2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
6 måneder, 26 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
7 måneder, 23 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
8 måneder, 7 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
8 måneder, 15 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
8 måneder, 18 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
8 måneder, 24 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
10 måneder siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
10 måneder, 6 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
10 måneder, 22 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
10 måneder, 29 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
11 måneder, 1 dag siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
11 måneder, 2 dage siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Katrine Nørregaard (f. 1994)
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøjagtigt være der, mellem jakkerne. En hule med gulvtæppe og jakker og bedstefars tøfler.
   "Hvad skal jeg så hedde?" siger Stine.
   "Du hedder bare Stine," siger jeg. "Og så sagde vi, at vi var tvillinger."
   "Men det er vi også."
   "Ja, men også i legen," siger jeg. "Virkeligheden er ikke med i legen."
   Jeg river et stykke papir fri af tegneblokken, stopper det ind i den ene af bedstefars tøfler, også tusherne. Et penalhus.
   "Kom nu," siger jeg. "Du skal vælge tre ting. Så vælger jeg mad og børn. Og tegning. Hvad vil du så være god til?"
   Hun ser ned til siden. Sådan som hun gør, når hun tænker. Hun er altid så langsom. Måske kan hun ikke finde på noget.
   "Det ved jeg ikke."
   "Du kan være god til at sy," siger jeg. Hun svarer ikke. Det er også den kedelige ting at være god til.
   "Vil du gerne være god til mad?" spørger jeg, og hun ser op. Det vil hun gerne.
   "Så kunne du ha' en café," siger jeg. "Vil du gerne det?"
   Hun nikker. Nu er hun rigtig glad. Det var ellers mig, der valgte den først.
   "Så sagde vi, at du havde en café."
   Jeg henter kassen med mad. Der er alt muligt. Lagkagestykker, vindrueklaser, pizza, tomatskiver.

Det er en leg på sygehuset.
   "... Så sagde vi, du havde en café på sygehuset," siger jeg. Hvisker som man skal. "Så sagde vi, sygeplejersken var farlig. Og lægen. Så sagde vi, du skulle opereres. Så kom Sofie og besøgte dig."
   Mor løfter mig op i fodenden, og det er en mærkelig høj seng med tremmer, og jeg har også en gave med. Det har man, når man er på sygebesøg. Vi har også en baby.
   "Så er Lillen meget handicappet," siger jeg. "Så sagde vi, vi boede på sygehuset. Så boede vi nede i kælderen. Fordi, det var i virkeligheden ikke et sygehus." Jeg hvisker i hendes øre: "Det var sådan et sted, hvor de blev døde. Så skulle vi rede dem. Eller det var et fængsel. Så kunne vi ikke komme ud."

Mor skriver i sin dagbog:

"Stine er netop kommet hjem efter hofteoperation i højre side. Det gik godt, men var en hård omgang for jer begge. Katrine gik hjemme ved bedstemor og bedstefar, og du var nærmest helt syg af længsel - og sagde: "Jeg vil ikke spise før Stine kommer hjem."
   En dag du var med oppe at besøge os havde jeg fået lov af afdeling C2 at spørge dig, om du ville sove oppe ved os om natten. Dine øjne strålede og du sagde: "JA DET VIL JEG GERNE," og du nussede om Stine som en lille sygeplejerske."

Vi putter hende under tørresnoren, Lillen på tæppet mellem lagenerne, så hun ikke bliver solskoldet. Mor lægger Stine på vattæppet i græsset. "Så kan du strække benene lidt." Hun klapper drømmesengen ud ved siden af sandkassen. På legepladsen leger de andre, Gitte og Lasse, og nogen vi ikke kender. Så råber de højt og skriger.
   "Der er faktisk nogen, der prøver at sove til middag!" råber jeg. Det er da utroligt. Stine griner.
   "Skam jer!" råber jeg gennem hækken, og Stine griner højere.
   Jeg råber det igen: "Skam jer!"
   Vi ved ikke, hvad de leger. Det er noget med at de ikke må røre sandet, noget barnligt i hvert fald, og nu kan Lillen ikke sove, når de larmer.
   Jeg lægger mig ved siden af Stine, kravler op på hendes mave, og hun dufter af solcreme. Mor har ikke smurt det ordentligt ud, der er hvide klatter om næsen.
   "Jeg ordner det lige," siger jeg og tørrer det af med tæppet, og så vil hun ha' et kys. Hun kan ikke kysse rigtigt, så åbner hun hele munden, gaber højt. Jeg kysser hende på næsen. "Ligesom kineserne," siger jeg, gnider min næsetip mod hendes, det er noget bedstemor har lært os. Så henter jeg et tæppe mere, trækker det op over vores ansigter. Man kan se klumperne af vat, når solen skinner igennem det, det bliver slet ikke mørkt under tæppet. En blå hule.
   "Det er den bedste leg, vi nogensinde har fundet på," siger jeg. "Synes du ikke også?"
   "Den skal vi altid lege," siger jeg. "Helt indtil vi bliver gamle. For evigt. Fra nu af. Indtil vi dør. Eller nej - Også når vi dør. Det er en evighedsleg." Jeg slipper tæppet, det falder ned over vores ansigter, jeg finder Stines hånd. Sådan gør man, når det er en aftale. Jeg klemmer den hårdt. Det er et løfte.

"Hvorfor siger du, du hedder Sofie?"
   Mor skærer frikadellerne i halve, skærer Stines rugbrød i firkanter. Jeg må gerne hedde Sofie. Det skal hun ikke bestemme.
   "Der er løg i," siger jeg.
   "Det kan I ikke smage," siger hun. "Hvorfor siger du, du hedder Sofie?"
   "Fordi det gør jeg bare. Det er bare noget mig og Stine har sammen. Er det ikke også rigtigt?"
   Stine kigger ned i tallerkenen. Der er savl og frikadelle på hagen, på hagesmækken.
   "Jo," siger hun.
   Jeg skiller den ad, frikadellen, de er svære at finde, glatte og gennemsigtige, men de er der. Over det hele.
   "Nu spiser vi," siger mor. "Så kan I lege bagefter."
   Mor forstår det ikke. Det er en evighedsleg.

Det er et løfte, vi ikke kan holde.
Forfatterbemærkninger
Autofiktion, hvis det skal komme i nærheden af en genre. Om en opvækst med en handicappet tvillingsøster. Om dødsangst. Om overgangen fra barn til voksen. Fantasi og virkelighed. Ovenstående er en slags prolog

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/06-2018 12:03 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 896 ord og lix-tallet er 18.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.