Jeg kan se, at mor er ked af det


1 år, 5 måneder siden 3 kommentarer Noveller depression psykisk sygdom ægte kærlighed

2Tørret frugt
at blive ensom er som at tørre frugt · at suge vand og fugt og væde... [...]
Digte · ensomhed, metafor, digt
11 måneder, 21 dage siden
5Min kærlighed
dine lange arme · fanger mig, du gør det ikke bevidst · og jeg kan mæ... [...]
Digte · ægte kærlighed, livsglæde
1 år, 1 måned siden
8Den sommer
den sommer var det varmt i maj · jordbærene modnede hurtigere · sødli... [...]
Digte · kærlighedslængsel, frygt
1 år, 1 måned siden
3Den danske sommernat
Min vindueskarm er præcis stor nok til, at jeg kan sidde der, ved... [...]
Kortprosa · nat, taknemmelighed, lykke
1 år, 4 måneder siden
2Liste
Ting på mit værelse: · æblejuice med mug, seng, havregryn fra i mor... [...]
Blandede tekster · kontrol, ordleg, fantasifuld
1 år, 4 måneder siden
6Som et ekko
D. 31. oktober 2067 · Kære Solvej · Jeg var forbi dig i dag. Kunne du... [...]
Blandede tekster · alene, længsel, sorg
1 år, 4 måneder siden
4Lørdag nat
Klokken er 02:46 og jeg har ikke lukket min jakke. Det sner. Småb... [...]
Kortprosa · fuldskab, ensomhed, natten
1 år, 5 måneder siden
3Mens mørket falder på
Mens mørket falder på, sidder jeg i min vindueskarm, og ser ud. · M... [...]
Digte · håb, udvikling, livets vej
1 år, 5 måneder siden
3Jeg kan se, at mor er ked af det
Kulden bider i mine kinder, da jeg cykler hjem. Jeg har glemt min... [...]
Noveller · depression, psykisk sygdom, ægte kærlighed
1 år, 5 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Stine Højris (f. 2001)
Kulden bider i mine kinder, da jeg cykler hjem. Jeg har glemt mine vanter, og mine fingre er røde af kuldens slag. Jeg drejer ned af Rolighedsvej og tramper i pedalerne, der er modvind i dag.
   Da jeg når nummer 18, drejer jeg ind i indkørslen, og kringler min cykel forbi mors bil, som holder parkeret. Hun er hjemme. Stiller cyklen, og skyder genvej gennem hvad der engang var forhavens blomsterbed. Nu er det bare brune stilke uden blade, der står som lygtepæle på en øde vej. Døren er låst, selvom mor er hjemme. Jeg låser den op og smider nøglerne på kommoden indenfor døren. Skoene sparker jeg af, mens jeg lader jakken glide af mine skuldre og falde ned på dørmåtten. Der er stille og mørkt i hele huset, så jeg tænder lyset over spisebordet. Der står en kurv med æbler som for længst er blevet dårlige. Ved siden af ligger en seddel. Jeg vifter et par bananfluer væk, mens jeg læser: "vær sød at være lidt stille, når du kommer hjem. Der ligger penge i krukken til en pizza." En tot af mine mørke krøller falder ned foran mine øjne. Sukker. I køkkenet er opvask stablet op, og ligner noget, som kan vælte, hvornår det skal være. Et fad med gamle nachos og fastbrændt ost. Ketchuppletter og gammel appelsinjuice. Jeg tømmer opvaskeren og sætter det beskidte i. Nachosfadet vasker jeg af i hånden med opvaskebørste og sæbe med citrusduft. Jeg passer på med at larme med porcelænet mod vaskens kant, for mor har sikkert hovedpine. Så går jeg gennem spisestuen og ind i mors soveværelse. Der er intet lys ved sprækken under døren, så hun har sikkert slukket det for at sove. Alligevel åbner jeg døren på klem, og stikker hovedet ind. Hun ligger i sengen med en stor t-shirt på. Dynen er skubbet til side, den dækker kun den ene side af kroppen. Hun ligger på siden, ryggen hen mod døren, så jeg kan ikke se, om hun sover. På natbordet står et glas vand og en pakke Panodil Zapp. Jeg træder lydløst indenfor, og lader døren stå på klem bag mig, så en lysstribe falder over sengen og det babyblå sengetøj. Jeg kravler op ved siden af hende i dobbeltsengen og ligger mig tæt ved hendes ryg.
   "Sover du?" hvisker jeg ud i mørket.
   "Mhmm," brummer hun og bevæger fødderne under dynen. Jeg aer hende over håret, som er vildt om hendes hoved, selvom hun har forsøgt at samle det i en elastik øverst på hovedet. Jeg aer også hendes kind, som er varm og en smule fugtig. Måske sveder hun under den tunge dyne?
   "Vi fik vores matematikafleveringer tilbage i skolen i dag," siger jeg. Mor svarer ikke. Hun bliver bare liggende med ryggen mod mig. "Jeg havde 87 ud af 100 rigtige," forsætter jeg. Jeg kan høre hendes tunge åndedræt. Soveværelset lugter af sved og varm hud blandet med lugten fra den halvdøde blomst, som står i vindueskarmen. Den hænger med hovedet, og bladene er tørret ud for længst. Den har stået der længe. Gardinerne har ikke være trukket fra i flere dage. I lysstriben fra døren, kan man se støvpartikler danse rundt.
   Jeg rejser mig fra sengen og går over mod vinduet, hvor jeg trækker gardinerne fra, så støvet hvirvler rundt i rummet. Lyset vælter ind i det dunkle rum og bliver kastet over mors ansigt. Hendes øjne er lukkede og munden let åben. Hun er bleg. Jeg åbner vinduet og lader efterårsluften fylde værelset ud. Mor trækker vejret, og holder det.
   "Marianne sagde, at det er den bedste matematikaflevering..."
   "Vil du ikke være sød at lukke vinduet?" En dyb kløft viser sig mellem mors øjenbryn. Så lukker jeg vinduet igen og kan næsten se, hvordan støvet lægger sig.
   "Jeg har ikke sovet særligt godt i nat," siger hun og vender sig om på ryggen. Jeg nikker og forlader værelset. Døren lukker jeg stille efter mig. Jeg går mod mit værelse, men på vejen gennem køkkenet smider jeg sedlen fra køkkenbordet ud.

Det startede, da mors kollega, Kirsten, skød sig selv i sin forældres baghave. Bare sådan ud af det blå, skød hun sig selv. Gennem munden med farens jagtgevær. Mor og Kirsten havde arbejdet på samme kontor hos Danske Bank i 8,5 år. De sad ved siden af hinanden og spiste frokost sammen. Mor fortalte, at Kirsten hver dag, i 8,5 år, havde 4 skrællede og udskårne gulerødder med. Mor har ikke spist gulerødder i et halvt år.
   De kendte hinanden godt. Deres andre kollegaer kaldte dem endda "De To Musketerer", fordi der ikke var noget, som de ikke kunne klare sammen. Jeg tror, det er derfor, mor har ligget i sengen siden Kirsten døde. Måske føler sig skyldig? Kirsten var mors veninde, og hun bemærkede ikke, da Kirsten begyndte at hænge med hovedet og tit meldte sig syg fra kontoret.
   Jeg så Kirsten når hende og mor spiste aftensmad hos os, eller når hun kom for at hente mor, fordi de skulle ud og spise brunch i Borgergade. Hun havde kort, rødt hår, som var lidt kruset i enderne. Et mellemrum mellem fortænderne, men ikke på en dum måde. Det klædte hende. Og så var hun høj og slank, som min mor. Hun lignede en forretningskvinde i stram nederdel, og med en mappe ved sin side. Men hun var slet ikke nogen tør, kedelig forretningskvinde, for hun grinte hver gang hun var hos os. Hun kneb mine kinder og sagde ting som "du bliver så stor, skattepige," og "har du en kæreste for tiden.," og så ville mor slå hende på armen, grine og sige, at det var jeg da slet ikke gammel nok til. Så grinte Kirsten også, indtil hun fik tårer i øjnene, og måtte rejse sig for at hente en Kleenex på badeværelset.

I starten græd mor ikke. Hun tog med til bisættelsen en torsdag formiddag, hvor forårssolen hængte lavt. Jeg var hjemme, da hun drejede ind i indkørslen efter gravøllet. Det var nemlig Skærtorsdag, så jeg havde fri fra skole. Jeg kan huske den dag, for da mor trådte ind i entréen, sparkede hun de høje støvler af, og gled ned af døren. Ned på gulvet, hvor hun hulkede og slog i entréens klinkegulv, indtil siden på hendes højre hånd var blå. Jeg stod og så på, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Så til sidst lagde jeg mig ved siden af hende på de kolde klinker og holdt om hendes rystende krop. Mor græd i mange dage derefter. Hendes øjne var konstant røde, og om natten kunne jeg høre hende græde. Så jeg trak dynen op over hovedet og sang for at overdøve det. Men selvom jeg altid hørte mor, så hørte mor aldrig mig.
   Efter mange dage hvor mors krop havde rystet, stilnede det af. Så begyndte hun at sove meget om dagen, men ikke så meget om natten. Om natten sad hun og så fjernsyn i stuen, men uden lyd. Hun så haveprogrammer og Luksusfælden, fortalte hun mig. Nogle dage sad hun der stadig, når jeg stod op for at tage i skole.

Nu er det et halvt år siden, at Kirstens urne blev nedsænket, og mor er stadigvæk ikke tilbage på arbejde. Hun ligger for det meste i sit soveværelse, og ser ud i luften. Når hunsomme tider kan overskue at gå i bad, lister jeg mig ind, trækker hendes sengetøj af og vasker det. Så ligger jeg noget nyt på, men hun bemærker det aldrig. Det er mig, der laver aftensmad, for mor er altid for ked af det, til at handle ind, så det gør jeg på vej hjem fra skole. Jeg kan ikke så mange retter, derfor er det ofte pølser og pasta eller nachos. Jeg kunne godt tænkte mig en kogebog engang, så jeg kan lære at lave rigtig mad, men mor siger, at der ikke er penge til det i øjeblikket. Det forstår jeg godt.

Hun er meget bleg for tiden, min mor, men hun siger, at hun ikke er syg. Det bekymrer mig lidt. Jeg er bare ked af det, Laura, det må du da kunne forstå, siger hun. Det gør jeg også. Kirsten er jo død. Mor går mest i joggingtøj eller store t-shirts. Jeg kan ikke huske, hvornår hun sidst har været ude på gaden, eller bare ude i haven. Men jeg forstår det godt, Kirsten er jo død. Det er synd for mor.

Den aften koger jeg pasta, men har egentlig ikke lyst til det. Så går jeg tidligt i seng.
   Jeg vågner næste morgen klokken 06:45. Det er fredag og jeg skal mødes med Shanne og cykle i skole klokken 07:40. Da jeg træder ud af sengen, kan jeg se ud gennem sprækken i døren, og hen i køkkenet. Mor har heller ikke rørt pastaen fra i går. Så tager jeg tøj på, cowboybukser og en gul bluse med flæser for neden og på ærmerne. Jeg smider pastaen ud og stiller gryden ned i vasken. Så spiser jeg en stor skålfuld havregryn og sætter mig ind i sofaen. Jeg læner mig tilbage og ser ud af terrassedøren. Solen er på vej op, lige så stille. Vores have er ikke særlig stor, men den ligger ud i mod en eng, som fører hen mod Bøgeskoven. Tågen er tyk hen over engen, den her morgen, og solens spæde stråler, falder igennem ruderne, og rammer stuegulvet. Jeg rejser mig og trasker over til terrassedøren. Åbner den og træder udenfor. Det er koldt udenfor og hårene på mine arme rejser sig med det samme. Krummer tæerne og beundrer morgentågen, mens solen står op over træerne. Sådan står jeg lidt tid, indtil jeg indser hvad klokken er. Så lukker jeg terrassedøren igen og stikker hurtigt hovedet ind i mors soveværelse. Lugten er den samme. Hun sover på maven i dag.

"Vil du med hjem til mig, efter skole?" Shannes vanter er grå og med pels på kanten. Mine er sorte strikvanter fra H&M. Jeg fryser mine fingre og mine tæer. Vi cykler ved siden af hinanden ned af hovedgaden. Skolen ligger for enden, vi kan se den mellem hustagene. Jeg ser på hende. Hendes blik er rettet mod vejen foran os.
   "Jeg skal hjem og lave aftensmad."
   "Kan din mor ikke gøre det?"
   "Hun har det ikke så godt i dag," siger jeg og krummer tæerne i tennisskoene.
   "Du kan jo bare tage hjem inden aftensmaden. Må du for din mor?" spørger hun. Det siger jeg ja til.

Shannes mor er god til det med indretning. Hendes families lejlighed er pæn og ryddet, og de bor endda 4 der. Shannes værelse er også ryddet op. Hun har et hvidt skrivebord, hvor der står et flot, nyt tegnesæt ovenpå. Med blyanter og farvekridt og tuscher. Vi spiller Matador indtil klokken bliver fem, for så skal jeg hjem. Shannes forældre har nemlig inviteret hende og hendes lillebror med ud og bowle. Og så skal de spise buffet bagefter. Jeg vinder i Matador 3 gange, Shanne 1 gang. Shannes far kører mig til Rolighedsvej nummer 18, og han har cyklen bagpå bilen, fastspændt til en anhænger. Han hjælper mig med at få den ned igen, og vinker så og siger hej hej Laura, da han sætter sig ind på førersædet igen. Jeg triller cyklen om i garagen, bag mors bil. Der er mørkt indenfor vinduerne.

Mor ligger stadig på maven og kigger ud i luften, da jeg når hendes værelse.
   "Hej," siger jeg.
   "Hvor har du været?" spørger hun uden at se på mig. Jeg svarer, at jeg tog hjem til Shanne efter skole. Jeg trækker gardinerne fra, for hun har trukket dem for siden i går. Det gør soveværelset så mørkt. Mors ene fod stikker ud under dynen, i fodenden af sengen. Jeg sætter mig på sengekanten, med ryggen til hende.
   "De skulle ud og bowle. Shannes familie." Jeg ser ned på mine hænder. Jeg har fået en neglerod.
   "Bowle?" siger hun. Jeg ser på hende og møder hendes blik. Hun har slået dynen væk fra overkroppen. Der er poser under hendes øjne.
   "Hvorfor gør vi aldrig sådan noget," spørger jeg, selvom jeg godt kender svaret.
   "Jeg kan ikke lige rumme det i dag, Laura."
   "Men det kan du aldrig." Min stemme er ru, da jeg siger det. Mor sukker og tager sig til hovedet.
   "Vil du række mig en Panodil?" Hun synker den uden vand. Jeg vender blikket mod vindueskarmen igen. Blomsten står stadigvæk lige så vissen som i går. Den trænger til en ordentlig tår vand.
   Vand.
   "Vi tager ud til havet." Jeg er bestemt i stemmen.
   "Nej, det gør vi ikke Laura, jeg har hovedpine i dag, det ved du da."
   "Jo vi gør. Tag din jakke på." Jeg rejser mig og går målrettet ud i entréen, mens mit hjerte pumper i mit bryst. Jeg griber min jakke, og tager mors mørkeblå med ind i soveværelset, hvor jeg smider den på sengen, ved siden af hende.
   "Du skal ud herfra, det er ikke sundt, mor." Hun ser opgivende på mig. Håret er stadig vildt og hendes ansigt hænger. Noget i mig siger at det her ikke er klogt, men jeg ved hun har brug for andet, end at sove hele dagen. Det tror jeg i hvert fald, at jeg ved.
   "Vi kører om 5 minutter," siger jeg og forlader soveværelset, mens mine fingerspidser snurrer.

Vinden slår i mod, os så snart vi når op over klitternes toppe. Selvom min jakke er lukket, trænger vesterhavsvinden stadig igennem den. Jeg går forrest. Mor sakker bagud, hun har aldrig set så bleg ud før. Hendes kinder hænger, og hun ligner næsten en skelet. Eller et spøgelse måske. Hun går langsomt i sandet, så jeg går ned mod vandet. Der ligger strandskaller i sandet, og mågerne skriger henne på havnen. Da jeg står få meter fra dér, hvor bølgerne trækker sig tilbage, stopper jeg. Mor når hen ved siden af mig. Stakåndet.
   "Kom, vi skal soppe." Jeg begynder at binde mine tennissko op, som klemmer om tæerne, de er for små. Bølgerne bruser vildt op mod os og lader skum ligge mellem dét tømmer som er drevet på land. Vesterhavet er vildt i dag.
   "Vi er midt i oktober måned." Mor skutter sig og ser hen af stranden. Jeg trækker på skuldrene, det er lige meget for mig, siger jeg. Men hun vil ikke tage hverken sko eller strømper af. Hun står bare, stiv som et bræt mens vinden rusker i hendes hår, og får os til at fryse endnu mere. Hendes blik er tomt, og selvom vinden er kold, er hendes kinder stadigvæk helt blege.
   "Kom nu, mor. Det er bare et lille dyp med tæerne."
   "Jeg kan ikke."
   "Jo du kan."
   "Laura..."
   "Hvis du bare tager støvlerne af, så kan vi..."
   "Nej, Laura! Jeg kan ikke bare tage støvlerne af! Jeg kan ikke rumme det inde i mit hoved. Det er for meget det her! Du kan ikke bare komme hjem og slæbe mig med ud til havet, når jeg har det skidt. Jeg skulle ligge i min seng lige nu, under min dyne, ikke ude ved Vesterhavet! Jeg har ikke lyst, for helvede! Jeg er pisse ked af det!" Hendes stemme er hård og spids. Munden står let åben, og hun hiver efter vejret, mens vinden river i hendes hår, og piber os om ørene. Hun har tårer i øjnene. Let foroverbøjet med hendes blik skærende i mit. Hun står stille med armene hængende ned langs siden. Bølgerne slår ind mod kysten ved siden af os. Sådan står vi og ser på hinanden. Så træder jeg frem og lægger armene om hende, som jeg plejer at gøre, når jeg kan se, at mor er ked af det. Hendes hoved falder ned på min skulder, med næsen begravet i min hals, mens hendes tårer triller under min bluse, og ned ad min ryg. Hun hulker ikke, men jeg ved, at mor græder.

Vi kører hjem, uden at sige noget. Rolighedsvej har aldrig været så rolig før. Da vi når indenfor smider jeg de rådne æbler fra fugtskålen i skraldespanden. Den aften griller mor en hel kylling i ovnen med citron, rosmarin og gulerødder, og jeg kan mærke, at hun elsker mig.
Forfatterbemærkninger
Dette er min første tekst, jeg publicerer her. En smule angstprovokerende at smide det ud til hele verden, men jeg har blod på tanden! God læselyst /Stine

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/07-2018 10:28 af Stine Højris og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2696 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.