Hospital 3000


1 år, 6 måneder siden 1 kommentar Noveller demens sci fi ensomhed

3Svag
Lyset siler ind af det blege vindue · Gule visne gardiner med en sv... [...]
Digte · selvdestruktivitet, refleksion, erindringer
8 dage siden
2En hård regn
Hvor har du været, kære? Hvad har du set, min elskede? · Hvem har d... [...]
Digte · næstekærlighed, livsanskuelse, gudstro
25 dage siden
3Midnatstanker
Midnatstanker; Indholdsadvarsel, handler om masseskyderier og cho... [...]
Essays · eftertænksomhed, masseskyderier, psykisk sygdom
1 måned, 28 dage siden
1Hvad er lettest?
De står på gadehjørnerne med armene strakt ud · Fint tøj og store b... [...]
Digte · kristendom, fordom, ondskab
2 måneder, 4 dage siden
7Køb Grønland!
Verden går som oftest fra valgflæsk til salgstale · Om det basale g... [...]
Digte · selvbedrag, kolonialisering, trump
2 måneder, 7 dage siden
2Synder
Jeg kan mærke hendes smil helt ind til mit inderste · Så grådig jeg... [...]
Digte · usund, brugt, ubalance
2 måneder, 9 dage siden
3En stemme i skoven
Farverne er dybere end jeg husker · Ikke klarere og ikke tydeligere... [...]
Digte · livsrefleksion, selvværd, skoven
8 måneder, 1 dag siden
3Den langsomme død
Fortæl spejlet hvad du har glemt · De små detaljer fra sidste gang · ... [...]
Digte · alderdom, fortabt, håbløshed
8 måneder, 9 dage siden
2Sex sælger (Eksplicit)
Stram kjole, høje hæle og fugtige læber · våde trusser og et snert ... [...]
Digte · sex, forbruger, grænsesøgende
8 måneder, 18 dage siden
0For mange Guru'er
Ikke alle spørgsmål er lige nemme at svare på · med et klart sprog ... [...]
Digte · kultur, sindstilstand, sandhed
8 måneder, 22 dage siden
5Kunstigt intelligent
Jeg har en ven, der kender mig ud og ind · kender mig som forskelle... [...]
Digte · samfundskritik, skuffelse, cookies
8 måneder, 26 dage siden
0Hemmeligheder
De siger løgnen er lettere efter første gang · ørknen brænder igenn... [...]
Digte · længsel, livets gang, savn
9 måneder, 3 dage siden
2Hvil/smil
Jeg tænker i emner og rim · Der hænger længere end lim · De ka' gøre ... [...]
Digte · håbefuld, tiltrækning, ordleg
9 måneder, 18 dage siden
4Rigtig dansk
Jeg er så dansk at det gør ondt · Til punkt og prikke til det er du... [...]
Digte · national, danmark, autentisk
9 måneder, 21 dage siden
2Råber i ørkenen
De sandfærdige går på kviksand · mørket danser lystigt i mit land · i... [...]
Digte · jesus, dåb, herre
9 måneder, 28 dage siden
2Den mest umulige mand
(Advarsel; Eksplicit indhold. Indeholder racistisk sprogbrug og g... [...]
Noveller · demens, pleje, juletid
10 måneder, 4 dage siden
0Mørke blomster
Du er regnen og vinden fanget i asken · Kender vejen i blinde som e... [...]
Digte · letkøbte løsninger, efterår, afmagt
10 måneder, 11 dage siden
1Mørk drik
Jeg driver rundt i ørknen med rådne blade · Skodder og skrabelodder... [...]
Digte · fortabt, krisehåndtering, hverdagslivet
10 måneder, 23 dage siden
1Tror ikke på spøgelser
Jeg ved ikke om det er fordi jeg har brug for en lille pause · Fra ... [...]
Digte · mørke, gys, selvværd
11 måneder, 13 dage siden
2Ingen gode grunde til forsinkelser
Der sidder et kærestepar på perronen · Med hinandens hænder varmt i... [...]
Digte · selvmordstanker, kærester, togtider
11 måneder, 25 dage siden
034 år gammel idag
De siger jeg er blevet en dag ældre · Ryk 5 felter tilbage mens hud... [...]
Digte · overlevelse, fortid, eksistens
1 år, 1 måned siden
2Dengang jeg var ung
Selvom min hukommelse ikke er hvad den har været · jeg blander ting... [...]
Digte · evighed, alder, nostalgi
1 år, 1 måned siden
3De modige kunstnere
Mit hjerte sitrer stille ligesom ilden · Filmen mit rusmiddel der u... [...]
Digte · isolation, udstødelse, fortielse
1 år, 1 måned siden
4Plejehjem
Ikke så slemt som det er for dig, · men værre end det plejede at væ... [...]
Digte · tavshed, alderdom, omsorg
1 år, 1 måned siden
2Nullernaller
Der er langt mellem sætninger og god whisky · Men den jeg har, var ... [...]
Digte · druk, usikkerhed, smerte
1 år, 1 måned siden
4Forbipasserende
Vi sidder på cafe og vi har kun lige mødt hinanden · stilheden bliv... [...]
Digte · livets gang, efterår, længsel
1 år, 2 måneder siden
2Den kolde kaffe
Koppens små skår rækker sig ud som blodårer · grumset på bunden træ... [...]
Digte · løgne, dialog, valg
1 år, 3 måneder siden
2Væk!
Hun har en hemmelighed hun ikke vil fortælle · en sjæl hun ikke vil... [...]
Digte · kærlighedslængsel, melankoli, livets gang
1 år, 4 måneder siden
31935-2016 (Aanaa)
Der er et ord på dansk, jeg ikke ved hvad betyder · jeg ved godt de... [...]
Digte · himmel, erindring, forvirring
1 år, 4 måneder siden
1Ligeglad på den gode måde
Jeg har tænkt på ordet "Ligeglad" igennem mit liv · igennem at skri... [...]
Digte · hjertevarme, ligeglad, ideal
1 år, 4 måneder siden
2Bare vent
Bare vent, kære nevø og niece! · Så velsignet I er med jeres sprøde... [...]
Digte · glæde, familieliv, livshistorie
1 år, 5 måneder siden
3Glubske øjne
Vi ser dig med din faste ungpige-krop · Dine suttelæber der ikke ka... [...]
Digte · magtudøvelse, sex, kultur
1 år, 5 måneder siden
3Bare lige
Jeg skal bare lige have en kop mere · du kan ikke tvinge mig til at... [...]
Digte · kontrol, afhængighed, disciplin
1 år, 5 måneder siden
3Thanos
Jeg kan skabe verdener fyldt med fred · Hvor skyldige har svært ved... [...]
Digte · ensomhed, letkøbte løsninger, brud
1 år, 5 måneder siden
4At forklare feminisme til en sexist
Nogle gange er du en snebold · Kastet mod en isskulptur · Andre gange... [...]
Digte · livssyn, konflikt, feminisme
1 år, 5 måneder siden
1Et år siden
Du fik fred for et år siden den dag i dag · Min fortrydelse for alt... [...]
Digte · familie, afmagt, døden
1 år, 5 måneder siden
1Hospital 3000
Skinnerne gnistrer små blå bølgende udladninger. Elektromagnetisk... [...]
Noveller · demens, sci fi, ensomhed
1 år, 6 måneder siden
1Den gamle postcentral
"Jeg har altid været en glad pige. En der godt kunne lide at grin... [...]
Noveller · horror, døden, desperation
1 år, 6 måneder siden
3Præstens kone
"Hvad er det der, der kommer op fra ørkenen, som røgsøjler, ombøl... [...]
Noveller · kys, romantik, gudstro
1 år, 6 måneder siden
2Mine meningsløse sætninger
Når du bruger en motorsav, så hold den i den rigtige ende · ting er... [...]
Digte · mindreværdsfølelse, erkendelse, dumhed
1 år, 6 måneder siden
2Dit falske smil
Du er ikke speciel, når du er dig selv · intet vigtigt at fortæl', ... [...]
Digte · flugt, splittelse, konflikt
1 år, 6 måneder siden
3Fap Fap Fap Fap Fap Fap Fap
Jeg har set det meste, måske mere end de fleste · du tror jeg ik' k... [...]
Digte · begær, onani, porno
1 år, 6 måneder siden
2Nedtællingen
10. · Jeg er svag, en forfærdelig hykler uden skrupler · jeg har ikke... [...]
Digte · i naturen, sommer, drømmeverden
1 år, 6 måneder siden
3Ode til Bukowski
Vi bliver født mens de kridhvide ansigter griner · født mens sorgen... [...]
Digte · skuffelse, søvnløshed, selvmordstanker
2 år siden
4En handling
Der er en ensomhed i denne verden som du kan se · i de tomme ølglas... [...]
Digte · søvnløshed, eksistentialisme, livsrefleksion
2 år siden
5Depression
Jeg ved ikke hvad du ser når mørket falder på · jeg ved kun hvad je... [...]
Digte · afmagt, psykose, sygdom
2 år siden
3En apatisk idiot
Ingen forventer ulykker eller små mirakler · alt skal være stort, f... [...]
Digte · tomhed, livsanskuelse, danmark
2 år siden
2Forskellige persona'er
Jeg sludrer med dig, stort og småt, løst og fast · mit liv er trygt... [...]
Digte · anderledes, letkøbte løsninger, identitet
2 år siden
1Gamle Joe og hans tre døtre
Her er en vits jeg hørte som 5 årig. · En grønlænder går ind på en ... [...]
Blandede tekster · joke, eksistentielt, anekdote
2 år siden
2Et lille løfte
Jeg kan godt lide poesi og poeter · der lyder som profeti og profet... [...]
Digte · løfte, poeter, hengivenhed
2 år siden
3Jeg håber
Jeg håber · at noget du troede var bittert var sødt, · at du springer... [...]
Digte · relationer, håb, råd
2 år siden
5Gi' det en chance, Singleboy!
Jeg er ganske normal, alt jeg gør er menneskeligt · jeg er et genne... [...]
Digte · tabt mulighed, chance, shipping
2 år siden
2De hule mænd (Ode til T.S. Eliot)
De hule mænd (Ode til T.S. Eliot) · Vi er de hule mænd, vi er de fy... [...]
Digte · fremmedgørelse, magtudøvelse, begravelse
2 år siden
2Tanker du ikke har tænkt
Jeg husker et smil der bragte mig i knæ, · et fundament i stormen, ... [...]
Digte · erindringer, ensomhed, tristhed
2 år siden
2Før folk vågner
Jeg husker en ensom tid I Nuuk og en tid før det · jeg vil gerne nå... [...]
Digte · ensomhed, afmagt, tristhed
2 år siden
2Sandheden falmer
Sandheden falmer hurtigere · end den har gjort i mands minde · og jeg... [...]
Digte · tanke, forelskelse, tomhed
2 år siden
4Og du skal finde
Jeg har set styrke og jeg har set svaghed · jeg har set det der er ... [...]
Digte · inspiration, styrke, omsorg
2 år siden
4En verden uden hypoteser
Hvorfor skal alting være så fandens hypotetisk? · som om alt i verd... [...]
Digte · politik, mytologi, afmagt
2 år siden
8Svært at forestille sig hvis jeg var diktat...
Nu siger jeg ik' jeg er specielt politisk klog · jeg vil hellere ha... [...]
Digte · socialrealisme, afmagt, satire
2 år siden
2De tog fejl
Da jeg var barn, tumlede jeg ofte rundt i min egen galakse · fulgte... [...]
Digte · erindringer, mindreværdsfølelse, fællesskab
2 år siden
2Jeg hader giraffer
Jeg hader dem og deres forbandede pletter · deres lange halse på de... [...]
Digte · had, frustration, krisehåndtering
2 år siden
2Det solløse hav
Du skulle have set det, alle de fyldte stole · skyerne der dækkede ... [...]
Digte · psykisk sygdom, eksistentielt, døden
2 år siden
2Driver væk
Jeg troede jeg var ovre det og at det lå i mit bakspejl · men jeg e... [...]
Digte · døden, ensomhed, søvnløshed
2 år siden
3Stilhed og fred
Stilhed er den eneste dans, hvor jeg kender alle trinene · der kan ... [...]
Digte · depression, fremmedgørelse, familieliv
2 år siden
2Halvfærdig
Folk hælder vand ud af ørerne · isen brydes på grund af køerne · jeg ... [...]
Digte · tabt mulighed, træthed, stress
2 år siden
3Sig hej eller Sieg Heil
Råb af dem! De har selv bedt om det! · det er noget de burde have s... [...]
Digte · samfundskritik, kontrafaktisk, forandring
2 år siden
1Hvad Titken betyder
Mine digte er en hæslig jæger der skyder på kragen · mine rim snyd ... [...]
Digte · politisk krimi, erotik, sørøvere
2 år siden
2Gammel galde
Ingen forventer ulykker eller små mirakler · alt skal være stort fo... [...]
Digte · tidens gang, magtkamp, magtesløshed
2 år siden
2Langt at længes
Der er en afstand som ikke kan måles ud · et sted hvor dit hjerte b... [...]
Digte · hjerte, mindreværdsfølelse, livet
2 år siden
3Hvis det var
Jeg kan' ik' huske spørgsmålet eller dit sidste svar · du spurgte n... [...]
Digte · erindringer, reflektion, livets gang
2 år siden
9Snublerier
Jeg graver min egen grav og brænder mine egne broer · skyder mig se... [...]
Digte · usikkerhed, frustration, fortid
2 år siden
3Han hader jer
Han hader jeres hundehvalpe og kattekillinger · jeres overforbrug a... [...]
Digte · egoisme, magtesløshed, venner
2 år siden

Puls: 28,5

Publiceret: 6
Afgivet: 6
Modtaget: 19
Titken Toft (f. 1984)
Skinnerne gnistrer små blå bølgende udladninger. Elektromagnetisk puls suser igennem os der står på perronen. Menneskene inde i de forbipasserende togene er svære at nå at se nu om dage. De er små hurtige blink.
   Slidmærkerne på skinnerne bekymrer Torben. Han står ængsteligt og tripper. Fingerspidserne trommer på hans ny-erhvervede TekDok. TekDoks er typisk spændt rundt om armen, men nogen vælger at have dem på siden af maven. Torben er den type.

Der kan være forskellige grunde til at bære dem således. For Torben så handler det mest om at de er skrøbelige sataner og han foretrækker at holde en hånd fri til at skubbe de hjemløse væk med. Det skal forstås på den måde at den eneste måde hjemløse kan få noget som helst at spise er igennem agressiv tiggeri. Mængden af hjemløse er eksploderet de sidste 40 år til en grad at det er blevet ulovligt at have facers nu. Det er simpelthen ikke en sikker arbejdsplads. er At rejse med tog er ikke altid ligenemt. Heldigvis for Torben så kan han arbejde væk hjemmefra. Toget han skal med er for tidligt på den, hvilket egentligt passer ham fint. I lommen mærker han en lille guldfigur-replika af hans karakter fra spillene han spillede som barn og ung mand.
   "Fordamned tog." tænker Torben af ren refleks. Normalt ville han ikke brokke sig, fordi man får refunderet sin rejse, hvis toget ankommer for tidligt til ens destination. Torben nåede ikke at leve i den tidsalder hvor forsinkelser blev om-navngiven til at tog ankom for tidligt. Han ville nok ikke have lagt mærke til forandringen, selv hvis han havde levet i den tid. Aktiegraferne på hans TekDok flyver op og ned. Hvis denne dag havde været som alle andre dage, så havde det fået hans humør op og ned. Imens han betragter de vilde zigzag på graferne, så kan han høre en lang række bips og bops.

"Slap nu af, søster" tænker han. Hvis ikke det er hans søster, så er det hans mor eller bror eller hans anden søster eller hans kusine. Et fedt ligenu. Han vil lige nå at ordne nogle salg inden toget ankommer. Endnu et sus drøner forbi. Brugerfladen på TekDokken blinker. Torben har altid været fascineret af eftersmældet af de nye højfarts-tog. De har isoleret lyden af mach 1, så det ikke smadrer ruderne i byen. "Gad vide om man også skal isolere mach 2 og 3," tænker Torben. TekDokken lyser op.
   "Hej, det er mig. Jeg er på vej derover nu. Togene er helt tosset lige nu. Der er gået næsten 5 minutter siden den skulle have været her." siger Torben.
   "Har lige snakket med Olav. Han spørger om du ikke kan blive natten over. Han har selv lige fået opereret hans gyroskop, så han har det ikke så godt med at sidde hos ham før han skal opereres." siger Torben's søster, Sigrid.
   Olav, Torbens farbror, var blevet værgen for Torben og Sigrids far for næsen af Sigrid, den førstefødte. Hun er Ikke Torbens storesøster dog. Torben er den ældste af børnene. Deres familiestruktur har altid været rodet og det forholder sig sådan at Torben ikke er sin fars kød og blod, men han har aldrig haft nogen anden far. Helt fra han var to år, så har Torben kaldt sin far for far. Guldfiguren i lommen på Torben er en gave fra hans far.
   "Jeg ville ønske jeg kunne komme, men jeg har børnene og Jens er begyndt i noget jobtræning, så det er rigtig presset lige for tiden."
   Torben elsker sin familie, men han er også godt klar over de alle er rablende tosset oven i hovedet. Der er intet normalt eller funktionelt over denne familie. Torben har aldrig rigtig snakket med Olav. Det er også sjældent at Torben og hans søskende snakker sammen. Den som Torben snakker mest med er sin mor. Moren til alle børnene. Hun er den sidste rest af lim, der holder familien sammen. Alle elsker moren, på nær Olav, som altid har set ned på sin svigerinde.
   Faren lider af hvad de nu kalder "aldersdemens". Igennem årene har der været en intens konkurrence mellem de to brancher, der hedder "At holde folk i live" og "at holde folk demens fri". "At holde folk i live" er klart foran i det ræs. Torben tænker tilbage på det lange liv, som faren har levet. Det store imperium han har opbygget. Det store ansvar faren har haft. Det har altid været ærefrygtindgydende for Torben at skulle gå i sin fars fodspor. Mere end ærefrygtindgydende. Direkte umuligt. Specielt taget i betragtning at farens generelle holdning var at den største gave han kunne give sin børn var gaven at tvinge dem til at klare sig selv. At kunne overleve uden den mindste hjælp, uden den mindste form for støtte. Da demensen virkelig tog fat, så havde faren dog opbygget en del gæld. Et lån i hans mange aktiver. Der har været meget juridisk tingeltangel de sidste 10 år, men det er alligevel kun 10 år, der ikke har været styr på sagerne i farens 140 årige karriere.
   Toget ankommer endelig. Da Torben stiger ombord, så mærker han en stigende ængstelighed. Duften indefra toget rammer Torben. Den samme pislugt som han husker fra de mange besøg på plejecenteret. Togvinduernes indbyggede brugerflade virker ikke. Nogle viser bare udsigten igennem vinduet, andre er fastfrosset i billeder fra forskellige reklamer. Det billede hvor Torben sætter sig er et billede af to 15årige piger, der tungeslasker intenst i et hakkende loop. En kvinde med hovedet begravet i sin TekDok sætter sig overfor Torben. Det billede hun kan se fra hvor hun sidder er 2 femtenårige drenge, der tungeslasker. Torben nåede at blive 50 år, før han helt blev vant til dynamiske reklameskærme. Der var jo så også den periode, hvor man forsøgte sig med at indbygge hologram billeder direkte ind i øjet på folk. Torben havde joket med at det fik for mange til at falde ned på den blågnistrende togskinner. Engang havde Torben set nogle blive ristet af dem. Det var ikke et kønt syn. Heldigvis var det sjældent dødeligt med mindre man skulle være så uheldig at et tog skulle komme til tiden.
   Langt oftere mistede man bare lemmer og hvad der plejede at være vitale organer. Toget ankommer til destinationen. Da Torben rejser sig op, så kommer der et højt støn fra kvinden overfor ham. Hun kigger stadig lodret ned i sin TekDok. Torben har ikke helt vænnet sig til denne nye type markedsføring. Aggrosound kalder de det. Det støn han lige hørte kom ikke fra kvinden, men hendes TekDok. Med et enkelt klik, så kan han sikkert se hendes profil og se i procent hvor stor en chance de har for at nyde sex sammen. Nul procent i det stadie Torben er i nu.
   For nogle år siden fik Torbens far en mekanisk håndprotese. Ikke fordi han havde behov for en som sådan. Han foretrak bare en mere stabil hånd, som ikke tabte kaffen på gulvet. Det viste sig ikke at hjælpe så meget. Det var ikke hans hånd til øje koordination som sådan der var noget galt med. Det var hele hans balance-evne. Det tog mange måneder før Torbens far lærte at lade være med at knuse kaffekopperne med den mekaniske hånd. Sådan en hånd er temmelig dyr. Vedligeholdelsen af den havde Torben og hans søskende skulle tage sig af.
   På trods af Torbens far har betydelige ressourcer til at få den vedligeholdt, så har Olav fået arrangeret med retten og statsapparatet at ingen af Torbens fars aktiver skal røres indtil han døde. For Torbens fars børn har Olav gjort alle tænkelige krumspring for at gøre livet så besværligt for Torben, hans mor og hans søskende som overhovedet muligt. Selv det at han var blevet værge havde virket som et direkte angreb på den indre kernefamilie, som på et enkelt øjeblik mistede indsigt i deres fars sygejournaler, finansielle situation og fortløbende behandlingsforløb. De mange ture på skadestuen kom altid som meget pludselig overraskelse for Torben. Overraskelser kommunikeret igennem sin søster, Sigrid som var blevet informeret igennem Olav, som snakkede med hans kontakt person på plejehjemmet, som havde snakket med sygeplejerskerne på sygehuset, som fik deres information fra lægerne.
   På denne måde var Torben femte prioritet i informationskæden om hvad der foregik med hans far. Det gik Torben på, men systemet var for betændt til at han magtede at tage kampen op. Han var jo trods alt fejlfarvet. Hans far var så arisk som man overhovedet kunne blive, ligesom hans bror, Olav. Men resten familien var blandet på den ene eller anden måde. Moren hvis modersmål var dansk, som resten af familien, havde ikke noget som helst at skulle sige omkring hendes mand. Dog var dette ikke kun bundet i hendes hudfarve. Det bundede også i en ordning, som Torbens far havde arrangeret af skattemæssige årsager, så han lovmæssigt var skilt fra Torbens mor, men de havde levet som mand og kone i alt den tid Torben havde levet.
   Det er en overdådig udsigt til fjorden fra plejecenteret. Det er stort plejecenter og de lange gange snor sig på en måde, der altid mindede Torben om myten om Daedelus. Dog havde han delt denne tanke med hans søskende engang, men havde ikke haft overskud til at forklare dem hvad den myte gik ud på. Guldfiguren i lommen på Torben var tæt forbundet med Daedelus myten.

Torben træder ind på stuen, hans far er blevet placeret i. Duften af togvognsinteriør står stærkt. Her er ingen reklamesøjler i vinduerne eller plantede lyde. Der er helt stille faktisk. Vinduet er stort og går ud til en fælles have for hele den hesteskoformede bygning. Kigger man til venstre kan man se hele fjorden i alt dens pragt. En af de sidste næsten uberørte fjorde i Danmark. Der er en lang mole der går ud og retro-sejlskibe sidder fortøjret fast til den. Græsset er en form for grøn, som Torben ikke kan beskrive. Lige på knivsægget mellem for grøn og ikke grøn nok.
   Faren vugger frem og tilbage på den sorte lædersofa. Lyden af klistrede snask under skoene kommer frem under Torben. Sådan noget skal bare ignoreres, tænker Torben. Torbens far er helt gråhåret. Hans skæg er vokset meget ujævnt ud og han mangler det meste af sine øjenbryn. Det er kun nogle år siden han udviklede den tic at pille sine øjenbryn af og spise dem. Hans blå øjne er vidtåbne og musklerne i hans ansigt spænder konstant i nye spændende formationer. Torben lægger hånden på sin fars skulder.
   "Hvordan går det?"
   "Ja"
   Torbens far vugger frem og tilbage. Det skinner fra hans håndprotese. Den ligner noget fra en gammel retro film med Arnold Schwarznegger. Altså fra før han blev præsident. Det gør ondt i Torbens hånd, når han lægger sin hånd på ham. Ikke ondt i hånden. Smerten kommer fra et sted bag TekDokken. Torbens far har ikke en TekDok. Nogle af de gamle mennesker er bare ikke kompatible med den nye teknologi. Hans hænder skraber på en oldgammel iPhone, der forlængst er løbet tør for batteri. Der er ingen ridser i den, men ikke af mangel på forsøg. Nogle gange tager Torbens far iPhonen op til øret, når han skal snakke med Torben, selvom Torben står lige foran ham. Andre gange så prøver han at spise den. Det første symptom Torbens far havde vist på demensen var at han havde forsøgt at sætte ild til snuden på sin hund, fordi han troede det var hans cigaretter. Hunden døde nogle år senere fordi Torbens far havde troet hunden var et tæppe.
   "Vil du gerne have en gulerod eller måske en pære?" spørger Torben sin far.
   "Ja"
   "Ja, der er jo ikke flere bananer til, selvom det var din yndlings," siger Torben og rækker sin far et æble.
   Faren taber æblet på gulvet. Gulvet er klistret fordi gulvvaskedronen aldrig helt virker som den skal.
   "Olav siger du ikke har det så godt. Hvor gør det ondt?"
   "Ja"
   "Hvor ville jeg ønske jeg kunne hjælpe dig, far"
   "Ja"
   Faren rejser sig hurtigt og begynder at trippe hvor han står.
   "Vil du gerne være i fred?"
   "Nej"
   "Okay, så jeg skal smutte igen?"
   "Nej"
   Torbens TekDok begynder at flimre og bippe voldsomt. Han mærker hurtigt på den. Det lyder til Sigrid har brug for at blive opdateret. Der er også nogle alarmer, han har sat til i tilfælde af hans aktiegrafer går for voldsomt nedad. Et hurtigt blik inden han vender tilbage til det her oldstidslevn af et rum. Der er ingen teknologi her. Kun de primitive fladskærme, hjertealarmer, elevatorsenge, Gray-ray afspiller, automatiseret lys.
   Bippene fra TekDokken er både Sigrid og Torbens aktier der laver voldsomme udslag. I så mange år har økonomerne sagt at alle i fremtiden vil være stinkende rige. Torbens far rækker ud til ham med sin protesearm. De mekaniske fingre knuger en smule hårdt, føler Torben. Han forsøger at holde hånden på sin far, mens han trykker febrilsk på sin TekDok. Et fejltryk starter en video foran dem, som spiller det nyeste inde for Kroatisk Pop. Der fyldes en tung bas i det ellers så stille rum. Torben kan ikke finde stop-knappen. De skifter jævnligt placering på den, så folk ikke så let kan få pop-up reklamer væk.
   Så dukker en medarbejder op med en drone. For at få den til at virke mindre truende, så har de formet den som en forvokset R2-D2. Den er et hoved højere end både medarbejderen og Torben. Dimensionerne får den til at virke som noget en kvinde ville købe i smug.
   Dronen placerer sig foran Torbens far, mens der bipper et opkald fra Olav ind over Torbens TekDok.
   "Hej, Torben."
   "Skrkkrkctssczztts" lyder det fra Torbens TekDok, da han forsøger at svare. Han banker lidt på den.
   "Hej, Olav. Hvordan går det?"
   "Hallo"
   "Hallo"
   "Fordammnt udstyr" siger Torben.
   "Ja, nu kan jeg høre dig" siger Olav med en skratten i baggrunden.
   "Jeg er hos ham nu."
   "Det er fantastisk. Det er rigtig godt at du er sammen med ham."
   "Ja, nu må vi se hvor meget det hjælper på det. Han er ligeså fjern som altid."
   Medarbejderen går igen og efterlader dronen sammen med Torben og faren. En laserstråle udgår fra dronen og dækker over Torbens far. Et par hurtige bip og mekaniske lyde fra den og den finder hurtigt sin vej ud igen.
   "Ved du hvad du, jeg vil bare lige sige at jeg ikke kan komme idag"
   "Oky. Altså han virker også til at klare sig. De har skruet to skruer i hofte, kan jeg se på..." siger Torben og ser på projektionen fra hans TekDok, som han kalder frem imens han taler.
   "Det er altså rigtig godt at du er der."
   "Ja, det siger I jo. Men altså, jeg sidder og ser på ham nu. Det er vist en falsk alarm, ligesom sidste gang."
   Torbens far kigger på Torben med store udspilede øjne. Man kan se på ham at han forsøger at sige noget der ikke kan siges. De tynde fingre nulrer om hinandens fingerspidser. Tænderne i munden er fyldt med indtørret kakao. De dårlige ånde kan lugtes langt væk. Spejlneuronerne i farens hjerne har svært ved at finde deres rette signal-input. Hvis man griner, så griner faren med. Hvis man smiler, så smiler han. Hvis man virker vred, bliver han eddermuggen.
   "Ja, det er godt. Farvel" lyder det fra Olav, hvor på han afbryder samtalen.
   "Farvel" hvisker Torben. Det knuger i maven på Torben. Han ser på sin vuggende far, som han havde haft mange lange samtaler med, om hvad der skulle gøres ved ham, hvis han nogensinde havnede i denne situation, som han var i nu. Hvis bare de havde vidst dengang hvor lidt Torben ville have indflydelse på noget som helst med sin far. Man måtte selvfølgelig ikke direkte sige at det var på grund af Torbens hudfarve, at han ikke havde det mindste at skulle have sagt. Det ville være racisme. Olav var hvert fald ikke racist. Det var systemet bestemt heller ikke. Torben tænkte på om det måske også var sådan for bare et par hundrede år siden. Det var sikkert værre, tænker Torben uden at vide det var omkring det samme.
   Tårer triller ned af farens kinder. Han rækker ud til Torben. Torben tager imod hans hånd. Følelsen af genkendelighed ligger dybt begravet i farens øjne. Tunge indåndinger overdøves af en let stammen fra faren. Torben falder på knæ, imens han hulker.
   "J-j-j-j-... Jeg elsker dig, Ældste søn"
   Torben kigger op på sin far. Tårerne er ikke længere på hans kind. Et lille smil skinner svagt i farens mundvige. Det bipper fra TekDokken, som Torben slår fra med et enkelt klik.
   "Hvad sagde du?"
   "J-j-j-j-eg e-e-e-e-e-e-e-e-e-e-lsker dig... Ældste søn"
   Torben måder.
   "D-d-d-d-det s-s-s-s-kaa-l nok-k-k-k..."
   Torben tårer sine egne tårer væk. Smilet på faren er nu et stort et. Han bruger sin frie hånd til at ae Torben blidt. Aldrig igennem hele sit liv havde Torben oplevet sådan en overvældende opmuntring fra sin far. I den tid faren havde været syg, så havde han forestillet sig, at når han fik små glimt af sin far, så ville de minde om den far han husker. Man siger demente har gode dage og dårlige dage. Flere dårlige end gode. Hvis man er heldig, så ser man små glimt af den person, der gemmer sig bag sygdommen. Og når dette sker, så ville Torben have gættet på, at han nu skulle høre på hvordan regeringen altid var ude på at snyde alle, og staten bare var ude efter hans penge eller hvordan kvinder bare var nogle ubrugelige idioter eller hvordan alle de religiøse tosser var ude på at slå os allesammen ihjel eller de skide kinesere ville tvinge os alle til at få rettet øjnene.
   "S-s-s-s-s-øn, det skal nok gå" siger faren med en dyb udånding og vifter lidt med armene. Torbens tårer strømmer ned af sine smilende kinder.
   "Ja, far, det ved jeg godt"
   Det har været over 10 år siden, at han havde hørt sin far sige så lange sammenhængende sætninger.
   "Sig til dine søskende..."
   Hjertet hamrer på Torben. Det er ved at sprænges. Hvad mon det her betyder? Måske er han ved at blive rask. Har de ændret hans medicin?, spørger Torben sig selv, mens hans hjerte hvisker til ham at det selvfølgelig kun er midlertidigt.
   Torben ser i øjnene på sin far. Hans øjne ligner dem, som han husker da de spillede Blizzard spil sammen. De lange nætter hvor faren lærte Torben at levelle up og crafte items og sætte sine talents ordentligt. Faren som langsomt havde forklaret Torben hvad der var god dungeon-pli eller hvad raid-etik var. Selv det at få ham til at forstå bare fordi en karakter var en kvindelig en, betød det ikke at spilleren også var det. Hvordan de havde fejret det, da Torben første gang blev level 200.

De fejrede det med et brag. Den største brug af in-game fyrværkeri, som serveren nogensinde havde set. Faren havde udlovet gratis guld til alle, der ville flyve over Stormwind med deres mount. Stormwind var byen som husede den race, som Torben spillede og var i sig selv et spektakulært syn efterhånden. Meget imod farens bedste intentioner, så havde Torben valgt at være præsteklassen i spillet. Det var noget faren havde joket med overfor sine venner fra sin guild. At Torben var en naiv godtroende dreng, der troede på et større væsen, der vogtede over os alle. I virkeligheden havde Torben valgt præsteklassen, fordi den klasse var mere alsidig og gavnlig for guilden, da ingen andre som familien spillede med havde valgt den klasse. Gennemsnitstiden for at nå level 200 var sat til 2 år, men Torben havde klaret det på et halvandet år. Det var noget, som Torbens far var ret stolt over. Torben havde fundet guldfigur-replikaen af sin avatar i en skuffe, da de flyttede farens ejendele til plejecenteret.
   "Sig til dine søskende... sig til dine søskende... sig til dine søskende..."
   Faren trækker Torben ind til sig og begynder at kæmpe med ordene.
   "Jeg er i helvede! Je-g-g-g-g-g-g er i helvede. Hjælp mig! Hjælp! HJÆLP!!"
   Faren begynder at sprælle i sin stol. Han slår Torben på siden af ansigtet, men han slår betydeligt svagere end han aer. Hans afkræftede arme spræller i slow-motion.
   "Far! Det er okay. Bare slap af. Slap af far." siger Torben i en beroligende rytme, mens han blidt får lagt sin fars arme ned.
   Dronen kommer ind på stuen.
   "Er I okay?" spørger den.
   "Ja, jeg tror vi klarer os"
   "Sig til hvis der er noget vi kan hjælpe med." siger den.
   "Ja, det skal vi nok."
   Dronen venter et minut før den går. Det er aldrig til at sige hvornår nogen betjener den og hvornår den kører på automatik.
   "Nnnnneeeej, hjælp, hjælp" hvæser faren vredt.
   Faren kigger med vrede øjne ud i luften. Genstridigheden er malet i hans ansigt. Han spænder i hele kroppen. Farens mekaniske hånd tager fat i Torbens TekDok og flår den af. Hånden kaster TekDokken hårdt hen på vinduet. Torben når knap at række ud efter den for at stoppe den. Det er ikke nok, og vinduet går i stykker. Glasset klirrer ned.
   "Din mor er sindsyg" hvisker faren.
   Torben forsøger at nå hen til døren for at få fat i den skide drone, men faren har fat i hans arm. Der er noget helt galt, tænker Torben, lige inden den mekaniske arm begynder at knuge så hårdt at Torbens arm bliver blå. Den giver kort slip og Torben forsøger igen at trække sin arm ind til sig, men istedet tager den mekaniske arm fat i Torbens hånd. Den trækker ham tilbage og faren bliver meget forskrækket. Langsomt knuses knoglerne i Torbens hånd. Han skriger. Blodet pibler igennem metalskelettet på hånden, mens Torbens hånd mest af alt ligner noget fra en dårlig splatterfilm fra 2020'erne. Torben skriger, mens Torbens far puster til hånden, som han også havde gjort, da Torben og hans søskende var helt små, når de fik hudafskrabninger af at falde på cykel. Torben mærker hurtigt efter i sin lomme efter guldfiguren med sin friske hånd.
   Dronen kommer endelig ind. Den sender en elektromagnetisk puls, som lukker alt med elektro-mekaniske dele ned. Både farens hånd, men også fjernsyn og lyskontrollen. Lyset flimrer hurtigt et kort øjeblik. Dronen bevæger sig hurtigt hen imod Torben. Den sprøjter noget på den blodige stump, hvor Torbens hånd plejede at være. Smerten forsvinder med det samme. Nano-botterne kribler ind i blodomløbet på Torben. Blodet bliver vasket effektivt væk af dronen. Torbens hånd er nu helet indtil klumpen.
   "Vi bliver nødt til at bede dig om at forlade området" siger dronen mekanisk. Stemmen lyder irriteret over det ekstra arbejde.
   "Men.."
   "Din far har brug for at hvile!"
   Dronen bipper og presser sig ind på Torbens ben og skubber blidt til ham. Han snubler afsted ud af døren, mens et nyt vindue installerer sig selv i rummet og lyset dæmpes inde hos faren.
   "Fuck"
   "Der er ikke noget vi kan gøre yderligere for din hånd. Vær venlig at forlade området. Du kan indgive en klage til institut 1831. Søger du erstatning for din skade bliver det for din fars regning. Plejecenteret forbeholder sig alle rettigheder til alle samtaler, der er foregået på vores matrikel. Både juridisk og kommercielt."
   Hvis der er noget som Torben hader, så er det at alle plejecentre sender deres overvågningsvideoer til Viewcorp's datacentral. Des flere likes en video får, des flere bonuspoint optjener Torbens far. Torben begiver sig ud på vejen ud fra plejecenteret. Han føler sig nøgen uden sin TekDok, men en anden følelser bobler i ham. Måske er det efter-effekterne af nanobotterne. Han spekulerer på hvordan i hede hule helvede at han skal få fat I Sigrid nu. Han når hen til perronen. Kvinden fra toget står og kigger ned i sin TekDok. Kvinden der havde siddet overfor ham i toget på vej herhen. Han går langsomt hen imod hende. Hun ser forfærdet på ham og holder sin TekDok op imod ham. Han stopper sine skridt.
   "Undskyld, jeg har mistet min TekDok. Må jeg ikke lave et hurtigt opkald til min søster?" siger Torben roligt.
   "Scan!" råber hun. Hendes TekDok begynder at bippe.
   "Ren straffeattest" lyder en mekanisk stemme fra den.
   "Hvad vil du?" skriger hun.
   "Undskyld. Jeg vil dig ikke noget ondt. Jeg vil bare gerne have fat i min søster."
   "Søg efter mandens søster" hvisker hun i sin TekDok mens hun holder sin afstand.
   Torben kan ærlig talt godt forstå kvinden. Man kan ikke være for forsigtig nu om dage, når man møder en TekDok løs person. Dem der ikke har råd til en, er desperate mennesker. Dem der har råd, men ikke har den på sig, har oftest taget den af, fordi det er det eneste tidspunkt man ikke bliver registreret af politiets sensorer.
   "Hej, jeg har et opkald fra en TekDok løs mand, som påstår han er din bror. Kan du bekræfte?" siger hun ud i luften.
   "Bekræftet!"
   Kvindens spændte muskler falder til ro. Et billede dukker op foran Torben. Det er et ikon for billedløse transmissioner.
   "Hej Torben. Hvad er der sket?"
   "Hej Sigrid. Han knuste min hånd og smed min TekDok ud. Det er helt fordammt. Ingen anelse hvordan jeg kommer hjem."
   "Ej, det er jeg ked af at høre, men det er rigtig flot klaret at du kommer og besøger ham"
   "Kan I komme og hente mig?"
   "Desværre. Vi har børnene. Det er rigtig presset nu. Jens har det ikke for godt heller"
   "Jeg har mistet min hånd. Se!"
   Torben vifter med sin armstump. I virvaret glemmer han helt at Sigrid ikke kan se ham.
   "Ja, Torben. Du behøver ikke at hidse dig op. Vi har haft nok skænderier i vores liv."
   "Nej, jeg siger bare. Jeg har mistet alt. Jeg har lige mistet alt."
   "Ja, det er jeg rigtig ked af at høre. Det er også flot af dig, du tog dig tid til at tage dig af vores far, men der er ikke noget jeg kan gøre lige nu."
   "Men søster, jeg kan ikke komme i kontakt med nogen. Jeg kan ikke komme hjem. Jeg kan ikke engang komme tilbage til plejecenteret"
   "Det skulle du have tænkt på før"
   "Men..."
   "Ikke noget men. Far opdragede os til at være selvstændige. Jeg er glad for din hjælp igennem årene, men nok er nok. Jeg har sagt jeg ikke kan hjælpe dig. Ring til nogle af dine venner!"
   "Venner?!? Jeg har ingen venner! Hvad snakker du om?"
   "Jeg afslutter denne samtale nu. Du må have en god dag!"
   Kvinden med TekDokken dukker op bag hologrammet.
   "Jeg er ked af det på dine vegne, det lyder som en hård position du er i" Siger hun.
   "Tak for din tid."
   "Noteret" siger hun og vender sig og går 20 skridt væk fra ham og fordyber sig igen ned i sin Tekdok.
   "Vent!" siger han. Han rækker ned i sin højre lomme med sin venstre hånd. Hånden han stadig har. "Her! Som tak for din hjælp." fortsætter han.
   "Hvad er det?"
   "Det er en lille guldfigur"
   "Guld?" siger hun forbløffet.
   "Ja, tag den."
   "Men den er jo mange millioner værd. Den kan jeg ikke tage imod"
   "Jo, tag den. Jeg har ikke brug for den længere".
   Hun stirrer på ham mistroisk. Var det et trick? Var det en del af hans plan? Hvad sker der? Spørgsmålene flimrer i hendes øjne.
   "Jeg lover dig, jeg forsøger ikke at scamme dig."
   "Tak"
   Hun går langt længere væk fra perronen og holder guldfiguren i sin hånd. Hun forsøger desperat at lade som om hun ikke tjekker dens ægthed. Torben kigger ud i luften. Ikke synderligt interesseret i hendes reaktion.
   Skinnerne gnistrer små blå bølgende udladninger. Elektromagnetisk puls suser igennem dem der står på perronen. Menneskene inde i de forbipasserende togene er svære at nå at se nu om dage. De er små hurtige blink. Torbens TekDok ligger og flimrer og bipper i den lille have udenfor farens værelse. Sigrid passer sine grædende børn, mens hendes mand pukler for at forsørge dem. Olav sidder og ryger pibe et eller andet sted I Danmark. Faren sidder og vugger i sin sofa med sine spinkle krop. Toget ankommer endelig.
   Kvinden som hjalp Torben stiger ombord. Hun sætter sig og bladrer igennem forskellige modeblogs. Stadig lidt forundret over hvad der lige var sket. Hun tager guldfiguren frem og studerer den. Det er ikke meget hun har gamet, men hun synes figuren virker som om den har været igennem meget. Den bærer en fin kåbe med ornamenter. En kutte der dækker over et ungt ansigt med et stort smil. I den ene hånd holder den en stav med et stort rundt stavhoved. I den anden hånd holder figuren en stor klods af en bog. På bogen er der indgraveret mystiske runer. Hun mærker på vægten af figuren, som om hun ville kunne mærke forskel på om den var massivt guld eller om der var blylodder i. På undersiden af figuren står der en tekst "Til den bedste healer jeg har raidet med. Jeg er stolt af dig. Hilsen Far"
   En pludselig følelse af skyld rammer hende. Hun kan da ikke tage imod sådan en gave. Hun rejser sig hurtigt op og går igennem togvognene og leder efter Torben. Toget er næsten fyldt, men hun går fra vogn til vogn og kigger efter ham. Hun når helt hen til enden af vognen. Den forreste ende. Lyden af dørene der lukker rammer hendes øretrommer hårdt. Toget skal til at køre afsted, men Torben står udenfor toget.
   Torben står mellem skinnerne indhyllet i de blå udladninger af energi. Kvindens hjerte springer en takt. Fuldstændig lydløst kører toget igennem det hurtige blink, hun nåede at fange af Torben. Hun gisper og knuger figuren hårdt. Hun kigger ned af gangen på togvognen. Ingen har set noget. Alle sidder begravet i deres TekDok. Hun sætter sig på et sæde i chok. Der er ingen hun kan ringe til.
   Torbens far sidder i sin sofa og vinker ud i luften med et tungt smil på det mørke værelse på plejecenteret.
Forfatterbemærkninger
Et forsøg med science fiction. Giv endelig indtryk og tanker.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/04-2018 22:23 af Titken Toft og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4997 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.