2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
6 måneder, 25 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
7 måneder, 22 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
8 måneder, 6 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
8 måneder, 14 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
8 måneder, 17 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
8 måneder, 23 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
9 måneder, 29 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
10 måneder, 5 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
10 måneder, 21 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
10 måneder, 28 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
11 måneder siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
11 måneder, 1 dag siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg.
   "Er det ikke dejligt med rene natkjoler?" siger mor. "Det er noget andet end fars cigaretrøg."
   Hjemme hos mor skal vi tidligt i seng. Aftensmad, bad, børnetime, sengetid.
   "Jeg har også brug for voksentid," siger mor.
   "Så har vi bare børnetid," siger jeg. "Og du må ikke være med."
   Mor ligger sig ned imellem os.
   "Nu beder vi fadervor," siger hun, og vi folder vores hænder over dynen. Stine folder dem ikke rigtigt, de krøllede hænder.
   "Fadervor, du som er i himlen," siger mor. Og så siger vi det i kor bagefter: "Fadervor, du som er i himlen," og vi vil hellere synge. Elefantens vuggevise. Nu tændes der stjerner på himlens blå. Den synger vi også med far. Mor synger også en anden sang som vi ikke kan lide, men nogle gange kan vi godt alligevel. "Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to."
   "Er du træt, mor?" siger Stine.
   "Ja," siger mor. "Men nu vil jeg have voksentid."
   Så går mor ind i stuen.
   "Er du også træt?" spørger jeg Stine. Det må hun ikke være. "Det er du ikke, vel?"
   "Nej," siger hun.
   "Så leger vi," siger jeg.
   Der er helt lyst i værelset, solen ind gennem gardinerne, det er stadig sommer. Jeg sætter mig op i sengen, trækker gardinerne fra, og jeg kan se legepladsen og de andre børn. Gitte og Lasse og nogle af de store, cykler og løbehjul. De må altid være længere ude.
   "Hvad skal vi lege?" siger jeg. "Jeg ved det."
   "Hvad?" siger Stine, hun hvisker, mor må ikke høre os. Vi kan høre TV-avisen i stuen.
   "Den leg, hvor vi er syge," siger jeg. Hvisker. "Så skal du stikkes. Så er det mig, der er lægen."
   Mors smykkeskrin står på sengebordet. Et hjerteformet skrin i sort plys, låget mønstret af sølvskinnende syninger, og der ligger en ørestik i æsken. En gul og orange papegøje i træ.
   "Det tør jeg altså ikke," siger Stine.
   "Men det er bare noget, vi leger," siger jeg. Jeg trækker hendes ben op i skødet. Studerer den hvide hud, man kan også se blodårerne, blå igennem det hvide. Blod er blåt, hvis man er kongelig. Så har man blåt blod i årerne. Det siger de ovre i børnehaven.
   "Dit ben er desværre handicappet," siger jeg. Nu er jeg lægen. "Så kan det ikke gå, når det er handicappet. Så må vi stikke det. Så bliver det ikke handicappet."
   Jeg fumler med papegøjeørestikken mellem fingrene.
   "Nej, jeg skal først komme ind," siger jeg. Det er sådan, man gør. Jeg springer ned fra sengen. Stine siger ikke noget. Måske er hun træt, men nu skal vi lege. Det er sådan, lægen gør, kommer ind ad døren og siger goddag.
   Jeg går ind i skabet, skubber mig ind i dyner og håndklæder, banker på fra indersiden.
   "Du skal jo sige kom ind," siger jeg.
   "Kom ind," siger Stine. Hvisker.
   Jeg åbner døren. Vi har en lægetaske inde på vores værelse, men jeg tør ikke hente den.
   "Så skal du sige, hvor det gør ondt," siger jeg.
   "I maven," siger Stine.
   "Nej, du skal sige benet," siger jeg. Hun gør det helt forkert.
   "I benet," siger Stine. "Katene, jeg tør ikke. Katene."
   "Nu stikker jeg altså."
   Så skriger hun pludselig. Jeg har ikke engang gjort noget.
   Mor råber fra stuen: "Hvad sker der?"
   Jeg trækker dynen op over hovedet på os, knuger mig ind til Stine, det dirrer i hele min krop, spændingen, lyden af mors klipklapper. Fjenden. Nu kommer hun.
   "Sysh," siger jeg. "Vi lader som om, vi sover."
   Det er en hule under dynen, den bliver hurtigt varm af vores ånde. Eller en grotte måske. Jeg er lidt bange, men også lidt ved at grine, nu åbner hun døren.
   Hun trækker ned i dynen, en hurtig bevægelse, den kolde luft.
   "Driller du?" spørger hun. Jeg svarer ikke. Hun ser på Stine. "Driller hun?"
   "Nej," siger jeg. "Vi leger bare."
   "Ja," siger Stine. "Vi leger bare."
   ... "Men jeg vil ikke ha' en stik," siger hun, den tynde, bævende stemme, så ved jeg, hvad der kommer.
   "Nu lægger I jer ned og sover," siger mor. "Ellers bliver jeg snart sur. Ja, det er dig, jeg taler til, Katrine. Det er jo ikke Stine."
   "Stine legede også," siger jeg.
   "Nu lægger du dig ned," siger mor. "Godnat."
   Så går hun. Jeg kan høre Gitte og Lasse på stien nu, Lasses løbehjul over fliserne. Nu står de ved postkassen. Skal de ikke snart i seng? Jeg spurgte mor engang. "Hvorfor må de være så længe ude?"
   "Du kan selv se, hvor træt og vrøvlet Gitte er om morgenen," sagde hun. "Hun er slet ikke til at få ud af sengen. Det er faktisk synd for dem."

Jeg trækker gardinerne for. Det er faktisk synd for dem. Jeg kryber ind til Stine. "Jeg ville ikke stikke dig rigtigt," siger jeg. "Kun en lillebitte prik."
   "Katene," siger hun. "Er du sur på mig?"
   "Nej," siger jeg. "Nu leger vi, at vi sover."
   Hendes arm kommer op fra dynen, vi holder i hånd.
   "Du sover først," siger jeg. "Så sover jeg bagefter."

Snart opfinder vi den leg, der bliver en evighedsleg. Vi leger aldrig andre lege. Kun evighedslegen.
Forfatterbemærkninger
Autofiktion, hvis det skal komme i nærheden af en genre. Om en opvækst med en handicappet tvillingsøster. Om dødsangst. Om overgangen fra barn til voksen. Fantasi og virkelighed. Ovenstående er en slags prolog

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/06-2018 20:36 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 877 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.