Del VI

For første gang i sit liv lagde kaliffen sig på et stenleje med et tykt lag frisk hø. "Hvor har den gamle kvinde fundet frisk hø på denne tid af året?" tænkte han. Men han kunne ikke holde fast på sine tanker, fordi duftene slugte dem som blid forårsvind, og han faldt i søvn som et barn i moderens favn.

Den følgende nat drømte Kaliffen at han vandrede på en skovvej i mørket. Grantræerne rundt omkring var høje, og stormen rasede kraftigt. Vejen var dækket at et tyk nåletæppe og var blød og behagelig at gå på.
   På en uforklarlig måde vidste han, at ingen karavane eller menneskeskabt vogn havde kørt før ham på denne skovvej.

Til venstre mellem træerne så han et hav. Voldsomme sorte bølger slog mod en klippefyldt kyst. Så langt han kunne se dækkede mørke skyer himmelen, og lynenes krydsild lyste det dystre landskab op på den anden side af bugten.

Det var ikke stormen men en indre angst, som tvang ham til at skynde sig igennem skoven. Til sidst fandt han en hytte, åbnede døren og trådte ind i en lille forstue. Døren ind til stuen åbnedes, og derfra kom tre personer. Ingen af dem spurgte ham, hvorfor han var kommet til deres hus.
   I stilhed, som om det var aftalt, dannede de en cirkel ved at lagde armene over hinandens skuldre. Sådan stod de i et øjeblik. Så skete der noget underligt: Alle fire blev løftet op i luften, og de forvandledes til en levende ildsøjle.
   I næste øjeblik stod kaliffen alene i forstuen, fuld af forundring . Han så rundt om sig, men der var ingen andre at se hos ham.
   Han gik ud igen.
   Stormen havde lagt sig, himmelen var skyfri, og sollyset skinnede fra vanddråberne i træernes nåle. Angsten, som havde jaget ham igennem skoven, var også borte.

Neste morgen da kaliffen vågnede, var der ingen skumring eller dagslys at se. Han lå stille i mørket på sit stenleje og forsøgte at gætte, om det endnu var nat, eller om det var morgen. Så begyndte drømmen at flyde igennem hans hukommelse. Det var næsten som at genopleve det hele. Jo flere detaljer der dukkede op, des større blev hans forundring. Scenen med ildsøjlen føltes helt ubegribelig.
   Det føltes som om hans sind nægtede at modtage nogen form for forståelse af drømmen.
   Til sidst lod han det hele være. Uden forsøg på at forklare eller forstå drømmen og dens detaljer.

Lugten af røg afslørede, at den gamle kone var stået op. Han forlod den bageste del af hulen, men drømmen hang ved hans hukommelse som duftspor ved byttet. Da han nærmede sig ildstedet, kastede hun ham et kort blik som en lynhurtigt refleks. I det samme øjeblik ænsede han, at hendes øjne vejrede - som et rovdyr vejrer sit bytte - at der var noget ved kaliffen, som hørte hendes verden til.
   Men der var intet rovdyrblik i hendes øjne, da hun sagde, "Unge mand, jeg kan se, at du har forladt din flatterende verden, som kamelen lader sin lort ligge i sandet. Intet af din gamle verden hænger ved dig, du er den du er.
   Allah, Den barmhjertige, har mange måder at tale til dem, som vil følge Hans kald. Han er en Gud for alt levende. Fra ham kommer visdom og vejledning til dig, for at du kan træffe de rette valg i svære situationer. Valg, som kan vende din skæbne til det gunstige."
   Kaliffen indså, at den gamle kone havde dyb indsigt i menneskets sind, og at hun havde godt kendskab til de hellige skrifter.
   Til hans overraskelse spurgte hun: "Min søn, fortæl mig, hvorfor har du begivet dig ud på en lang og besværlig vandring?"
   Hun satte sig ned ved sit ildsted for at lytte og for at tilberede mad til dem begge.
   Kaliffen ville tilbyde hende noget at spise fra sin medbragte mad, men hun sagde, "du er min gæst, og Forsynet sørger for, at melet i min sæk og olien i min krukke aldrig vil slippe op. Jeg tilbereder først til mine gæster og bagefter til mig selv, sådan er mit løfte til min Gud."

Kaliffen fattede tillid til hende og berettede nattens drøm.
   Hun sad stille længe, før hun sagde: "Allah, Den barmhjertige, har kastet sin kærlighed på dig, og Han vil forvandle dig til et menneske, som skal have bolig hos Ham. Du har set ilden, som levendegør os alle. Hvad der endnu mangler af dine erfaringer. dem skal du få lov til at samle op: Imødekommenhed, forståelse og medmenneskelighed er egenskaber som du kommer til at udvikle igennem livets anstrengelser."

Hun blev ved med at stirre på gløderne i ildstedet, og til sidst sagde hun, "bliv her endnu en stund. Jeg vil åbne dit hjertets øjne for at du kan se, hvordan du kan gøre dig rede til Den Enes tale og vejledning: Du skal samstemme dig med Skaberen, så du i dine holdninger, i din oprigtighed og i motivation har samme "toneleje" som din Gud. Præcis lige som musikere, der stemmer deres instrumenter med hinandens før de skal spille sammen"
   "Det er indlysende!" svarede kaliffen.

Kaliffen sad i stilhed på den modsatte side af ildstedet. En overgang fik han en fornemmelse af, at der strømmede eller svævede et eller andet fra den gamle kone, som han ikke vidste, hvad var, men det føltes godt.

Han vidste ikke, hvor lang tid de havde siddet der, men på et tidspunkt vågnede han.

Han bukkede og takkede konen for hendes gæstfrihed og lovede at gengælde det hele. "Jeg har vandret den samme vej, som du skal gå og ved, hvad du behøver. Tag denne lille sæk og en smule olie, så du kan bage lidt brød til en gæst og til dig selv." Så vendte hun sig og gik længere ind i hulen.

Kaliffen samlede sine ting og forlod hendes hule.

Solen var højt oppe på himmelen, da han gik ud af hendes hjem. Efter et stykke tid stoppede han. "Hvad er der sket?" Han kastede et undrende blik rundt om sig: Landskabet var ikke det samme som i går, da han bankede på døren hos den gamle kone.
   Dengang var tørketiden lige begyndt, og nu var den ved at være ovre. "Hvor længe har jeg været hos hende?"

Han havde aldrig oplevet noget mystisk eller unaturligt. Drømme var drømme, og i dem kunne ske hvad som helst. Men nu var han vågen, og så at landskabet var forandret, og det burde ikke være sket. Han kunne ikke begribe, hvordan tingene hang sammen. Så kom han til at røre ved sit skæg og opdagede, at det var en hel håndsbredde længere, end da han gik ind hos konen.

"Har det hele været en drøm?" Tænkte han.

Han undersøgte sine klæder og opdagede, at de var de samme som i går. Det beroligede ham en smule. "Jeg går tilbage og spørger, hvordan det kan være, at jeg er i et andet landskab, og hvor længe jeg har været hos hende, uden at jeg har være klar over tiden."
   Kaliffen havde ikke gået mere end tre gange så langt, som bueskyttens pil kan flyve. Det tog derfor sikke lang tid, før han var tilbage, der hvor hulen var - eller skulle have været!


Fortsætter