1Urtekonen
Prolog: · Ragna tøvede et kort øjeblik, og mærkede hvordan hele hen... [...]
Fantasy · fantasy
29 dage siden
5Ønsker...
Svedige hænder · Sammenbidte tænder · Ønsker blot at nå det jeg skal ... [...]
Digte · fremtiden, norm, desperation
29 dage siden
9Hjem
Du driller mig. · Små, perfekt timede stik, · som aldrig ikke betyder... [...]
Digte · følelser, refleksion, fællesskab
1 år, 5 måneder siden
5Lyn og torden
Det lyner og tordner. · En alt overdøvende klang skaber ekkoer i mi... [...]
Digte · mennesker, tvivl, magtesløshed
1 år, 7 måneder siden
6Vågn op
Fanget. · I en tilstand. · I en stilstand. · I et langt åndedræt. · Et en... [...]
Digte · tanker, stilhed, angst
1 år, 7 måneder siden
8Helt forkert
Sidder i en stemning. · Føler mig helt forkert. · Leder efter en tank... [...]
Rim og vers · selverkendelse, sanser, storm
1 år, 7 måneder siden
6Drøm
Jeg forsvinder. Dykker ned i en drømme utopi. · For det er bedre en... [...]
Rim og vers
1 år, 7 måneder siden

Puls: 33,3

Publiceret: 2
Afgivet: 11
Modtaget: 11
Lykke Emili Hee (f. 1990)
Prolog:

Ragna tøvede et kort øjeblik, og mærkede hvordan hele hendes krop strittede imod da han rakte sin blodige hånd frem og tog fat i hendes arm.
   "Vi skal afsted nu. Der går ikke længe før vagterne er overalt"
   Hun lod ham føre hende ned af den lange mørke gang, mod lyset i enden der lovede hende frihed. Tusindvis af tanker strømmede gennem hendes hoved, og hun besluttede i dette øjeblik at hun ville overgive sig og stole på denne mand, med de sorte øjne, der modsat hende tog hele situationen med en kølig og afdæmpet ro.
   Hun var stadig i syv sind over alt hvad der var sket denne turbulente dag. Men hvis der var noget hun manglede i denne verden, var det en ven. Der skyllede en bølge af taknemmelighed over hende, en følelse hun ikke havde haft siden hendes mor var i live.
   Hendes mor havde haft nok kvaler i livet, til at spilde dyrebare minutter på at vise hengivenhed. Men hun vidste at hendes mor havde elsket hende af hele sit væsen. Hun havde været en stolt kvinde og havde aldrig ytret et ord omkring det, men Ragna var klar over at hun havde haft svært ved at finde midlerne til at give et barn en god og almindelig opvækst.
   I de sværeste stunder, hvor Ragna havde siddet med det sidste stykke brød i hånden, og hendes mor havde vendt ryggen til og stille drukket sin te med hovedet vendt mod flammerne i deres lille hytte, havde Ragna følt sig utilstrækkelig, og smagt på den væmmelige frustration over ikke at kunne give mere... Være mere.

Hun havde aldrig forestillet sig at hendes liv kunne være andet end det, der var blevet tegnet i runerne hendes mor havde kastet for hende på hendes trettende år i denne verden. De havde spået hende en fremtid i hendes mors fodspor, hvilket på det tidspunkt havde gjort både hende og hendes mor stolt. Hendes mor havde dog haft et fjernt og tåget blik, som forsøgte hun at få øje på noget i det fjerne. Ragna havde ikke lagt mere i hendes mors ledende blik, men havde blot accepteret sin skæbne som landsbyens næste urtekone. Nu stod hun så her, med en fremmed i hånden, i de dunkle kældergange under Todo og flygtede fra en skæbne langt værre end den hendes mor havde mødt i hendes sidste tid.

---

1.

Duften efter den nyligt faldne regn ledte hendes tanker over på bedre dage, og væk fra den bidende smerte i hendes ben efter at have siddet i sadlen i flere dage. Turen havde hun taget flere gange, men vejret havde de forrige år været på hendes side. Hun havde desuden været vant til at sidde i vognen, men måtte i år pakke ekstra varer, så denne gang var der ikke plads til behageligheder.

Den nye konge havde øget skatterne, og hvis hun havde nogen forhåbning om at betale i tide, før hendes i forvejen ildeomtalte butik blev lukket, måtte hun håbe at der stadig var interesse for hendes urter og helende drikke på det årlige Todo marked. Smerterne holdt hun i skak ved hver aften at drikke en smule pilebark te, og lægge varme omslag om benene.

Hendes muldyr Sol havde også set bedre dage, og hun vidste at hun måtte tillade ham sin frihed efter dette års marked. Tanken om at skulle bruge mønter på et nyt muldyr, stressede hende yderligere og hun bad en bøn til Igras om at hun måtte have heldet med sig.
   Hun havde overtaget butikken efter sin mors tragiske død få år tilbage. Hun var blevet taget fra hende i en alt for tidlig alder. Brændt på bålet for beskyldninger om at være heks. Det var hendes mor der havde lært hende alt hvad hun vidste om urter og deres helende kræfter. At hendes familie i alle dage havde tilbedt de gamle guder, var egentlig ikke en hemmelighed længere i hendes landsby. Men efter at hendes mor blev afsløret i at hjælpe landsby fogedens datter med hendes abort, af fogeden selv, havde han fået de nødvendige papirer underskrevet af kongen til at afholde en heksebrænding.
   Det knuste hendes hjerte om igen, at tænke tilbage på denne tid og hun måtte lukke øjnene et øjeblik for at samle sig om opgaven der lå foran hende. Inden længe ville hun ride gennem den enorme port ind til Todo, og en lang dag i handelens navn ventede forude.

Hun kunne ane de syv tårne i horisonten, og tænkte at det var bedst at stoppe dagens rejse her, før de kom for tæt på byen og de mange tyveknægte der var på spil hver nat. Hun have egentlig kun ondt af dem, for hun vidste hvor svært det var at leve et ærlig liv i disse tider, og gav også selv brød og suppe når hun havde mulighed for det.
   Men de desperate tider, især i en storby som Todo, gjorde at de ville gå til ekstreme længder for at overleve. Derfor var Todo ikke en by man skulle vandre i om natten. Hun tog sadlen af Sol, og lod ham drikke vand ved en nærliggende å, mens hun tændte et bål og overvejede om hendes smerter var værd at tage hul på en ny pose pilebark for. Hun ville spare hvor hun kunne.
   Hun nøjedes med de varme omslag, og håbede inderligt at turen hjem ville være langt mere behagelig, med en tom vogn og flere mønter rigere. Hun lagde sig til rette under vognen, og forberedte sig mentalt på næste dags strabadser. Folk fra hele landet vandrede til Todo, og alle med samme forhåbninger som hende, så hun måtte være sit bedste jeg for at lokke kunder til hendes bod.
   Månen skinnede klart og hun vidste at Igras var med hende og beskyttede hende i nat. Hun sukkede og faldt hurtigt i søvn til lyden af det rindende vand fra åen.
   ---

Hun vågnede af hendes maves beklagende rumlen. Hun trillede om på siden og prøvede at huske på, hvornår hun sidst havde spist. Den sidste ration mad var for længst indtaget og teen hun drak havde kun efterladt hendes krop med en forhåbning om mere.

Hun vidste at hun måtte finde noget brød så snart hun kom til byen. Hun gned sig i øjnene, fjernede de mudrede lokker der havde filtret sig sammen i hendes pande og rullede ud fra under vognen for at finde Sol. Han stod trofast ikke mere end få meter fra vognen, og spiste nogle bøgeblade fra et nærtstående træ. Ragna strakte sin ømme krop og tænkte at Sol i det mindste lignede en der havde fået mere energi i løbet af natten.

Hun smed sadlen op på ryggen af Sol og netop som hun fik spændt vognen på ham, hørte hun et stort brag fra vejen. Sol hoppede, og hun fangede hans seletøj og forsøgte at berolige ham mens hun spejdede op mod lyden.
   Hun nåede lige at se enden af en stor vogn der hastigt farede mod byen. På vejen lå en ung dreng. Hendes instinkt fortalte hende at der ikke ville være meget hun kunne gøre, for den livsløse krop der lå på jorden. Hun trak Sol op over den lille bakke og ud af grøften, og da hun kom hen til den spinkle skikkelse, så hun blodet løbe fra hans bryst, ned på vejen hvor det blandede sig med mudder i de dybe spor fra vognen, der kun få minutter inden var buldret forbi.
   Der var røget en stol af, som var blevet ødelagt og lå i flere dele ude i græsset. Det tog hende ikke lang tid at forstå hvad der var sket, og hun smed en hadefuld forbandelse efter personen i vognen, der var stukket af fra gerningsstedet.

Drengen havde laset tøj på, og var så tynd at hans kraveben stak frem som torne. Hans halvåbne mund afslørede hans manglende tænder, og hans øjne var sunket langt ind i ansigtet, hvor de lå om sluttet af sorthed. Han havde måske forsøgt at få en mønt fra en af de rejsende, men hans held havde ikke været med ham. Sikke en skam. Hvilken desperation havde tvunget ham så langt fra byen. Hun trak ham ind til side, med sit kjolestof mellem sine hænder. Ligegyldigt hvor meget hendes hjerte smeltede for den unge dreng, kunne hun ikke tillade sig at bekymre sig om sygdom, når først hun kom til byen.

Hun havde tilset flere af hende egen landsbys fattige, og mange havde ladet livet for smitsomme sygdomme, der slog til når deres kroppe var for svage til at kæmpe imod. Hun lagde lavendeler på hans bryst og bad en bøn til guden Echas, der vuggede og beskyttede de børn der havde måtte lade livet i denne verden.
   Hun skyndte sig op på Sol, og satte kurs mod byen. Hun var allerede sent på den, og hvis hun havde nogen forhåbning om at finde en god plads på det store torv, måtte hun tvinge Sol til at give sit yderste.
   Byen Todo var et storslået syn.
   Den var også kendt under navnet "Guldbuen", grundet de høje gule mure og de syv tårne der dannede en halvbue ned mod havnen. Skønt tårnene var mere end 100 år gamle, var de stadig den nyeste tilføjelse til byen. De repræsenterede de nye guder, og vækkede ærefrygt hos alle der så dem.

Rejsende, handelsfolk, ja, selv Todos egne borgere sænkede hovedet når de gik forbi et af de kolossale tårne. De gamle guder var idag kun nogen man omtalte i forbindelse med sagn og myter, eller når gøgleren på markedet sang om forsvundne tider og de grufuldheder guderne tillod at ske.

Dem der stadig troede på disse guder, blev nu mange steder opfattet som kættere eller bare uvidende og naive. Der fandtes dog dem, der holdt fast i den gamle tro, og med god grund holdte dette for sig selv. Læren om de gamle guder var blevet en forbudt lære i landets skoler.

Hele denne udvikling menes at være sket i forbindelse med den Oldne konge, der herskede tilbage i de Grå tider. Man siger, at hans gravide kone var faldt i en dyb søvn, som ingen kunne vække hende af og kongens havde konsulteret de respekterede og altvidende præster i håbet om at de gamle Guder ville kunne hjælpe. Men præsterne var opslugt af magt og materielle goder, og holdt kongen hen for at få ham til at donere alle sine skatte til deres kirke. Dronningen blev svagere, og ude af stand til at indtage vand eller mad, døde hun blot få uger efter. Kongen mistede ikke blot sin kone, men også sit sind. Han bebrejdede Guderne for denne frygtelighed, og bandlyste dem over hele landet.


"Dit navn!"
   To vagter stod på hver side af vognen og undersøgte den grundigt. "Ragna Garvella", sagde Ragna tøvende og studerede vagterne mens de åbnede hendes omhyggeligt sammenbundne poser med urter. "Hvad er dette?" spurgte den ene vagt, og holdt en stofpose med brændenælder frem foran hendes ansigt. "Uskyldige urter til te" svarede Ragna, og forsøgte at lyde så rolig som det var hende muligt, mens hun hev sine ærmer ned over hendes urtekonetegn der strøg op ad hendes arme. Hun havde aldrig oplevet denne form for inspektion før. Todo var en åben handels by, og det havde aldrig været et problem at komme ind. Bag hende begyndte der at opstå uro, da flere vogne var kommet til.

Vagten kiggede op og ned af Ragna og nikkede til sidst. Han trådte til side og Ragna skyndte sig at samle poserne de havde kastet på jorden op, og trak Sol ind af porten. Synet der mødte hende da hun kom ind i byen, fik hende til at standse op igen. Flere galger stod langs muren, og der hang mennesker på dem alle, døde og levende. Voksne og børn. Det eneste fællestræk var, at de alle så ud til at have levet et hårdt og fattigt liv. Deres krop var dækket af beskidte laser, og flere af dem havde store væskende sår, enten fra piskeslag eller ubehandlede sygdomme.

Ragna slugte en klump, men blev hevet ud af trancen af en ældre kone der gik forbi hende. De udvekslede et blik og hun trak Ragna tættere til sig. "Kongens værk... Der er efter sigende ikke råd til at passe de syge eller fattige. Hvis de er for svage til at arbejde udenfor muren, bliver de hængt op på den." Den ældre kone kiggede sig hurtigt omkring, rettede ryggen og gik videre hen mod en fiskebod med hendes kurv. Ragna rystede over hele kroppen. Hun havde aldrig oplevet sådanne grufuldheder før. "Videre!" råbte en af vagterne, og hun skyndte sig afsted mod markedspladsen.

På markedspladsen var der sort af mennesker. Mange stod i et hjørne af pladsen, hvor de råbte og hujede. Der blev kastet med sten og rådne madrester efter en ældre mand, der hang på væggen. Hans arme og ben var spredt ud til siden, af reb der sad så stramt at små striber af blod piblede ned på jorden. En lav, fedladen mand spyttede en stor snotklat direkte i hovedet på ham og lænede sig tilbage, mens han tilfreds og højlydt grinte over hans bidragelse til den groteske scene. Han holdt sin hånd på vommen der dansede i takt med hans latters rungen.
   Over den ældre mand på væggen, hang der et fint udskåret træskilt, hvorpå der med snørklede bogstaver stod "Skammekrogen". Det fine skilt udviste en fornemhed, der på ingen måde passede ind i dets makabre omringende miljø og hånede den stakkels mand, hvad end hans ugerninger måtte have været, yderligere.
   Ragna rynkede panden, og tvang sig selv til at se den anden vej. Det tog hende lang tid før hun endelig fandt en plads, hvor hun kunne stille sin bod op.
   Det blev i et hjørne mellem en højtråbende mand der solgte silke og en kvinde der havde en meget lille bod, med et skilt hvorpå der stod "Grød".

Det var ikke det bedste sted, men Ragna var tilfreds hvis bare hun solgte en smule, og hurtigt kunne komme ud af byen igen. Lige nu virkede hendes problemer hjemme i landsbyen meget fjerne. Intet kunne måle sig med situationen i Todo. Mens hun pakkede ud, så hun en masse vagter troppe op på pladsen. De delte sig og gik igang med at inspicere alle boderne.
   Hun så hvordan flere af boderne blev vandaliseret af vagterne, der så ud til at more sig gevaldigt over de mange handlende der krøb ved deres tilstedeværelse. Lidt bag vagterne gik en mand med øjne så sorte som natten. Han sagde ikke noget, og gjorde heller ikke noget ved det der foregik lige foran ham. Men alligevel havde Ragna en fornemmelse af, at hun burde frygte ham mere end de ophidsede vagter.

Da de nåede hen i Ragnas hjørne hev en af vagterne kvinden ved siden af hendes bod op at stå. "GRØD! Hvem fanden tror du gider æde din fattigkone grød! Skrid ud af Todo før jeg hænger dig på muren!"
   Kvinden hulkede højlydt, da han smed hende ned på jorden foran Ragna. Ragna nåede ikke at tænke, før hun sad ved kvindens side og tog hende i armen for at hjælpe hende op.

Vagten åbnede munden som skulle han til at sige noget, men valgte istedet at træde frem og slå Ragna hårdt i hovedet med bagsiden af hans hånd. Alting blev et kort øjeblik sort, og da Ragna igen fik farverne tilbage så hun vagterne endevende hendes bod.
   "Jeg tror mindsandten at vi har os en vaskeægte kætterheks her! Der er kun én måde at finde ud af det på..." sagde vagten og grinte mens han pegede på en fakkel oppe på muren.
   Ragna skulle netop til at protestere, da manden hun tidligere havde set stod over hende. Hun kiggede op, og så kun hans silhuet da solen lyste kraftigt bag ham. Han tog fat i hendes kappe, og på få sekunder stod hun på sine vaklende ben, ved siden af ham og var lamslået af frygt.

"Uskyldige urter", sagde han. "Vi har intet at frygte her. Medmindre du er meget bange for en spinkel kvinde og hendes te?".
   Han kiggede spørgende på vagten, som hurtigt sænkede hovedet, og mumlede noget uforståeligt. Han spyttede i retning af de urter han netop havde revet af hendes bod, og gik stille videre uden at kigge manden i øjnene da han passerede ham og Ragna.

"Jeg beklager." Sagde manden, uden megen følelse i stemmen, og kiggede ned på Ragnas arm. Den var blevet blottet og hendes snorlige tatoveringer var til offentlig skue.
   Ragna skyndte sig at hive ærmet ned, og fortsatte med at holde blikket i jorden. "Mellem os", startede han og lod sin stemme glide over i en hvisken, "Min mor var urtekone. Jeg har stor respekt for dit fag". Ragna kiggede op og mødte for første gang hans øjne. Han smilede koldt, og begyndte at samle hendes urter op. Ragna vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

Menneskerne i de andre boder sendte nysgerrige blikke i hendes retning, nogen hadefulde, og det var tydeligvis ikke populært at hun var i selskab med denne mand. "Tak for din hjælp. Du skal ikke belemres yderligere med mit rod." sagde Ragna og tog forsigtigt sine urteposer ud af hans hånd. Han nikkede og vendte om. Ragna så hvordan han langsomt forsvandt ind i mængden af mennesker længere fremme. Hun havde aldrig i sit liv mødt et væsen som ham, hans aura var sort, som var han dækket i en svag skygge, og hårene på hendes arme havde rejst sig.
   Mens hun ryddede det sidste op og fik opstillet sin bod, tænkte hun på hvad et menneske mon må opleve for at blive som ham. Ikke at hun kunne sætte en finger på, præcis hvad det var, for han havde jo kun været venlig overfor hende.

Damen der før havde siddet på jorden, ved siden af Ragnas bod var væk. Nu var der istedet to mænd der stod og diskuterede om hvem der havde mest ret til at overtage pladsen. Hun tog sig til sin ømme kind, mærkede med tungen om alle tænder sad fast, og var for en enkelt gangs skyld glad for at hun havde taget et slag før. I hendes landsby var hun og hendes mor ofte blevet mødt på uheldige måder, af mennesker der var bange for det de ikke kendte til eller forstod. Men dette var dog stoppet, da deres butik havde fået en smule succes efter deres urtebrygge var blevet mere acceptable, og kunsten mere udbredt grundet hendes mor utallige forsøg på at lære fra sig og forklare om alt hvad hun gjorde når de var blevet opsøgt af folk fra byen.

Et dryp ramte Ragna på kinden, og hun tog hånden frem, for at konstatere at der var regn på vej. Hun hængte flere tæpper op fra en pæl og henover vognen. Dette måtte fungere som læ i løbet af aften og nat. Det hele var heldigvis overstået næste dag. Ragna mærkede hvordan sulten atter jagede i hendes mave, og spejdede sig omkring efter en nærliggende bod, hvor hun kunne købe nye forsyninger. Hun kiggede lige frem, og så manden med de sorte øjne stå lænet op af muren længere fremme. Han kiggede direkte på hende og gjorde ikke noget forsøg på at undgå hendes blik, da hun opdagede ham. Nu kunne hun igen mærke hårene rejse sig på hendes arme.
Forfatterbemærkninger
Tanker og kommentarer er velkomne. Min hensigt med at publicere denne fortælling her, er egentlig blot, at få indblik i om den er værd at arbejde videre på :-) På forhånd tak!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/01-2018 12:50 af Lykke Emili Hee (LykkeHee) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3238 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.