Del III

Nu er tiden kommet til at fortælle dig den historie, som min mand aldrig fik lov at høre.
   Kaliffen der fandt den højeste lykke
   "I den østlige del af Arabien lå et smukt palads, og der boede en mand, hvis liv havde været behageligt og sorgløst. Alle kaldte ham "Kaliffen den Lykkelige" og sagde til ham: "Oh, vor herre og hersker, Allah har gjort dig til det lykkeligste menneske på jorden, fordi på grund af Hans nåde har du fået den flotteste palads at bo i."
   "Oh, vor herre og hersker, Allah har gjort dig til det lykkeligste menneske på jorden, fordi Han har givet dig den har største harem i landet og de skønneste kvinder der i for at glæde dig."
   "Oh, vor herre og hersker, Allah har gjort dig til det lykkeligste menneske på jorden, fordi Han har givet dig de smukkeste have i landet og de reneste kilder i dit rige."
   "Oh, vor herre og hersker, Allah har gjort dig til det lykkeligste menneske på jorden, fordi Han har givet dig de skønneste heste i hele Arabien."
   Den bemærkning elskede han at høre fordi heste var hans store lidenskab. Altid, når han hørte rygte om en skøn hest, sendte han bud efter hesten for at se og købe den, hvis hesten var tilstrækkeligt smuk efter hans smag.
   Alle besøgende forsøgte at overgå hinanden i at lovprise hans lykke med alt det han ejede.

Det skete en dag, at han vågnede, før hans tjenere nåede at komme til ham, han begyndte at gå rundt i sit palads og kom til et stort spejl. Der stoppede han for at betragte sig selv i spejlet.
   Helt automatisk begyndte han at sige det, han havde hørt så mange gange fra andres mund: "Allah, lovet være Hans nåde, har gjort mig så lykkelig, fordi jeg har. . ." Længere kom han ikke, fordi han vidste ikke, hvad han skulle vælge at sige aller først. Han stod der og betragtede sit spejlbillede og gentog for sig selv: " lykkelig, fordi jeg har..., fordi..." Til sidst blev han stum og gik sin vej.
   Han sat stille hele dagen på sin trone og ingen fik lov til at besøge ham denne dag. Han ville heller ikke spise og haremskvinderne sendte han også tilbage. Endnu ved aftens tiden, da han gik i seng, gentog han for sig selv det samme ord igen og igen: "Lykkelig, lykkelig . . ." Og så spurgte han sig selv: "Men hvad er lykke? Hvad er det?" Til sidst faldt han i søvn og blev ved med at gentage disse ulykkelige ord i søvnen mens han lå på sine silkepuder sammen krøllet som en kattekilling.
   Natten kom og faldt over byen. Alle i byen sov, undtagen tyverne, der sneg sig rundt i mørket og søgte at finde åbne vinduer eller ulåste døre. Nattevagterne gik frem og tilbage på murene og ventede på at deres vagtskifte skulle slutte.
   For kaliffen gik det sådan, at før morgenstjernen viste sit blege lys, og før sollyset rørte ved horisonten, blev han vækket af sin søvn, hårdt og brutalt.
   Hans øjne flakkede i mørket, som et par duer der havde mistet deres sove plads. En ny - ukendt og forvirrende følelse ramte hans hjerte, som en brændende pil. Smerten fyldte brystkassen og steg op til halsen som en hed ørkenvind, snerpede struben sammen og lukkede luftvejen til lungerne.
   Kaliffen vred sig på sit silkeleje som en sandorm og forsøgte at råbe efter hjælp men kunne ikke, fordi halsen var lukket. Det sidste han kunne mærke, før han mistede bevidstheden, var, at smerten steg op til ansigtet og forvandlede det til en nålepude af tusinde stikkende sår.
   Så snart han lå bevidstløs løsnedes kramperne, og han fik luft til lungerne. Så vågnede han. Men anfaldet var ikke gået over endnu. Et stort tyngde pressede på brystkassen og holdt den i et jerngreb. Smerten fik hans arme og ben til at trække sig sammen i krampe og det endte med, at han lå i fosterstilling, som om han skulle fødes på ny.
   Derefter kom sorgen - en følelse han aldrig havde oplevet. Hovedet bøjedes bagud, og han hylede som en ørkenulv, når Arabiens halvmåne hænger lavt på himmelen.
   Det var en befrielse at give frit løb for sin sorg. Salte tårer, der sved på kinderne, faldt ned på silkepuden. Langsomt slap kramperne arme og ben, og de faldt rystende ned på silkelejet.
   Et eller andet havde erobret hans indre og ribbet ham for alt det, som gjorde ham til en hersker over sit kalifat. En fornemmelse af ensomhed voksede langsomt frem, og indhyllede ham med følelsen af, at han var blevet glemt og gemt af vejen, i en verden som ikke var hans hjem.

Han forsøgte at sanse sine omgivelser og finde ud af at hvad var det, som havde hændt ham. Han rullede sig til siden og silkepudens kølighed lindrede de sviende kinder.
   Efter et øjeblik satte han sig op i sengen, stirrede tomt i mørke og spurgte sig selv: "Hvad har jeg set eller hørt i mine drømme?" Hans sind var tomt - som en stjerneløs himmel over ørkenen. Men så dukkede et eller andet op i sindets mørke nat - noget som lignede en af de mindste og navnløse stjerner i nattens himmelhvælving. Han iagttog dette ukendte noget. Jo, det var der, det kunne han ikke tage fejl af, men han kunde heller ikke beskrive det. Han dvælede længe ved denne svage følelse, der voksede og efterhånden fyldte sindet med salighed og et navnløst længsel. Men da han forsøgte at forstå og beskrive følelsen til sig selv forsvandt det. Det var som om hans hånd forsøgte at gribe fat i sin egen skygge.

Kaliffen kastede sig tilbage på sengen og blev atter bevidst om sit legeme. Musklerne dirrede endnu efter kramperne, og det brændende smerte, som havde taget bolig i hans hjerte, var der endnu.
   Så besluttede han at kalde på sin hoflæge.

Fortsætter