2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
9 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
17 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
19 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
25 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
2 måneder, 2 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
2 måneder, 7 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
2 måneder, 23 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
3 måneder, 1 dag siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
3 måneder, 2 dage siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
3 måneder, 3 dage siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
3 måneder, 4 dage siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
3 måneder, 4 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
1 år, 4 måneder siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
1 år, 5 måneder siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
1 år, 5 måneder siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
1 år, 7 måneder siden

Puls: 41,6

Publiceret: 12
Afgivet: 20
Modtaget: 30
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han findes ikke kun i historierne, han findes også i virkeligheden. Vi kører forbi hans hus, når vi besøger bedstemor og bedstefar, det ligger på hjørnet efter grusstien, og mor siger se, hver gang vi kører forbi.
   "Der bor jægeren," siger hun, og først tror vi, det er noget, hun finder på, jægere findes ikke i virkeligheden, men så ser vi ham en dag på vej over gårdspladsen. Han går med geværet, på vej ud for at skyde dyr i skoven, hjorte og egernunger, og mor vinker til ham, den onde.
   "Hvorfor vinker du?" spørger vi.
   "Fordi vi kender ham," siger hun. "Han er ven med bedstefar."
   "Ham gider vi ikke vinke til," hvisker jeg til Stine. "Ham kan vi ikke lide."
   "Jægere er ikke farlige," siger mor. "Bedstefar er jo også jæger."
   Jeg ser på Stine. Det tror vi i hvert fald ikke på.
   "Men de skyder jo dyrene," siger jeg. "Ligesom med Bambi. De skød Bambis mor."
   "Ja," siger mor, men der kan også komme for mange dyr i skoven, man skal holde bestanden nede. Jægere er ikke onde. De er flinke og rare ligesom bedstefar."
   "Bedstefar kan tage tænderne ud," siger jeg. Det har vi selv set. Men bedstefar er ikke ond. Og han er i hvert fald ikke jæger.

"Det er en dreng," siger jeg og vender mig om mod Stine. De nye naboer. Hun kan ikke selv se det, kørestolen kan ikke nå helt ind til plankeværket. Så sidder den fast. Hjulene i ukrudtet.
   "Måske vil han lege med os," siger jeg. "Så kunne vi sige, at det var vores ven, men vi gad ikke at lege med ham hele tiden, for vi havde også Lillen. Så kunne vi lege med ham, når vi havde voksentid."
   "Med vores nye ven," siger Stine. Hun taler langsomt og glemmer helt at synke, fordi det er så spændende.
   Vi lurer gennem revnerne. Det er ikke til at se, hvor gammel han er, måske lidt ældre end os, men det gør ikke noget. Vi vil gerne lege med ham alligevel.
   Drengen har også en mor. Det ser vi, da hun kommer ud i haven fra døren til stuen. Hun har kort hår og lang kjole på, sådan lidt gammeldags, med store blomster, og så gør hun noget mærkeligt, vi ser det gennem revnen; sætter sig på hug ved græsplænen, rører ved græsset og margueritterne. Plukker lidt af græsset. Lugter til det fra hånden.

Mor siger: "Vi har fået nye naboer. Agnete og Torben hedder de. Torben er på jeres alder, så kan I invitere ham ind i haven en dag."
   "Ja, det vil vi gerne," siger jeg.
   Mor trykker dynen ned om Stines fødder. Retter hovedpuden. Lægger sig ned imellem os.
   "Skal jeg fortælle jer noget sjovt?" siger hun så efter at hun har slukket lyset. "Torbens mor, Agnete, ved I, hvad hun er?"
   Vi svarer ikke, det er også et mærkeligt spørgsmål. Agnete er Agnete. Agnete er Torbens mor. Det har hun lige selv sagt.
   "Agnete er faktisk en heks."
   Jeg ser på mor, men jeg kan ikke se hendes ansigt i mørket.
   "Det passer ikke," siger Stine. Hvisker.
   "Jo," siger mor, og hun er helt alvorlig i stemmen. Det er ikke for sjovt. Hvorfor siger hun sådan noget, når det ikke passer?
   "Det er i hvert fald ikke rigtigt," siger jeg. "For hekse findes ikke i virkeligheden."
   Mor svarer ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg troede heller ikke, at der fandtes jægere, men vi så ham jo. Han kom gående over gårdspladsen, han var lige dér, og han havde også en hund.
   "Findes der så også ulve?" spørger jeg. "Ligesom i Rødhætte? Findes der så også trolde?" Pludselig kan alt lade sig gøre. Så findes de alle sammen. Ulve og hekse og trolde og jægere.
   "Agnete er ikke en heks ligesom i eventyrene," siger mor. "Hun er ikke sådan en heks, der spiser børn."
   "Hvad gør hun så?" spørger jeg, og jeg kommer i tanker om det hun gjorde i haven, lugtede til græsset. Margueritterne.
   "Jeg er ikke sikker," siger mor. "Men hun kan noget andre mennesker ikke kan."
   Stine begynder at klynke. "Du skal holde mig i hånden," siger hun til mor. Hun er altid så bange.
   "Hun ligner altså ikke en heks," siger jeg. Der er heller ingen vorte på næsen, ingen hat eller langt heksehår. Hun er jo korthåret.
   "Nej," siger mor. "Man kan heller ikke se det på hende. Men hun siger, at hun måske kan få Stine til at gå."

De næste dage holder vi øje gennem plankeværket. Tænk, hvis det virkelig er rigtigt. Jeg skal huske at fortælle det til Gitte og Lasse, at der er flyttet en heks ind ved siden af, at heksen har en søn, der hedder Torben, og at hun måske kan få Stine til at gå. Det er jo helt vildt.
   "Skal vi sige hej til ham?" spørger jeg Stine, da Torben går rundt i haven. Han har ikke nogen legesager. Det må han måske ikke få, hvis hans mor er en heks. Der er hverken gynge eller sandkasse, men hvis han er sød må han gerne komme ind til os. Så kunne vi se, hvem der kunne gynge højest. Og hvem der turde springe.
   "Prøv at sig noget," siger Stine.
   "Er det rigtigt, at din mor er en heks," siger jeg.
   Han kommer hen til plankeværket. Nu kan vi se ham rigtigt. Han har lyst hår og blå øjne, næsten som Emil fra Lønneberg. Han er meget sød, synes jeg.
   "Hvad?" siger han. Stine er lige ved at grine bag mig, men jeg sender hende et blik så hun lader være.
   "Er det rigtigt, at din mor er en heks?" siger jeg igen, men måske skulle vi ikke spørge, for nu kigger han ned i græsset. Det er en mærkelig dreng. Han siger slet ikke noget.
   "Hun ligner ikke en heks," siger jeg. "Hun har heller ikke nogen vorte på næsen. Så vi er ikke bange for hende. Og du må også gerne komme herind og lege. Vi har gynger ... "
   Han ser op, vi kan kun se hans øjne i den smalle revne, når han står så tæt på. Så træder han et skridt til siden og øjnene ser lige forbi mig.
   "Kan hun ikke gå?"
   Jeg vender mig om. Det er Stine, han ser på.
   "Nej," siger jeg. "Men hun har ikke brækket benene." Det tror de alle sammen. "Hun kan aldrig gå. Heller ikke når hun bliver voksen. Og det er ikke bare noget, vi leger. Hvis du tror det."
   "Det tror jeg heller ikke."
   Jeg kravler op på plankeværket, op på den øverste planke, så man kan se ned i de andres haver. Ned i heksens og ned i Gittes to haver fra vores. Det er hans tur til at sige noget. Han har jo heller ikke svaret på det med heksen. Om det virkelig er rigtigt.
   "Min mor kan måske hjælpe hende," siger han. Så ser han op på mig med øjnene klemt sammen mod solen. Så vender han sig om og går.

"Det hedder healing," siger mor, da vi sidder i stuen om aftenen, og det ord har vi aldrig hørt før. Healing. Måske har det noget med græsset at gøre. Eller margueritterne.
   "Det er noget med energi i kroppen," forklarer mor. "Det er ikke noget, I behøver at vide så meget om, men jeg synes, vi skal give det en chance."
   "Men hvad skal hun gøre?" spørger jeg. "Hvad hvis Stine ikke tør?"
   Stine ser på mor, og mor ser på Stine, aer hende på kinden.
   "Det tør hun godt."

Det skal foregå om tirsdagen, om eftermiddagen, når Stine kommer hjem fra børnehave med bussen. Mig og mor henter hende ved parkeringspladsen.
   "Et styks Stine," siger chaufføren, da han sænker rampen fra bagenden af bilen. Sådan siger han altid.
   "Er du klar?" spørger mor, men Stine har allerede skudt læben frem. "Jeg tør altså ikke," siger hun.
   "Jeg vidste det," siger jeg. Nu bliver det ikke til noget, nu kommer hun aldrig til at gå.
   "Så er det bare ærgerligt," siger jeg. "Så kan du aldrig komme til at cykle sammen med mig og Gitte. Eller gynge ... Vil du måske ikke gerne det?"
   Hun nikker, men læben er der stadig.
   Mor siger: "Vi ved jo ikke, om det virker. Nu skal hun lige møde dig først."

Mor laver kaffe, for det vil Agnete gerne drikke, siger hun.
   "Drikker hekse virkelig kaffe?" siger jeg.
   "Selvfølgelig drikker hun kaffe," siger mor. "Hun spiser jo heller ikke børn, vel?"

Vi sidder allerede klar i køkkenet, der er både kaffe og the, da det banker på døren ude i gangen.
   "Vil du åbne?" spørger mor. Jeg nikker. Man kan se to skikkelser gennem det slørede glas. Så har hun taget Torben med.
   Jeg åbner døren på klem, det er dem. Så åbner jeg døren helt.
   "Hej med dig," siger heksen. Hun smiler et helt almindeligt smil, Torben smiler også.
   "Jeg har taget min søn med," siger hun. "I er jo næsten lige gamle."
   "Ja," siger jeg. "Vi er fem år."
   "Så er Torben lige et år ældre."
   Mor kommer ud i gangen. "Så kan I to gå ud og lege i haven, mens jeg taler med Agnete," siger hun.
   "Men jeg vil gerne se det," siger jeg.
   "Der er ikke noget at se," siger mor, og hvor ved hun det fra? Vi har aldrig haft besøg af en heks før. Kan hun ikke forstå, at jeg gerne vil se det, når Stine rejser sig op?
   Heksen smiler bare.
   "Er du sikker på, hun er en rigtig heks?" spørger jeg mor, og så griner de.
   Heksen sætter sig på hug foran Stine. Hun tager fat i hendes hånd med begge sine hænder.
   "Jeg hedder Agnete," siger hun. "Hvad hedder du?"
   "Hun er bange," siger jeg.
   "Det skal du ikke være," siger heksen og smiler til Stine, og Stine smiler tilbage.
   Heksen ser på mor: "Jeg vil gerne have hende op at ligge på køkkenbordet," siger hun. "Kan det lade sig gøre, tror du?"
   "Vi går ud i haven," siger Torben. "Kom," siger han og vifter efter mig med hånden, men det skal han ikke bestemme.
   Jeg ser på mor.
   "Jeg vil gerne blive her," siger jeg.
   "Gå nu med Torben ud i haven," siger hun, og han er allerede gået. Det er nok heller ikke altid sjovt at have en heks som mor, tænker jeg.

Han sætter sig på gyngen selvom han ikke engang har fået lov.
   "Det er vores gynger," siger jeg. "Du må gerne prøve."
   Han nikker, men han siger ikke særlig meget, han er slet ikke ligesom Emil fra Lønneberg. Det er heksens søn.
   "Hvad er du, hun gør?" spørger jeg. "Din mor. Med græsset og margueritterne?"
   Han trækker på skuldrene.
   "Kan du slet ikke sige noget?" spørger jeg.
   "Du spørger om nogle mærkelige ting," siger han. "Kom, nu gynger vi."
   "Nej," siger jeg og vender mig om. "For jeg skal tisse."

Heksen har lukket døren til køkkenet, mor står i gangen.
   "Hvad laver de?" spørger jeg. "Er de alene? Er Stine alene med heksen?"
   "Sysh," siger mor, hun hvisker. "Du skal være stille."
   "Nej," siger jeg. "For jeg kan ikke lide det."
   Mor sætter sig ned på hug, hvisker i mit øre: "Agnete skal være alene med Stine i køkkenet. Men vi kan godt kigge lidt, hvis du tier stille."
   Så åbner hun døren forsigtigt på klem, og jeg ved ikke, om jeg skal kigge eller lade være.
   Stine ligger på køkkenbordet, heksen står med ryggen til, jeg kan ikke se hendes ansigt. Hun siger noget til Stine. Læner sig ind over hende på bordet.
   "Du skal lukke øjnene," siger hun, men Stine kan ikke lukke øjnene på kommando, det ved heksen jo ikke.
   Det næste kan vi ikke høre.
   "Hvad er det, hun gør med hænderne?" spørger jeg.
   "Sysh," siger mor, men hun åbner døren lidt mere. Nu kan vi næsten se det hele. Heksen har rykket bordet helt ud fra væggen, så det står i midten af køkkenet. Hun står med hænderne over Stines hoved, som om hun mærker på et eller andet, men de hænger bare i luften uden at røre ved noget.
   Mor åbner døren halvt, forsigtigt så heksen ikke ser os. Så mærker jeg et greb om min skulder, det er mors hånd. Er hun ved at falde?
   "Jeg får det så dårligt," siger hun.
   Jeg ser heksens øjne, da hun vender sig om mod os. De er ikke brune, de er sorte. Og hun smiler ikke længere.
   "Hvad sker der?" siger mor, og der er noget helt galt. "Jeg har kvalme," siger hun. "Agnete."
   Heksen kommer hen til os. Jeg ser på Stine og hun har jo ikke lukket øjnene. Måske er det derfor, det går galt. Nu er heksen alvorlig. Det er ikke for sjovt, det her.
   "Du skal ikke være bange," siger hun, da hun tager fat i mor. Hendes stemme er rolig. "Der er en gammel læge herinde, der ikke bryder sig om, at du er her," siger hun. "Jeg sagde jo, du skulle blive i gangen."
   Stine begynder at klynke, heksen ser mig ikke, da jeg sniger mig forbi hende. Hun ser kun på mor, og mor er hvid i hovedet. Bleg som de syge.
   En gammel læge ... Sådan noget pjat. Der er ingen læge i køkkenet.
   "Kan du få ham væk?" spørger mor, men jeg synes hellere det var heksen, der skulle gå. Hun skubber mor væk fra døren, åbner alle vinduer i køkkenet, svinger med døren frem og tilbage, som når mor lufter ud efter aftensmaden, og vi kan mærke trækket helt hen til bordet, kold ind gennem vores bluser, ind gennem undertrøjen.
   "Så," siger hun. "Nu er han ude."
   Mor er stadig bleg, men ikke så meget. "Det er væk," siger hun og tager sig til halsen.
   Torben kommer ind i køkkenet, så er han færdig med gyngerne.
   "Kan du gå nu?" spørger jeg Stine. Jeg kravler op på bordet og taget fat i hendes arme. "Prøv om du kan rejse dig op."

Det kan hun ikke. Og jeg vidste det godt. Heksen er heller ikke en rigtig heks, hun er jo ikke en heks, når hun hedder Agnete. Der findes ikke hekse. Der findes kun jægere.

Alligevel er der noget mærkeligt ...
   "Jeg skal gøre det et par gange om ugen," siger Agnete. "Tirsdag og torsdag, og det er vigtigt, at vi er alene i køkkenet."
   Mor nikker bare, og så skal de endelig hjem.
   "Farvel," siger Torben. Han rækker hånden frem mod mig sådan som de voksne gør. Resten af dagen skal Stine tisse og tisse.
   "Igen?" siger mor, og hun tisser nok over hundrede gange. Mor ringer til bedstemor.
   "Det gik godt," siger hun. "Hun kan i hvert fald noget andre mennesker ikke kan, det er helt sikkert. Jeg kan godt sige dig, mor, det var uhyggeligt. Måske kan det virkelig lade sig gøre, men det er nok farligt at håbe. Man skal ikke have for høje forventninger til den slags."

Mor skriver i sin dagbog:

I går var vi ude hos jeres bedstemor og bedstefar, og der gjorde Stine noget vidunderligt. Du havde lige været i bad og sad så på et håndklæde. Du støttede med hænderne og sad selv, og så lige pludselig rettede du dig helt op og klappede med hænderne. Det var så dejligt et syn og gav så meget håb for os alle - Især da du sagde: "Det er lige, hvad jeg har ønsket mig."

Mor skriver i sin dagbog:

Dine øjnes skygger af mørke og afmagt. De andre børn løber. Du sender dem så lange blikke, hvorefter du kigger ned på dine ben som er spændt fast til din kørestol. Mor, jeg er så ked af, at jeg ikke kan gå, siger du.
   Jeg vil hive dig op af din kørestol, og sammen skal vi løbe lige til du mister pusten. Du skal mærke vinden i dit ansigt. Men nej, lille pige, du kan bare ikke, men jeg lover dig, jeg er lige her.

Jeg hvisker i dit øre: "Måske kan hun, måske kan hun ikke. Vi ved det ikke; om hun er en rigtig heks."

Men vi har også set en film engang. En dreng i kørestol inde i fjernsynet. Og de siger, han har fået et chok, fordi han blev bange. Sådan et chok, der lammer benene.
   Men hvis han får et chok igen måske, siger de. Hvis hans bedste ven kaster sig ud fra klippen i havet, og drengen ser det, så måske vil han rejse sig op for at hjælpe ham. Hvis han glemmer, at han er handicappet.
   "Det er en film," siger mor, men jeg har selv set at drengen rejser sig op fra kørestolen. Jeg har selv set det.
   Jeg skal snakke med Torben om det. Torben skal hjælpe mig. Jeg siger det til Stine: "Måske, måske ikke," siger jeg. "Man skal ikke have for høje forventninger til den slags."

Vi mødes ved plankeværket og klatrer op på den øverste planke, hvor man kan sidde med benene ud over.
   "Jeg har en plan," siger jeg og fortæller Torben om det store chok og drengen i kørestolen, om havet og klippen, men der er ingen klipper i haven.
   Torben kniber øjnene sammen. "Vi kunne bruge gyngerne," siger han.
   Tænk, hvor glad mor ville blive, hvis jeg fik Stine til at gå. Måske ville hun græde, så glad blev hun.
   "Så sagde vi, at jeg var faldet ned fra gyngerne," siger jeg. "Så skulle Stine rejse sig op og redde mig."

Jeg lægger mig i græsset under den højeste gynge. Klynker højt, som om jeg har slået mig. Holder fast om knæet.
   Torben råber: "Stine, du skal skynde dig. Hun er faldet! Kan du ikke se, hun er faldet ned? Du skal redde hende."
   Stine bliver siddende ved sandkassen.
   "Men jeg kan ikke!"
   Hun prøver at skubbe på hjulene, men der er ikke nok kræfter i armene, højre arm er dårlig, og hun kører skævt, kører skævt ind i sandkassen, kører skævt. "Jamen, jeg kan ikke."
   Det er noget rigtig lort. Og det var også bare en film. Mor sagde det jo.

"Jeg gider slet ikke at gå," siger Stine, og det forstår jeg på en måde også godt. Man sidder dejligt i kørestolen. Når vi skal ud at gå, så kan hun bare sidde der ...
   Nej. Det er fint som det er. Heksen kan blive hjemme.
Forfatterbemærkninger
Autofiktion, hvis det skal komme i nærheden af en genre. Om en opvækst med en handicappet tvillingsøster. Om dødsangst. Om overgangen fra barn til voksen. Fantasi og virkelighed. Ovenstående er en slags prolog

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/06-2018 13:42 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3076 ord og lix-tallet er 16.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.