Hullet


3 år siden 6 kommentarer Livshistorier alkoholisme livsrefleksion socialrealisme

6Hullet
Der' hul midt i spanden, · kære Lisbeth, · kære Lisbeth. · Der' hul mid... [...]
Livshistorier · alkoholisme, livsrefleksion, socialrealisme
3 år siden
5Finkeline
Er du smuk med hvidblond hår · Fint og let som fjer · Dit ansigt dugf... [...]
Digte · barndom, refleksion, afsked
5 år siden
7Skriget
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng. Det er søndag ... [...]
Livshistorier · magtesløshed, socialrealisme, alkoholisme
5 år siden
5Hjem
"NEJ!" skriger jeg. · Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føle... [...]
Livshistorier · alkoholisme, svigt, socialrealisme
6 år siden
6Drømmespind
Drømmespind, sommervind · Himmelblå, let på tå · Alt er smukt når man... [...]
Digte · fantasi, erkendelse, afhængighed
6 år siden
2Regn
Jeg står alene herude i regnen · En kold dag i juli og glemmer hvor... [...]
Digte · barndom, sorg, savn
6 år siden

Puls: 8,5

Publiceret: 0
Afgivet: 11
Modtaget: 0
Michelle Jeannie Madsen (f. 1990)
Der' hul midt i spanden,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth.
   Der' hul midt i spanden,
   kære Lisbeth,
   der' hul.

Jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan klare af den sang. De har skrålet 'Der' hul midt i spanden' siden klokken 7 i morges. Min mor og bodybuilderen. Vi kalder ham bodybuilderen fordi han er så lille og afmagret at han i en alder af kun 40 år skal bruge gangstativ for at slæbe sig herhen fra opgangen lige vedsiden af og hans fingre ryster af anstrengelse ved blot at skulle knappe en øl op. Og det har han ellers træning i. Ligesom min mor. I dag står den dog ikke på øl, men Bloody Mary. De sidder begge to ude i vores lille indelukket køkken, ved det lille klap-op bord på hver deres skammel. Bordet er dækket af vodkaflasker, tomatjuice, salt og peber, hashpiber og rulletobak. Deres højrøstet stemmer strømmer direkte gennem døren til mit værelse og jeg begraver desperat ansigtet i min pude og forsøger at lukke lyden ude.

Så stop det,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Så stop det,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   så stop det.

Med hvad skal jeg stoppe det,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth?
   Med hvad skal jeg stoppe det,
   kære Lisbeth,
   med hvad?

Bare de dog ville stoppe med at synge. Deres hæse, fordrukne stemmer skærer mig i nerverne som en rusten kniv. De skråler vers efter vers i munden på hinanden og hele sangen virker som en parodi på deres egne sølle liv. Hvor lidt livsvilje skal man mon have, undrer jeg mig over, for at være tilfreds med at stå op, drikke sig fuld og gå i seng igen, uden udsigt til noget andet, hver dag resten af sit liv? Tanken er skræmmende.

Brug stråene,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Brug stråene,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   brug stråene.

Men stråene er for lange,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth,
   Men stråene er for lange,
   kære Lisbeth,
   for lange.

Hvor lang tid er der mon gået? Jeg har mistet overblikket over hvor langt de er nået i sangen, er de mon startet forfra? Er det den tiende, tyvende eller tredivte gang de synger den? Som en plade der er gået i hak, men for hver gang den starter forfra lyder den mere og mere sløret og uforståelig. Måske er det allerede ud på eftermiddagen. Jeg kan ikke være sikker, for mit værelse er henlagt i mørke og persiennerne lukket i. Skærmet for omverdenen. Min mave rumler af sult, men jeg vil hellere sulte end at gå derud. Herinde er der trygt, hvilken grund skulle de dog have til at komme herind? Alligevel holder jeg næsten vejret. Tør hverken at tænde fjernsynet og slet ikke lyset, sæt nu de skulle høre mig. Jeg trækker dynen op over hovedet og forsøger at falde i søvn. Men jeg kan stadig høre dem.

Så kort dem,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   Så kort dem,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   så kort dem.

Med hvad skal jeg korte dem,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth,
   Med hvad skal jeg korte dem,
   kære Lisbeth,
   med hvad?

Verset bliver afbrudt af lyden af engangslightere og den efterfølgende højlydte banden og svovlen når de ikke vil tænde. Men opholdet i sangen kommer med en pris. Luften i det lille køkken er så tyk og tåget af røg, at det siver igennem den lukkede dør til mit værelse og får min strube til at snøre sig sammen. Den sødlige lugt af hash giver mig kvalme og jeg trækker dynen endnu tættere om mit ansigt. De genoptager ufortrødent deres skrålen og jeg opgiver at falde i søvn. Ligger bare helt stille med åbne øjne under dynen og lytter.

Brug kniven,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Brug kniven,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   brug kniven.

Men kniven er sløv,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth.
   Men kniven er sløv,
   kære Lisbeth,
   for sløv.

Tankerne kører i ring i mit hoved til fulderikkernes melodiløse soundtrack og min vrede begynder at boble op til overfladen. Hele min krop føles varm af arrigskab, mens jeg ligger som forstenet under dynen. Det er det jeg gør. Jeg dolker dem, slagter dem som svin. Skærer halsen over på dem før de når at opfatte noget som helst. Så skal der blive stilhed, stilhed for evigt. Jeg bliver brat rystet ud af mine tanker af lyden af glas der knuses, hvilket fortæller mig at adskillige glas med Bloody Mary nu ligger spredt udover vores køkkengulv. Rengøringen foregår under tumult og indædt banden. Da sangen endelig genoptages er min vrede forsvundet som dug fra solen og har efterladt mig uimodsigeligt udmattet og underligt fortvivlet.

Så skærp den,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Så skærp den,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   så skærp den.

Med hvad skal jeg skærpe den,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth.
   Med hvad skal jeg skærpe den,
   kære Lisbeth,
   med hvad?

Pause i sangen. Klirren af glas fortæller mig at endnu en vodkaflaske er hentet op fra Netto posen. Mit hoved summer i den velsignende stilhed der følger, mens der blandes Bloody Mary. Mit hoved er vidunderligt tomt. For det er længe siden jeg stoppede med at bekymre mig. De store bekymringer tager for mange kræfter, dræner for meget livsnødvendig energi. Derfor har jeg lært mig selv at fokusere på de små ting som gør min hverdag udholdelig. Som for eksempel at få de to fulderikker i mit køkken til at holde op med at synge, så jeg kan ligge mig til at sove igen.

Brug stenen,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Brug stenen,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   brug stenen.

Men stenen er tør,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth.
   Men stenen er tør
   kære Lisbeth,
   er tør.

Det kan ikke være mere end en lille måned siden min mor var tørlagt i hele 2 uger. Jeg husker det tydeligt, for det er den eneste periode hun har været ædru mens jeg har levet og sikkert også en del år før det. Eventyret endte med hendes kollaps på køkkengulvet i kramper. Som en slap plante, der uden vand simpelthen bare kollapser om sig selv.

Så vand den,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Så vand den,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   så vand den.

Med hvad skal jeg vande den,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth.
   Med hvad skal jeg vande den,
   kære Lisbeth,
   med hvad?

Billedet af planten for mit indre øje er næsten komisk, hvis det ikke var så tragisk. Men jeg tillader mig nu alligevel et lille smil, skjult i mørket af min dyne. Selvfølgelig var hendes forsøg dødsdømt fra starten af. Flasken er hendes eneste værktøj. Og man kan ikke stoppe en spand ved at hælde mere vand i den. Det går bare i cirkler, ligesom den forpestet sang. Og hullet bliver ved med at være der.

Brug spanden,
   kære Jokum,
   kære Jokum,
   kære Jokum.
   Brug spanden,
   kære Jokum,
   kære Jokum, brug spanden.

Lyden af en gulvspand der rumler og skraber mod køkkengulvet, efterfulgt af den umiskendelige lyd af en der brækker sig. En pause i opkastlydene der følges af klirren af en flaske, hvorefter opkastlydene straks fortsætter. Stilhed. Sangen er slut. I de få sekunder lige inden jeg falder i søvn, kan jeg høre bodybuilderens stemme ude fra køkkenet: "Det nytter sgu ikke noget Lisbeth, det kommer bare op igen"

Der' hul midt i spanden,
   kære Lisbeth,
   kære Lisbeth.
   Der' hul midt i spanden,
   kære Lisbeth,
   der' hul.
Forfatterbemærkninger
Dette er et minde fra min barndom.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/09-2017 12:05 af Michelle Jeannie Madsen (Frk. Madsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1225 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.