Jeg troede jeg lod dig dø,
Jeg troede dine vinger brød.
Jeg mærkede asken fra mit brandene skød.
Fylde mine tanker, og min tomme sød.
Men din tanke, den skød.
Dine drømme knækkede rød.
Som et knæklys der aldrig ville gå død.
En varm følelse, et besøg.
Fylder du mig nu med lyst, og nød.
En angst, et kys så sødt.
Med en gentagende melodi, mens jeg gøs.
Det vil aldrig ende, altid ramme mig når jeg frøs.
Som en storm i gemmen mig, som et sidste stød.