6Hjernespand
Ser ud af vinduet · Nøgne træer, biler på række · Røde, sorte, grønne... [...]
Digte
1 år, 8 måneder siden
6De Frie Nukleotider: Divergent
Tomt, fugtigt, tørt lærred · Kamæleon, mentalt fortæret · Maling krak... [...]
Digte
1 år, 10 måneder siden
4Sommerkrigen - 5. kapitel - forældet
5. Helt genopstået (Bellamy) · Bellamy vidste ikke helt hvor kan sk... [...]
Fantasy
1 år, 10 måneder siden
7De Frie Nukleotider: Rådden
Ser verden med lukkede øjne · Vender ryggen til løgnene · Alle har de... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
5De Frie Nukleotider: Le chartelier
Samfundet kører på skinner · Der er kun en vinder · Samlebånd, tabt å... [...]
Digte
2 år siden
7De Frie Nukleotider: Vanilje
Akser, t, x, y og z · Virkelighedens samlesæt · Punkter i et koordina... [...]
Digte
2 år siden
5De Frie Nukleotider: Barneleg
Intet brev fra Hogwarts · Måtte tænkte forward · Lave min egen magi · M... [...]
Digte
2 år siden
5De Frie Nukleotider: Mainstream
Laver en massebalance · Ren rå nonchalance · Kender dens komponenter · ... [...]
Digte
2 år siden
6De Frie Nukleotider: Stigma
Samfundet har visse normer · Variable og symboler i pæne formler · In... [...]
Digte
2 år siden
4De Frie Nukleotider: Exciteret Tilstand
Føler mig on top · Laver et mic drop · Holder tvivlere væk · Dem der ho... [...]
Digte
2 år siden
1De Frie Nukleotider: Just fine
Udvikler varme som ren metal i vand · Eksplosivt og farligt uden fo... [...]
Digte · varme
2 år siden
2Sommerkrigen - 4. kapitel - forældet
4. Dalkrigeren · Så snart Hazel var vågent efter at være besvimet h... [...]
Fantasy
2 år siden
4De Frie Nukleotider: Iteration
Eksperimentering · Emne orientering · Mikro- eller makroskopisk · Bioke... [...]
Digte · selvransagelse
2 år siden
8De Frie Nukleotider: Flowrate
Vi går alle imod strømmen · På jagt efter drømmen · Ekspandere og kom... [...]
Digte
2 år siden
6De Frie Nukleotider: Irreversibel denaturer...
DNA, den genetiske kode · Menneskelig stregkode · Læses, oversættes o... [...]
Digte · naturvidenskab, parforhold, break-up
2 år siden
5Sommerkrigen - 3. kapitel - forældet
3. Hekse · Omtåget hørte Hazel en velkendt latter der kom tættere o... [...]
Fantasy
2 år siden
2De Frie Nukleotider: Alias
Metaller har forskellige egenskaber · Nogle skaber mange debatter · L... [...]
Digte · fortsættelse
2 år siden
3Sommerkrigen: Kapitel 2 - forældet
2. Perspektiv · Hazel blev revet ud af sine egne tanker da nogen gr... [...]
Fantasy
2 år siden
12Sommerkrigen - 1. kapitel - forældet
1. Hazel · På lang afstand, halvt i skjul stod en ung pige og betra... [...]
Fantasy
2 år siden
3De frie nukleotider
Vi er alle steder · Her og der, flere her · Kommer fra alle sider · De ... [...]
Digte · fænomen
2 år siden

Puls: 7,7

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Dani F. Nagel (f. 1994)
4. Dalkrigeren
   Så snart Hazel var vågent efter at være besvimet havde hun udspurgt Enon om hvad der var sket efter hun faldt om. Ridderen havde trukket på skuldrene og betragtet hende indgående, som om han så hende i et nyt lys. Derefter havde han hurtigt og overfladisk forklaret hvordan han havde båret hende ud af grotten, fundet deres ting og var stukket af.
   Hazel havde ikke brudt sig om ridderens forklaring og havde ikke kunne slippe tanken om at hun var besvimet. Noget, der stadigvæk generede hende flere dage senere. Enon virkede også meget bevist om hendes humør for han lod hende simre i fred nogle dage før han bragte emnet på banen. "Du er intet værd for kongen i din tilstand, udmattet, ufokuseret og ukontrolleret."
   "Jeg har bare brug for tid til at komme mig så skal det nok gå," afbrød Hazel arrigt Enon og nidstirrede ham surt.
   "Du har brug for mere end tid til at komme til hægterne og genvinde din fulde styrke og det ved du godt. Du er militær uddannet og har massere erfaring, det burde ikke være sig svært at få dig på rette spor igen. Hvis du er interesseret, kan jeg hjælpe dig."
   Da Hazel nægtede at kommentere på ridderens forslag fortsatte han uanfægtet og med sit selvvanlige opgivende ansigtsudtryk: "Alt du skal gøre er at spørge."
   Endnu en gang forholdt Hazel sig tavs og de fortsatte i tavshed nogle timer før Enon insisterede på at gøre holdt.
   "Hvorfor her?" Spurgte Hazel skeptisk. "Det er stadigvæk lyst nok til at kunne fortsætte."
   Nærmest skuffet vente Enon sit blik mod Hazel. "Det er relativt beskyttet, der er vand i nærheden og det langt væk fra heksene."
   Overrasket over skuffelsen i ridderens blik rullede Hazel øjne, men undersøgte alligevel deres omgivelser.
   Træerne var høje, ranke og med grønne blade og beskyttede dem mod sensommer vejret og bekræftede at de var langt væk fra heksene. Så langt væk fra heksene at deres tilstedeværelse ikke påvirkede denne del af skoven som de gjorde andre dele. Mænians største skov, bestod egentlig af to skove, Sommerskoven og Hekseskoven, som den blev kaldt efter Sommerkrigen eller som Hazel foretrak; den døende skov. Heksene, udødelige og umenneskelige, forgiftede alt i deres nærfærd havde forvandlet dele af den ellers frodige skov til et visent helvede.
   Overrasket over ridderens viden spurgte Hazel mens hun brugte sin vandevne til at søge efter nærtliggende vand: "Hvordan vidste du at skovens frodighed kan fortælle om der er hekse i nærheden?"
   Enon trak på skuldrende. "Det gjorde jeg ikke. Jeg noterede bare hvordan skoven ændrede sig jo længere væk vi kom fra heksene og konkluderede at det måtte hænge sammen."
   "Ikke dårligt," svarede Hazel stadigvæk en smule forbavset.
   "Jeg var ikke nået, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke kunne lægge to og to sammen."
   "Og hvor er det så helt præcist?" Spurgte Hazel i en tone hun selv synes lød uskyldig. Alligevel sagde noget hende at det ikke lykkes så godt ud fra den trætte tone i ridderens svar.
   "Jeg er øverstbefalende i Mænians ridderkorps og en af kongens betroede rådgivere."
   Chokeret betragtede Hazel ridderen nærmere og vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med at hans modstridende personlig og udseende. Han lignede en charmende ung fyr med et kækt glimt i øjnende, men hans opførsel virkede mere moden, nærmest ældre. "Hvor gammel er du?"
   "Jeg er 24 år," svarede Enon og nærmest som om det afgjorde diskussion om de skulle slå lejer her steg han af sin hest og begyndte at læsse af.
   Uden et ord steg også Hazel af hesten om end noget mindre elegant da ridderen stadigvæk insisterede på at holde hendes hænder lænket. "Du snakker om, at jeg ikke kan tjene kongen fordi jeg er udmattet, ufokuseret og ukontrolleret, men jeg kan heller ikke tjene en konge, der ikke stoler på mig," nærmest snerrede Hazel og trak arrigt i lænkerne om hendes håndled.
   Tydeligt irriteret mødte Enon Hazels blik og så ud til at tage en beslutning. Et øjeblik var hun fristet til at tage et skridt tilbage da han pludselig trak en kniv fra sit tøj og sendte dem mod et nærtliggende træ. "Kom frit frem." Derefter trak han sit halvandenhåndssværd og stillede sig klar til kamp.
   Forundret vente Hazel sig mod træet i tide til at se en ældre mænd træde frem med hænderne beroligende foran sig. "Rolig nu Bellamy min dreng, det er bare mig."
   Så mange tanker og spørgsmål får gennem hovedet på Hazel da hun genkendte den ældre mand foran sig. Der var så mange ting hun ønskede at vide og så meget manden kunne fortælle hende alligevel endte hendes første spørgsmål med at være: "Bellamy? Hvor mange gange er du blevet kaldt Bella som barn?"
   Noget stram i ansigtet vente Ridder Enon, der nu for altid ville være Bellamy i Hazels øjne, sig mod hende og snerrede sammenbidt. "Ufokuseret og ukontrolleret."
   Ubekymret og ligeglad med Bellamys kommentar vente Hazel sig i stedet mod den ældre mand foran sig. "Dig havde jeg ikke forventet at se igen."
   Den ældre mand havde kort, gråt hår, der var blevet tyndt i toppen og et ansigt, der var hærget af alder. Tråds de tydelige tegn på alder, var der ingen tvivl om at manden i sin storhedstid havde været ustoppelig. Tegnene så i hans bevægelser, der var kontrollerede, hans kropsholdning både skarp og en smule arrogant. Det sås også i hans kløgtige vagtsomme øjne, der i øjeblikket så forvirret på Hazel. Dalkrigeren var ikke længere i sin bedste alder, men han var stadigvæk en værdig modstander og en legende.
   Klar over at Dalkrigeren ikke ville kunne genkende hende grundet sin mors halskæde, fnøs Hazel en gang og lod flammer fylde luften.
   Et øjeblik sås chok tydeligt i Dalkrigerens ansigtsudtryk, men så fattede han sig og smilede i stedet et smil, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen med Hazel. "Hej Gnist. Jeg mente nok at kong George ville være forudsigende nok til at skåne dig, virker til jeg fik ret."
   Målløs over hvordan Dalkrigeren, hendes gamle mentor, havde sat hendes liv på spil fnøs Hazel surt så flammerne spruttede. "Kun delvist, jeg blev næsten hængt."
   "Gnist?" Spurgte Bellamy og smilede over hele hovedet.
   "Ufokuseret," påpegede Hazel som gengældelse for ridderens tidligere kommentar.
   "Det er et kælenavn," svarede Dalkrigeren og ignorerede det to unge menneskers stikpiller til hinanden.
   Stadigvæk med et smil om læberne vente Bellamy sig mod Hazel og mødte hendes blik. "Hvor rammende."
   Hazel, der ønskede at påpege, at der ikke kunne være meget ukontrolleret over en gnist og foreslå Bellamy at han holdt sine fornærmelser konsekvente blev afbrudt i sine tanker. Hendes tanker gik nemlig helt i stå da Dalkrigeren vente sig mod hende og spurgte: "Så nu arbejder du altså for Elias?"
   "Elias?"
   "Den nye konge," svarede Bellamy og lød ualmindelig opgivende.
   Efter den umiddelbare stilhed, der havde fuldt Dalkrigerens spørgsmål forsvandt og spørgsmål fyldte Hazels tanker. Dalkrigeren havde trukket sig tilbage efter Sommerkrigen, så hvordan vidste han hvad der foregik i landet? Hvem der var konge? Hvad Rinitys tidligere kronprins hed? Hvordan kunne det være at han brugte kongens fornavn og ikke omtalte ham som konge?
   "Elias, Ikke kong Elias?" Spurgte Hazel interesseret Dalkrigeren for at undgå at besvare hans spørgsmål.
   Dalkrigeren trak triumferende nærmest skødesløs på skuldrene. "Jeg har i de sidste mange år i hemmelig arbejdet for Liheum familien."
   Flere spørgsmål trængte sig på hos Hazel, der skulede arrigt til Dalkrigeren. "Tænk, det er det første, jeg hører om dette. Jeg gad godt vide hvor meget det har påvirket dine beslutninger inden, under og efter Sommerkrigen?"
   Nærmest om han fandt hendes spørgsmål fjollet lo Dalkrigeren kort før han talte. "Så du var ikke den eneste med hemmelige planer og hvad så? Og Jeg var langt fra den eneste, der i hemmelighed arbejde for Liheum familien."
   Der var noget hånligt i Dalkrigerens stemme Hazel ikke brød sig om, kun overgået af hans implikationer. Så det var altså normalt at højtrangerede officerer og rådgivere for Consili familien arbejde for Liheum familien?
   Hazel smilede nedladende til Dalkrigeren. "Jeg er mere interesseret i hvad du ville have gjort hvis Rinity havde vundet Brødrekrigen før Sommerkrigen sluttede."
   Dalkrigeren betragtede Hazel indgående. "Jeg ville havde fundet på noget."
   "Fundet på noget?" nærmest snerrede Hazel, der ikke havde kunne undgå at notere sig Dalkrigerens undersøgende blik. Hun vidste ikke hvad hendes gamle mentor ville havde fundet på, men hun tvivlede på at hun ville havde brudt sig om det. På tråds af sin mistanker sagde hun ikke noget, det havde jo ikke været tilfældet at Dalkrigeren skulle overveje det valg. Alligevel kunne hun ikke slippe tanken om at Dalkrigeren kunne have forhindret hende i at ride mod hovedstaden og tage ansvaret for oprøret. I stedet havde han ladet hende tage af sted og nogle måneder senere vandt kong Ralf brødrekrigen. "Da Sommerkrigen faldt fra hinanden lod mig tage ride mod hovedstaden og tage ansvaret for Sommerkrigen så de andre kunne gå fri. Du prøvede ingen gang at tale mig fra det, du nærmest overrakte mig til Kong George."
   "Som om jeg kunne havde talt dig fra det? Du var fast besluttet på at tage ansvaret for Sommerkrigen. For en tabt krig? Du kunne havde gået under jorden, men i stedet skulle du prøve det umulige."
   "Jeg overtalte flere tusinde mennesker til at kæmpe i en krig, jeg overbeviste dem om at vi kunne vinde. Jeg blev nød til at gøre et eller andet."
   "Det er meget muligt, men jeg overgav dig ikke til Kong George, det gjorde du selv," svarede Dalkrigeren koldt og lagde armene over kors.
   "Ville du så have overladt mig til kong Ralf? Hvad med Madelin? Kaltian? Tiko? Heldon?" Snerrede Hazel og mærkede varmen omkring sig stige mærkbart.
   Klar over hvad en tydelig temperaturstigning betød trådte Dalkrigeren et par skridt tilbage. "Jeg ville aldrig havde overladt jer til Ralf."
   Endnu en gang chokeret over mangel på titel og dets betydning huskede Hazel at Dalkrigeren havde nævnt loyalitet over for Liheum familien, ikke en bestemt person.
   "Kløvermark, hvorfor fulgte du efter os?" Spurgte Bellamy tydeligvis ilde til mode ved enten Hazel og Dalkrigerens diskussion eller emnet.
   "Jeg var i nærheden," svarede Dalkrigeren usædvanlig vagt for en mand som Hazel huskede elskede at være i centrum og den med informationerne.
   Ikke i humør til endnu et skænderi med sin gamle mentor vente Hazel sig mod Bellamy. "Vi må hellere se at komme videre."
   Tydeligvis misfornøjet over at blive jagtet med så Bellamy mellem Hazel og Dalkrigeren før han spurgte ham: "Siden du er i nærheden, har du så lyst til at tage med?"
   Pludselig bevist om at der kunne havde været sat andre planer i gang før hun blev hevet ud af sin celle følte Hazel sig usikker. Hun besluttede derfor at holde en vis afstand til Bellamy og Dalkrigeren da de alle tre satte sig til rette og se tiden an. Alle hendes planer blev dog forpurret da Dalkrigeren spurgte ind til Bellamys familie og nysgerrigheden tog over.
   "Hvordan har dine forældre det?" Spurgte Dalkrigeren Bellamy med en nysgerrighed, der var for overspillet til at være ægte.
   "Mine forældre har det fint," svarede Bellamy med en mine, der tydede på at han var vant til Dalkrigerens opførsel. "Min far har travlt med sit arbejde og min mor er endelig blevet rask igen og har fundet en ny fritidsbeskæftigelse."
   Hazel undrede sig lidt over hvordan en generel kunne havde travlt i en periode hvor der skulle forestille at være fred, men spurgte ikke. Hun udnyttede i stedet chancen til at lære mere om den unge ridder. "Hvad laver din mor?"
   Bellamy skævede kort til Hazel før et smil bredte sig om hans læber. "Jeg tror, du ville synes godt om min mor. Hun er et meget empatisk menneske og bruger en del tid på at tage sig af dem der har brug for hjælp." Bellamy virkede optaget af sine egne tanker og lød fraværende da hans fortalte. "Selvom Rinity og Mænian er nabolande så er de to lange meget forskellige. Landets religiøse fortid, klima og Brødrekrigen har nærmest fuldstændig ødelagt jorden og tvunget folket til at leve i store overfyldte byer langs landets flod. Det er derfor langt fra alle i Rinitys storbyer, som har det nemt så min mor prøver at gøre en forskel."
   "Så dine forældre er ikke sammen mere?" Spurgte Hazel i ren refleks egentlig mere optaget af Bellamys beskrivelse af Rinity og at han omtale Rinity og Mænian som to separate lande.
   Bellamy lo hjerteligt. "Nej og det er en god ting, de var ikke lykkelige sammen og ville forskellige ting i livet. Det er nogle år siden de gik fra hinanden, selvom de burde havde gjort det langt tid før. Min far var på vej frem i Rinitys militær og rejste meget som en del af hans arbejde med at infiltrere Mænian. Min mor derimod blev tilbage i Rinity, hvor hun passede på mig da jeg var barn."
   "Hvad laver I to egentlig i Sommerskoven?" Spurgte Dalkrigeren pludselig og afbrød Bellamys spørgsmål til Hazel.
   Bellamy skævede kort til Hazel før han med et svagt smil svarede: "Kong Elias har sendt os ud efter et bevis på at Hazel er hvem hun påstår."
   "Håndjernene siger noget andet," påpegede Dalkrigeren med et skuldertræk og gestikulerede til Hazels håndled, før han henvendte sig til hende. "Så Elias tror ikke du taler sandt, hvad tror han så på?"
   "Det rager ikke dig," svarede Hazel irriteret over Dalkrigerens forudsigelige afbrydelse.
   Dalkrigeren lo kort og sendte Hazel et vidende blik. "Så han troede Kaltian stod bag Sommerkrigen? Er det ikke frustrerende at Kaltian får æren for noget, der tog dig og Madelin år at stable på benene? Noget han indtil midten af Sommerkrigen ikke ville havde noget af gøre med?"
   "Er det din måde at spørge om det var mig der slog Kaltian ihjel?" spurgte Hazel med knapt tilbageholdt vrede og undrede sig over Dalkrigerens spørgsmål. Vidste han mere end han gav udtryk for? Og hvis det var tilfældet, hvor havde han sin viden fra?
   Det sidste Hazel havde hørt fra Dalkrigeren var at han efter hele sit liv at havde beskæftiget sig med krig havde trukket sig tilbage fra omverden efter Sommerkrigen. Hazel havde accepteret hans valg, da han havde fortalt hende om det før hun var redet mod hovedstaden for at tage ansvaret fra Sommerkrigen. Alligevel havde hun haft svært ved at forstå hvordan han kunne trækker sig tilbage som om intet for var hændt? Nu kunne hun dog ikke lade være med at overveje om Dalkrigeren virkelig havde trukket sig tilbage og hvortil?
   Bellamy betragtede tavst de to tidligere Sommerrebeller og Hazel kunne ikke slippe fornemmelsen af at han analyserede dem. At den unge ridder noterede sig hvert ord de sagde for at bedømme hvor deres loyalitet lå. "Hvordan kan det være at Kløvermark kunne tro at du dræbte Kaltian Rion?"
   Hazel kæmpede med at holde sin stemme under kontrol. "Fordi det er kompliceret," forklarede Hazel afvisende og meldte sig med de ord ud af samtalen for at forsvinde i sine egne tanker.
   Hazels tanker søge tilbage til hendes første møde med Kaltian. Hun huskede hans første ord til hende: En trussel om at hvis hun nogensinde forrådte dem, ville han personligt finde hende og sørge for at det var det sidste hun gjorde. Da hun først havde hørt Kaltians trussel, havde hun fundet den morsom, men så kom dagen hvor hun troede, han ville føre sin trussel igennem. Noget han ikke havde gjort, siden hun stadigvæk var i live. I stedet stod hun tilbage med viden om at det var kompliceret og en nagende følelse af skyld.
   Da Hazel til sidst forlod sine egne tanker opfangede hun Bellamy og Dalkrigeren opslugt i venlig samtale. De snakkede godt sammen, selvom Bellamy til tider virkede træt af den ældre krigers opførsel. Alligevel bar Bellamy over med Dalkrigeren og virkede til at respektere ham som man respekterede et forbillede man med var vokset fra.
   Hazel kvalte et smil før det nåde hendes ansigt og fandt Dalkrigeren og Bellamys dynamik både interessant og velkendt. Hun have selv set op til Dalkrigeren, fulgt hans mindste vink og med tiden vokset fra hans vejledning. En vejledning hun tråds sin mistro til sin gamle mentor og hans motiver var taknemlig for. Han havde hjulpet hende udvikle sig fra et 16-årigt forvirret pigebarn til en selvsikker og dygtig kriger og strateg.
   "Jeg havde endnu ikke mødt en rekrut som Gnist, hun var en underlig blanding af tilbageholdende, provokerende med talent, men ingen kontrol. Hun havnede derfor i den øvede specieldeling bestående mest af ældre drenge. De fleste af drengene besad offensiver evner og havde trænet og arbejdet sammen længe. De tog det derfor ikke særlig pænt da Gnist blev tildelt min deling. Efter kort tid hvor spændingen mellem Gnist og drengene blev mere og mere udtalt endte det i en slåskamp. Gnist og Kaltian, en dengang sød dreng med et kæmpe ego og holdningen om at piger ikke hørte hjemme i hæren, kom op og slås. Kampen var knapt begyndt, før Gnist bankede skæftet på sit træningssværd i maven på den stakkels fyr og gav ham et knæ i ansigtet da han knækkede sammen."
   Hazel rynkede irriteret blikket, hun kunne godt huske den kamp og åbenbart meget bedre end hendes mentor. Kaltian havde ikke bare haft et stort ego, hans far var blevet dræbt i krig fordi hans makker, en kvinde, havde forrådt deres deling. Plaget af sin fars død havde Kaltian nægtet at samarbejde med kvinder og på grund af hans evne og hans fars status havde han fået sin vilje. Så da Hazel havde bedt ham komme an hvis han havde et problem, havde han gjort netop det for at vise hende at kvinder ikke hørte til i hæren. Han havde ligesom Hazel evnen til at manipulere vand og havde så snart kampen var gået i gang sendt små istapper mod hende. Tricket ville havde snuppet hendes ene øre og givet hende et grimt ar, hvis ikke hun havde ændret vandets retning. Først derefter havde hun ramt ham i maven med sit sværdskæfte og i ansigtet med sit knæ.
   "Du minder mig faktisk om Kaltian," påpegede Hazel pludselig og betragtede Bellamy nærmere.
   "Hvordan det?" Spurgte Bellamy og virkede ikke som om han brød sig om sammenligningen.
   "Hans første ord til mig var også en dødstrussel," svarede Hazel eftertænksomt og tænkte på hvordan deres forhold havde udviklet sig.
   Bellamy kunne ikke helt skjule et smil. "Han må havde været noget af en personlighed."
   "Det var han også," svarede Hazel med et smil, der falmede da hun så Kaltians døde øjne for sig.
   Nærmest som om følelserne i Hazels stemme havde sagt mere end hun havde ønsket, faldet en trykket stemning over den lille gruppe.

_ _

Nogle dages rejse senere, stadigvæk sammen med Dalkrigeren red Bellamy og Hazel gennem Sommerskoven. De to mænd red side om side med Bellamy endnu en gang optaget af at høre den gamle legendes historier. Han havde derfor ladet Hazel om at føre an og hun havde et kort øjeblik overvejet at føre dem ud over en skrænt. Noget, der mest af alt stammede fra, at hun var træt af, at høre Dalkrigeren fremstille hende som et monster, når han fortalte en historie.
   Noget, der virkelig var tydeligt da Dalkrigeren var i gang med at fortælle om Hazels mange tilnavne. Hvor han kransede om ord som morder, forræder og tyv uden helt at sig dem. Titler Hazel udmærket vidste hun fortjente for visse af hendes handlinger under Sommerkrigen. Hun kunne ikke løbe fra antallet af døde hun havde efterladt sig, landsbyer hun havde bestjålet og mennesker hun havde forrådt. Noget Hazel vidste havde været nødvendigt og som hun langt fra havde været alene om, selvom det ikke ændrede på hendes handlinger.
   "Efterhånden som Gnists navn blev spredt rundt fik hun flere og flere tilnavne. Navne som Lynkrigeren, Vandslynger og Ildprinsesse, fik hun på grund af sine evner, selvom de først blev udbredt da hun blev leder af sommerrebellerne. Der ville hun demonstrere sin evner, både på og af slagmarken, hvor hun kunne finde på at ride gennem en landsby og demonstrer sine evner. Hun ville lade flammer fylde luften, vand bruse gennem skoven eller lade lyn rase omkring hende. Resultatet var altid det samme, landsbybeboerne sluttede sig til rebellerne på den ene eller den anden måde."
   Hazel bed tænderne sammen og havde fået nok da hun vente sig rundt og snerrede: "Jeg tror det er nok historiefortælling for i dag."
   Dalkrigeren vente ubekymret sit blik mod Hazel og smilte af hendes stemmeføring. "Hvorfor?"
   "Fordi jeg også godt kan fortælle historier," svarede Hazel og gengældte sin gamle mentors smil med sit halvsmil. Hun havde svært ved at skjule sin irritation noget, der fik Bellamy til at sende hende et skarpt blik, som hun bare rullede øjne af. "Historier om en kriger berømt for sine evner og bedrifter. En kriger, ubesejret indtil den dag han ville lide et nederlag, der stadigvæk forfølger ham."
   Dalkrigeren sendte Hazel et smil hun ikke kunne afkode, men endnu gang fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. "Udmærket."
   Delvis tilfreds holdt Hazel sin hest an og kunne ikke holde et smil tilbage. "God timing, vi er her."
   Bellamy så tvivlende rundt før han vente blikket mod Hazel. "Hvorfor her?"
   "Vi befinder os i øjeblikket på hvad der under Sommerkrigen blev døbt de dødes dal, stedet hvor faldende Sommerrebellerne blev begravet," svarede Hazel og gøs ved tanken om antallet af unge mennesker med et helt liv foran sig der lå begravet under deres fødder. "Det virkede på en måde passende at jeg gemte min rustning her."
   Med et stille nik lod Bellamy sit opmærksomme blik løbe over terrænet. "Hvor mange rebeller døde under Sommerkrigen?"
   "For mange," svarede Hazel mørkt og huskede den rædsel hun havde følt da hun nær havde måtte begrave en af sine bedste venner. I et forsøg på at få sorgen på afstand steg hun hurtigt af sin hest og lod sin vand evne fortælle hende hvor hun skulle hen. "Jeg er tilbage om lidt."
   Nærmest som om han vidste, at Hazel havde brug for ro til at grave sin fortid frem og ville komme tilbage nøjes Bellamy med at nikke. "Vi venter her."
   Taknemlig nikkede Hazel og skulle til at gå da Bellamy pludselig stoppede hende. I sin ene hånd havde han nøglen til hendes lænker som han tøvende rakte frem mod hende. Et øjeblik sikker på det var et trick ligesom sidste gang han viste hende en nøgle stod hun som forstenet. Det var i midlertidig ikke et trick og Hazel kunne ikke beskrivelse lettelsen ved ikke længere at være en lænket fri.
   Fri og med et smil om læberne forlod Hazel Dalkrigeren og Bellamy for at finde sin rustning. Klar over at Sommerskoven ligesom alt andet forandre sig lod hun sin vandevne lede vejen til hun stod foran en af skovens mange små søer.
   Med Hazels vandevne kunne hun manipulere vand, trække det ud af luften og fornemme dets tilstedeværelse. Hun vidste derfor at søen foran hende var stille, ingen dyr svømmede i den og ingen insekter færdes på overfladen. Nærmest som et varsel mærkede Hazels søens livløshed gennem sin vand evne, men skød det hen. Fast besluttet på at fortsætte, begyndte hun at bevæge sine hænder i rolige mønstre til en kæmpe isklump dukkede frem for søens vand. Spændt tvang hun isklumpen mod sig til den til sidst befandt sig på bredden ved hende side. Hun lagde hænderne på isklumpen og lod sine flammer smelte isen. Lige meget hvor varme Hazel gjorde sine flammer var det som isen ikke ville smelte indtil isen pludselig var væk og hun tøvede.
   Ikke længere dækket af is lå en bylt stof, som Hazel vidste ville indeholde hendes fortid. Hendes rustning og våben, symboler på hendes kamp og tab, indenfor række vide og fuld af forpligtelse.
   Hazel kastede et blik på hende fri hænder og stoppede pludselig op. Hun var fri og kunne stikke af hvis hun ønskede det alligevel blev hun stående urørligt og betragtede sit eget spejlbillede.
   Hazels hud var bleg af mangel på sol, hendes hår langt og sort var filtret og hendes mørkegrå øjne virkede fortabte og livløse. Bevist om at selvmedlidenhed ville få hende ingen vegne rankede hun ryggen, smilede sit halvsmil og så en beslutsomhed vende tilbage i hendes blik.
   Parat til at vende tilbage, men usikker på hvad skulle gøre når hun gjorde, fjernede hun stoffet og iførte sig sin rustning.
   Ikke tilfreds med måden hendes rustning sad, rullede Hazel med skuldrende, rystede benene og konstaterede at intet var gået i stykker. Hendes rustning, smedet af let metal og hærdet med Dalkrigerens evne for metal, hverken larmede eller gav sig.
   Færdig med at iføre sig sin rustning samlede Hazel sit gamle sorte sværdbælte op, hvor to sværd var monteret og spændte det om livet. Begge klinger, et halvanden håndssværd og et enhåndssværd, sad sikkert i deres skeder. Begge klinger sorte som natten og inspirationen for hendes rustnings farve.
Forfatterbemærkninger
(Jeg ved godt at teksten ikke er helt gennemarbejdet, men havde lidt svært ved at få flowet til at køre) Hvad synes du om personerne (Hazel, Enon(Bellamy) og Dalkrigeren)? Føler du, at du har en fornemmelse af hvor handlingen er på vej hen? Er der for lidt, for meget til en tilpas mængde information i kapitlet? Virker teksten fragmenteret nogle steder og hvis hvor og hvorfor?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/07-2017 17:15 af Dani F. Nagel (DenFrieNukleotid) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4170 ord og lix-tallet er 36.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.