Jeg havde hende, hun var min. Aldrig rigtig min, men lidt alligevel. Det var kun for en stund, men den vil vare for evigt. For mig i hvert fald.
   Ally er det smukkeste og farligste jeg kan komme i tanke om. Jeg vidste det ikke før det var for sent. Som en edderkop havde hun fanget mig i sit net, fanget mig og efterladt mig. Jeg er stadig fanget i en puppe af spindelvæv, jeg kan ikke løsrive mig. Jo mere jeg kæmper desto mere er jeg fanget.
   Min telefon er som limet til min hånd og mit blik kaster sig over den hvert andet øjeblik. Det er ikke fordi jeg ikke prøver at tænke på noget andet, det er ikke fordi jeg ikke har andet. Vent det er løgn. Jeg har ikke andet, jeg kan ikke tænke på andet. Kun Ally eksisterer for mig nu. Men Ally er død. Det sagde hun selv. Da hun gik var det slut. Hun så sig ikke engang tilbage.
   Jeg tænker på hendes bløde læber, hendes smil og ikke mindst hendes grin. Mit smil falmer da jeg husker døren smække i og jeg stod alene tilbage. En tåre forlader mit øje da jeg mindes min tomme seng, kolde dyne og ensomme pude. Mørket, der før havde omfavnet os, er nu et fremmed sted.
   Jeg lægger mig på sengen og stirrer op i loftet imens jeg prøver at mindes første gang jeg mødte hende. Det kan jeg ikke. Hun har på en måde altid været der. Mine øjne falder i og min tanker følger mig hen til første gang vi var tætte. Første gang jeg mærkede suset. Jeg ved hun også mærkede det, hendes blik afslørede det.
   Jeg falder i søvn.