Visheden, om at han havde valgt den rette vej, blev stærkere. Vinden kastede sand op imod hans ansigt, og dagens varme begyndte at trænge igennem klunset. Solen sendte sine klare stråler ud over landskabet, og luften flimrede over sandbankerne. Vejen og tydelige hestespor ledte længere op imod bjergene. Han besluttede at følge vejen.

Senere på dagen da heden var værst, søgte han ly under et par klippetunger og samtidigt så efter et sted for at overnatte. Men der blæste for meget. Et par skridt senere mødte han bagved klipperne en gammel kvinde der samlede indtørret kamelmøg til brænde.

Kaliffen havde aldrig set et menneske gøre den slags arbejde, selv om det var indtørret så var det alligevel kamelmøg. Kvinden kastede et hurtigt blik op på Kaliffen. Selv om høfligheds skikke forlangte at man skulle hilse ved første øjenkontakt, så kunne han ikke lade være med at reagere: "Min kvinde, dine hænder bliver urene."
   Kvinden rettede sig og så ham i øjnene og sagde: " Vi overlever ikke her i ørken hvis vi ikke bruger vore hænder til det der er nødvendigt. Maden forurenes ikke af flammen uanset hvad det er, som brænder under lerpotten." Efter et par sekunder tilføjede hun: "Det der virkeligt forurener et menneske er det, som kommer ud af hans mund og hans handlinger."
   Det fik Kaliffen til at tænke. "Undskyld, undskyld, min tunge løb af mig," sagde Kaliffen for han begyndte at fortryde sin hurtige reaktion.

Kvindens lagde sine ansigts folder i et venligt smil da hun så kaliffens pilgrimsstav. "Menneskene har tæmmet vilde dyrs natur men ingen har magtet at tæmme tungen."
   Kaliffen stod igen og tænkte: "Hvem er denne kvinde, hun taler med samme visdom, som min hoflæge?"

"Min hule er bare et stenkast herfra. Du er velkommen til mit ildsted og nyde min gæstfrihed, hvis du ønsker det."
   Kaliffen nikkede til tilbuddet før han rigtig fattede situation.
   Hulen viste sig at være et hus under en klippetunge. To af vægge var stablet af sten og forseglet med ler. Et løst hængende kamelskin gjorde tjeneste som dør. Interiøret var overraskende stort. Midt i rummet var en pejs, eller faktisk et omhyggeligt bygget ildsted. Kvinden bemærkede Kaliffens udforskende blik og hun begyndte at forklare hvordan hendes køkken virkede. Selvom brændstoffet jeg samler er gratis, skal jeg alligevel bruge sparsomt. Det hule træ styrer all varmen direkte til kogepotten. På den måde sparer jeg to tredjedel af det møjsommeligt samlet brænde. Et enkelt, men nyttigt system. Efter at have kikket på kogestedet et øjeblik forstod Kaliffen princippet om at spare på varmen og nikkede.

Han tilbød kvinden mel og olie, men hun nægtede at tage imod. Hun sagde: "Jeg har aldrig manglet noget, Allah er gavmild Herre til de gavmilde. Middagen, som kvinden forberedte, var virkelig enkel. På trods af at Kaliffen var vant til at spise kongeligt, fandt han, at han nød enhver mundfuld. Og når han sagde dette til kvinden. Svarede hun: "Taknemmelighed og sult er de bedste krydderier".

Der gik ikke lang tid før Kaliffen følte sig søvnig. Kvinden sagde til ham: "Der bagest i hulen er en bunke hø, du kan sove i."
   Kaliffen gik der og fandt en bunke hø. For første gang i sit liv lænede han hovedet på græsset i stedet for en silkepude.

Han blev overrasket, for i stedet for at falde i søvn fandt han sig gående på en skovsti. Nålene under fødderne føltes bløde, som et tykt tæppe. Selvom det var mørkt kunne han tydeligt se alt omkring sig. Stormen ruskede de høje træer. Nede i dalen rasede havet, sorte bølger udstrålede vrede og had. Lyn slag faldt gang på gang på de nøgne klipper over på den modsatte bred af bugten.

En ængstelig følelse førte ham frem. I en lysning af skoven så han et hus, den ulåste dør åbnedes, som af sig selv. Indefra huset kom tre mænd og i tavshed flettede disse fire deres hænderne på hinandens skuldre, med det samme, blev de løftet gennem husets tag og forvandledes til en levende ildsøjle. Synet var væk og der stod de i samme position igen.
   Mændene gik ind i huset og Kaliffen gik ud. Regndråberne glimtede i solen.

Kaliffen vågnede og kunne mærke lugten af friskbagt brød. Undrende kikkede han rundt om sig. Væk var skov med glimtende regndråber, men det natlige hændelse stod klart i hans minde. Lyden af rindende vand tilbagekaldte ham i nuet. Fra klippevæggen piblede vand. Kaliffen kiggede beundrende på det lille underværk, som naturen havde skabt. Han vaskede sig og fyldte sine vandsække. De spiste deres morgenmad i stilhed.

"Sidste nat oplevede jeg noget uforklarligt" sagde Kaliffen lidt tøvende. Kvinden så ventende på Kaliffen, hvad havde han i sinde at sige. Efter at havde hørt Kaliffens beretning, rettede hun sig en smule og sagde: "Der fleste pilgrimme begynder vandringen af deres eget initiativ. Højdepunktet på deres rejse bliver den by eller det hellige sted de har valgt som deres destination og derfra vender de uforandret tilbage. Det du oplevede sidste nat beviset, at du er valgt til denne rejse og du vender ikke tilbage før du har mødt din gud."

Kvindens ord fremkaldte den samme følelse som lægens ord havde fremkaldt. I sit hjerte følte Kaliffen den samme kaldelse og den samme lyst at følge det. Han huskede også øjenblikket på ringmuren da han besluttede endeligt at følge sit hjertes kald. Beslutning var en beslutning. Han var rejst uden at vide hvornår han skulle vende tilbage. Han nikkede til kvinden: "Jeg har besluttet at følge mit hjertes kald."

Kvindens blik ændrede sig. Det så ud som hun krympede, da hun sagde med en næsten hørbar stemme: "Ti tusinder modtog invitationen og de rejste sig, som dig, kun fire ankom." Kaliffen blev forfærdet: "Kun fire? Jeg kan ikke mere vende tilbage. Ord der er blevet sagt kan ikke blive usagte." Han rejste sig forfærdet, rettede sit ryg, trak kamel huden fra døren til side og kig ud uden at se sig tilbage. Han så ikke hvordan kvinden forsøgte at vifte med sine hænder.

Fortsætter