0Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
1 dag, 18 timer siden
1Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Så hedder han Olli, og det er der ellers... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
17 dage siden
0Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
24 dage siden
1Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
26 dage siden
2Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
27 dage siden
4Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
28 dage siden
2Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
28 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
1 år, 2 måneder siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
1 år, 2 måneder siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
1 år, 5 måneder siden

Puls: 53,0

Publiceret: 7
Afgivet: 15
Modtaget: 8
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, far og Nynne. Vi kan godt lide Nynne. Hun er ung og sød og sjov, smilehuller og krøller, sygeplejestuderende. Og hun leger med os, binder Stines fødder ind i forbinding, sætter plaster på vores håndled. Far er meget forelsket i Nynne. Hver anden weekend besøger vi dem i København, fjerde sal i højhuset ved siden af Føtex. Det er en gammel opgang, der er ingen elevator, far løfter Stine i kørestolen. Og bagefter løfter han toiletstolen. En enkelt gang er han ved at skride på trappetrinnet med Stine og kørestolen i favnen.
   "Var du ved at falde, far?" spørger vi.
   "Nej da," siger han.
   Næste gang vi skal op ad trappen spænder han Stine fri for kørestolen, slynger hende op over skulderen. Først Stine. Så kørestolen. Så toiletstolen. Jeg går bagerst med armene strakt ud. Hvis nu alligevel, vi skulle falde.

Det er altid ved sengetid, når vi ligger i køjesengen, at Stine bliver morsyg. Hun har ikke sagt det endnu, men jeg ved det. Hun er stille.
   "Vi behøver ikke at sove," siger jeg, for det er kun, når vi skal sove, hun bliver morsyg.
   "Er du træt?" spørger jeg, men hun svarer ikke. Så sætter jeg mig på hug i køjesengen, bukker mig ned over sengekanten, og alt blodet bliver varmt og tungt i hovedet.
   "Kan du se mig?" spørger jeg. Det kan hun godt, hvis hun fjerner dynen. Der er dyne helt op over hendes ansigt, det er også alt for meget.
   "Du skal altså bare trække ned i den," siger jeg. Måske kan hun ikke selv. Venstre arm er dårlig.
   "Prøv med højre," siger jeg, og hendes arm bevæger sig under dynen, der går noget tid, før den kommer til syne.
   "Du er ikke bange, vel?" siger jeg, da jeg kan se hendes ansigt, og hun skyder underlæben frem. Som hun gør, når hun er bange. Og når hun er lige ved at græde.
   "Men der er ikke noget at være bange for," siger jeg. "Se, lampen er tændt. Og se døren på klem. Og se legetøjet. Er der noget, du vil ha'?"
   Hun svarer ikke.
   Jeg slynger mine ben ud over sengekanten, holder fat i kanten med hænderne, før jeg giver slip og springer ned, det tør jeg godt.
   "Så du det?" spørger jeg, men det gjorde hun måske ikke. "Jeg sprang."
   Så kravler jeg ind til hende under dynen, hun er meget varm over det hele. Så skubber jeg hende ind mod væggen, så der er plads til os begge. Vi kan sagtens være der.
   "Man skal tænke på noget dejligt, hvis man er morsyg," siger jeg. "Eller hvis man ikke kan sove. Eller er ked af det. Så kan man tænke på alt muligt dejligt."
   "På hvad?" spørger hun. Hendes stemme er lille.
   "Jordbær måske," siger jeg. Dem elsker hun. Når vi får dem ude ved bedstemor, når bedstefar henter dem i haven i en orange skål. "Og så med sukker på," siger jeg. "Er det ikke dejligt?"
   Alligevel begynder hun at græde.
   "Hold nu op," siger jeg. Hun prøver ikke engang, og det er hver gang, vi ikke sover hos mor. Så er man ikke stor nok til at sove ude. Og der er slet ikke noget at græde over.
   Måske hvis hun bliver ved med at græde, tænker jeg, så kommer hun ikke med næste gang. Så kunne jeg få dem for mig selv. Så er det mig og far, mor og Stine. Hvis hun fortsætter med at græde.
   Jeg kravler op i overkøjen.
   "Vil du høre en sørgelig sang?" spørger jeg, og jeg ved ikke, om jeg skal gøre det. Jeg gør det alligevel. Synger med min sørgeligste stemme: "Solen er så rød mor, og skoven er så sort."
   Det er de første linjer, hun er bange for, det er det hele, men de første linjer de værste.
   "... Nu er solen død, mor. Og dagen gået bort."
   "Katene," siger hun. "Jeg tør ikke. Katene."
   Hun kan ikke sige mit navn rigtigt. Katene siger hun. Hun kan heller ikke sige k og n efter hinanden. Kniv bliver til kiv. Knækbrød til kækbrød. Det er fordi hun har en høj gane, siger mor. Det kan hun ikke gøre for.
   "Ka-tri-ne," siger jeg. Holder pause i sangen. Jeg vil så gerne lære hende det, det er ikke så svært.
   Men hun bliver ved med at græde, bliver snart helt rød i hovedet, og det er også mærkeligt, at far ikke kommer, når hun græder. Måske kan han ikke høre hende fra stuen. Måske skal det være højere.
   "Måske er mor død nu," siger jeg.
   Og der bliver helt stille dernede. Næsten som om nogen har slukket for hende, som om nogen er død, og jeg lurer gennem sprækken mod væggen, hvor man kan se ned i underkøjen. Hendes øjne store over dynen.
   Så skriger hun.
   Der går kun et øjeblik.
   Far åbner døren brat. Nu kunne han ikke undgå at høre hende.
   "Hvad foregår der her?"
   Skygger for lyset i gangen, sætter sig på hug ved Stine.
   "Jeg kan bare ikke sove, når hun græder," siger jeg. "Hun græder hele tiden."
   "Nu skal I altså sove," siger far. "Der sker ikke noget. Vi er lige inde ved siden af og se fjernsyn. Nu skal I sove."
   Stine holder op med at græde. Far går.
   "Vil du høre en historie?" spørger jeg, men det vil hun ikke. Hun er stadig morsyg. Hun gider slet ikke noget.
   Det kommer bare ud af min mund.
   "Jeg tror, mor er død nu."
   Jeg bliver forskrækket af det næste skrig. Så højt troede jeg slet ikke, hun kunne skrige, i vilden sky, og så bliver man nødt til at holde sig for ørene.
   "Så er det nok," siger far. Han åbner døren hurtigt. "Det gider vi ikke, det her skrigeri."
   "Nej," siger jeg. "Det gider vi ikke. Jeg kan bare slet ikke sove for hende."
   Far tænder lyset.
   "Så må Katrine sove i vores værelse, hvis det skal fortsætte sådan her," siger han. "Sådan noget hysteri."
   Stine græder højere.
   "... Så kom, Katrine," siger far, og jeg kan alligevel ikke lide det. Far ved slet ikke, at det var mig. Den sørgelige sang.
   "Det var ikke med vilje," siger jeg, men far hører det ikke.
   "Ta' din hovedpude med," siger han.
   Jeg ser på Stine, trykker puden op under armen på vej ned ad stigen, de er helt vilde hendes øjne. "Mor er jo ikke død," siger jeg. Hvisker så far ikke hører det. "Det var jo bare noget, vi legede." Kan hun da ikke forstå det? Det var bare en leg.

I fars og Nynnes værelse dufter der af Nynnes parfumer og cremer. Hun har så mange fine ting.
   "Så må du prøve at sove nu," siger far. "Her er ro," siger han, men her er ikke ro. Jeg kan høre Stine. Far lukker døren helt, slukker lyset, og jeg tænder det igen lidt efter. Nu må Stine også snart holde op med at græde. Man kan høre hende helt herind.
   Jeg skulle ikke ha' sagt det. Det ved jeg. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg sagde det. Mor er jo ikke død. Forstår hun ikke det? Hun har bare voksentid. Det har man, når man er voksen.
   Jeg rejser mig op og går rundt i værelset, alle Nynnes fine ting på reolen. Alle de fine æsker og engle, hun samler på, og måske vil Stine gerne se en af dem. Det er en lille engelfigur i porcelæn med glimmer på vingerne, og den er noget af det fineste, og jeg ønsker mig også sådan en. Bella kunne hun hedde og være en smuk skytsengel. Måske i morgen kan jeg spørge, om jeg også må få sådan en, eller ønske mig den. Og måske vil Stine også gerne ha' en.
   Jeg ser på englens øjne, runde og blå, med rigtige øjenvipper, der stikker ud af porcelænet, og som man kan røre ved forsigtigt med fingerspidsen.
   Jeg rører ved vingerne, da jeg hører det. Et tungt bump fra den anden side af døren, Stine, og hun er faldet ned fra køjesengen, det ved jeg, og hun græder ikke engang.
   Jeg åbner døren, den åbner så langsomt. Skete det virkelig? Jeg ved det ikke. Det hele er mærkeligt. Stilheden i værelset, lyset i gangen, englen. Jeg holder den i hånden, det kolde porcelæn.

Hun ligger på gulvet.
   "Der skete ikke noget," siger far. "Der skete ikke noget."
   Han tager fat om hendes hoved. Hun er landet med ansigtet ned mod gulvet. Far vender hende om, stikker hånden ind i hendes mund. Der er ingen blod, siger han. Der er ikke sket noget.
   Der er både far og Nynne i værelset nu. "Jan, for helvede," siger hun. Stine er stille, da far løfter hende op fra gulvet, op på sengekanten med dynen omkring hende, aer hende over håret. Så skriger hun pludselig.
   "Det var et chok, du fik der," siger far. "Sysh," siger han. "Der skete ikke noget."
   "Rullede hun selv ned?" siger Nynne.
   Far svarer ikke.
   Det gjorde hun.

Nu tænker jeg på englen. Kære engel, det var ikke med vilje. Hvis der var sket noget. Så var det ikke med vilje.
Forfatterbemærkninger
Autofiktion, hvis det skal komme i nærheden af en genre. Om en opvækst med en handicappet tvillingsøster. Om dødsangst. Om overgangen fra barn til voksen. Fantasi og virkelighed. Ovenstående er en slags prolog

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/06-2018 18:57 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1535 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.