Del 3


Drømmen


Natten faldt over byen. Alle sov, undtagen tyvene, der sneg sig rundt i mørket og søgte at finde åbne vinduer eller ulåste døre. Nattevagterne gik frem og tilbage på murene og ventede på at vagtskifte skulle komme.

For kaliffen gik det sådan at, før morgenstjernen blegnede og solen tittede over horisonten, blev han vækket af sin søvn. Hårdt og brutalt.

Hans øjne flakkede i mørket, som et par duer der havde mistet deres soveplads. En ny ukendt og forvirrende følelse ramte hans hjerte, som en brændende pil. Smerten fyldte brystkassen som en sandstorm, den steg op til halsen, som en hed ørkenvind, snerpede struben og lukkede luftvejen.
   Kaliffen vred sig på sit silkeleje som en slange og forsøgte at råbe efter hjælp men kunne ikke. Det sidste han kunne mærke, før han mistede bevidstheden var, at smerten kravlede op til ansigtet og forvandlede det til en nålepude af tusinde stikkende sår.

Så snart han lå bevidstløs løsnedes kramperne. Han fik luft i lungerne og vågnede. Men anfaldet var ikke gået over endnu. Noget tungt blev presset på brystkassen og holdt den i et jerngreb. Smerten fik hans arme og ben til at trække sig sammen og det endte med, at han lå i fosterstilling, som om han skulle fødes på ny.

Derefter kom sorgen - en følelse han aldrig havde oplevet. Musklerne i nakken trak hovedet bagud, og han hylede som en ørkenulv.
   At give frit løb for sin sorg føltes som en befrielse. Salte tårer, der sved på kinderne, trillede ned på silkepuden. Langsomt slap kramperne arme og ben, og de faldt rystende ned på silkelejet.

Et eller andet havde erobret hans indre og ribbet ham for alt det, som gjorde ham til en hersker over sit kalifat.
   En fornemmelse af ensomhed voksede langsomt frem, og indhyllede ham med følelsen af, at han var blevet glemt og gemt af vejen - i en verden som ikke var hans hjem.

Han forsøgte at sanse sine omgivelser for at finde ud af, hvad det var, som havde hændt ham. Han rullede sig til siden og silkepudens kølighed lindrede de sviende kinder.

Han sat sig op i sengen, stirrede tomt i mørke og spurgte sig selv: "Hvad har jeg set eller hørt i mine drømme?" Hans sind var mørkt, som en stjerneløs himmel. Så dukkede der op, et næsten usynligt lysende prik, som en af de mindste stjerner i nattens himmelhvælving.
   Han iagttog dette ukendte noget. Jo det var der, det var han sikker på, men det var umuligt at beskrive det. Han dvælede længe ved denne svage ukendte følelse.
   Den voksede og efterhånden fyldte sindet med lykke og en gådefuld længsel.
   Men når han forsøgte at forstå, at hvad denne følelse var, så forsvandt det.
   Det var som, at gribe fat i sin egen skygge.


Kaliffen kastede sig tilbage på sengen og blev atter bevidst om sit legeme.
   Musklerne dirrede endnu efter kramperne, og den brændende smerte, som havde taget bolig i hjertet, var der endnu.

Så besluttede han at kalde på sin Hoflæge.

Da Hoflægen kom, beskrev han smerterne i brystet. Lægen lyttede på hjertets lyde og spurgte: "Hvordan begyndte smerten i hjertet?"
   "Den kom, som en brændende pil og ramte mig i hjertet." svarede Kaliffen
   Lægen: "Og?"
   Kaliffen: "Derefter den flyttede sig fra brystet op til halsen, og jeg kunne ikke få luft. Det sidste jeg kan huske var, at mit ansigt var fuldt af mange stikkende sår. Så mistede jeg bevidstheden.
   Straks efter vågnede jeg igen og så blev det endnu værre !"
   Lægen lyttede opmærksomt og spurgte: "Hvad var det, som var værre?"
   "Smerten var voldsom, og det føltes, som om en Djinn lå over mig og forsøgte at overtage min krop. Mine arme og ben trak sig sammen, og jeg fik en underlig fornemmelse af, at jeg skulle fødes igen."

"Derefter kom en fornemmelse, som jeg aldrig havde oplevet før, men jeg er sikker på, at det var sorg, sorgen over, at et eller andet havde frarøvet mig alt, som gjorde mig til en hersker over mit kalifat.
   Og nu føler jeg mig fattigere end tiggeren i min byport, fordi denne verden ikke mere er mit hjem."

Lægens sagde: "Dit hjerte slår stærkere som aldrig før, det fejler intet." Derfor spurgte han: "har du fortalt alt?"

Så fortalte kaliffen om synet af stjernen og den underlige fornemmelse af glæde - som ikke kunne sammenlignes med noget han havde oplevet.
   Lægens ansigt forandredes, da han lænede sig mod kaliffen, og hans øjne var fulde af tårer, men i hans stemme var en klang af glæde, da han sagde: "Den Højestes kærlighed har ramt dig med en kraft, som vil forvandle dig til et andet menneske."

Og med bevæget stemme sagde han: "Der findes ingen medicin eller lindring på denne jord, som kan helbrede dig."

Hoflægen sad stille i lang tid. Til sidst vendte han sig mod Kaliffen og sagde: "Når den Højestes kærlighed har ramt et menneskes hjerte, så stiller den ikke sin længsel, før den finder sin fuldbyrdelse." Og tilføjede: "Det du skal søge, findes ikke i denne verden, men din søgen skal foregå i denne verden."

Kaliffen så forvirret på Hoflægen og spurgte: "Hvordan kan dette være muligt?"
   Hoflægen var tavs i lang tid, men til sidst sagde han til Kaliffen: "Ånden i min Ånd siger, at stemmen i dit hjerte vil lede dig så længe du er villig til at følge den."

Kaliffen sat stille i lang tid, til sidst nikkede han som tegn på samtykke: "Jeg vil følge mit hjertes kald."

Lægen bøjede sig i bøn fem gange mod Mekka, før han rejste sig og sagde til kaliffen: "Min herre og hersker, du skal på en lang og farlig vandring for at finde den højeste lykke, som et menneske kan rumme."


Fortsætter