Gastric Bypass


9 måneder, 11 dage siden 0 kommentarer Noveller

0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
9 måneder, 11 dage siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
11 måneder, 17 dage siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
1 år, 5 måneder siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
1 år, 6 måneder siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
1 år, 7 måneder siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
1 år, 9 måneder siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
2 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
2 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
3 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
4 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
4 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
5 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
5 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
5 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
5 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden af hende, råbte en kvinde som stod helt oppe foran, bag chaufføren. Et tykt tavst barn så op. Du er skør i knolden, Bo, sagde hun til en mand med blussende kinder. Han hang med den ene hånd i bagagenettets stang og kørte den anden fra panden gennem håret og ned i nakken med en pegefinger uden negl.
   "- Se hvor du sveder. Det er det rene spild at give dig en skjorte på, du er jo ikke en gang et menneske, selv om du får skjorte på. "
   Savitha sad og klemte sig sammen på et to mandssæde, alligevel skulle den der skulle sidde ved siden af hende være meget smal om hofterne og bagdelen, faktisk var der ikke plads til en medpassager. Hun så køen af mennesker nedad gangen og gjorde sig så lille som mulig, og mens hun fokuserede på et punkt foran sig, forestillede hun sig hvordan det ville komme til at gå når hun trådte ind ad døren hjemme hos Johanne og Knud. Johanne ville helt sikkert være glad for at se hende. Stiv som et bræt fulgte hun bussens svingninger mens det dunkede løs i baghovedet. Savitha koncentrerede sig af al magt om ikke at kaste op, og sikre sig at verden stadig var nogenlunde vandret. Mundvandet steg og steg. Hendes ømme skuldrer værkede og hun masserede kraftigt med knoerne på hendes tommelfingre. Et nordlys i hendes bevidsthed flakkede og flaksede ned over hende.
   Pakket ind i en avis sitrede krysantemummer i bagagenettet. I kurvene knækkede de stive blomster med den skarpe lugt af.
   "- Det var lige det der manglede, de pokkers gule blomster stinker, så man bliver helt dårlig af det," sagde en kvinde.
   Foran sig så Savitha samtalen med sin mor, hvordan hun ville raspe i brødet med en sløv brødkniv. Hun ville fortælle om naboens nye hund som gøede hele dagen. Eller om den dyre nye frakke hun havde set i den økologiske butik i midtbyen. Hun havde på fornemmelsen at det ville tage lang tid at få lokket pengene ud af forældrene, om muligt umuligt. Hun opfangede lyset over sig, lod sig stikke af de, det prellede af til at starte med, og hun skal virkelig koncentrere sig meget for at bevare det i bevidstheden. Endelig får hun fat i enden på det og hun trækker det ind mod sig af alle kræfter. Brystkassen sitre.
   En mørk pige med tørklæde sad på handicappladsen og puttede græskarkerner ind i venstre mundvig og spyttede skallerne ud af den højre ned i hånden.
   "- De æder alt. Kvinden nikkede i retning af pigen. "- I går var der tre i mit nabolag. I en sort Audi. Alle sammen i jakkesæt. De samlede sig sammen. De har biler, vi aldrig får penge til. De spiser og drikker...ja hvad skal man tro..." Hun holdt fat i sit indkøbsnet. "Min mand var ved tandlægen i går eftermiddags. Karies i tænderne er ved at slå os ihjel, selv børnenes hjørnetænder rådner. Nu kan det være nok sagde jeg. Se at få munden ryddet og få dig et gebis. Franz gem nu den snapsflaske væk. Det skidt har lagt mange i graven."
   "- De er ikke til at snakke med," nikkede sidedamen. "- Min mand kunne have levet den dag i dag, men der snakker man for døve øren."
   "- Det er da bedre, hvis de kreperer så får man da ro."
   "- Ja, men de kreperer først, når de har udmarvet én for resten af livet."
   Hun satte nøglen i låsen og trådte ind i entreen. Der lugtede af modne æbler og sellerisuppe som der altid havde gjort. Spejlet var nypudset og glasrens og vaskeklud stod stadig fremme, det lignede ikke Johanne at lade det stå, men så hørte hun hendes mors messende stemme. Der blev sagt "Ja", "Nå", "Ja"..."Okay" og endelig "Nej tak". Jakken blev hængt på en bøjle og hun greb fat i rengøringsmidlet klar til at gå videre ind i huset da hun hørte Johanne sige
   "- Nej nu kommer Savitha, så må jeg løbe, farvel." Til den hun talte med og hun smækkede hastigt på. Johanne stod med ryggen til og hun vendte rundt og så glad på Savitha som ville hun omfavne hende, men fik så et svagt skær ned over ansigtet og ludede lidt i kroppen mens hun trak sig væk igen.
   "- Hej."
   "- Hej. Det var godt du kom, jeg har ventet på dig. Jeg kunne jo ikke vide hvornår du ville dukke op. Du sagde jo ingen tidspunkt." Hun smilte. "- Ja. Det er også lige meget jeg var jo hjemme. "
   Fra bagagenettet dryppede der noget blodrød druesaft på et baghoved.
   "- Hvis er den pose?" spurgte den mand, hvis hovedbund, saften var sivet ned på, og ingen sagde et ord. Han rev posen ned fra hylden og kastede den under sædet.
   "- Sådan et svin" sagde kvinden halvhøjt, og da han kiggede på hende, sagde hun højt,
   "- Det er ikke min pose, men et svin er du nu alligevel."
   Teen i Johannes kop dampede ikke længere og Savitha fortrød hun sagde nej til den øl hun var blevet budt.
   "-75.000 kr. er mange penge." Hviskede Johanne og kiggede skråt på Savitha.
   Savitha sukkede og så ned i bordet. Hun havde lyst til at sige, ja men du har jo selv været skyld i at jeg er så stor. Altid holdt mig i så kort snor at jeg aldrig har kunnet andet end at spise. Men det turde hun ikke. Sikke et ragnarok det ville starte. Hun lukkede øjnene.
   Johanne rakte hånden hen over bordet og ville gribe hendes hånd der holdt om kruset men ændrede så retning og greb sit eget krus for at tage en slurk.
   "- Men du skal nok få dem." Snappede hun og gjorde en kunstpause. "- Om far og jeg så skal leve af havregryn så skal du være glad".
   Savitha vidste det var noget fis det hun sagde. Hun vendte siden til. Johanne lukkede det kun ud for at kunne hævde sig og sige at hun havde gjort hvad der stod i hendes magt. Vreden kneb sammen i mellemgulvet og blev holdt i ave af trangen til at spise. Hvis Savitha bare selv kunne skaffe de penge, men det ville være umuligt for hende at tjene så mange ekstra penge så hurtigt. Øjnene faldt på hendes mor, Johanne rejste sig og hentede et stykke papir.
   "- Så mangler jeg bare dine konto oplysninger."
   Savitha vendte sig om og hentede sin pung i tasken, mens hun bukkede sig ned sortnede det for hendes øjne. Idet lyset forsvandt lukkede der sig pludselig en anden verden op bag alle tågerne. Befriet for mad, varm og blød. Hovedpinen lettede lidt og hun smilte til sin mor. Johanne så smilet og hviskede
   "- Du kunne jo også bare gå på slankekur."
   Det vendte sig i Savitha mens hun vendte rundt mod entreen. Hun kunne mærke at hun følte sig låst fast i højre side og at hun måtte arbejde meget med at forstørre lyset, lade det komme tættere på, blive en del af sig selv. Endelig bølgede der små stråler af lys mod hende. I hende var et kæmpe krater, et stort sort hul som slugte de mindste lys glimt og frådende åd sig ind på alt hvad hun så på og puttede i munden. Det indkapslede kroppen i røg. Sulten bed og brændte. Tungsindet gav hovedpine. Sjælen forsvandt. Det ulykkelige barn kunne kun næres og trøstes ved mæthed. Desværre kunne Savitha kun give det det en pseudotryghed, en pseudotilstedeværelse i verden.
   Solen stod lavt og himlen var rød. Det gjorde ondt i øjnene. Det tykke tavse barn bed i sin fletning og konen ved siden af kiggede på det og sagde "Fy". Barnet så væk og bed endnu dybere i fletningen. Bussen rullede forbi ildrøde mure, som ikke havde nogen vinduer, men dog firmaskilte med store sorte bogstaver og store sorte punktummer på. Og de blev aldrig til ord. Det tykke tavse barn lænede hovedet mod ruden og mumlede. Det bed sig i tungen, da bussen kørte over et hul i vejen. Det mumlede og græd mens det stak hånden i tasken og hev endnu en pakke op som det begyndte at spise af. Majsen stod på marken og rådnede på grund af den våde sommer.
   "- Bo, hvorfor lader du hende spise al den mad, du står da ved siden af hende."
   "- Spyt ud Gitte. Ikke mere mad nu," sagde manden til barnet.
   Det tykke tavse barn sank hurtigt, hvad hun havde i munden og kiggede muggen ned i den store taske, som var fyldt til randen med sølvpapirspakker. Manden lukkede tasken. Kvinden lo nervøst.
   "- Bo giv hende nu jakken på. "
   "- Kom her, Gitte," sagde manden, "Du stikker ikke armen ned i ærmet.
   Pigen med tørklædet rullede posen med sine kerner sammen og puttede dem i lommen, så smuttede hun i sine ballarinasko. Chaufføren kiggede ind i den tomme bus og havde hikke.
   "- Knap din jakke, Gitte. " sagde kvinden.
   Johanne fulgte Savitha ud.
   "- Hvornår ses vi igen?"
   Savitha sank og trak på skuldrene. Hun havde kvalme. Og helt vildt meget lyst til pommes frites, masser af salt til at dulme med. I bussen på vej hjem havde hun allerede bestilt og afbestilt de første fem forskellige grill arrangementer. Så gik det også nemmere når hun for alvor skulle bestille maden når hun kom hjem. Hun tænkte på madprogrammet hun skulle hjem og se. Svælge i drømmen om karamelliserede pastinakker, søde kartofler. Drikke fiktive smoothies med chiafrø og urter, kåljuicer og stegte kyllinger. Duften af mad. Smagen af mad. Hun glædede sig og glemte sin hovedpine.

En tårnhøj mand skubber hektisk bag på i køen i kantinen han vil til fadet for der er kun en halv time til at nå igennem den lækre frokost kantinepersonalet hver dag disker op med. Savitha giver sig god tid til at gennemgå de mange anretninger og vælge sig de lækreste små tarteletter med laks, flæskesteg og lune frikadeller. Mundvandet bliver sunket. Hun tager bulgursalat og to store stykker brød med smør og lidt leverpostej. Der er også plads til ost på tallerkenen og rosiner og nødder. Kantinedamen med de knortede hænder spytter på kluden og gnider æblerne til de skinner. Hun lægger de skinnende æbler ved siden af hinanden, så de røde kinder vender frem og arrene bagud. Æblerne er små og skæve. Vægten er tom. Hun vejer to æbler. Så regner den gamle kone højt med munden, indtil hendes øjne sidder lige så tæt ved siden af hinanden som æblerne. Så hårde og stille, fordi hun ved, hvad de koster. På Savithas bakke ligger der også to Rittersport og en cola. Pengene blinker i hånden og Savitha tager avisen og betaler. Hun går ned og finder en plads og begynder at spise. Tænderne tygger og tungen sluger grådigt. På vej tilbage til skrivebordet køber hun en pose slik og en ny cola.
   Ned af trappen tilbage til sin plads på kontoret kigger hun på slikket hun har i hånden og får en dårlig smag i munden. Nu ligger al maden som en tung dyne i mellemgulvet og hun tænker på i morges da vægtens nål bare steg og steg. Øv. Det var dumt. Hun skulle have valgt den nupokur hun havde sat sig for i weekenden, så var vægten helt sikkert faldet i morgen tidlig. Nu skal hun i hvert fald først på vægten i overmorgen, tidligst. Posen bliver gemt dybt ned i tasken men hun kan ikke glemme den. Nu og da henter hun bare et lille bitte stykke frem af den.
   Solen står på postkasserne i trappeopgangen. Netværket af roser kaster skygger på væggen. Blomsterne er små, vokser i klynger, som kan holde sig selv fast i hånden. Postkassens øje er ikke sort og tomt, det er hvidt. Og bag det hvide postkasseøje er et svar brev fra regionen. Men på konvolutten står svaret ikke. Åh nej. Bare det nu ikke er et afslag. Savitha væder læberne. For selv om Savitha netop har fået pengene til operationen ved sine forældre har hun andre planer med dem hvis hun får godkendelsen fra regionen. Elevatoren bliver ved med at være mørk, der lyser ikke noget grønt øje, der er ingen strøm. Trappeopgangen lugter af kogt kål. Nødderne rasler idet hun går. Savitha begynder at tælle højt i mørket, i stedet for trinnene tæller hun sin venstre og sin højre sko. Og hvordan skoene uden hende hver især løfter sig, og træder på trinnet. Indtil hvert tal efterhånden kun er hendes stemme, så en fremmed stemme. I den fremmede stemme begynder hendes egen pande. Hun holder pause for hvert tredje skridt. Benene syrer til. Tasken med rosiner og nødder står på køkkenbordet. Ovenpå nødderne ligger brevet, ved siden af tasken står et tomt fad. Skuffen er halvt åben, kniv, gaffel, kniv, gaffel, gaffel, gaffel, alle tænder sammenlagt en kam. Savitha åbner skuffen helt, store knive imellem dem hammeren. Hendes hånd lægger en nød på bordet, et let slag med hammeren. Nødden har fået en revne, hun slår tre gange, fast og skallen kvases. Og hjernen i skallen. Der kravler myrer hen over komfuret. Syv rødbrune store, fire mørkebrune mellemstore, ni små, sorte som knappenålshoveder. De kravler ikke de marcherer.
   Mellem computerne er der foretagsomhed. Den lange eftermiddag sluges af lysstofrørenes klare lys. Savithas øjne lyser og hun slikker ihærdigt sin lipgloss af. Hun bærer bunken med papirer ned til sin arbejdsplads og går i gang med at sorterer dyngen. Kollegaen kigger og gaber. Hendes hvide tænder er et bid. Der tælles. Hun mærker sine tindinger banke og mumler mit hoved er et ur. Jeg trækker det op til fjederen springer. Kalorietabellen kommer frem. Savithas mave knurre. Savitha tæller kalorier mens hun taster tal ind på computeren. Fraværende tager hun sin mobiltelefon.
   "- Der er en rotte i fælden," siger kollegaen.
   Savitha piller et hår af sin bluse. Hun trækker et mere ud af blusen. Hårene svæver mod jorden som strå. Små hvirvler drejer dem. Savitha ser ned i bordet mens hun siger sit navn. Det er Johanne.
   "- Ja, hej mor. Nå, du har overført pengene. Det var da vel nok dejligt. Tak skal du have."
   Savitha træder tilbage fra bordet og smiler til kollegaen som ser roligt på hende og roder i sin taske. Yes. Så havde hun ret. Hun fik den maveoperation. På den ene eller anden måde. Men hun fik den. Allerede om få måneder vil hun være igennem den operation der kan ændre hendes liv. Hvor er det fantastisk. Savitha har lyst til at drikke champagne. Papirbunken flagrer i hånden på hende, alle tallene danser rundt. Hun kaster kuglepennen i vejret, men behersker sig så. Det er trods alt Johanne hun taler med. Hun lægger på og rejser sig. Sætter sig ned og rejser sig så igen. Så går hun over til kollegaen.
   "- Jeg giver flødeboller," storsmiler hun. Kollegaen ser forbavset op på hende og på hendes ur. De kunne lige nå det, hvis hun lavede kaffen.
   Brevet ligger hvidt med ruden med hendes navn på. En flaske cola bruser op og hun sætter den for munden, mens hun skæver ned for sig. Slubrende tømmer hun flasken stående op af køkkenvasken. Hvis det er et afslag har hun jo heldigvis pengene fra hendes forældre i baghånden. Savitha smiler for sig selv. Hun nupper brevet og skraber det mod hagen. Det er let i begge ender og dufter ikke af noget. Den største kniv er savtakket og tung i hånden. For pokker hvis hun bare vidste at hun var godkendt. Raspende flækkes kuverten og et a4 ark kommer til syne med en masse skrevet på for og bagside. Det skal foldes helt op. Lettet holder hun det ind mod brystet. Der står en dato og et tidspunkt til forsamtale, en undersøgelse til gastric bypass. Suk. Så kan alle hendes planer realiseres.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/01-2018 12:27 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2659 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.