde vidst, hvilke konsekvenser det førte med sig.

Jeg husker hvordan den lille pige, som altid havde hånden oppe, klar på at svare på hvad end der nu blev stillet af spørgsmål, pludseligt havde hænderne tæt ind til kroppen. Som et pindsvin i forsvars stilling, rullede jeg mig tæt sammen og holdt alle mine dybeste hemmeligheder tæt. Mit råb om hjælp, havde ikke ført til andet, end dybe ar. Den lille pige, blev pludseligt hjemme fra skole. Hun stoppede med at tale direkte og tænkte pludseligt hvert eneste ord og hver eneste sætning igennem, før at hun åbnede munden.
   De tog den sidste smule selvsikkerhed og selvtillid den lille pige havde, for at gøre hende til en i mængden. En der ikke skabte hverken opsigt, eller problemer, for at være sig selv, nej hun blev til en næsten mekanisk skabning, der bare fulgte trop og gjorde som de regnede med.

Tænk at noget så ligegyldigt, som en folkeskoleklasselærer, kan sætte så dybe spor i et skrøbeligt individ.

Tankevækkende, synes du ikke?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/01-2017 09:51 af Freja la Cour og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1082 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.