2Busstoppestedet
Vinden løb igennem mit hår hvilket resulteret i, at mit hår piske... [...]
Noveller
1 år, 8 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kat Mikkelsen (f. 2000)
Vinden løb igennem mit hår hvilket resulteret i, at mit hår piskede mine kolde kinder. Jeg fjernede håret fra mit ansigt med et kast med hovedet. Jeg vendte blikket mod retningen, bussen skulle komme fra. "I'm on my way," skrålede Tobis Black i mine høretelefoner. Jeg drømte mig langsomt ind i min egen verden. En meget spids finger, på min skulder drev mig tilbage til virkeligheden. Jeg hev mine høretelefoner ud af ørene hurtigere end før. "Undskyld, hvis jeg gav dig et chok. Men ved du, om bussen har været her," spurgte en dyb stemme. Jeg kiggede op på dens ejer. En høj dreng på min alder stod og kiggede ned på mig. Han havde de flotteste blå øjne, jeg kunne genspejle mig selv i. Vinden hev i hans brune hår. Han smilede ned til mig, med et smil der gjorde mig blød i knæene.
   Jeg opdagede, at jeg havde stirret på ham. "Eh. Undskyld. Hvad var det du sagde," spurgte jeg for at dække, at jeg havde stået og stirrede på ham uden grund. Eller der var jo en grund. Han var jo flot. Han grinte kort. "Ved du om bussen har været her," spurgte han igen. Jeg smilede kort. "Bussen er som altid forsinket," sagde jeg. Han sukkede. "Nå ja, der røg den date vist."
   "Skulle du på en date," spurgte jeg. Han brød ud i latter. "Ja, men havde ikke rigtigt bedt om den," sagde han og smilede ned til mig. Jeg så lidt spørgende på ham. "Min søster mener, at jeg ikke er nok ude og prøve at finde en pige," sagde han, og han fortsatte. "Jeg fik bare af vide hvor og hvornår."
   "Dejlig søster," sagde jeg med et skævt smil. Jeg kiggede ned på min mobil. 20 minutter forsinket. Hvor bliver den bus af?
   En kold regndråbe ramte min kind. Jeg kiggede op på skyerne og sukkede. "Sikke en dejlig dag. Forsinket bus og regn." Han små grinte og slog sin paraply op. "Er det muligt der er plads til to," spurgte jeg. Han gik hen til mig og trak mig helt ind til sig. Jeg kiggede forvirret op på ham. "Det er jo en lille paraply," sagde han og smilede kækt. En lille paraply? Det var vist det modsatte. Jeg kunne sagtens stå uden at røre ham, uden at blive regnet på. "Jeg begynder at tvivle på date historien," sagde jeg. Han så mig i øjnene og smilede til mig. "Det var også bare for at få din medlidenhed," sagde han. Jeg grinte. "Er det her så din rutine med de andre piger? Virke charmerende og så smutte," spurgte jeg ham. Han smilede et rigtig kækt smil. "Hvilke andre piger?"
   Urg! Hvordan kan man se så godt ud og være så skide charmerende. Det var slet ikke, det man lærte i folkeskolen. Nej nej. Min lærer sagde jo ikke lige præcis det til mig, men vi alle har vist oplevet, at de populære elever som var flotte og smukke og kæmpe snobber. Hvis ikke var man nok selv snobben. Jeg blevet revet tilbage til virkeligheden, ved følelsen af hans åndedræt lægge sig på min kind. Han var nok omkring halvanden hoved højere end mig. Bare et hiv i hans jakke, og han ville være tæt nok på til, at jeg kunne nå hans lyserøde læber. Jeg ville kunne mærke hans læber smelte i et med mine. "Er de flotte," spurgte han grinende. Jeg fjernede blikket fra hans læber og op til hans øjne som glimtede. "Hvilke?"
   "Mine læber," han grinte. "Du har stirret på dem i noget tid," sagde han. Jeg mærkede varmen stige helt nede fra mine tæer. Jeg vidste bare, mit ansigt var mere rødt end en postkasse. "Jeg... Øhm... Jeg stirrede bare fordi..." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad sker der med mig? Jeg plejer altid, at vide hvad jeg skal sige. "Har du mistet din tunge," spurgte han med et flabet grin følgende. Jeg kastede et blik ud på vejen. Bussen! Jeg smilede kækt til ham og vendte mig om mod bussen. Jeg mærkede hans ånde på mit øre. "Du får ikke noget godt ud af at spille kostbar," hviskede han blødt i mit øre. Hans ånde var varm og fugtig. Den fik mig til at gyse.
   Bussen stoppede, og jeg trådte op i den. Jeg viste mit buskort, til buschaufføren som nikkede til mig. Jeg kunne mærke, hans øjne følge mig, mens jeg gik ned ad gangen i bussen og fandt en plads. Jeg kunne ikke få styr på mine tanker. De løb rundt og løb så hurtigt, at jeg ikke kunne stoppe dem. Alle tankerne var enig om en ting. Drengen havde gjort et kæmpe indtryk på mig, og jeg håbede på at se ham igen.

Mine skridt var lette og hurtige. Jeg ville hen til busstoppestedet hurtigt! Jeg ville hen og se ham igen! Det var en kold vind, der mødte mit ansigt i mit tempo. Jeg havde ikke tid til at fryse. Jeg skulle nå at snakke med ham igen. Dagen havde gået så langsomt, når alt jeg kunne tænke på var hans blå øjne og det blødgørende smil. Alle mine sanser ville kun fokusere på ham. Hvordan kunne en dreng, jeg ikke kendte være så tiltrækkende? Jeg kunne se busstoppestedet! Men ikke ham? Jeg følte, alt min glæde blev frosset til en skuffelse. Lige pludselig ramte kulden mig, og jeg frøs. Jeg satte tempoet ned. Jeg havde ikke lyst til, at nå derhen før han var der. Alt i min krop var skuffet. Vinden fik fat i en løs tot hår og dansede rundt med den. Jeg tog fat i den og lagde totten om bag øret.
   Jeg nåede frem til busstoppestedet. Det føltes tomt uden ham. Efter kun en dag havde han fyldt et busstoppested med følelsen, af han SKULLE være der. Mine tæer var ved at være frosne. Jeg kiggede på klokken. 16:23. Den sværeste tanke kom frem i mit hoved. Eller nej. Den havde været der hele dagen, men først nu havde jeg accepteret den. Han kom nok ikke. En større skuffelse strømmede ind over mig.
   Jeg hev mine høretelefoner frem og satte musik på. Bilernes bremser hylede irriterende over min musik. Vinden greb fat i totten igen, og klaskede den ind i min kind flere gange. Alt jeg ville var bare at se ham igen. Men det var selvfølgelig en gangs lykke. En lav og irriterende lyd prøvede at overdøve min musik. Jeg hev min mobil frem og skruede op for musikken. Pludselig blev mine høretelefoner revet ud af ørene på mig. "Prøver du at ignorere mig," spurgte en velkendt stemme. Et stort smil bredte sig i mit ansigt, da jeg vendte mig om. Han grinte "Er du så glad for at se mig. Jeg må have gjort et godt arbejde."
   "Et godt arbejde," spurgte jeg med en 'det forstår jeg ikke' rynke i panden. "Ja. Hvem ville ikke gerne imponere en pige som dig," sagde han. Mit ansigt varmede sig på hans kommentar. Han fnyste kort og smilede. Hans øjne glimtede flot i det dunkle lys. Min trang fra i går kom flyvende tilbage. Mit blik faldt igen på hans læber. Jeg ville vide, hvordan de smagte. Hvordan de føltes. Jeg ville vide alt! Han skulle kysse mig her og nu! "Fik du ikke kigget nok på dem i går," spurgte han og fortsatte. "Jeg skal, da med glæde give dig et bedre syn." Han lænede sig ned til mig. Mit ansigt blev dobbelt så varmt. "Kan du se?" Jeg kunne se alt! Hvordan de formede sig efter bogstaverne. Hvordan den lyserøde tone blev mørkere mod kanten af hans læber. Jeg nikkede kort. Et meget skævt smil bredte sig på hans ansigt. Så kønt og varmt. "Du er ret sød når du rødmer," sagde han med et kæmpe smil på læben. "Nej jeg er ikke," protesterede jeg højlydt. Han grinte.
   Hans ansigt var så tæt på mig. Jeg kunne mærke, en efter en vågnede sommerfuglene i min mave. Han fik min verden til at dreje rundt om ham. "Du," spurgte han. "Mhm," svarede jeg blot. "Har du tænkt dig, at give mig dit navn, før eller efter jeg kysser dig," spurgte han. Han smilede ikke mere. Han havde et seriøst udtryk. Men selvom han så seriøs ud, kunne jeg ikke gribe fat i tanken om, at han ville kysse mig. Jeg måtte ikke tro på det! Hvis han ikke gjorde det, ville han dræbe alle mine sommerfugle. Jeg ville ikke af med dem endnu. "Nora," hviskede jeg. Han så på mig. "Nora," gentog han med et smil. Jeg nikkede. Jeg så op i de blå lysende øjne. Min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere. Han lænede sig lidt ned. "Marcus," sagde han. "Mit navn er Marcus."
   Jeg nåede slet ikke at tænke over det, før han greb fat i mit baghoved og lænede sig ned, og smeltede hans læber sammen med mine. Hans læber var blødere, end jeg forventede. Det føltes som om, vores læber var skabt til hinanden. De formede sig perfekt for hinanden. Alt i mig skreg 'Mere!!'. Han skulle til at give slip, men jeg tog fat i hans nakke og trak ham ned igen. Jeg ville bare have lidt mere, inden han ville forsvinde. Bare lidt mere. Sommerfuglene havde fordoblet sig. Jeg trak stille mine hænder til mig. Et lidt skævt smil kom frem på hans ansigt. "Nora," sagde han og holde en lille pause. "Du kommer til at se meget mere til mig!" Jeg så forbløffet på ham. Kort tid indså jeg hvad det betød og begyndte at grine. "Det glæder jeg mig til," grinte jeg. Han grinte. Jeg hørte en bus, og vendte mit blik mod den. Det var bussen. Jeg smilte til ham. Jeg gik hen til bussen med ham i hælene på mig. Jeg gik ind og fandt en plads. Marcus kom gående efter og satte sig ved siden af mig.

"Så Nora. Fortæl mig lidt om dig selv," smilte han. Jeg tøvede usikkert. Mine tanker fløj rundt. Hvad hvis han ikke var interesseret efter det. Min mave blev til en stor knude. "Jeg... Jeg arbejder som advokat." Jeg så tøvende på ham. Han grinte lavt. "Så det er derfor, du altid er dressed up. Og her gik jeg og troede, det var for min skyld." Et smil pressede sig frem på mine læber. "Er du så god," spurgte han. "Hva," spurgte jeg selvom jeg hørte ham. "Altså jeg skal jo vide, hvem jeg skal ringe til, når det er," smilte han. Mit ansigt varmede sig stille op. "Min chef siger, jeg er et naturtalent, men jeg ved nu ikke. Jeg arbejder for et lille firma, men jeg drømmer om et stort firma, hvor jeg ville få store sager," sagde jeg og smilede over drømmen. Den var jo ønsketænkning. "Jeg er sikker på, du kan charme dig ind på en chef," sagde han og sendte mig et smøgede blik. Flab! Jeg kunne da ikke bare gøre det! Jeg skulle skabe et navn! En lille dræbende ild blev tændt, og han fik mit dræberblik. Han grinte? "Så du har også sådan et dræberblik," sagde han. En forvirret følelse dukkede frem. "Jeg ved da godt, du ikke skal charme dig ind. Hvis du er, som din chef siger, kommer du langt."
   Sikke en lettelse. "Hvad med dig Marcus," spurgte jeg. Han løftede et øjenbryn forvirret. "Hva," spurgte han. "Hvad laver du," spurgte jeg med et smil. Han kiggede væk hurtigt og kiggede på mig igen. "Jeg er danser," sagde han med et seriøst udtryk. "Danser? Så må du være god, når du kan leve på det," smilede jeg. Han lignede en der havde fået et spyd lige igennem, det sted der gjorde mest ondt.
   Jeg kiggede op og så mit stop på skærmen og trykkede stop. "Marcus jeg skal af her," sagde jeg. Han rykkede sig, og jeg hoppede ned og var ved at gå hen og stille mig ved døren. Marcus greb fat i siden på mig og trak mig til ham. "Vi ses i morgen," sagde han og lænede sig ned og hviskede "Nora..." i mit øre. Jeg gispede og smilede.
Forfatterbemærkninger
Jeg undskylder gramma fejl :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/03-2018 14:41 af Kat Mikkelsen (Katzen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2022 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.