Tårerne løb ned ad kinderne. De kilede. De klamrede sig desperat fast til hendes urene hud, og saltet i tårerne fik de små sår fra bumser og hudorme til at svide.
Hun havde presset sig selv for hårdt. Egne forventninger til egne evner var langt større end de reelle evner, og det gjorde ondt indeni. Klumpen i halsen voksede sig større og større for hvert minut - ja, hvert sekund, og det gjorde kun den irriterende skriveblokade endnu værre.
Det lyse hår stod om hende som en hjelm - det var utæmmet og vildt, og det blæsende, fugtige vejr hun lige havde været ude i, hjalp ikke på de selvstændige krøller. Hendes sorte makeup var løbet sammen med tårerne langs kinderne, og den ellers så flotte eyeliner var tværet ud. Det var en af de dage. Efterhånden som trætheden og udmattelsen nærmede sig, gik alt galt. Og alle udfordringer og opgaver føltes hundrede gange sværere og hårdere end de var. Alt føltes som mavepustere, alt pressede på tårerne -
- Hun havde lyst til at give op.
Men så alligevel ikke. Fordi hun ville vise dem. Vise dem, hvad det ville sige at have travlt. Hvad det vil sige at have svært ved at nå det hele. De vidste ikke hvad de snakkede om. Hun havde ikke sovet mere end 10 timer de sidste 48 timer; hver gang det endelig var blevet sengetid, var tankerne kørt på skoleopgaver, udfordringer med arbejdet og sporten, den kommende fødselsdagsplanlægning, hvordan hun skulle planlægge de næste par dage, for at få mest muligt ud af dem...
Hun var godt klar over det hjalp hende at planlægge. At hun havde så stramt et program, at hun blev nødt til at strukturere sin hverdag for at nå det hele. Men det stressede hende også rigtig meget - fordi hun blev hele tiden ved med at tænke på planlægningen - hvordan hun skal gøre den mere effektiv, hvordan det virker bedst, hvordan hun får klaret mest muligt, på den korteste tid. Hun ville det hele.
Hun følte sig som en robot. Som en skuespiller. En robotskuespiller. På scenen, være glad, være overskudsagtig, om bagved, gøre klar til den næste scene, klæde om; og på igen og være glad. Men robotter bryder sammen en gang i mellem - og det var lige præcis det, der skete for hende, den kolde efterårsaften midt i september.
Det var bare en træningsopgave. Hun vidste det udmærket godt; det betød ikke noget, det var bare træning. Men hun ville SÅ gerne gøre det godt. Eller, ikke bare godt. Rigtig godt. Ja, faktisk perfekt. Men hun vidste også godt, at der var rigtig langt til perfektion. Det var bare sådan, at lige præcis det her fag... Det har altid været hendes stærkeste side i skolen. Og hun har altid nydt det. Altid haft ideer, aldrig haft (særlig store) skriveblokader, aldrig haft de store udfordringer skriftligt. Men nu var hun altså gået i stå. Fuldstændig i stå. Hun mærkede en klump i halsen og øjnene blev fyldt med vand, hver gang hun tænkte på den. Hvor skulle hun starte? Hvor skulle hun slutte? Hvordan skulle hun strukturere den? Hvad skulle der ske? Hvordan skulle den fortolkes? Hun vidste det ikke.
Hun græd stadig. Hun havde følt i lang tid, at hun var helt udtørret; at hun ikke kunne græde. Men nu kom de. De sidste par måneders tårer, på én gang. Det nye, sortbrune skrivebord fra IKEA kunne snart kalde sig akvarium med al det vand - på trods af, hun febrilsk prøvede at tørre tårerne op med køkkenrulle, så ikke de ville efterlade plamager i det flotte bord. Det duftede stadig af nyt træ og sommerferie.
Hun hørte døren gå op. Fodtrin ned ad gangen. Hun tørrede hurtigt og effektivt tårerne af ansigtet og bordet, og lod som om hun skrev på opgaven. Kiggede væk da hendes mor passerede for at gå på badeværelset. Hun selv åndede lettet op. Moren kom ikke ind.
Hun kiggede op på væggen over computeren, og så det majestætiske billede af en kronhjort. Billedet havde hun købt for et halvt års tid siden, da hun havde været i IKEA med hendes mor. Hun havde straks forelsket sig i den helt sorte baggrund og den grå, metalliske brodering, som hjorten var lavet i. Den måde, hjorten var forbundet af alle de streger og linjer der egentlig ikke gav mening, men til sidst dannede den smukke, smukke hjort. Det var utroligt smukt og stærkt.
Hun græd ikke mere. Hun havde fået tankerne væk, klumpen i halsen og den konstante trykken for øjnene var væk. Hun havde ondt i kroppen. Ondt i maven. Hendes mor kom ind med nogle cookies og et glas mælk. Hendes mor var altid så sød mod hende. Hendes mor vidste godt det var svært for hende at komme i gang, men jeg tror ikke hendes mor vidste præcis HVOR svært det var.
Hun tager en cookie og dypper den i mælken. Det smager godt. Efter lidt tid fyldes den klamme smag af sukker i munden. Hun har ondt i maven. Hun lukker øjnene.
Hun prøvede det bedste hun kunne. Tro mig, det gjorde hun. Men inderst inde, var hun en perfektionist, hele vejen igennem, der simpelthen ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, fordi hun altid ville være bedst. En perfektionist, der havde nået sine grænser.
Hun var udmattet.