Tom Norman er lektor i informationsvidenskab på Københavns universitet. Han er hyperintelligent, kreativ, meget følsom og har en svaghed for den amerikanske filosof Charles Peirce. For at understrege sin kærlighed til Peirces filosofi, har han fået tatoveret et Peirce-citat på sin ene underarm. "Nothing is truer than true poetry". Når han føler sig urolig og stresset kigger han på tatoveringen, nyder citatet og oplever en ro sænke sig over ham, for intet er sandere end sand poesi, hvad skulle det være? Efter det sidste semester på Informationsvidenskab, hvor Tom oplevede lidt af et nervesammenbrud med angst og depression, som resulterede i indlæggelse og orlov, er han så småt tilbage i omdrejninger igen. Men for at passe lidt på ham har institutleder dr. phil. Knud Sørensen bed ham om at holde to ugers ferie, og det er her, vi møder Tom igen. Tom er taget på ferie i Italien. Han har altid drømt om at undersøge omgivelserne omkring vulkanen Vesuv eller flammebjerget, som det mere poetisk også kaldes. Klimaet er perfekt, og det vrimler med historiske og arkæologiske udgravninger. Tom har allerede besøgt museerne omkring Pompeji og Herculanum, han nyder det i fulde drag. Han er flyttet ind på et lille hotel i centrum af Napoli, byen uden regler. Vi møder ham om natten, hvor han ligger og sover. Ja jeg ved, det er et fjollet tidspunkt at besøge nogen på, men det var altså det tidspunkt, der var muligt for mig at besøge ham.
   Tom drømmer. Han spjætter med benene, og han har sparket dynen halvvejs af. Der er varmt på værelset. Aircondition er vist et fremmed begreb her. Gad vide, hvad han drømmer? Jeg ved, det er uhøfligt at blande sig i andres drømme og oveni købet invitere læserne med. Lad os prøve at se hvad han drømmer, men vær stille og lad være med at blande jer, og lad være med at fortælle det til nogen. Det er Toms drøm, og vi vil ikke vække ham.

"Tom! Det er nu! Vi skal afsted nu, inden det er for sent! KOM NU!!" Vloras stemme er høj og skinger, knækker over. Hun er bange.
   "Jeg kommer nu, Vlora. Jeg skal bare lige have samlet mine noter. Jeg kan ikke tage afsted uden." Jeg forsøger at samle mine noter sammen, de ligger hulter til bulter, men det er hele min bog, der ligger der. Al min forskning og en historie om en flygtning, som jeg gerne vil have tid til at skrive."
   "Tom for helvedet!!" råber Vlora. "Vi skal ud herfra, de evakuerer byen nu, luften er fyldt med aske og røg. Vi dør, hvis vi ikke kommer afsted! Skide være med din åndsvage bog, du kan alligevel ikke skrive den, hvis du er død! Jeg skrider nu. Jeg vil ikke dø!!"
   "Løb Vlora! Løb skat! Bare løb i forvejen! Jeg kommer om lidt! Det lover jeg! Jeg skal have mine noter med. Det er hele mit liv!" Jeg kigger mig febrilsk om efter mine noter. Der lyder et øredøvende brag udenfor, det flænger ned igennem min bevidsthed, truer med at rive den fra hinanden; fuck, det gør ondt i hovedet. Det må være vulkanen, der eksploderede. Gulvet ryster voldsomt, pudset falder ned fra loftet og væggene, en bizar form for gipsregn. vinduerne klirrer, men de holder stadig stand. Folk løber skrigende rundt udenfor. Men det dur ikke, jeg vil hellere dø end at miste mine noter. Der er en note, og der, og der. Tager dem op og stopper dem i lommen. Der ligger flere noter på sengen, og nogle stykker har forvildet sig ind under sengen. Nej, jeg skal sgu have dem med, alle sammen. Det er svært at nå dem, der ligger inde under sengen. Strækker mig alt, hvad jeg kan. Jeg kan lige netop ikke nå dem; strækker mig, fuck, min skulder går snart af led. Åh mangler kun et par millimeter. Det brager igen højt udenfor. Det store vindue går i stykker. Det kunne ikke holde til mere, det første brag må have skadet det. Det bliver blæst ind i rummet. Vinden er varm, fyldt med støv og aske. Glassplinter rammer gulvet, nogle af dem falder ned over mig, heldigvis er jeg hel endnu. Vinden flytter noterne tættere på mig. Jeg får fat i dem. Trækker dem til mig. Fedt, jeg fik dem. Udbryder et højt "Sådan!!!" Rejser mig op, børster støv og glasskår af mig. Ser mig omkring. Jeg fik alle noterne. Kan ane døren igennem støvet og røgen og søger mod den. Hvor mon Vlora blev af? Håber hun er i sikkerhed. Halvvejs nede af trappen nu. De fleste mennesker er allerede væk; flygtet over hals og hoved. Springer ned af trappen og ud på gaden. Der er støv og røg overalt. Kigger i retning af vulkanen. Vesuv, din gamle hidsige kælling, er du på spil igen? Hvem har gjort dig vred denne gang? Hun sender lyn og torden ned mod byen. Jeg sender et kys i retning af Vesuv i håb om, at det kan formilde hende. Sikker ikke. Griner højt og hysterisk. Binder et tørklæde om min mund og næse og begynder at løbe ned mod hovedgaden. Jo tættere på centrum jeg kommer, jo flere folk er der på gaderne. De løber rundt på må og få. Der hersker en mærkelig apatisk panik, som om ingen rigtig tror på, det er alvor. Børn og voksne løber langsomt rundt som om, de ikke rigtig ved, hvad de skal gøre. Det er heller ikke sikkert, at de ved det. Der står et helt kontingent af mennesker inde på fortorvet og kigger nysgerrigt på mig, mens jeg løber forbi. Det er da mærkeligt. De ligner turister, og jeg er åbenbart en turistattraktion. Det rumler igen højt fra vulkanen. Hm det er vist alvor, tænker jeg. Hun er pissesur. Nogen må have vækket hende op fra sin skønhedssøvn. Soldater løber rundt, råber ordrer til højre og venstre og forsøger at få så mange mennesker med sig som muligt. Der holder militærkøretøjer og busser langs vejene, de er godt fyldte og klar til at køre afsted. Det er vist en postgang for sent, når jeg at tænke, inden jeg snubler over et hul i historien og falder tungt til jorden. Jeg ligger, så lang jeg er, på asfalten, farvet gråhvid af aske og det bløder fra begge mine næsebor og mine håndflader er revet op. Sjovt nok gør det ikke ondt. Det er fordi, det er en drøm, Tom, tænker jeg. Jeg har stadig mine noter. Det er det vigtigste, hold fast i dem Tom, de er dit liv. "Tom! Tom! Den vej! Kom her hen!" er der nogen, der råber. Det er Vlora. Jeg kigger efter hendes stemme. Hun står i døren i en af busserne godt halvtreds meter fra mig. Jeg rejser mig op og begynder at løbe hen mod bussen. Det tager en evighed, jeg har aldrig løbet så hurtigt og kommet så langsomt frem. Kigger mig bagud. Lavaen har ædt det hotel, vi boede på og hele gaden med. Vesuv er sulten. Lavaen bevæger sig langsomt ned mod centrum, imod busserne og militærkøretøjerne. Larmen er intens fra mennesker, biler, busser, militærkøretøjer, fra Vesuv, hun bander og svovler, tordner ned mod os, sender lyn, aske, pimpsten og røg efter os og æder alt på sin vej. Jeg løber hurtigt langsomt hen mod bussen. Vlora står i døren. Jeg er kun ti meter fra den. Hun rækker sin hånd ud til mig. Ti meter fra hendes hånd, ti meter fra redningen. Jeg kan se hendes kønne ansigt er fortrukket i rædsel. Hun er hel bleg, hun har grædt. Døren bliver lukket og bussen begynder at køre. Jeg kan se Vlora stå bag døren og råbe "Toooooooom!!" Jeg kan ikke nå hen til bussen, den kører fra mig, og jeg løber så langsomt, nærmest i slowmotion efter den. Mine ben vil bare ikke. Et barn i bussen rækker tunge af mig. Jeg kan forestille mig, at hun vrænger. "Øv bøv, du kom ikke med - taber, taber, taber!" Åndsvage unge, du skulle have nogle smæk. Kigger bagud. Lavaen kommer tættere og tættere på. Kan mærke varmen fra den. Forsøger at løbe, men kommer ikke rigtigt ud af stedet. Kigger fremad, den vej bussen kørte. Bussen er væk, men hvad er det? Der er ingenting fremad. Vejen stopper brat, husene ligeså, der er ingenting. Fremad findes ikke. Forfatteren har ikke skrevet længere, det dovne fjols, han har ikke skrevet længere!!! Han sidder sikkert og ser porno eller drikker kaffe og giver en hund i sine karakterer; uansvarlige klovn. Kigger bagud. Lavaen er ved at nå mig. Fuck, hvad skal jeg gøre. Jeg vil ikke brænde ihjel, beslutter mig for at tage chancen. Tager tilløb og springer ud over kanten, ud over det sidste ord på siden, falder ned, falder og falder. Faldet synes uendeligt langt, men efter et stykke tid lander jeg ovenpå sidetallet. Av for den da, det gjorde ondt. Glider ned fra sidetallet; 99. Ligger stille på bunden af papiret og kigger på det. Der er langt op til det sidste ord. Forfatteren havde kun skrevet halvanden linje på den nye side. Så tror jeg da pokker, jeg slog mig. Sunder mig lidt. Rejser mig op. Hvordan kommer jeg op til teksten igen? Jamen hvorfor vil du op igen, Tom? Lavaen er der jo stadig. Du kan ikke gøre andet end at vente på forfatteren tager sig sammen, og ser at hans hovedperson er faldet ud af historien. Nej, fandeme nej. jeg vil ikke vente. Jeg vil hoppe helt ud af bogen og finde forfatteren og få ham til at skrive videre, så jeg kan komme væk fra lavaen og finde Vlora igen. Hopper ned på bordet. Står og kigger ud i rummet. Han ligger derhenne på sofaen, forfatteren. Han snorker højt. På bordet ved siden af ham, står en flaske rom, den er tom. Han drikker, det ynkelige fjols, det er derfor, hans historier altid er så mærkelige, og det er vel også derfor, han ikke får skrevet mig videre i historien. Kigger mig omkring på bordet, er der mon noget jeg kan bruge? Der ligger noget tandtråd der, fuck jeg håber ikke, det er brugt, det er sgu for ulækkert. Nå, det ser ok ud. Binder det omkring lampen og smider tråden udover bordet. Begynder at fire mig ned mod gulvet. Sådan nu er jeg næsten nede. Springer det sidste stykke ned på gulvet. Kigger mig omkring, der er ingen i rummet kun den fordrukne forfatter. Går hen til sofaen. Hvordan skal jeg komme derop? Kigger mig lidt omkring. Henne i det ene hjørne af værelset står et fuglebur; der sidder en undulat i buret. Det ser ud til den sover. Måske kan den hjælpe mig. Løber hen til buret, fløjter alt, hvad jeg kan. Fuglen sover stadig. Jeg bakser med låsen til buret. Det er ikke nemt, når man kun er knap fire centimeter høj. Får den endelig op. Kravler ind i buret, tager et frø og kaster det på fuglen. Den vågner, kigger sig forvirret omkring og får øje på mig. "Rolig, rolig," siger jeg til den. "Hvis du vil hjælpe mig, så vil jeg lukke dig ud." Undulaten kigger på mig. "Hvad skal jeg gøre?" spørger den lettere søvndrukken. "Vil du flyve mig op på forfatteren? Jeg har brug for hans hjælp. Jeg skal tilbage ind i bogen, han skriver på, men jeg kan ikke selv komme derop."
   "Det vil jeg gerne," svarer undulaten, hopper ned i bunden af buret. "Kravl op på min ryg," siger den. Jeg kravler op på ryggen af fuglen. "Hold fast!!" råber undulaten. Den springer op på kanten af buret, hopper ud gennem låget, basker med vingerne og flyver hen til forfatteren. Den lander lidt klodset på forfatterens ene ben. Jeg falder af, men lander heldigvis blødt. "Tak!!" råber jeg til undulaten, men den er allerede fløjet igen, den nyder sin nyvundne frihed. Jeg går op af forfatteren, over hans skridt. Adr, tænker jeg, hvorfor er han ikke en smuk kvinde? Har lyst til at sparke ham i skridtet. Nå, det må blive en anden gang. Går op over hans mave, kravler op på forfatterens bryst. Det er svært, han trækker vejret tungt, brystkassen hæver og sænker sig. Går helt op til hans ansigt og råber "Hallo!!!" Forfatteren hører ingenting, reagerer slet ikke. Jeg råber igen "Hallo, dit store drog, vågn op!!!" Ingen reaktion. Hvordan dælen skal jeg få ham vækket. Gode råd er dyre. Åh jeg får en idé. Griner ved tanken. Det skal sgu nok vække ham. Lyner mine bukser ned, tager den frem og tisser på ham. Det rammer ham på siden af næsen og løber op i det ene næsebor og ned i munden på ham. Han vågner med et hyl, sætter sig hurtigt op og hoster. Jeg tumler ned af ham, ned i sofaen. "Hvad fanden var det?!!" råber han højt. "Føj for pokker!!" Han kigger sig forvirret omkring, mens han hoster. Han aner ikke, hvad der er sket. Griner højt af ham. "Hallo!! Er du vågen?!" råber jeg til ham. Han vender sig om og får øje på mig. "Hvem er du?" spørger han ikke synderlig overrasket. "Jeg er Tom, din hovedperson i din historie Flygtning, og jeg er ved at være ret træt af dig!" svarer jeg, og kigger på det store drog. "Åh, hej Tom hyggeligt! Hvad kan jeg gøre for dig?" spørger han og tager mig op i sin hånd, holder mig op til sit ansigt. "Hvorfor er du så lille?" spørger han. "Aner det ikke. Jeg tror, det er en drøm, vi er i. Der flyver også en sommerfugl rundt herinde med brændende vinger og undulaten kan tale." Forfatteren kigger på mig. "Er du virkelig Tom? Rart at møde dig, vi har meget til fælles." Tom er ikke i humør til småsnak. "Hør nu her! Vi har en prekær situation i Napoli. Kan du huske Vesuv eksploderede, og at jeg var på flugt fra lavaen? Du bliver nødt til at skrive videre på historien, så jeg kan komme væk fra lavaen. Du kan ikke bare stoppe midt i en sætning. Jeg faldt faktisk ud over kanten af min verden og ind i din, og jeg vil gerne tilbage til Vlora, det er vigtigt for mig at vide, hun har det godt. Du ved udmærket godt, hvad jeg føler for hende. Det er dit ansvar at skrive historien færdig, så jeg kan komme i sikkerhed sammen med Vlora." Forfatteren kigger lidt trist på Tom, sukker og siger. "Jo Tom, det vil jeg også gerne gøre, men ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal komme videre i teksten. Jeg sidder lidt fast. Jeg havde en flok noter, hvor mine ideer stod på, men de forsvandt, og jeg kan ikke finde dem igen. Det plejer nogle gange at hjælpe at drikke et par glas rom, men det hjalp ikke denne gang. Jeg faldt bare i søvn."
   "Er det dem her?" Tom tager nogle noter op fra lommen og holder dem op til Tom. "Jeg kan altså ikke læse dem, Tom. De er alt for små. Kan du ikke læse dem for mig?"
   "Gerne." Tom folder en note ud og læser højt. "Der står ikke så meget derpå, noget med Vesuv, lava, hul i historien. Åh ja, det var det jeg faldt i. God idé forresten, forfatter."
   Forfatteren griner lidt. "Tak Tom, jeg synes også, det var lidt sjovt. Lad os prøve at se på historien sammen." Forfatteren forsøger at samle tankerne. "Ok jeg kom til der, hvor du ikke kan komme hen til bussen, Vlora kører væk, og du kigger bagud og lavaen er ved at indhente dig."
   "Ja, det var der, jeg faldt ud af bogen og endte her," svarer Tom stadig lidt irriteret.
   "Ok," svarer forfatteren. "Lad os prøve at skrive lidt mere. Du står altså og kigger på lavaen, den kommer nærmere og nærmere og bussen med Vlora kører. Prøv at se hvad der er bag lavaen. Kan du se, der er en skikkelse, personificeringen af Vesuv, en kvindeskikkelse?"
   "Ja, det er da rigtigt. Hun er nærmest som en skygge, der står oven på lavaen. Der ser ud til at hun får form i asken og røgen. Hun er kæmpestor, men man kan ikke se hende andet som en skikkelse. Ved du hvem hun er?" Spørger Tom
   "Det er hende, du flygter fra, Tom. Hun er din mørke side."
   "Er hun farlig?" Tom lyder lidt ængstelig.
   "Kun hvis du lader hende brænde dig", svarer forfatteren.
   "Og Vlora?" Tom kigger på forfatteren.
   "Hun er din redning. Følg hende. Jeg prøver at skrive lidt videre."
   Tom ser lavaen komme tættere på. I virvaret af røg, aske og larm ser Tom en skikkelse gå over lavaen, det ligner en kvindeskikkelse. Han kan fornemme hendes former, og hun har en hætte over hovedet, men han kan ikke se hende rigtigt, hun er en fornemmelse. Hvis han kigger lidt ved siden af hende, kan han bedre fornemme hende. Hun går ned gennem Napoli, vokser i asken og skubber lavaen foran sig. Det er Vesuv, tænker Tom. Det er sgu Vesuv. Undskyld jeg kalde dig en gammel hidsig kælling. Så Tom vågn op, du skal væk herfra. Tom kigger ned på sine fødder. Lavaen bevæger sig kun et par meter fra ham, og der går ild i hans sko. Fuck, så er det med at komme afsted. Tom løber ned ad hovedgaden i fuld fart. Denne gang er der fart på. Jeg skal finde Vlora, tænker han, skal finde Vlora. Hun er min redning. Men hvor blev bussen med hende af. Kigger mig omkring, hvad skal jeg gøre. Der er en Vespa, lad mig se, om der er en nøgle deri. Uha heldet tilsmiler mig. Starter Vespaen og kører afsted i fuld fart væk fra lavaen, væk fra Vesuv, den gamle kælling. Kører kilometer efter kilometer forbi lejlighedskomplekser, forretninger, skoler, masser af mennesker på flugt. Suser afsted; Motorcycle man. Kigger mig over skulderen, lavaen er stadig lige bag mig og skikkelsen er begyndt at bøje sig ned over mig. Åh nej, jeg må væk, må finde Vlora. Vespaens motor lider, jeg kan ikke vride en omdrejning mere ud af den. Bøjer mig ned over styret, måske kan jeg køre hurtigere, hvis jeg mindsker luftmodstanden. Afsted i rasende fart, omgivelserne suser forbi mig, jeg undviger mennesker på gaden, biler, busser, heste, køer, geder og høns!? Hm mærkeligt. Kigger bagud igen, lavaen er væk, men det føles, som jeg bliver løftet op. Vesuv har taget mig i nakken. Hun løfter mig op i luften, højt op, jeg flyver igennem asken og røgen, tværs over Napoli. "Du tror, du kan flygte fra mig, Tom? Du tager fejl, du kan ikke flygte fra dig selv!" Hun smider mig ned i vulkanen. Jeg tumler ned i krateret, ned mod lavaen, men lige inden jeg falder i flammesøen, mærker jeg et reb stramme sig om mit ene ben. Det er Vlora, der fanger mig inden jeg falder i lavaen. Hun er min redning, jeg elsker Vlora. Jeg vågner med et sæt.

Tom vågner med en gevaldig hovedpine, som har han haft et helt auditorium af mennesker til at trampe rundt i sit hoved, mens han sov. Sikke en drøm. Den var slet ikke rar. Håber Vlora har det godt. Rejser sig op og går hen til vinduet. Der er stille udenfor, hverken røg eller aske og ingen vred gammel kælling. Solen skinner, en solsort fløjter lige udenfor vinduet. Det ser faktisk dejligt ud derude. Kigger i retningen af Vesuv. Elsker det her område, her kunne jeg godt tænke mig at bo, tænker Tom. Der er ingen regler, kaffen er god og maden ligeså, tilpas uorganiseret til mit temperament. Tom stikker en hånd i sin lomme, hiver et par sedler op. Noter. Han kan ikke huske, han har skrevet dem. Han folder en af dem ud og læser.

Du kan ikke undslippe mig Tom, jeg er en del af dig, din mørke side. Jeg er din angst, din depression. Jeg holder dig til ilden, sørger for at holde dig på tæerne, skarp og klar. Bøh! Du kan ikke flygte!

Tom har ondt i maven, trækker vejret dybt og kigger på sin tatovering.