Sommerkrigen - 5. kapitel


6 måneder, 9 dage siden 4 kommentarer Fantasy

5Hjernespand
Ser ud af vinduet · Nøgne træer, biler på række · Røde, sorte, grønne... [...]
Digte
4 måneder, 8 dage siden
6De Frie Nukleotider: Divergent
Tomt, fugtigt, tørt lærred · Kamæleon, mentalt fortæret · Maling krak... [...]
Digte
5 måneder, 26 dage siden
4Sommerkrigen - 5. kapitel
5. Helt genopstået (Bellamy) · Bellamy vidste ikke helt hvor kan sk... [...]
Fantasy
6 måneder, 9 dage siden
5De Frie Nukleotider: Rådden
Ser verden med lukkede øjne · Vender ryggen til løgnene · Alle har de... [...]
Digte
7 måneder, 13 dage siden
5De Frie Nukleotider: Le chartelier
Samfundet kører på skinner · Der er kun en vinder · Samlebånd, tabt å... [...]
Digte
8 måneder, 21 dage siden
7De Frie Nukleotider: Vanilje
Akser, t, x, y og z · Virkelighedens samlesæt · Punkter i et koordina... [...]
Digte
9 måneder, 12 dage siden
5De Frie Nukleotider: Barneleg
Intet brev fra Hogwarts · Måtte tænkte forward · Lave min egen magi · M... [...]
Digte
9 måneder, 23 dage siden
5De Frie Nukleotider: Mainstream
Laver en massebalance · Ren rå nonchalance · Kender dens komponenter · ... [...]
Digte
10 måneder, 11 dage siden
6De Frie Nukleotider: Stigma
Samfundet har visse normer · Variable og symboler i pæne formler · In... [...]
Digte
11 måneder siden
4Sommerkrigen: Påbudt uddrag til forlag: Red...
Hazel mærkede Cassie tage sit sidste åndedræt, mærkede livet forl... [...]
Fantasy
11 måneder, 28 dage siden
4De Frie Nukleotider: Exciteret Tilstand
Føler mig on top · Laver et mic drop · Holder tvivlere væk · Dem der ho... [...]
Digte
1 år siden
1De Frie Nukleotider: Just fine
Udvikler varme som ren metal i vand · Eksplosivt og farligt uden fo... [...]
Digte · varme
1 år siden
2Sommerkrigen - 4. kapitel
4. Dalkrigeren · Så snart Hazel var vågent efter at være besvimet h... [...]
Fantasy
1 år, 1 måned siden
4De Frie Nukleotider: Iteration
Eksperimentering · Emne orientering · Mikro- eller makroskopisk · Bioke... [...]
Digte · selvransagelse
1 år, 1 måned siden
8De Frie Nukleotider: Flowrate
Vi går alle imod strømmen · På jagt efter drømmen · Ekspandere og kom... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
6De Frie Nukleotider: Irreversibel denaturer...
DNA, den genetiske kode · Menneskelig stregkode · Læses, oversættes o... [...]
Digte · naturvidenskab, parforhold, break-up
1 år, 2 måneder siden
5Sommerkrigen - 3. kapitel
3. Hekse · Omtåget hørte Hazel en velkendt latter der kom tættere o... [...]
Fantasy
1 år, 3 måneder siden
2De Frie Nukleotider: Alias
Metaller har forskellige egenskaber · Nogle skaber mange debatter · L... [...]
Digte · fortsættelse
1 år, 4 måneder siden
3Sommerkrigen: Kapitel 2 (slettet ved et uhe...
2. Perspektiv · Hazel blev revet ud af sine egne tanker da nogen gr... [...]
Fantasy
1 år, 4 måneder siden
12Sommerkrigen - 1. kapitel; omskrevet
1. Hazel · På lang afstand, halvt i skjul stod en ung pige og betra... [...]
Fantasy
1 år, 6 måneder siden
3De frie nukleotider
Vi er alle steder · Her og der, flere her · Kommer fra alle sider · De ... [...]
Digte · fænomen
1 år, 6 måneder siden

Puls: 8,5

Publiceret: 0
Afgivet: 4
Modtaget: 0
Dani F. Nagel (f. 1994)
5. Helt genopstået (Bellamy)
   Bellamy vidste ikke helt hvor kan skulle starte. Iført sin rustning, lignede Hazel en frygtindgydende modstander. Hendes rustning var ikke smuk eller elegant, men groft smedet, med uslebne kanter og sort som kul. Han kunne se hvorfor de andre Sommerrebeller havde set op til hende, som hun stod der i sin rustning med en kækt, udforende smil og en leders udstråling.
   Hazel rustning bestod af et par kraftige læderbukser, hvor metaltråde var vævet ind i læderet og holdt små sorte metalplader, der overlappede hinanden på plads. På overkroppen havde Hazel en sort pladerustning, der bestod af en forside og en bagside. Forsiden bestod af en metalplade, der efterhånden som Hazels figur var blevet mere kvindelig var blevet smedet samme af flere dele. Bagsiden bestod af metalplader, der var smedet så de overlappede hinanden ligesom et krybdyrs skæl. Forsiden og bagsiden af Hazels rustning var spændt sammen i siderne og over skulderne med læderremme. Over begge skuldre havde hun en række hærdede læderplader, som dækkede hendes skuldre og det øverste af hendes overarme. Skulderstykkerne, var spændt fast til hinanden og holdt på plads af fire læderremme, der var spændt diagonalt hen over hendes brystkasse og endte i en metalring både foran og bagpå. På underarmene havde Hazel skinner på, der sammen med hendes brynehandsker beskyttede hendes albuer, underarme og hænder. På hovedet havde Hazel en hjelm formet som et dragehoved med visiret formet som mund og øjne på en drage og små pikke, der løb fra toppen af hjelmen.
   Denne unge kvinde foran ham var virkelige Hazel Rsuflu Zyoli, der var ingen tvivl. Efter deres sammenstød med heksene havde Bellamy set alle de beviser han behøvede, alligevel havde han håbet hun havde løjet. Elias ønskede sig en lyd soldat, som han kunne sende af sted på besværlige opgaver, men det var ikke hvad han ville få. Hazel var ingen lydig soldat, men en prøvet leder og ud fra Kløvermarks beskrivelse en trussel mod Elias.
   Med et skævt smil, bevist om at Hazel forventede en eller anden form for anerkendelse for sit bevis forholdt Bellamy sig tavs. I tvivl om hvordan han skulle forholde sig til Kløvermarks historier og hans egne erfaringer besluttede han ikke at give udtryk for sin mening. Kløvermarks historier havde beskrevet Hazel som en kold, nøgtern person, der altid var villig til at slås og ligeglad med konsekvenserne af hendes handlinger. En beskrivelse Bellamy ikke synes passede med hans egen opfattelse af hende. Alligevel kunne han ikke ignorer kendsgerningerne, hvis Rødskæl blev en trusse, ville det blive hans opgave at tage sig af det.
   "Så er du tilbage, hvor du startede," påpegede Kløvermark og smilede på måde, der fik Bellamy til at rynkebrynene.
   "Hvad skal det betyde?" Spurgte Hazel og fnøs så flammer badede hendes rustning i et rødt skær.
   "Ikke noget specielt," svarede Kløvermark med et skuldertræk og et svagt smil. "Jeg kunne bare ikke undgå at notere, at du endnu en gang vil komme til arbejde for en konge."
   Tydeligvis ikke overbevist tog Hazel sin rustning af, pakkede den nænsomt sammen og fandt plads til den i sin oppakning.
   Bellamy smile af Hazels reaktion og gav sig også til at pakke sine ting sammen. "Hvis sværd er det du har fundet?"
   Færdig med at pakke sine ting sammen stoppede Hazel et øjeblik og vendte fokus mod sværdene på jorden. Hun smilede kort og samlede afslappet halvandenhåndssværdet op fra jorden.
   Bellamy forholdt sig tavs og betragtede roligt Hazel, da hun trak halvandenhåndssværdet fra dets skede og vinklede sværdet som var hun klar til kamp. Selv da hun vendte blikket mod ham, forholdt han sig afslappet og lod hende vænne sig til følelsen af sværdet i hendes hånd.
   Sværdets i Hazels hånd var sort som hendes rustning og havde et simpelt design. Der var ingen kunstfærdig udsmykning af sværdhæftet og det eneste, der prydede klingen var en række røde tegn, der dårligt kunne skelnes fra hinanden.
   "De er begge mine," svarede Hazel mildt og fik hurtigt sin selvvanlige kant tilbage og mere til. "Og før du spørger, så nej, sværdet udstillet på slottet er ikke mit, men Kaltians."
   Ikke sikker på hvad han skulle svare, men sikker på at han ville sige noget dumt, hvis han forsøgte nikkede Bellamy afmålt. Han betragtede i stedet Hazel, der prøvende svang sværdet og ændrede grebet. Han smilede af hendes utilfredse fnys og de efterfølgende flammer. Det undslap ham ikke at hun undlod at lade sværdet hvile kun i sin højre hånd.
   "Det var ikke meningen at lade min frustration gå ud over dig," sagde Hazel lavmælt, satte sværdet tilbage i dets skede og pakkede dem begge væk.
   "Okay," svarede Bellamy ikke overbevist. "Skal vi ikke bare glemme det og kommer videre?"
   "Lad os det," skød Kløvermark ind og var klar til at tage af sted.
   Tydeligt utilfreds med Kløvermarks fortsatte intension om at følge med dem rullede Hazel øjne, men sagde ellers ikke noget. De red derfor i tavshed nogle timer indtil den faldende legende endnu en gang overraskede Bellamy. Hun havde pludselig spurgt ham om hans tilbud om at hjælpe hende kommer over sin tilfangetagelse stadigvæk galt.
   Bellamy havde, chokeret over Hazels spørgsmål, betragtet hende indgående og overvejet risikoen ved at hjælpe hende. Udmattet, ufokuseret og ukontrolleret, det havde været hans vurdering. En kombination, der kunne blive kritisk, hvis genoptrænet og håndteret forkert. Overbevist om at Elias ville kunne håndtere Hazel, efter at han havde lært hende at kende, indvilgede Bellamy.
   Som det første bad i Hazels genoptræning bad Bellamy hende om at fortælle hvilke våben hun havde trænet med og stilarterne hun var trænet indenfor. Tilfreds med hendes beskrivelse foreslog Bellamy, at de tog en træningskamp næste gang de gjorde holdt for aften.
   Efter deres træningskamp havde Bellamy ikke kunne slippe følelsen af at der var noget, som ikke stemte. Det var som om måden Hazel kæmpede på ikke passede med, hvad hun havde beskrevet. Hun kæmpede mere aggressivt, end hun var trænet og hendes stil mindede mere om en kombination af teknikker fra forskellige kampstile. Hun kæmpede heller ikke med begge hænder som hun havde lært, men holdt udelukkende sværdet i sin venstre hånd eller begge hænder.
   Da Bellamy udtrykte sin observationer virkede Hazel både forvirret og anspændt og Kløvermark skyndte sig at lede samtalen over på noget andet. Trods Kløvermarks distraktion opfangede Bellamy, hvordan Hazel nærmest havde trukket sig ind i sig selv og knyttet højre hånd. Trods den indledende forvirring havde Bellamy og Hazel fortsat træningen, mens de rejste gennem Mænian.

_ _

Selvom han nødig ville indrømme det, så nød Bellamy at træne med Hazel som han en gang havde gjort med Elias før de blev ældre. Selvom han og Elias stadigvæk var tætte, havde deres venskab ændret sig, da de blev klar over forskellene mellem dem og deres betydning.
   Bellamy måtte derfor flere gange minde sig selv om, hvem han talte til og forsøgte at holde en hvis afstand til Hazel. Det viste sig dog at være svære end han havde forventet, da deres samtaler blev mere og mere personlige.
   "Hvordan var det at vokse op i Rinity?" Spurgte Hazel på deres rejses sidste dag, som Mænians hovedstad dukkede op i horisonten.
   "Utrolig beskyttet og alligevel utrolig udsat," svarede Bellamy og fortsatte da hans så Hazels skepsis. "I modsætning til Mænian med sin frodige natur er Rinity plaget af en evig ørken, der hvert år spreder sig langsomt gennem landet. Livet i Rinity samles derfor i store byer, hvor beboerne samles i små lokalsamfund for beskyttelse og indflydelse."
   Hazel nikkede stille og spurgte fjernt: "Burde Rinity ikke havde samme natur som Mænian? De er trods alt nabolande."
   "Jo."
   "Hvad skyldes den evige ørken og hvordan kan det være at det spreder sig?"
   "Det er der ingen der ved," svarede Bellamy begyndende utilpas ved Hazels stigende interesse og realiserede den potentiale betydning af, hvad han havde fortalt. I et forsøg på at skifte emne spurgte Bellamy om det første, der faldt ham ind. "Du sagde tidligere at min far skånede dig, ved du hvorfor han gjorde det?"
   Nærmest som om hun blevet slået, spændte Hazel op og hendes stemme med blev kontant. "Hvilken gang?"
   "Har han gjort det mere end en gang?" Spurgte Bellamy og kunne ikke begribe betydningen af Hazels ord.
   "To gange for at være præcis," svarede Hazel med en kulde i sin stemme, der var i direkte kontrast til hvordan temperaturen omkring dem steg drastisk.
   Efterhånden klar over at Hazels ildevne var tæt forbundet med hendes humør, og opmærksom på deres stigende hyppighed, sagde Bellamy afmålt: "Jeg kan næsten gætte mig til at den første gang var under det sidste Sommerslag, så fortæl mig om den gang."
   "I sommerkrigens sidste slag stod vi over en hær af en størrelse vi aldrig havde prøvet før. Slaget trak ud, blev fragmenteret og jeg blev omringet af soldater. Jeg forsøgte at forsvare mig, men fejlede da jeg var i voldsomt undertal. Jeg var sikker på at min tid var forbi, da Kaltian kom mig til undsætning og sammen kæmpede vi for vores liv. Vi var begyndt at få overtaget, da jeg pludselig hørte en lyd og vendte mig efter den. Kaptajnen og Kaltian stod ansigt til ansigt låst i en kamp der var gået i stå, med Kaptajnens sværd boret gennem Kaltians mave. Forblændet af vrede drev flammerne af mig, de opslugte soldaterne og i løbet af sekunder brændte de levende i deres rustninger. Jeg hørte dem skrige, alligevel var det eneste jeg opfattede Kaltian, der sank livløst sammen på jorden og kaptajnens latter. Inden jeg nåde at angribe Kaptajnen stak han af og jeg kunne ikke få mig selv til at forfølge ham og lade Kaltian dø alene." Hazel tav et øjeblik. "Kaltian døde fordi han prøvede at rede mig."
   "Det var ikke din skyld, det var ikke dig, der slog ham ihjel. Han tog sit eget valg og han holdt tydeligvis af dig siden han kom dig til undsætning," fangede Bellamy sig for sent i at rable af sig. Irriteret over at have givet efter for sin usikkerhed om at sige det forkerte, rettede han sig forbeholdent i sadlen. "Det gør mig ondt."
   "Han døde i mine arme, jeg hørte hans sidste ord og så lyset forlade hans øjne, men jeg fik aldrig chancen for at hævne hans død," mumlede Hazel og stirrede tomt mod det fjerne. "Hans øjne, tomme og kolde, hjemsøger mig. Det er næsten som om, de prøver at fortælle mig at det var min skyld og jeg føler mig ansvarlig."
   Overrumplet over dybden af Hazels følelser og at hun havde åbnet sådan op for ham forholdt Bellamy sig tavs. Hendes reaktion øgede kun Bellamys overbevisning om, at hun ville blive en trussel frem for en allieret. Ikke nok med at hun var en prøvet leder, men hendes verden var blevet vendt på hovedet og hun havde intet at miste. Hun havde alt at vinde og et tydeligt ønske om hævn, men mod hvem?
   Indtil nu havde Bellamy tænkt på Hazel som kriger og ikke en person. Han havde ikke skænket det en tanke, hvordan hun som leder måtte havde ført folk i døden og hvad det havde gjort ved hende. De havde selv valgt at følge hende, men de havde fulgt hende i krig og hun havde tabt. Noget Bellamy vidste plagede hende og skyldes hendes tilfangetagelse.
   Usikker på hvad han skulle gøre ved sin erkendelse så Bellamy sig påtaget afslappet omkring og fik en idé. "Stop her."
   Hazel skævede til Bellamy og rynkede brynene. "Hvorfor? Vi er ikke så langt fra hovedstaden."
   "Fordi jeg synes hovedstaden skal vide at deres helt er vendt hjem," svarede Bellamy og nægtede at føle sig skyldig over hvad han vidste ville komme. Hans opgave var at beskytte Elias, hans konge og bedste ven.
   Med et lille smil, der ikke nåde hendes øjne, sadlede Hazel af, fandt og iførte sig sin hjelm og rustning med tilhørende våben, før hun igen sadlede op. Siddende tøvende i sadlen stirrede Hazel fjernt ud i luften mod hovedstaden da hun spurgte: "Bellamy? Kong George, hvordan døde han?"
   Bellamy trak vejret dybt, mødte Hazels blik og svarede med en stemme hans selv synes lød fremmed. "Han var den sidste i sin familie til at dø. Kong Ralf fik ham trukket nøgen gennem byen til alt der var tilbage af ham en blodig klump og knapt i live. Derefter blev han brændt på bålet."
   "Er du sikker? Rygter om folks død kan være stærk overvurderet."
   Bellamy så medlidende på Hazel, før han nikkede alvorligt. "Jeg så det selv. Jeg hørte ham skrige da flammerne tog ham og hørte ham råbe navnene på sin familie døde for hans fødder, alle 6."
   Hazel rynkede brynene og nikkede eftertænksomt.
   "Hvis du ikke tror mig, så spørg på slottes bibliotek. Beretningen om den falske konges død og indførelsen af den retmæssige konge er blevet skrevet ned." Bellamy kunne ikke helt skjule sin misbilligelse over behandlingen af den falske konge.
   Med et sidste stille nik satte Hazel hælene i siden på sin hest og de tre ryttere red det sidste stykke mod Mænians hovedstad.
   På lang afstand kunne Bellamy ikke lade være med at beundre hovedstaden svagt. byen, der var bygget midt i landet for at undgå angreb fra pirater, lå midt i en flod for at sikre hurtig transport over vand. Rundt om byen lå en kæmpe mur, bygget til at modstå belejring og holde vandet ude. Et påfund, en af landet tidligere konge havde troet ville løse problemet og lede floden rund om byen. I stedet havde muren ødelagt flodens naturlige bane og oversvømmet de nærliggende områder rundt om byen. Noget, der med landets klima gjorde somerne hede og fugtige og vintrene kolde og klamme.
   Lettet over at være tilbage i Mænians hovedstad fik Bellamy gænget Hazel og Kløvermark forbi kontrollen ved ydremyren. De red kontrollen, uden så meget som en vagt, der prøvede at stoppe dem, med alles blik fæstnet på Hazel.
   Midt i den pludselig stilhed, signalerede Bellamy til en gruppe vagter og de sprang i bevægelse. Klar over hvad han ønskede skyndte vagterne sig afsted for at åbne portene i hovedstadens indre myre og annoncere deres ankomst.
   Ridende side om side med Hazel, satte Bellamy farten en smule op så han red synligt forrest, men stadigvæk ved siden af hende. Han opfangede, Hazel ryste på hovedet af ham, som de red ind i byen, der lå åben for deres fødder.
   Et øjeblik fristet til at forklare sig blev Bellamy forhindret, da lyden af klokker genlød gennem byen og folk som drevet af lyden flokkes i gaderne. Redet af klokkerne vendte Bellamy opmærksomheden fremad i tide til at se portene i hovedstadens to indre myre blive åbnet.
   Efterhånden som Bellamy, Hazel og Kløvermark red gennem gaderne blev en sti ryddet for dem, mens folk flokkes for at se dem passere forbi. Flere og flere vagterne kom til for at holde de ivrige masser tilbage og holde orden.
   Med rank ryg, løftet pande og en ro, der måtte tillært red Hazel tavst gennem byen og gjorde sit bedste for at ignorere folket. Klar over hvilke signaler det ville sendte, fangede Bellamy hendes opmærksomhed og signalerede for hende til at bruge sine evner.
   Hazel så tøvende omkring, før hun vendte opmærksomheden mod Bellamy, der levende kunne forstille sig tvivlen i hendes øjne. En tvivl, der stod på så længe, at han et øjeblik troede hun ikke ville fremvise sine evner.
   Hazel sendte et hav af flammer op i luften, som hun med den ene hånd formede til en ildspyende drage.
   Et øjeblik chokeret over mængden af flammer vendte Bellamy sin opmærksomhed mod folkemængden og hørte deres tilråb. Råb som Ildprinsesse og Rødskæl hørtes tydeligt selvom de næsten druknede i mængden af vrede tilråb.
   Bellamy mærkede et varmt pust mod hans ryg og vendte sig i tide til at se nye flammer forsvinde og Hazels opmærksomhed fæstnet på ham. Selvom han ikke kunne se hendes øjne, kunne han nemt forestille sig oprøret i hendes kolde mærkegrå øjne og halvsmilet om hendes læber.
   Med en selvsikkerhed, der var foruroligende trak Hazel vand ud af luften, hvirvlede det op mod himlen og vred det rundt. Hurtigere og hurtigere lod hun vandet snurre rundt i luften og mellem folkemængden i fantastiske mønstre. I takt med at vandet hvirvlede rundt hørtes flere tilråb og Vandslynger og Heksedræber blandede sig med de andre.
   Klar over at Hazel havde kendte til betydningen af hans forslag om, at hun viste sine evner, overvejede Bellamy, hvad hun havde set i han blik. Havde hun gættet han motiv og hvad ville hun gøre ved det?
   Hazel sendte pludselig vandet op i luften og lod det fordampe i et flammehav, der badede hendes rustning i rødt lys. Folkemængden gik amok og Bellamy hørte tilråbene blive et: Rødskæl.
Forfatterbemærkninger
Er der for få, for mange eller tilpas mængde informationer? Er der for meget fortælling i form af fortolkning fra Bellamys side, hvis hvor og hvad får det til at virke som for meget? Hvad synes du om Bellamy og Hazels dynamik? Hvilken rolle tror du Bellamy har i historien? Har din holdning til karaktererne ændret mening i løbet af de publicerede kapitler?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/02-2018 22:56 af Dani F. Nagel (DenFrieNukleotid) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2788 ord og lix-tallet er 38.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.