2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
1 måned, 15 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
2 måneder, 12 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
2 måneder, 26 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
3 måneder, 4 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
3 måneder, 7 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
3 måneder, 13 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
4 måneder, 19 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
4 måneder, 25 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
5 måneder, 11 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
5 måneder, 18 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
5 måneder, 20 dage siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
5 måneder, 21 dage siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
5 måneder, 22 dage siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
5 måneder, 22 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
1 år, 7 måneder siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
1 år, 7 måneder siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
1 år, 7 måneder siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
1 år, 9 måneder siden

Puls: 25,9

Publiceret: 5
Afgivet: 5
Modtaget: 18
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det sjældent, det rigtige mørke. Om natten tænder lysets øjne, gadelygterne, månen, vinduerne, et møde mellem det kunstige og det naturlige, alt det lys i natten, og der er flere forskellige slags mørke. Der er et mørke, hvor man ikke kan se sine hænder foran øjnene. Et lille lukket rum. Et skab. Sådan et mørke, hvor det er ligegyldigt, om øjnene er åbne eller lukkede, hvor hjernen leder efter lyset, hallucinerer hvide zigzag, lilla lysglimt, men der er kun mørket. Det kan hjernen ikke forstå.

Det er efter jeg er flyttet til Aarhus for en måned siden, at jeg er begyndt at gå ture i natten, nattevandringer næsten, men oftest finder jeg et sted at stå stille. Nogle gange lægger jeg mig ned det sted, en grøft eller skovbunden, hvis jeg er sikker på, der ikke er nogen mennesker, og så bliver jeg liggende. Det er så dejligt, og flere skulle gøre det. Ligge der og mærke jorden under sig, den rene luft og himlen og træerne. Som om, man ikke må, men gør det alligevel.
   Det er to timer siden, jeg gik hjemmefra, mine otteogtyve kvadratmeter, lille fremmede værelse. Først drak jeg kaffe, så portvin, så hørte jeg en sang, der gav mig kuldegysninger, adrenalin, endorfiner til hjernen. Jeg tænkte: Nu går jeg. We can be heroes. Just for one day.
   Jeg tog pænt tøj på. Den lange lyserøde frakke. Tørklædet fra Stine. Så gik jeg forbi de gule blokke, under viadukten, over fodgængerfeltet, gader og veje. Kongsvang allé. Jyllands allé. Kystvejen, Skovvejen, bare ud i skoven.
   Jeg var ved at skrive en bog om heksebørn, myter og overtro, men så gik det op for mig, at jeg måtte skrive en anden bog først. Det går op for mig, da jeg står i skoven og klokken er halv tre om natten, en nat i august, de stadigt lyse nætter. Det er ikke den ene historie, det er den anden. Det er dem begge, men det er den anden først.
   Inden jeg skriver stiller jeg mig selv spørgsmålet: Hvad hvis jeg dør, inden bogen er færdig? Så siger jeg til mig selv: Det er et menneskeligt vilkår. Det er uundgåeligt, at noget ikke når at blive færdigt. Sådan skal det være. Sådan er det bare. Og det er heller ikke, fordi du er ved at dø, ikke på den måde. Så slap dog af.

Jeg beslutter mig for at skrive historien i en skitse, før jeg skriver den. Det der er gået forud. Hvis nu uheldet er ude. Hvis nogen finder dokumentet på min computer, mor, far, Stine, og jeg virkelig er død. Hvis det virkelig sker. Jeg skriver i en parentes:

(Vi bliver født tre måneder for tidligt. Mor tror, hun har blindtarmsbetændelse. De er så unge, enogtyve og toogtyve. Hun ved godt, hun er gravid. Og så med tvillinger, det var ikke planlagt. Og så Bella: en ruhåret gravhund. Så af sted til hospitalet en lummervarm nat i april. Bella på bagsædet. Tordenvejr. Mor går mere op i hunden end i de børn, hun skal føde. Sender far i kiosken efter en rød pølse. Sender ham ud at gå. Føder to børn.
   Jeg vejer ikke engang en liter mælk. Stine er større. Det er også hende, der kommer først. Der kommer også en præst, vi er jo tæt på at dø. De små kroppe. Noget gennemsigtigt. Blå læber. Blå årer. Slanger i næsen. De overlever, siger mor, bare rolig.
   Vi overlever.
   De går fra hinanden, da vi er tre. Det er nok godt. De skændes. Far spiller alle penge op. Mor er ikke god til at lytte. De skændes. Mor skriver i sin dagbog:
   "Jan og mig skændes utrolig meget. Og det er desværre hver dag. Vi har begge et hidsigt temperament og kan finde på at skyde og kaste med ting, selvom børnene ser på. Og hver gang siger jeg at det er sidste gang."
   Far skriver ned på små sedler, forløbet, hvem der siger hvad. Så ringer han til sin mor. "Hvem har ret?" spørger han. Så gennemgår han forløbet, analyserer, mor himler med øjnene.
   Far bliver weekendfar, flytter til København, til Vejle. Og alle mulige andre byer. Mor bliver fuldtidsmor med et handicappet barn. Det finder de ud af til en rutineundersøgelse. Hun begynder ikke at kravle. Vælter, når hun bliver sat.
   Mor skriver i sin dagbog:
   "Var til kontrol med jer på sygehuset i dag. Katrine er i fin form, men Stine, min lille pige, desværre har du nogle spastiske problemer med arme og ben. Endnu ved vi ikke, hvor slemt det er. Det skal der nogle nærmere undersøgelser til for at kunne sige. Jeg er så ked af det - og kan nu bedre forstå, hvorfor du ikke vil bruge dine arme og ben. Hvad der skal ske nu, ved jeg ikke. Det eneste jeg er glad for, er at dit hoved ikke fejler noget. Lige meget hvad der sker vil vi hjælpe dig så godt vi kan. Vi elsker dig og vil altid være hos dig."
   Så har vi en vidunderlig barndom. Vi har to forældre. Vi er privilegerede børn. Trygge og elskede. Vi lever i en leg, en evighedsleg, det er mig, der finder på den. Vi har hinanden. En privilegeret barndom. Privilegerede børn. Og det er ikke noget, der skal modbevises.
   Så vågner vi op en dag. Eller vi lægger mærke til det. Alt det der skiller os ad. Og vi bryder vores løfte. Det er sådan, det er. Men vi elsker hinanden. Det er det vigtigste.)

Jeg er så bange for at dø. Hjertet der slår, en alt for hurtig puls. Vi råber: ulven kommer. Men ulven kommer ikke. Ikke endnu. Det står på hypokonderens gravsten: "Hvad sagde jeg."
   Jeg er ikke bange for at dø, fordi jeg er bange for døden i sig selv. Jeg er ikke bange for det ukendte, jeg er bange for det, jeg ved. En sætning, et faktum. Fremtiden:
   Enten skal du dø fra mig, eller også skal jeg dø fra dig.
   Det sidste er det værste. Og jeg hader den tanke, at jeg overhovedet er kommet i tanker om den. Jeg er så bange for at dø fra dig, Stine. Du er så afhængig af mig. Du elsker mig så højt. For højt måske. Kan man elske hinanden for højt?
   Det er sådan, det er.
   En dag ser vi en scene fra Titanic. De ligger i sengen, en kvinde og en mand, nu synker skibet, de holder om hinanden, de hænder der har hinanden, nu skal de dø sammen. Nu dør de. Sammen.
   Vi læser om et ægtepar i Information. De er gamle, hele livet har de været sammen, hele livet har de elsket hinanden. En kvinde og en mand der har besluttet sig for at dø sammen. Et par måneder forinden er kvinden blevet opereret, de har gemt morfinen. Så drikker de gin og tonic, venter på nattefrosten i haven. Dagen efter bliver de fundet på terrassen. Der sidder de, der døde de. Med hinanden.
   Gamle mennesker, hvilken lykke. Hvilket lykkeligt eventyr. Sådan skulle det være. Vi kunne drikke rødvin i et fly, vi kunne drikke whisky, halvfems år gamle, så kunne flyet styrte. Så skulle alt være godt. Hvis bare jeg vidste, at det var sådan, det skulle ende. Et ulideligt urealistisk ønske. Man må gerne drømme. Men man ved det ikke. Hvordan det ender.

Der lugter af ramsløg i skovbunden. Den skarpe lugt af løg mildner lugten fra havnen, og jeg tænker på at plukke det. Så kunne jeg lave pesto, købe ost, olivenolie, pinjekerner. Jeg kunne tage det med hjem til Stine, vi kunne lave pesto-pasta salat, det elsker hun. "Hun spiser det kun for at gøre dig glad," siger mor. Måske er der også hunde, der har tisset i skoven, det er der sikkert. Om dagen er der mange hunde i skoven her. Om natten er der ingen. Jeg tænker igen på mørket. Fire slags mørke.

Det falske mørke:
   Denne nat i Riis Skov. Det er ikke normalt at gå rundt alene i en mørk skov midt om natten, slet ikke normalt at lægge sig ned, men der er ikke mørkt i skoven. Gennem skovbrynet havnekajen, byen. Min telefon der lyser, en notifikation. En besked fra Stine: I love everything with you.
   Så er hun også vågen i natten. Så ligger hun i sengen i Brande hundrede kilometer fra Aarhus, sengegærdet klikket fast så hendes krop ikke ruller ud over sengekanten. Jeg ser hende for mig under dynen. De hvide lår, lyserøde ar, bløde fødder, for sådan bliver fødder, når de aldrig går. Hendes slanke, spastiske fingre. Et kvarter har det taget for hende at skrive den sms. I love everything with you.
   Der er noget ubarmhjertigt ved det falske mørke. Alt det lys fra havnen. Skibe, master, blinklys. Engang imellem en blitz. Så lad dog for helvede natten være i fred.
   Jeg ved ikke, hvad det er, den blitz, igen, igen. Jeg havde brug for at være alene. Gid Stine ville sove. Hun vil ikke vække mor. Hun vil ikke være til besvær. Så ligger hun vågen i timer. Højdepunktet: En sms.
   Jeg skriver: I love everything with you too.

Det sande mørke:
   En aften går strømmen. Stine er bange for tordenvejret. Det er et lyn, der slår ned. "Puh, sådan en lummervarm sommeraften," siger mor efter aftensmaden, og himlen var mærkeligt gul, da vi legede ved sandkassen. Jeg står under bruseren, og Stine giver et skrig fra sig i stuen, da det første skrald kommer. Et vræl. Det er den tid, hvor vi bor i et lille rækkehus, snart skal vi flytte. Hjælpemidler fylder meget, kørestole, toiletstole, lift i loftet. Så er der ikke meget plads i et rækkehus. Hvor gamle er vi? Syv?
   Strømmen er gået, siger mor. Og Stine skriger og skriger, hun bliver ved, og tordenvejret larmer, Stine larmer, og jeg kan ikke finde mit tøj i det lille mørke badeværelse. Jeg kan ikke engang se mig selv. Det lå på toiletbrættet. Den lyd af Stine, der skriger. Hun er rigtig bange, kan jeg høre. Hold op, tænker jeg, hold nu op med at skrige, der sker ikke noget, det nytter ikke at skrige. Men jeg kan ikke se hende. Hun skriger bare.
   "Hvis bare, man havde en mand," siger mor. Hun kan ikke finde relæet.
   Fornemmelsen af Stine, den våde hage, savler og græder og skriger. Kun mor duer. Kun mor vil hun være hos. Mor leder efter strømmen, siger jeg. Sysh, vær stille.
   Hun er bange for så meget. Også tåge. Hun er bange for tåge og torden. Og et plasticdyr, jeg har fået af far, der kan brøle og lyse. Røde, lysende øjne. En tyrannosaurus rex. Nu har mor gemt den i skabet.

Det lyse mørke:
   Daggry. Der er ikke mere strøm på min telefon. For et par timer siden sendte Stine endnu en sms, et forsøg på en emoji. Det skulle være et hjerte. Jeg sendte to hjerter tilbage. Et hjerte fra os begge. Klokken var halv fire om morgenen. Nu er det senere.
   De går tidligt i seng, mor og Stine. Mor er træt. Stine siger, jeg er også træt, men nogle gange lyver hun. Hun er ligesom mig, kan godt lide at være vågen i natten. Men vi er så behagesyge. (Føj for helvede, at ville gøre alle tilpasse. Vi vil være som Sanne Salomonsen, rapkæftet med katteøjne og extensions, eller som Linse, jeg gør, hvad der passer mig, men sådan er vi jo ikke.) Stine kan se på mor, at hun er træt. Så går vi bare i seng, siger hun. Jeg er også træt.
   Jeg får kvalme ved tanken, ikke at kunne bestemme, hvornår man selv vil i seng. Vi er enogtyve år gamle. Vi er ikke børn. Vi er voksne.

Det mørke mørke:
   Det er det mørke, der kommer indefra. Det er værst, når der er lyst, så stråler mørket i alt det lyse fra solopgang og solnedgang, et lille uroligt stearinlys, fra den stribe over havnen, hånende pink i horisonten. Så sluk den dog.
   Jeg mærker det mørke sidde i halsen, når jeg tænker på dengang, jeg var en led møgunge. Direkte ondskabsfuld overfor Stine, og så er det ikke nogen undskyldning, at man er et barn. Det var en episode, en nat vi sov hos far og Nynne, i køjesengen, hvis jeg overhovedet kan skrive om den. Man kan ikke skrive om andre uden at skrive om sig selv, det mørke mørke. For hvorfor må vi ikke det? Også være mørke? Det er den eneste rigtige fortælling. Alle fire slags mørke, det falske, det sande, det lyse, det mørke.

Jeg rejser mig op fra skovbunden, er blevet immun for lugten af ramsløg. Jeg orker ikke at gå tilbage til Viby. Jeg orker ikke den vågne by, må finde en taxa, alle mennesker på vej til arbejde, studie, alt det, de har travlt med. Det er altid dem og mig.
   Dem og os.
   Nu skal Stine i bad, hvis ikke allerede hun har været.
   Mor står op klokken fem. Hun sætter kaffe over, åbner køkkendøren til haven, lukker døren til stuen og værelset. Stine må ikke vågne, det er for tidligt. En time før dagen begynder, den vil hun have for sig selv, det forstår vi godt. Hun sætter sig ved computeren, skriver en statusopdatering, ændrer sit coverbillede. Et billede af en hund. Et citat af James Dean: "Only the gentle are ever really strong."
   Så kalder Stine fra sengen.
Forfatterbemærkninger
Autofiktion, hvis det skal komme i nærheden af en genre. Om en opvækst med en handicappet tvillingsøster. Om dødsangst. Om overgangen fra barn til voksen. Fantasi og virkelighed. Ovenstående er en slags prolog

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/06-2018 18:49 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2248 ord og lix-tallet er 20.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.