Aftenen var særdeles lunefuld, diskotekets gæster virkede veloplagte og musikken drønede derudaf. Sommerferien sang på sidste vers, hvorfor der var lagt i kakkelovnen til en forrygende festlig aften, men der var noget der nagede ham.

Han følte sig ekskluderet og overset af en vennekreds, som stod ham nært. Han var indebrændt over noget. Det var tydeligt for enhver, men han sagde ingenting. Han forblev tavs, fraværende og isoleret.

Men hvorfor?


***

Igennem de sidste mange uger havde alkoholindtaget været eksorbitant. Der gik ikke én eneste dag uden, at øl, billige vine og selvopfundne drinks blev de midler, der skulle give anledning til en højnet stemning i det miljø han var en del af.

Han havde ofte foreslået alskens aktiviteter, som ikke indebar indtag af alkohol, men omgangskredsen ville ikke høre tale. Det var et spørgsmål om at blive fuld på kortest mulig tid, og gerne nå til en sindstilstand, der ingenlunde kunne defineres og forstås af nogen anden menneskelig eksistens. Det var ikke bare en dårlig vane, men vel nærmere bare en levemåde efterhånden.

En af aftenerne havde alpha-hannen fra vennekredsen, Thor, endvidere foreslået, at de jo om muligt kunne skaffe nogle euforiserende stoffer med henblik på at få kroppen til at komme helt ud af kurs. Ingen havde insinueret at have noget imod initiativet, men inderst inde var der øjensynligt nogle, der enten ikke turde sig noget eller ikke havde videre tanker om de mulige risici, der var forbundet med det foreslåede.

De tog forbi fristaden, købte rigeligt med hash af typen "butterfly" af en sælger, der mest af alt lignede en anden generations sigøjner, hvis levebrød unægteligt måtte bestå af, at sælge stoffer med sjove betegnelser og dæknavne.
   Han tænkte for sig selv, at sommerfugle-dæknavnet for et euforiserende stof var lige så omsonst, som selve initiativet var, men fortiede naturligvis klogt sandheden.

Alpha-hannen lagde ikke desto mindre ud for hele gildet og lod ikke umiddelbart til, at have travlt med at inddrive penge fra de andre - nu skulle den joint bare rulles.

De fandt efter lang tids søgen et aflukket sted i det ellers pulserende københavnske natteliv. Jointen blev tændt og straks efter alpha-hannens første store hvæs, blev den sendt videre til ham.

Han negligerede stædigt jointen. Han ville ikke prøve sig selv af, og da slet ikke med dén omgangskreds. Hvem skulle tage sig af ham, hvis noget gik galt og hvordan skulle kroppen egentlig reagere på et førstegangsindtag af et euforiserende stof, som stadigvæk havde et komplet latterligt dæknavn?

Ingen vidste det, men han var dog selv klar over, at hans grænse var nået, og sådan var dét. Alpha-hannen pressede fortsat på og opstillede hele seancen som et tenderende ultimatum, men han forblev stædig og afvisende.

Han overvejede et kort øjeblik, at tage hjem til vandrehjemmet og glemme det hele, men i samme moment blev det tydeligt, at gruppepresset var for stort.
   For ligegyldigt hvordan man anskuede det miljø, som han befandt sig i, så var det den eneste sociale streng, som han reelt set havde at spille på. Ingen andre havde han kontakt til og uanset hvor ligeglade omgangskredsen var med ham, var der da i det mindste en eller anden form for tilhørsforhold og accept.

Han tog en dyb indånding og inhalerede.

Det hele gik stærkt og efter at jointen var færdigrøget, fløj vennekredsen nu på en lyserød sky fluks tilbage til diskoteket.
   Nogle var allerede begyndt at mumle, medens andre var blevet småaggressive og spillede op til dans - ikke salsa eller funk, men derimod nyttesløse og fremprovokerede slåskampe med tilfældige diskoteksgæster.

Alt imens optøjerne stod på skete der noget med ham.
   Alt var tåget. Alle personer var slørede og ingen hørte hvad han sagde, hvis han overhovedet sagde noget. Ansigtskuløren var bleg, meget bleg. Det var som om at jordforbindelsen fuldstændig forsvandt.

Han gik ud for sig selv og satte sig på en tydeligt tilsvinet trappesten. Der gik blot nogle få minutter inden han gik ud som et lys - et lys der var blevet slukket med mere end bare et forsigtigt pust.

Den lunefulde aften var blevet kold og omtåget og alt passerede revy for ham. Barndommens minder dukkede op i momentvise glimt i hans hoved, men alt var tilsløret. Alt han havde oplevet igennem de 20 år, han havde levet, var ét stort usammenhængende og uforståeligt flashback.

Der var kun sig selv at takke.
   Familiens omsorgssvigt, den hårde opvækst og tiden hos plejefamilien var barske vilkår, men vennekredsen havde han jo selv valgt med årene - skylden var endegyldigt og udelukkende hans.

Pludselig så han lyset.

Alpha-hannen, Thor, stod foran ham og kiggede ham dybt i øjnene, alt imens de resterende medlemmer af vennekredsen stod i baggrunden. Han så skæbnen i øjnene med hjælp fra det klare morgenlys, der var frembrudt efter nattens afsked og konstaterede, at dette nok var naturlig skillevej.

Men noget antydede, at morgendagens lys var i forklædning. Han klarede det ikke. Vennekredsen var uimponerede og det hele var i realiteten ét stort nederlag.


***

Natten var ikke længere ung, diskotekets gæster var på vej hjem og musikken var dæmpet.

Ingen lagde mærke til ham. Ingen forstod ham og ingen sagde noget til ham.

På den tydeligt tilsvinede trappesten var silhuetten af ham til stede med månens klare genskær. En silhuet der formentlig ikke forbavsede nogle overhovedet.