Jeg er ikke deprimeret.
Jeg kan stadig beundre pæne ting.
Jeg kan stadig grine af vittigheder.
Jeg har stadig et smil på læben, når jeg snakker med menneskerne omkring mig.
Men når jeg går indenfor,
når jeg endelig er alene,
så er der noget, der går i stykker indeni.
Jeg går i en dvale så sød,
at den begraver mig.
Jeg kigger i spejlet,
men jeg kan ikke lide det jeg ser.
Tårerne falder altid,
når jeg skal nat efter nat, igen skal falde i en drømmeløs søvn.
Når jeg langsomt finder ud af,
at jeg savner noget
der ikke eksisterer.
Jeg er ikke deprimeret.
Ikke endnu.
Jeg har bare været trist i lang tid.
Jeg kan stadig finde lyset.
Jeg kan stadig smile.
Gad vide, hvor længe jeg kan sige: Ikke endnu?