Del lV

Kaliffen kastede sig tilbage på sengen og blev atter bevidst om sit legeme. Musklerne dirrede endnu efter kramperne, og den brændende smerte, som havde taget bolig i hans hjerte, var der endnu.
   Så besluttede han at kalde på sin hoflæge.

Hoflægen kom.

Kaliffen beskrev smerterne i brystet. Hoflægen lyttede på hjertets lyde og spurgte: "Hvordan begyndte smerten i hjertet?"
   "Den slog mig som en brændende pil, der ramte mig i hjertet."

"Og?"

"Derefter flyttede smerten sig fra brystet op til halsen, og jeg kunne ikke få luft. Det sidste jeg kan huske var, at mit ansigt var fuldt af mange stikkende sår. Så mistede jeg bevidstheden. Da jeg igen fik luft til lungerne, kom jeg til bevidsthed igen. Men det hjalp ikke, nej, det blev værre endnu!"

Lægen lyttede opmærksomt til kaliffen og spurgte: "Hvad var det, som var værre?"

"Smerterne var voldsomme, og det føltes, som en dinji pressede sig på min brystkasse og forsøgte at overtage min krop. Mine arme og ben trak sig sammen, og jeg fik en underlig fornemmelse af, at jeg skulle fødes igen."

Lægens øjne blev intense, og han ville vide mere om, hvad der hændte derefter.

"Derefter kom en fornemmelse, som jeg aldrig havde oplevet før, men jeg var sikker på, at det var sorg, sorgen over, at et eller andet havde berøvet mig alt som gjorde mig til en hersker over min kalifat. Og nu føler jeg mig fattigere end tiggeren i min byport, fordi denne verden ikke mere er mit hjem."

Lægen lyttede igen til kaliffens hjertelyd og sagde: "Dit hjerte slår stærkere som aldrig før, det fejler intet." Han havde fået en fornemmelse af kaliffens tilstand, men der var endnu noget han ville høre fra kaliffens egen mund. Derfor spurgte han: "har du fortalt alt?"

Så fortalte kaliffen om synet af stjernen og den underlige fornemmelse af glæden - som ikke kunne sammenlignes med noget han havde oplevet før.

Lægens ansigt forandredes, da han lænede sig mod kaliffen, og hans øjne var fulde af tårer, men i hans stemme var en klang af glæde, da han sagde: "Den Højestes kærlighed har ramt dig med en kraft, som vil forvandle dig til et andet menneske."

Og med bevæget stemme sagde han: "Der findes ingen medicin eller lindring på denne jord, som kan helbrede dig."

Hoflægen sad stille i lang tid. Til sidst vendte han sig mod kaliffen og sagde: "Når den Højestes kærlighed har ramt et menneskes hjerte, så stiller den ikke sin længsel, før den finder sin fuldbyrdelse."
   Og tilføjede: "Det du skal søge, findes ikke i denne verden, men din søgen skal foregå i denne verden."

Kaliffen så forvirret på hoflægen og spurgte: "Hvordan kan dette være muligt?"

Hoflægen var tavs i lang tid, men til sidst sagde han til kaliffen: "Det som har ramt dig i hjertet med så stor kraft, er ikke fra denne verden, men det ønsker at komme til udtryk i denne verden. Den Højeste har sat sin længsel i dit hjerte, og den vil vejlede dig, indtil du har nået dit mål."

Lægen bøjede sig i bøn fem gange mod Mekka, før han rejste sig og sagde til kaliffen: "Min herre og hersker, du skal på en lang og farlig vandring for at finde den højeste lykke, som et menneske kan rumme."

På dette sted af fortællingen så Scheherazade, at daggryet ikke var langt borte og tav, fordi hun fandt det sømmeligt.

Den næste nat sagde hun: "Den samme dag, da solen var ved at synke bag horisonten, havde kaliffen taget sin beslutning. Han stod på bymuren og så over ørkenlandskabet foran sig, og han følte sig parat til at forlade det liv, han havde levet indtil nu.

Ved siden af ham stod den fattige overrabbiner, lederen af jødernes synagoge og skælvede af frygt. Desuden undrede han sig over hvorfor kaliffen havde kaldt ham derhen så sent på aftenen.
   Kaliffen vendte sig mod rabbineren og sagde: "Jeg har tilladt jer jøder at bosætte jer her i min by, fordi også I er børn af fader Ibrahim. Desuden er I dygtige håndværkere, og jeres handelsfolk tiltrækker alverdens rigdom til mit land."

Rabbinerens frygt begyndte at forsvinde, og som en snedig forhandler gættede han på, at der måtte være en yderst vigtig årsag for, at kaliffen havde tilkaldt ham så sent om aftenen. Nu begyndte han til og med at blive en smule utålmodig og tænkte: "Kom nu til sagen, også kameldrivernes tålmodighed har sine grænser." Men udadtil viste han stor ydmyghed og kyssede jorden imellem Kaliffens hænder og sagde: "Dit ønske er min lov, alt det du befaler, skal blive opfyldt."

Kaliffen sagde: "Jeg har tilkaldt dig i hast, fordi jeg har en vigtig rejse foran mig og ikke ved nøjagtigt, hvornår jeg kommer tilbage."

"Nu kommer han til sagen", tænkte rabbineren.

"Min storvesir er på min befaling i Damaskus for et ærinde og kommer ikke tilbage før om et halvt år. Desværre kan jeg ikke vente så længe med min afrejse. Derfor ønsker jeg, at du fra i morgen af skal overtage mine opgaver og forpligtelser i dette land".

Rabbineren bukkede igen dybt, helt ned til gulvet, kyssede Kaliffens fødder og sagde: "Ord jeg har sagt kan ikke blive usagte, de binder mig til mit løfte. Men der er en alvorlig forhindring, som jeg ikke magter at overvinde. Selv om vi er efterkommere af fader Abraham, ligger der alligevel århundreders had mellem dit folk og mit."

Kaliffen smilede og sagde: "Det problem kan vi fjerne på et øjeblik, du skal bare sige disse ord efter mig: jeg bevidner: ashhadu an la ilaha illa llah wa-muhammada rasul allah. Når min hærfører hører dig sige dem, så vil han og koranen, vor hellige skrift, garantere, at ingen muslim vil løfte sin hånd mod dig.

Rabbineren skælvede af afsky, da han hørte kaliffens forslag. Som en snedig forhandler ville han vinde tid og sagde: "Du har vist en løsning på situationen, men jeg er nødt til at retfærdiggøre min beslutning i forhold til min samvittighed. Ellers kan kun døden befri mig fra denne situation."

"Du har ret til at gøre det. En mand, som tvivler på sine rettigheder, er ikke egnet til at afgøre retssager i mit rige."

Rabbineren var vant til at føre samtaler med sig selv, og han var hurtig til at gøre det. Det første overvejelse var: "Hvem ellers kunne komme i kaliffen tanker. Hans nevø? Oh nej, den mand var den sidste han ønskede at se på kaliffens trone, og for det andet havde hans nevø altid leflet for andre guder. Nej, den mand var værre end en afgudsdyrkende romer."

"Positionen, kaliffen tilbyder mig giver muligheder for at tilse mine landsmænds rettigheder og gør mig sikkert rig. Som en velhavende mand kan jeg støtte min synagoge som aldrig før. For det andet, selv om muslimerne kalder deres Gud ved navnet Illah, så tilbeder de kun den eneste Gud som findes. Abrahams, Isaks og Jakobs Gud er den eneste Gud som findes, så må det være, at vi tilbeder den ene og samme gud. Det er der ingen tvivl om. Jeg må blive færdig med min samvittighed. Kaliffen kan ikke vente på mig hele natten. Jeg ofrer mig selv og påtager mig mine brødres afsky og had. Måske mildner det sig med tiden, når de ser, at jeg vil dømme til deres fordel og skænker gaver til synagogen".

Rabbineren havde ligget sammenbøjet på sine knæ hele tiden, mens han havde overvejet de forskellige muligheder.
   Rabbineren rømmede sig og tilkendegav, at han var færdig med sine indre kvaler, og han sagde til kaliffen: "Jeg bøjer mig og modtager dit tilbud på dine betingelser. Måtte vor Gud, den Eneste Ene, hele verdens skaber, og min samvittighed finde sammen."

Kaliffen tilkaldte sin hærfører og fortalte ham, hvad der skulle ske nu. Mens hærføreren lyttede, sagde rabbineren de aftalte ord. Det gjorde ondt, som om han havde vendt sin moder ryggen. Kaliffen tog ringen fra sin finger, satte den på rabbinerens finger og sagde: " Måtte Allah den barmhjertige give dig al den visdom, som du behøver. Hersk med visdom og retfærdighed, så mit folk ikke føler sig uretfærdigt behandlet og rejser sig i oprør imod dig."

fortsætter