I dette nu er der noget som begynder
og noget som endegyldigt forsvinder,
sådan, som alting altid forandres,
ustandseligt,
i skabelsens endeløse forløb...
Et barn som åbner øjnene
for første gang,
det tågede lys,
de fremmede lyde,
hænders forsigtige kærtegn,
og ind i mellem
denne vægtløshed
når man bæres
pludrende gennem rummet,
imens luften smyger sig
omkring den dunede isse,
og så, et brag på gaden,
biler der smadres, kroppe der knuses,
i forgængelighedens forslugne tærskeværk,
bagefter, den store blødende stilhed,
vindens kærtegnende hvisken
i den frodige sommersfære,
fuglenes virtuose fløjteri,
en hund som følger en duft,
en dreng der kalder,
et kys, som smager af sukker,
en kvinde der skriger,
knivstikkeri i en park,
en ung mand synker sammen,
stolthed afløses af angst,
angst bliver til rædsel,
tænder gnistrer
i et spejl af blod,
imens en due letter,
stiger op mod nærmeste tagryg,
hvorunder, i samme øjeblik;
en orgasme vælter en kvinde
excorsistisk rundt i sengen,
eksploderende, døende,
som dette digt
og alt andet derude,
så uforudsigeligt,
altings skabelse.
I dette nu er der noget som begynder
og noget som endegyldigt forandres...