Den røde frakke


2 måneder, 4 dage siden 1 kommentar Noveller ensomhed kærlighed tabt mulighed

1Den røde frakke
Når bladene føg i vinden, havde de en irriterende forkærlighed fo... [...]
Noveller · ensomhed, kærlighed, tabt mulighed
2 måneder, 4 dage siden
3Templet
Sean vågnede ved urets kimen og vippede med et ærgrelsens suk dyn... [...]
Noveller · krig, kromosomer, udryddelse
1 år, 6 måneder siden
4Skønhedens Forgængelighed
I Rom ligger kirken San Giovanni in Laterano. Ved dens side ligge... [...]
Noveller · tro
2 år siden
3Spejlet
Hercules! Et mirakel af kraft og mandighed! Med dødsforagtende mo... [...]
Noveller · montmartre, moulinrouge, kønsidentitet
4 år siden
5Mosels gule blomster
Prolog. · Den røde hane galede. Som en spottende parallel til hønse... [...]
Eventyr og fabler · fortolkning
5 år siden
10Den dansende pige
Den dansende pige. · "For hulen da!" bragede kvindens stemme ud i r... [...]
Noveller · paradis, vision
5 år siden
3Fra asken til ilden
Var der, når Danielle McIntyre tænkte tilbage, en enkelt begivenh... [...]
Eventyr og fabler · homoseksuel, alternativ, askepot
5 år siden
7Budbringeren
"Skuf mig ikke. Jeg stoler på Dem!" · Han stoler på mig. Herren sto... [...]
Noveller · kejserlig, udsending, frierfærd
5 år siden
5Roser og torne
Monreale, Sicilien. Nær Palermo. År 1436. · Claudia del Monaco kom ... [...]
Eventyr og fabler · tornerose, mennesker
5 år siden
4Heksen
Solen kunne netop anes udenfor Christian Pedersøns række af bøge.... [...]
Noveller · udnyttelse, misundelse, anklager
5 år siden
4Gensyn med Grinzing
Maria Enzersdorf. 16. august. · Min kære Eva · Ja - Eva! - Jeg må lig... [...]
Noveller · wien, veninder, breve
5 år siden
9Sommerdufte
Duften af heste var ikke så slem. Værre var køerne, for slet ikke... [...]
Noveller · drengedrømme, kærlighed, skuffelse
5 år siden
8Stemmen
Da begyndte lyden at strømme til hende. Det var som en vægtløs st... [...]
Noveller · fordomme, vedrørende, skønhed
6 år siden
5Diagnosen
"Vi har naturligvis en politik om diskretion. Hvis et personaleme... [...]
Noveller · kanyler, aids, sjusk
6 år siden
13Geysir
Tycho Brahe · Så det guddommelige himmelhvælv · Uforanderligt · Ingen ... [...]
Digte · naturkatastrofer, gudelivsprojektioner
6 år siden
23Næsten klassisk
I starten var varmen dejlig, men senere blev ørerne brændte. Det ... [...]
Noveller · krimi
7 år siden
7Engelen
Præsten gav sin velsignelse, og så sang drengene igen. Det var sl... [...]
Noveller · engle, drøm, virkelighed
7 år siden
5Braget
Da var det, at de hørte et klik. Det var en lyd, der straks delte... [...]
Noveller · æresoprejsning, landmine, lejesoldat
7 år siden
3Jackpot
Mayfair Mall var et forholdsvis nyt og meget smukt butikscenter i... [...]
Noveller · nemesis, fristelser, pengeautomat
7 år siden

Puls: 12,6

Publiceret: 1
Afgivet: 7
Modtaget: 1
Flemming Dalsgaard (f. 1956)
Når bladene føg i vinden, havde de en irriterende forkærlighed for at lægge sig i cykelstativerne, hvorfra det nærmest var et helvede at drage dem igen. Jens rådede over en blæsemaskine, men den var ikke til megen nytte her i skolegården, kun på plænen på bagsiden af skolen, ned mod åen. Så han måtte klø på med kost og skovl. Miseren skyldtes de mange ahorntræer der omkransede gården, som her ved efterår, spredte enorme masser af løv.

Jens var betjent på skolen, og foruden at holde orden i skolegård og på plæne, skulle han styre varmeanlæg og gå til hånde på en masse andre områder. Når julen nærmede sig, skulle han ikke mindst flytte rundt på borde og stole, så diverse arrangementer som julefest og musikklassens koncert kunne få passende rammer. Det var et job med nogen anstrengelse, men Jens havde en god ryg der hidtil havde stået distancen. Større åndelige udfordringer bød jobbet ikke på, men han befandt sig egentlig godt med at gå rundt med en stille nynnen på læben, og desuden - selvom han ikke lod det skinne igennem overfor andre - tanker om romantiske eventyr med ham selv i elskerens rolle. Han var en af den lille bys kendte ungkarle, og han gjorde hvad han kunne for at give udseende af at det også var hvad han befandt sig bedst med. Men har ikke alle sine større eller mindre livsløgne at trækkes med? Jens var faktisk ensom, men hvem gider indrømme det?

Der havde mange år tilbage været et bekendtskab i skolens sidste år, hvor han havde haft sine håb, men havde der været et lys, var det i hvert fald blevet slukket godt og grundigt. Ved en skolefest, havde han danset med Diana, som han længe havde haft et godt øje til, men da han så var kommet på at gribe om hende og forsøgt at kysse hende, havde hun indigneret trukket sig tilbage. Det var så hvad det var, men lidt efter havde han set hende tale med nogle af sine veninder og fnisende pege i hans retning. Det havde gjort ondt, og det var en smerte han ikke rigtig kunne komme sig over, kun prøve at holde på afstand. Siden havde han stilfærdigt trukket rundt med et lavt selvværd. I tiden derefter havde han fantaseret om at være den der vragede hende. Lille, som byen jo var, regnede han med at episoden var sluppet ud til enhver, så hans nederlag nok ville være alle bekendt. Han kæmpede en del for at overbevise sig selv om at sådan noget er alt for normalt til at han burde trække rundt med det. Det var jo bare noget pjat der overgår, om ikke skolens allersmarteste fyre, så dog langt de fleste. Og faktisk glemte han det med tiden, selvom det ved visse lejligheder dukkede op som en ellers vel bekæmpet syge.
   Det næste nederlag, der stod for tur, angik hans år i gymnasiet. Halvt inde i "2' g," indså han og ikke mindst skolens rektor, bistået af både matematik og fysiklærer, at han nok burde droppe ud og finde en mindre intellektuelt krævende beskæftigelse. Det gjorde han så, og i mangel af idéer til bedre alternativ, fik han den idé at gå ind i hæren, og han udstod militærtjenesten ved Viborg kaserne. Det var, om ikke ligefrem et helvede, så dog noget han var særdeles tilfreds med at komme ud af igen. Derefter så han et stillingsopslag fra sin gamle skole, hvor man søgte en pedel. Det var en stilling hvor en bolig desuden blev stillet til rådighed. Han skrev en ansøgning, der nok ikke var særlig god, men måske netop fordi han var fra byen, kom han til samtale, og selvom han forekom skoleledelsen lidt ung, fik han jobbet, og nu havde han været der siden. I en alder af fire og tredive år, var han nogenlunde tilfreds med tilværelsen. Altså bortset fra ensomheden.

Han stillede altid op når der var lokale byfester og høstballer, men han havde ikke haft held til at nærme sig nogen af de i øvrigt ganske få ledige piger i byen. Han følte sig meget kejtet og havde en følelse af fuldstændig manglende evne til at tale om andet end vind og vejr, og hvilke piger brød sig om det? Det var som om de koder, som andre syntes at beherske, helt var fraværende i hans ellers nogenlunde normale ordforråd. Engang havde han stået og hørt på musikken, da en køn pige kom til ham og, idet hun lagde armene om hans hals, spurgte hun: "Hvorfor ser du så sur ud?" Uden at lægge ansigtet i venligere folder, havde han blot svaret: "Det er nok fordi jeg er sur!" Så var hun gået igen, og han tænkte: "Hun skal altså ikke tro at hun bare kan manipulere med mig på den måde!" Siden havde han ind imellem fornøjet sig en smule over at "Der fik han ligegodt sat hende på plads!" At der kunne have ligget større visdom i at sige: "Det er da fordi jeg havde mistet håbet om at du ville dukke op!" faldt ham nok aldrig ind.

En lørdag formiddag var han gået til den lokale købmand for at handle lidt ind. Det var en pænt stor butik og den eneste købmandsforretning i byen. Han havde hørt mange tale om at der burde oprettes en Fakta i byen, så man kunne komme ned i priserne. Det ville være godt med lidt konkurrence i handelen. Det kunne man da også godt mene. For ikke længe siden, havde Jens overhørt denne samtale:
   "De kan sagtens sige at jeg skal sænke mine priser, men hvordan havde De tænkt Dem at det skulle foregå?"
   "Ja, De behøver vel ikke større avance end den man får andre steder?"
   "Tror De virkelig at jeg får det? Jeg skal sige Dem; Når andre sælger til priser der er lavere end min indkøbspris, hvordan skulle jeg så hamle op med det? Min avance er høvlet med til det absolut minimale! De store kæder har indkøbsorganisationer der kan presse priserne langt med, men der kan jeg ikke købe mine varer! Hvis bare regeringen ville lave en lov der krævede ens priser i engrosledet, altså når en kæde har fået engrosprisen ned, så skal prisen registreres, og så skal alle købmænd kunne købe til den pris, så ville vi små købmænd have en chance."
   Jens kunne egentlig godt se idéen. En fælles engrosbørs der gjaldt for alle. Men det var politik og ikke hans sag. Det havde heller ikke hans store interesse. Men det lød lidt som noget hans far ville have kaldt planøkonomi, og det var jo noget, man skulle vogte sig for. Der var dog noget andet der snart fangede hans opmærksomhed. Det var en rød frakke, som han ikke havde set før. En rød frakke måtte vel tilhøre en dame? Han gik hen i hendes retning og skævede til hende, da hun vendte sig for at se på nogle varer. Hun var brunette, havde langt hår og et pænt, lidt rundt ansigt. Hun bar store briller, og under den åbne røde frakke kunne Jens se noget grønt, der lignede en strikket nededel under en sort skjorte. Desuden et lille stykke bart ved knæene og lange sorte støvler. Ganske nydelig var hun, og nok endda omtrent på hans egen alder. Da han havde skulet et par sekunder, vendte han sig om, så hun ikke skulle se at han havde kigget på hende. Han gik bort fra stedet og gik rundt om nogle varereoler, så han kunne komme til at se hende fra et andet hjørne af butikken.

På vejen hjem besluttede han sig til at mene at hun måtte være ny i byen. Sådan en sag måtte nok være gift eller i det mindste have en kæreste. Det kunne være rart at finde ud af. Han besluttede sig til at holde lidt øje med butikken når lejlighed bød sig, men der gik over en uge, førend han spottede hende igen. Han skyndte sig ud af butikken for at sætte sig på bænken på den anden side af pladsen foran købmanden. Herfra kunne han sidde og glo imod døren. Han havde også heldet med sig, for snart kom hun ud. Hun havde sin taske og en plasticpose med varer. Til alt held gik hun til en cykel med kurv på styret. Det var et stort held, for hvis hun var i bil, havde han nok ingen chance for at regne ud hvor hun boede, måske i en anden by. Hun trak cyklen et kort stykke, hvorefter hun satte sig op og kørte.
   Jens kunne naturligvis ikke løbe efter hende, men han fik set at hun kørte ad Lyngvejen, og det var et godt tegn. Hvis hun ikke skulle helt til en anden by, og dertil var der langt, så var der ikke mange muligheder for at hun kunne have fået en bolig, hvis det ikke var i en af de personaleboliger der hørte til plejehjemmet. Dette hjem for gamle var det yderste hus i byen i den retning, og måske havde hun fået job og bolig der.
   Ved aftensmaden, som bestod af brasede kartofler, stegte pølsestumper og løg, og en let øl til, sad han og tænkte på pigen. Eller damen, kvinden - hvad skulle man dog kalde hende? Var hun for gammel til at ville kaldes "pige?" Han kunne ellers godt lide det ord. Han forestillede sig at han gik tur med hende over i plantagen. Så tog hun hans hånd og sagde at det var rart at være sammen med ham. Efterhånden syntes han at han kendte hende helt godt. Men hun havde nok slet ikke set ham, det var bare ham der straks forestillede sig en hel masse. Jens prøvede den tanke at der var tilbud på vaskepulver hos købmanden. Så ville han se hende tilfældigt i butikken og så sige henkastet: "Undskyld, men har du set at der er tilbud på vaskepulver? Det er utrolig billigt!" "Nå, men så må jeg nok lige se på det. Det har man jo altid brug for!"
   Så ville hun gå hen til varen og fylde sin kurv med nogle af de storepakker. Ved kassen ville han tilfældigt træffe på hende igen og sige:
   "Nå, nu får jeg da dårlig samvittighed. Det er vist håbløst at få bakset de pakker op på cyklen. Ja undskyld, jeg kom lige til at bemærke at du kom på cykel. Den røde frakke - den er ret iøjnefaldende."
   Så ville hun le og sige: "Ja, jeg er da også for dum. Jeg skulle vist ikke have taget så meget. Hvordan skal jeg dog få alt det med hjem?" Og så var situationen jo kørt i stilling:
   Undskyld men, det er jo min skyld. Hvis jeg tør spørge - hvad retning bor du? Jeg kunne da hjælpe med at bære det hjem til dig."
   "Men er det ikke for megen ulejlighed? Kan jeg virkelig være bekendt at tage imod det?"

Jens tog den tomme tallerken over til vasken. Han måtte le ad sig selv. "Vaskepulver!" Vor Herre bevares!" Han vidste godt at han var håbløs. Efter opvasken, fyldte han kanden med vand til kaffemaskinen. Mens den bryggede, gik han ud i vaskehuset udenfor. Han havde ikke vaskemaskine her, men han havde en stor plastiksæk med tøj, som han havde fået vasket hos sin mor. Det var centrifugeret, men absolut ikke helt tørt. Han måtte se at få det hængt op, inden det blev surt i posen. Fra det lille vaskehus var der et vue over skolegården. Her kom der nogle gående imod skolens hoveddør. Det var voksne der skulle på aftenskole. Han måtte glo en ekstra gang da han spottede en rød frakke. Var det hende? Jo, det måtte det da være! Skulle hun også på aftenskole? Hvad mon det var? Gymnastik, Linedance eller sådan noget? Nej, så ville hun nok have en taske med til noget andet tøj. Så var hun borte, og Jens gik ind for at se til kaffen. Han tændte for fjerneren og bestemte sig for at se noget DVD. Han havde en nogenlunde samling af DVD'er, og ikke mindst en box med alt indenfor Harry Potter var han glad for. Det var ganske underholdende, og han kunne slappe af og drømme sig lidt væk. Han havde også nogle andre film med Emma Watson, hende der spillede Hermione. Hun var blevet en flot ung dame og han havde et godt øje til hende. Han kunne særlig godt lide at "Frelse hende fra ondskaben" og med et fint lommetørklæde tørre hendes våde øjne. Den slags drømme var han ikke flov over, og han havde dem jo også for sig selv.

Der var ikke tid til at se filmen færdig, for klokken ni skulle han over at låse skolen af for natten. Det gav ham en idé. Hvis han gik ud, kunne han måske se når kursisterne gik hjem? Han bestemte sig for at prøve. Han tog jakken på og gik ud for at holde øje med situationen. Der var endnu lys på skolen, men det sagde ikke så meget. Det var ham selv der skulle sikre at der blev slukket overalt. Men folk var faktisk flinke til at slukke selv. Det var jo voksne mennesker. Mørket havde for længst sænket sig, og han stod nu halvfrysende og ventede. Så faldt det ham ind, at hvis han bare stod der, ville pigen gætte at han måske stod og ventede på hende? Det var nok ikke smart. Kunne han finde på noget der gav ham en bedre grund til at være der? Idéen kom ganske let, han ville gå ind bag sin dør og lure på hvornår de første kom ud fra skolen, så ville han gå ud med sit nøglebundt, så alle kunne se at han skulle over at låse. Endelig kom de, og der var også den røde frakke. Han tog mod til sig og gik hen foran hende.

"Men godaften, er du også her? Ja - jeg så dig ovre hos købmanden forleden - du må vist være ny i byen?"
   Hun satte et stort smil op. "Er det så let at se? Altså at jeg er ny? Det er rigtigt, jeg er kommet til byen for ganske nylig. Hvordan ku' du vide det?"
   Det lød mistænksomt. Var den en antydning af bebrejdelse i tonen? Han måtte være forsigtig. "Nåh, jeg så dig hos købmanden. Jeg havde ikke set den røde frakke før. Du er vist den eneste i byen med sådan en. Jeg arbejder her. Jeg er skolens vicevært. Jeg skal låse af. Jeg fik jo lige øje på din frakke. Hvad har I om på skolen?" Jens forsøgte at smile både venligt og defensivt.
   "Vi har spansk. Jeg har lært lidt tidligere, og jeg så i kataloget at der er spanskkursus her. Man skal jo finde noget at lave om aftenen. Jeg er på dagholdet, så mine aftener er ledige - og kedelige, hvis man ikke kan finde på noget!" Igen havde hun et smil i hele hovedet. Hun havde pæne øjne og en rigtig sød mund.
   "Dagholdet? Øh..."
   "Ja, oppe på plejehjemmet. Det er der jeg arbejder. Jeg er so-su. Og du er vicevært her? Bor du her så?"
   "Ja!" Jens rakte en arm bagud og pegede. "De kalder det nu skolebetjent." fik han sagt med et smil.
   "Nå, jeg må vist hjemad." sagde pigen og smilte igen. Hun løftede en hånd til vink og begyndte at gå.
   "Jeg skal ind at slukke og låse skolen af. Du må ha' det!"

Så gik Jens op ad trappen til skolens forhal. Det var ikke uden ærgrelse over ikke at have fået mere ud af situationen. Han kunne da i det mindste have tilbudt at følge hende hjem i mørket. Men han skulle jo også gøre sit arbejde. Og hun havde nok også bare sagt nej tak. Hun ville nok let have gennemskuet at et sådant forslag mere handlede om hans egen fornøjelse! Jens fik hurtigt slukket, hvor der endnu brændte lys, og så lukkede og låste han døren. Emma ventede på ham hjemme! I mangel af bedre.

Næste dag var lørdag, og Jens trak sin knallert frem af skuret. Med lidt besvær fik han den startet og så kørte han ud af Borgmestervangen, Baunegårdsvej og endelig af en markvej til en mindre gård ude for enden af en stor mark, hvor kålrabien for nylig var taget op. På denne gård boede hans forældre. Her boede de på aftægt, da deres jord var solgt fra. Jens og hans ældre søster kom der med jævne mellemrum. Han satte knallerten op ad muren til den tomme staldbygning og gik ind i stuehuset, hvor han i entreen satte sine sko. Der stod altid et par tøfler, som han kunne stikke i. Inde i stuen sad hans far med avisen. Der var en særdeles velkendt atmosfære derinde, en særlig duft fra gamle dage. Han hilste kort på faderen og så sig lidt omkring. Han hørte den sædvanlige tikken fra standuret, og han skulle lige hen for at trække i kæderne, så lodderne kom op i toppen. Det havde han altid gjort siden barndommen. Så gik han derefter til køkkenet, hvor hans mor var ved at lægge sidste hånd på maden. Hun så op et øjeblik, da han kom ud.
   "Nå godav! Du kommer lige til tiden. Nu skal jeg straks være færdig! Sæt du dig bare til bords, du må da også være sulten nu!"
   Jens blev nu lidt derude og så på madlavningen. Han var meget tilfreds med duften fra komfuret. Det var nu noget andet end hans egne eksperimenter med gryde og pande. Men Mor havde aldrig ment at mænd havde noget at bestille i et køkken. I hvert fald kun hvis de var alene.
   Så sad de om spisebordet og fik hamburgerryg, kartofler og hvid sovs med peberrod og eddike. Der var øl til, og der var da flere i køleskabet, hvis man var tørstig.
   "Nå, hvordan går det ellers, Jens? Får du mødt nogen piger?" spurgte mor, idet hun rakte skålen med flere kartofler til sønnen, som han skovlede godt op af på tallerkenen.
   "Nåh, det er såmænd ikke det store med det!" svarede han stille og ærgrede sig indvendigt over igen at skulle have den snak trukket frem. Det var efterhånden et klassisk emne, men han foretrak nu at holde den slags for sig selv.
   "Det er nu ellers en skam, og nu doktoren har sagt at din søster ikke kan få børn, så er der jo kun dig til at - føre slægten videre."
   "For helvede da osse!" tænkte Jens. "Ku' man da for dælen ikke være fri for den slags her midt i maden! Man skulle ikke tro at de havde andet at gå op i!" Men han sagde det ikke højt. Efter at han var flyttet hjemmefra, havde han lært at være mere høflig mod forældrene. Men ku' de da bare lade være med at blande sig sådan! Men noget måtte han da ha' lov at sige:
   "Hvorfor skal vi altid ha' den slags snak? Der er ingen der vil ha' mig, kan I ikke snart fat' det?" Han så ned og skar et stykke kød, som han tværede rundt i sovsen.
   "Det har jeg nu møj svært ved at tro på!" sagde Mor. "Du er da lige så pæn som alle de andre! En går snart og får den tanke at du slet ikke er interesseret. At du måske er en af den anden slags!"
   Jens knaldede gaflen så hårdt i tallerkenen, at den nær var revnet. "Hvis du ikke snart holder op med det sludder om "den anden slags," så rejser jeg mig og går. Og bliver borte!"
   "Så så, Kamma! Det kan vi da ikke beskylde ham for!" sagde Far stille. Han var egentlig enig med sin kone, men han havde ikke lyst til at sidde her om bordet og skændes om det. Men tanken var da kommet til ham også.
   "Tak for mad!" sagde Jens. Han rejste sig og bar sin tallerken og glas ud.
   "Men Jens, vi skal da også ha' svedskegrød! Det er du da altid så glad ved!"

Så satte Jens sig tilbage ved bordet og ventede på grøden. Moderen havde ret. Det var en af hans yndlingsdesserter. Den fik de så, og Jens tog to gange af den. Bagefter var der kaffe i sofaen. Far tændte for fjernsynet. Der var kamp med hans favorithold, FC Barcelona. Han havde altid forsøgt at få Jens til at gå mere op i fodbold. Men Jens havde, sidst de var sammen, råbt op om at han ikke gad bruge tid på at glo på at mænd i shorts sparker rundt med en sæk luft. Det var da det mest åndssvage! Men denne manglende sans for fodbold havde desværre også fået Far til at tænke at Jens' forhold til piger måske ikke var helt af den regle slavs.
   "Har du hørt," begyndte far ubekymret, "at ham der Messi har rod i sine pengesager! Det er nu ligegodt sært at folk med så meget på kistebunden har brug for at smyge sig uden om skatten! Man må nu håbe at han bliver renset, for en som ham sku' ligegodt hellere ku' bruge tiden på at spille bold i stedet for at samle klemmer!"
   Jens satte sig, da han ikke lige kunne se nogen undskyldning for at lade være. Så rejste Far sig igen. "Nu, mens Mor laver kaffen, så ska' du nu lige smage den her!" Han gik til skabet i hjørnet og fandt en flaske og nogle glas. "Her ska' du se! Din søster og Karsten har været nede ved Fleggaard, og de havde en orli' masse med hjem. Se denne her flaske rom, det er bare sager! Ja, man tror det ik' før man har smagt den!"
   Så sad de lidt efter med kaffen og et cognacglas med brun rom. Jens måtte kæmpe sig igennem fodboldkampen. Det eneste opmuntrende var Mors hjemmebagte kringle. Den var til gengæld suveræn!

Dagen efter, derhjemme, tussede han lidt rundt og tænkte på snakken hos de gamle. Han tænkte på pigen i den røde frakke. Hvad mon de ville sige til hende? Han forsøgte at forestille sig at han havde inviteret hende med hjem på gården. Hvordan ville det foregå? Skulle han komme ind ad døren og sige: "Ja, det er så - øh - hva' dælen hedder hun mon? Vel ikke Emma? Det ku' ellers være sjovt! Men hvad ville Mor så sige? Sikkert dette: "Kom da indenfor. Ja, det var da os' på tide at bette Jens fandt sig en pige. Du skal være så hjertelig velkommen! Nu skal Jens og Far sætte sig ind i sofaen, så kommer du med mig, Emma. Vi to ka' gå i køkkenet. Du ka' jo ligeså godt få't lært med det samme. Du kan tage det røde forklæde der. Det har jeg arvet fra min mor, og det har jeg tænkt mig at du skal ha'!"
   "For helvede da osse!" tænkte Jens og tog sig til panden. For der var desværre temmelig store chancer for at det ville foregå præcis sådan!

Der gik en lille uge, men så kom den begivenhed, som Jens godt vidste, var under opsejling: Julefesten i forsamlingshuset. Der kom plakat op ved købmanden, skolen og rutebilstationen. Selvfølgelig skulle han med og han var begyndt at glæde sig. Der skulle være spisning, banko for de interesserede og ellers dans til Kandis, eller i hvert fald noget der lignede. Det var noget hvor alle kunne være med.
   Dagen kom, og Jens havde været i byen og købe noget nyt tøj. Sorte jeans og en smart jakke til. Det var dyrt, men det skal jo te', og ærlig talt var det længe siden han havde spenderet nogle klude på sig selv. Han mødte tidligt og trak sit nummer til bordplanen. Han havde jo sine forhåbninger, men det var nok umuligt. Det var jo to ting på én gang! Men i det mindste det ene ønske gik i opfyldelse. Da han luskede ud i forhallen lidt senere med et glas fadøl i hånden, fik han øje på en rød frakke i garderoben. Det ku' godt være den! Han mærkede en vis ophidselse. Var hun virkelig dukket op? Og kom hun alene? Han mærkede på sedlen med nummeret i lommen. Det var en lyseblå seddel med et nummer. Damerne havde lyserøde sedler med et nummer. Så skulle man gå rundt og finde sin partner til bordet. Kendte Jens sit sædvanlige held, fik han nok en bordame der var gammel og tung, eller slet ingen, fordi der lige præcis var en dame mindre til festen! Så fik han øje på hende. Hun havde vist været ude på toilettet og rede sit hår, eller hvad piger nu skal. Hun så godt nok pæn ud! Sort nederdel og en hvid silkeskjorte. Han så den anden vej, men gik alligevel nærmere. Så med ét vendte han sig tilfældigt rundt og stod så lige foran hende.
   "God aften!" fik han sagt. "God aften!" sagde også hun og satte et sødt smil op.
   "Nå," sagde Jens. "Du turde godt møde op! Det er rart når de nye har mod til at være med."
   "Jo da! Og lidt betænkelig er man jo. Men jeg tænkte, at man æder mig nok ikke. Så selvfølgelig skulle jeg med. Det ser ud til at blive mægtig skægt!"

Der lød musik fra salen. Det var vist noget båndet noget, for bandet kunne vist ikke være klar endnu.
   "Det plejer det også at være! Er du alene i byen?" Gisp, han havde sagt det! Han frygtede det værste.
   "Ja, jeg er alene. Det er måske lidt pinligt, men jeg har ingen kavaler. Hvad med dig?"
   "Jeg er osse alene. Jeg er stadig pebersvend, til de gamles store ærgrelse." For resten, har du fået trukket en seddel?" Han kom til at se ned på hendes barm. Man kunne se bh'en under skjorten. Og det var langt fra en lille størrelse! Han fik dog hurtigt tippet hagen op igen.
   "Ja, det har jeg." Hun fiskede en lyserød seddel op af tasken. "Det er nr 67!"
   "Jeg har 109!" sagde Jens og forsøgte at undgå at vise sin skuffelse.
   "Så skal vi ikke sidde sammen. Men vi kan måske danse senere? Hvad hedder du, hvis jeg skal spørge efter dig? Jeg hedder Lisbeth. Jeg er for resten heller ikke gift."
   "Er der alligevel en gud?" tænkte Jens og fik kejtet fremstammet sit navn. Så lød der et signal om at folk skulle gå til bordene. Før man kunne gå i gang var der et par talere, der lige skulle sige et par ord. Det måtte man tage med, for der var flere sponsorer, der lige skulle have lov at vise flaget. Endelig kunne man stikke kniv og gaffel i maden. Den ku' gå an, men den var ligegodt ikke som Mors! Nå pyt, Jens havde andet at spekulere på. Hvordan skulle han komme til at danse med Lisbeth? Ville hun stå og danse med afstand imellem dem? Eller skulle de gribe fat, og hvor tæt skulle de så være? Det gjaldt om at vise gåpåmod, med uden at træde hende for nær. Hvis nu han kunne komme først, inden andre fik mast sig på! Og hvis bare musikken ikke var alt formoderne og sprælsk, for så var det nok svært at få hende til at danse så man virkelig ku' mærke hende. Så skulle der spjættes løs fra afstand, og det var han altså ikke alt for ferm til.

Endelig kunne de rejse sig fra maden, og så gik orkestret i gang. De satte i med sådan en gang countrymusik, og det var vist godt nok. Sange om ulykkelig kærlighed er godt til at tage om pigerne til! "I've got Your pictures - she's got You!" Han gik hen til bordet med Lisbeth og spurgte rent ud, om hun turde være først på gulvet. Han regnede med at hun nok ville tænke, at ham Jens, han er godt nok en frisk fyr, da! Og han kunne have sparet sig bekymringerne, for hun kom fra starten helt i hans favn. Han kunne endda mærke hendes bryster!
   Det gik fint med dansen, og de tog en til. Så syntes Jens at han vist måtte sige tak og give hende fri. Helt tilfreds med indledningen, gik han til baren og fik endnu en fadøl. Den drak han måske lidt for hurtigt, men han følte sig også noget hektisk. Han gik lidt rundt i salen, men der var ikke noget der kunne fange hans interesse, og der var heller ikke andre der henvendte sig til ham. Så satte han sig hen til sin plads ved bordet. Spisebordene var ikke ryddet af endnu og han fandt lidt rester af uddelt slik, som han satte sig til at gumle på. Lidt efter fik han øje på Lisbeth, som var blevet budt op af en fedladen bondekarl. Jens kunne godt kende ham. Det var Henrik Storm fra Svend Mikkelsens gård. Det var ham der altid skulle braldre løs om hans traktortræk. Som om der var noget ved det! Hvorfor skulle denne klamme fyr netop kaste sig over Lisbeth? Jens kunne se ham trække hende nærmere. Han forsøgte med disse drejen damen rundt i hans udstrakte arm, så det kunne se ud som om han kunne danse, og hver gang hev han hende endnu nærmere bagefter. Forhåbentlig faldt hun ikke for så latterlige scoringsforsøg. Men flere danse fik de. Jens bundede sit glas og indså at der vist ikke var nogen vej udenom at få sig et til. På vej til baren med fadølsanlægget, blev han nu prikket i armen. Han vendte sig. Det var Lisbeth.
   "Åh, Jens, gider du ikke frelse mig? Jeg må væk fra ham den anden, han er ikke til at holde ud!"
   Jens stirrede med lykkelig forbavselse. Så drejede han rundt for at blive af med det tomme glas, og sammen gik de ud på gulvet. Lisbeth lagde sine arme om ham, og han måtte gøre det samme. Han lagde hagen i hendes hår og mærkede den stigende varme i sit indre. Hvad skulle han sige til hende? Eller skulle de bare danse stille? Han blev lidt nervøs. Nu mærkede han hende helt tæt på. Var han virkelig den hun kunne lide? Det så ud til, at det nu var hende der havde valgt ham. Det var ikke det han havde forestillet sig. Han så sig helst som den der kunne vælge. Den der kunne sige ja og nej og ikke bare skulle danse efter andres pibe og blive afvist med de andres latter i ørerne. Blev han gode venner med Lisbeth, og lidt til, så ville dan dag komme, hvor han måtte tage hende med hjem. Scenariet var rædsomt. Hvis han tog hende med hjem, ville han uundgåeligt måtte indrømme at han "gjorde ting med hende." Ting der altid havde været et tabu, noget man aldrig havde kunnet tale om. Han tænkte på en episode, der siden havde været et uudholdeligt minde. Hans moder havde i hans grønne ungdom fundet et blad med bare damer i et af hans gemmer. "Jeg vil ikke se sådan noget svineri i mit hjem! Du kan tro at det skal blive sagt!" Det var hans far, hun hentydede til. Han fandt dog ikke ud af om hun fik sladret eller ikke, for hans far omtalte det aldrig. Men Far kom heller aldrig til ham og sagde: "Det er i orden Jens, det er helt normalt med drenge!" Og Jens svor en dyr ed: Hvis sådan en smule blad skal gøres til noget svineri, så kan de også selv om det. Han skulle i hvert fald aldrig nogen sinde mere give anledning til den slags. Han ville aldrig komme hjem med kærester eller noget. De sku' ikke komme her og kalde ham unormal og så bagefter forlange at han skulle komme anstigende med en pige, så de ku' regne ud at han nok hev tøjet af hende når de var alene. Og antydninger om at han måske var en af den anden slags mænd, passede ham egentlig fint. De havde aldrig talt om noget hjemme, noget der kunne give besked om kærester, ægteskab og børn. Næh, alt det måtte man selv finde ud af. Og når man så fandt ud af noget, var man et svin.

Musikken spillede og Lisbeth blev hos ham. Hun var lidt mindre end ham, og han mærkede hendes mund mod sin hals. Hun var vist ivrig efter at få fat på ham! Han kom til at tænke på Diana, som han havde været så lun på i skolen. Han havde ikke haft en chance. Hende han ville ha', kunne han ikke få, og nu var det vist Lisbeth der villa ha' ham. Men Jens ville jo også ha' Lisbeth! Han ku' bare ikke li' at det var på den måde. Han må ikke noget, når det er ham der vil, men han skal bare være der når det er andre der vil! En narrehat og stikirenddreng, det er hvad man er!

Han holdt fastere om hende. Bare man kunne tage hende til et sted hvor de kunne være alene. Et sted hvor han kunne stikke hånden op ad hendes ryg og pille ved bh-spændet. Så ville hun gætte at han tænkte på hendes patter. Så ville han nok sænke armene og klemme hendes balder. Lisbeth var voksen og hun ville nok gerne. Men hun ville nok have det ordentligt. I en hyggelig og ren seng. Men han turde ikke spørge hende. Spørge om hun ville med hjem. Han kunne også bare spørge om de skulle ses igen. Om de skulle gå en tur i skoven. Og så kunne det andet jo ske senere. Engang hvor de ikke kunne lade være. Men så ville han alligevel engang komme dertil, hvor han skulle forklare de gamle at han nu var blevet en mand og havde fundet en dame. Og så ville hans mor rende rundt til alle naboerne og fortælle om det. Det var utåleligt. Han måtte bakke ud af disse udsigter, for det kunne han ikke stå igennem. Han ville styre sit liv. Og han kunne ikke få den han ville have, det var jo hende der ville have ham!
   Jens vidste godt at alt det bare var udflugter og bortforklaringer. Og tåbeligheder. Men han ville ikke. Han havde lovet det, og hvem var han, om han ikke kunne tage en beslutning og så holde fast ved den? Nu vidste han hvordan. Hvordan han kunne slippe. Han kunne ikke sige til Lisbeth at han ikke kunne lide hende. Men han kunne få hende til ikke at kunne lide ham.

"Lisbeth, jeg må fortælle dig noget." sagde han stille. Foreløbig lod han sætningen stå. Man kunne endnu bakke ud af det. Men han forsatte. "Ser du, jeg er den slags mand, du ved, den slags... der ikke kan være kærester med kvinder."
   De dansede videre, men tempoet blev langsomt sat ned. Det var igen en countrysang. "Stand by Your window some night..." Lisbeth sagde ikke noget, og det var som om hun blev slap i hans arme. Ikke helt slap som et lig; hun stod da endnu på sine ben. Der kom lidt mere afstand imellem dem, og nu var sangen til ende. Hun slap ham. "Tak for dansen," sagde hun og gik.
   Jens gik op for at få et glas øl mere. Det ville nok være det glas for meget, men han trængte til at få noget indenbords. Han trak hurtigt det halve og mærkede ulysten til resten. Så gik han lidt rundt og kom ud til garderoben. Roligt gik han til stedet, hvor han havde set Lisbeths røde frakke. Nu var den borte. Han blev trist over det, men egentlig også glad. For nu havde han fået sin kontrol tilbage. Lisbeth var en dejlig pige, men det kunne jo ikke nytte noget. Og hun ville nok også snart blive træt af ham.

Sneen var kommet og Jens havde arbejdet en stor del af dagen med at rydde skolegården. Ved aften gik han ud for at mærke den stille frostklare luft. Det var vindstille og himlen var helt åben. Månen var omtrent ny, og Venus stod lige ved siden af, som var hun centrum i månens bue. Månen havde altså fået selskab en kort stund. Snart ville den igen stå ensom som den havde gjort i måske milliarder af år.
   Jens trak vejret ind og følte blodkarrene i næsen udvide sig. Eller trak de sig sammen? Men kort efter havde han vænnet sig til den kolde luft. Gården stod pæn og ryddet, men der skulle være mere sne på vej. Så måtte han i gang igen. Men godt med noget at tage sig til. Hvor mange år mon han havde tilbage? Og hvor mon kan kunne bo når han blev for gammel til arbejdet? Han ville nok blive nødt til at flytte. Den tid, den sorg. Eller glæde, hvem kunne vide? Næste dag var lørdag, og han behøvede ikke arbejde i gården. Når bare den var ryddet til mandag morgen. Han ville tage hjem til de gamle og hjælpe med at sætte nyt tapet i stuen. Det havde trængt længe. Og mon ikke den så stod på svedskegrød?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 19/11-2017 18:14 af Flemming Dalsgaard (dino) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6190 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.