I et vidunderlig land imellem øre og næse, boede der engang en lille prins. Denne prins havde det mest vidunderlige smil der fandtes. Kongen og dronningen elskede deres lille søn ufattelig meget. Især når de så dette smil. Det var det de elskede mest hos den lille prins. Hans øjne strålede som en lille sol, og varmede deres hjerter. Han var i sandhed sin vægt værd i guld.

En dag var prinsen blevet så gammel, at han skulle sendes af sted ud på sit første eventyr. Det var nemlig sådan, at alle i dette vidunderlige land, når de fyldte en vis alder, skulle sendes af sted. Det blev ikke gjort af nogen ond vilje, men man mente at de ville lære meget på deres rejse. Det de lærte, kunne de så komme hjem og fortælle videre til de andre, eller selv drage nytte af det.

Den unge prins fik sin taske pakket, med de ting han nu skulle bruge på sin færd. Han tog afsked med kongen og dronningen, og vandrede glad af sted, med sit vidunderlige smil og strålende øjne.

Han nåede hurtigt grænsen, der skilte kongeriget fra det næste. Han travede forsigtigt på det fremmede land. Men kom da snart til et sted han ikke kendte til. Der så han nogle mennesker, som ikke lignede dem fra det kongerige han selv kom fra. Disse menneskers øjne strålede ikke, og de havde en mund, der vendte fuldstændig omvendt end hans egen.

Den unge prins fandt et sted, hvor han kunne købe sig til et værelse, noget han godt kendte fra det kongerige han selv kom fra. På sit værelse spiste han sin medbragte mad, imens han tænkte på sit hjemland. Og på hvad det nu var, han var bestemt til at lære.

Nu var det bare sådan, at de penge han havde med, hurtigt fik ben at gå på. Derfor måtte prinsen hurtigt ud for at lære noget, som kunne give ham penge nok, til at fortsætte sin rejse engang. Lige meget hvad, skulle det gå hurtigt.

Udenfor så han et skilt, hvor han kunne komme i lære som smed. Han søgte straks på stillingen, og fik den også. Nu var det bare sådan, at han ikke var den eneste, der skulle prøve kræfter med hammer og ambolt.

Andre unge fra dette land, med de mærkelige øjne og omvendte munde, skulle også lære faget sammen med ham. Men den smilende prins var glad for, at han ikke var alene.

Da de andre unge fra dette land så den unge prins, blev der en hvisken imellem dem. Hvad var han dog for en hviskede de, og så på den unge prins.
   ”Han er jo ikke som os andre," hviskede de andre unge videre.

En dag hvor de skulle slå jern i folder, kom de andre unge hen til ham. Ham med den mest omvendte mund, og de mest livløse øjne sagde nu til den unge prins:
   ”Du er for anderledes. Du kan aldrig lære noget ordentlig her."

Den unge prins blev ked af det, men fortsatte sit arbejde. Næste dag fortsætte de med at blive lært op i kunsten, at folde jern. De andre unge kom hen til ham igen. De kiggede på ham som de plejede at kigge på prinsen og sagde:
   ”Du er for anderledes. Du kan aldrig lære noget ordentlig her.”

Dette blev en fast rutine for den unge prins. Prinsen lærte flere måder at bruge jernet på, men en ting ændrede sig ikke. De andre unge sagde hverdag det samme til ham:
   ”Du er for anderledes. Du kan aldrig lære noget ordentlig her.”

For hver dag blev prinsen mere og mere ked af det, indtil en dag hvor de andre unge pludselig holdt op, med at sige disse ting til ham. Læretiden var også ovre, det var tid til at vende hjem. Så han kunne berette om hvad han havde lært.

Den unge prins begyndte langsomt at gå i den retning, som han var kommet fra, men intet han så virkede længere bekendt på ham. Vejen var fremmed, alt var anderledes. Han spurgte om vej hjem af flere folk, men de rystede alle på hovedet af ham. Kongeriget mellem øre og næse var forsvundet. Den ulykkelig prins græd så tårerne trillede ned af hans kind. Hans tårer dannede snart en lille sø. Så kiggede han ned i vandet, men blev forfærdet over det han så. Der var en af de andre unge lærlinge, der stirrede tilbage på ham. Med blanke øjne og en omvendt mund, som han var blevet vandt til at se. Han vendte sig om, men så ingen andre. Han var helt alene.

Hvis prinsen ikke står og græder endnu, ja så leder han nok videre efter sit hjemland. Hvor kongen og dronningen venter på, at deres søn vender tilbage, for at fortælle dem hvad han har lært. Men møder du prinsen med en mund, som han kendte fra sit eget land, og et par øjne der stråler. Ja, så ved han, at han er på rette vej.