Temmelig ofte der synker jeg ind, i en verden af fup og løgne,
Et sted som findes når tæppet går ned, bag mine lukkede øjne.
En nat der drømte jeg endnu en drøm, som startede tæt på en stridende strøm,
Den fulgte jeg langt ned i gennem et land, som ingen ku' tænke sig til med forstand
Træer som voksede helt ind i himmelen, dale så dybe som tanker
frodigt struttende knopper og skud, i tydelig eventyrs genre
lystigt dalrende, sansende, følende, solen var varm og brisen var kølende
jorden var blød og våd efter regnen, jeg fortsatte ned over egnen
Jeg mødte en ven med smil på sin mund, som bød mig ind i hans have,
han havde en frugt så sød i sin lugt, som han mente gav ro i hans mave.
dage der er fyldt med uro og tvivl, vil sætte sig mest i ens inderste liv,
og det skal behandles med frugtens saft, sagde manden nu med alvorlig kraft.
Så den pressede han ned i et krus af keramik, og dryssede let pebermynter,
som dog ikke ku' nogen anden fidus, end at ligge og flyde og pynte.
solen var gul på træernes stammer, sommerafteners naturlige rammer
Knitrende bål som varmede fødder, her kunne jeg godt slå mine rødder
Timerne gik, men tiden stod stille, som om den var faldet i staver
Solen gik ned og de fugle der fløj fik nu lyset på deres maver
Jeg lukkede øjnene en kort lille stund, og tog mig til maven så mæt og så rund
Så mig omkring for at sige farvel, men det var for sent, jeg lå hos mig selv.