Hullet


1 år, 1 måned siden 5 kommentarer Livshistorier alkoholisme livsrefleksion socialrealisme

5Hullet
Der' hul midt i spanden, · kære Linda, · kære Linda. · Der' hul midt i ... [...]
Livshistorier · alkoholisme, livsrefleksion, socialrealisme
1 år, 1 måned siden
5Finkeline
Er du smuk med hvidt hår · Fint og let som fjer · Dit ansigt dugfrisk... [...]
Digte · barndom, refleksion, afsked
3 år siden
7Skriget
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng, med ryggen pre... [...]
Livshistorier · magtesløshed, socialrealisme, alkoholisme
3 år siden
5Hjem
"NEJ!" skriger jeg. · Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føle... [...]
Livshistorier · alkoholisme, svigt, socialrealisme
4 år siden
6Drømmespind
Drømmespind, sommervind · Himmelblå, let på tå · Alt er smukt når man... [...]
Digte · fantasi, erkendelse, afhængighed
4 år siden
2Regn
Jeg står alene herude i regnen · En kold dag i juli og glemmer hvor... [...]
Digte · barndom, sorg, savn
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Michelle Jeannie Madsen (f. 1990)
Der' hul midt i spanden,
   kære Linda,
   kære Linda.
   Der' hul midt i spanden,
   kære Linda,
   der' hul.

Jeg ved ikke hvor meget mere jeg kan klare af den sang. De har skrålede 'Der' hul midt i spanden' siden klokken 7 i morges. Min mor og Lille John. Vi kalder ham bodybuilderen. Det er fordi han er så lille og afmagret at han i en alder af kun 40 år skal bruge gangstativ for at slæbe sig herhen fra opgangen lige vedsiden af og hans fingre ryster af anstrengelse ved blot at skulle knappe en øl op. Og det har han ellers træning i. Ligesom min mor. I dag ikke står den dog ikke på øl, men Bloody Mary. De sidder begge to ude i vores lille indelukket køkken, ved det lille klap op bord på hver deres skammel. Bordet er dækket af vodkaflasker, tomatjuice, salt og peber, hashpiber og rulletobak. Deres højrøstede stemmer strømmer direkte gennem døren til mit værelse og jeg begraver desperat ansigtet i min pude og forsøger at lukke lyden ude. Bare de dog ville holde op med at synge.

Så stop det,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Så stop det,
   kære Johny,
   kære Johny,
   så stop det.

Med hvad skal jeg stoppe det,
   kære Linda,
   kære Linda?
   Med hvad skal jeg stoppe det,
   kære Linda,
   med hvad?

Deres hæse, fordrukne stemmer skærer mig i nerverne som en rusten kniv. De skråler vers efter vers i munden på hinanden, som en uendelig klagesang der ingen ende vil tage. De har vittigt byttet navnene ud med deres egne og hele sangen virker som en grotesk parodi på deres egne sølle liv. Hvor lidt livsvilje skal man mon have, undrer jeg mig, for at være tilfreds med at stå op, drikke sig fuld og gå i seng igen, uden udsigt til noget andet, hver dag resten af sit liv? Tanken er skræmmende.

Brug stråene,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Brug stråene,
   kære Johny,
   kære Johny,
   brug stråene.

Men stråene er for lange,
   kære Linda,
   kære Linda,
   Men stråene er for lange,
   kære Linda,
   for lange.

Deres skrålen går over i højlydt snakken for en tid og jeg har mistet tidsfornemmelsen. Hvad er klokken? Måske er det allerede ud på eftermiddagen. Jeg kan ikke være sikker, for mit værelse er henlagt i mørke og persiennerne lukket i, skærmet for omverdenen. Min mave rumler af sult, men jeg vil hellere sulte end at gå derud. Herinde er der trygt. Hvilken grund skulle de dog have for at komme herind? Alligevel holder jeg næsten vejret. Tør hverken at tænde fjernsynet og slet ikke lyset, sæt nu de skulle høre mig. Jeg trækker dynen op over hovedet og forsøger at falde i søvn. Men jeg kan stadig høre dem.

Så kort dem,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny,
   Så kort dem,
   kære Johny,
   kære Johny,
   så kort dem.

Med hvad skal jeg korte dem,
   kære Linda,
   kære Linda,
   Med hvad skal jeg korte dem,
   kære Linda,
   med hvad?

Verset bliver afbrudt af lyden af engangslightere og den efterfølgende højlydte banden og svovlen når de ikke vil tænde. Luften i det lille køkken er så tyk og tåget af røg, at det siver igennem den lukkede dør til mit værelse og får min strube til at snøre sig sammen. Den sødlige lugt af hash giver mig kvalme og jeg trækker dynen endnu tættere om mit ansigt. De genoptager ufortrødent deres skrålen og jeg opgiver at falde i søvn. Ligger bare helt stille med åbne øjne under dynen og lytter.

Brug kniven,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Brug kniven,
   kære Johny,
   kære Johny,
   brug kniven.

Men kniven er sløv,
   kære Linda,
   kære Linda.
   Men kniven er sløv,
   kære Linda,
   for sløv.

Et brat ophold i sangen og lyden af glas der knuses forfulgt af indædt banden, fortæller mig at adskillige glas med Bloody Mary nu ligger spredt udover vores køkkengulv. Jeg har mistet overblikket over hvor langt de er nået i sangen, er de mon startet forfra? Er det den tiende, tyvende eller tredivte gang de synger den? Som en plade der er gået i hak, men for hver gang den starter forfra lyder den mere og mere sløret og uforståelig. Tankerne kører i ring i mit hovedet til fulderikkernes melodiløse soundtrack og min vrede begynder at boble op til overfladen. Hele min krop føles varm af arrigskab, men jeg ligger stadig som forstenet under dynen.

Så skærp den,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Så skærp den,
   kære Johny,
   kære Johny,
   så skærp den.

Med hvad skal jeg skærpe den,
   kære Linda,
   kære Linda.
   Med hvad skal jeg skærpe den,
   kære Linda,
   med hvad?

Pause i sangen. Klirren af glas fortæller mig at endnu en vodkaflaske er hentet op fra Netto posen. Min hjerne summer i den velsignende stilhed der følger, mens der blandes Bloody Mary. Mit hoved er nu vidunderligt tomt. For det er længe siden jeg stoppede med at bekymre mig. De store bekymringer tager for mange kræfter, dræner for meget livsnødvendig energi. Derfor har jeg lært mig selv at fokusere på de små ting der gør min hverdag udholdelig. Som for eksempel at få de to fulderikker i mit køkken til at holde op med at synge, så jeg kan ligge mig til at sove igen. Da sangen genoptages er min vrede forsvundet som dug fra solen og har efterladt mig uimodsigeligt udmattet og underligt fortvivlet. Får det aldrig en ende?

Brug stenen,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Brug stenen,
   kære Johny,
   kære Johny,
   brug stenen.

Men stenen er tør,
   kære Linda,
   kære Linda.
   Men stenen er tør
   kære Linda,
   er tør.

Det kan ikke være mere end en lille måned siden min mor var tørlagt i hele 2 uger. Jeg husker det tydeligt, for det er den eneste periode hun har været ædru mens jeg har levet og sikkert også en del år før det. Eventyret endte med hendes kollaps på køkkengulvet i kramper. Som en slap plante, der uden vand simpelthen bare kollapser om sig selv.

Så vand den,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Så vand den,
   kære Johny,
   kære Johny,
   så vand den.

Med hvad skal jeg vande den,
   kære Linda,
   kære Linda.
   Med hvad skal jeg vande den,
   kære Linda,
   med hvad?

Billedet af planten for mit indre øje er næsten komisk, hvis det ikke var så tragisk. Men jeg tillader mig nu alligevel et lille smil, skjult i mørket af min dyne. Selvfølgelig var hendes forsøg dødsdømt fra starten af. Flasken er hendes eneste værktøj. Og man kan ikke stoppe en spand ved at hælde mere vand i den. Det går bare i cirkler, ligesom den forpestet sang. Og hullet bliver ved med at være der.

Brug spanden,
   kære Johny,
   kære Johny,
   kære Johny.
   Brug spanden,
   kære Johny,
   kære Johny, brug spanden.

Lyden af en gulvspand der rumler og skraber mod køkkengulvet, efterfulgt af den umiskendelige lyd af en der brækker sig. En pause i opkastlydene der følges af klirren af en flaske, hvorefter opkastlydene straks fortsætter. Stilhed. Sangen er slut. I de få sekunder lige inden jeg falder i søvn, kan jeg hører Lille Johns stemme ude fra køkkenet: "Det nytter sgu ikke noget Linda, det kommer bare op igen"

Men der' hul midt i spanden,
   kære Linda,
   kære Linda.
   Der' hul midt i spanden,
   kære Linda,
   der' hul.
Forfatterbemærkninger
Dette er en erindring fra min barndom i et alkoholiseret hjem.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/09-2017 12:05 af Michelle Jeannie Madsen (Frk. Madsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1220 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.