Bag Sløret


11 dage siden 2 kommentarer Noveller eksistentiel taknemmelighed reflektion

2Bag Sløret
Hun stod foran blikskuret, hendes hjem. · Det var stegende hedt mid... [...]
Noveller · eksistentiel, taknemmelighed, reflektion
11 dage siden
4Elsk mig
Hun rejste sig op og så på ham. · "Køter", skreg hun. Han bøjede si... [...]
Blandede tekster · had, mennesker, det ukendte
24 dage siden
2En uforglemmelig rejse
På mange måder er vi vant til at skulle arbejde for alting. Selv ... [...]
Livshistorier · eventyr, eksistenser, opdagelsesrejsende
1 måned siden
2Kald mig ved mit sande navn!
Der er sådan set ikke noget nyt under solen. Er det ikke sådan or... [...]
Essays
1 måned, 4 dage siden
6Stjernestøv
Stjernerne dør · ligesom vi mennesker. · Vi er i kraft af stjernestøv... [...]
Digte
2 måneder, 2 dage siden

Puls: 53,6

Publiceret: 5
Afgivet: 24
Modtaget: 11
Herja Morpho (f. 1975)
Hun stod foran blikskuret, hendes hjem.
   Det var stegende hedt midt i eftermiddagssolen.
   Hendes mor sad på gulvet inde i skuret. Hun og datteren havde lige fejet og gjort det fint.
   Hun vidste godt, at de ikke ejede så meget, men hun var glad for, at de i det mindste havde et hjem. Hun kiggede ind til moren og smilede.
   De tre madrasser på gulvet var til at sove på.
   Når der kom gæster, ligesom i dag, brugte hun også madrasserne til at sidde på, så gæsterne ikke skulle sidde på gulvet.
   Jo, det så fint og rent ud det hele.
   Hun stillede sig i døråbningen og tænkte lidt over hendes held.
   Der havde været en tid før denne.
   En tid, hvor hun ikke gik ud, ikke så dagens lys, ikke mærkede vinden mod sit ansigt, fordi ansigtet var dækket til. Det havde været utænkeligt at vise det frem. Nu stod hun og missede med øjnene op mod lyset fra himlen. Den var smuk. Hun elskede at kigge op på himlen.
   Den gav hende et håb.
   Hendes søn lå inde på gulvet. Han sov efter dagen ude i marken.
   Han var træt af varmen, træt af at arbejde. Men hvad skulle hun gøre.
   Hun kunne ikke skaffe penge til dem allesammen og de var fem, når hun talte begge piger med.
   De var i skole lige nu. Sådan var reglerne.
   De skulle gå i skole, selvom hun havde brug for deres hjælp.
   I starten havde pigerne hadet skolen. Den var ny og de skulle lære nye sprog. Det havde været svært, men nu seks år efter gik det bedre. De kunne tale lidt engelsk nu. Hun var glad for, at de gik i skole. De var stadigvæk ikke så gamle og de huskede heller ikke tiden før.
   Deres liv var her og det var det eneste de kendte til.

Hun så en bil komme tættere på. Hun var spændt. Hvem var de? Hun var blevet ringet op tidligere på dagen, hvor de havde spurgt om hun kunne modtage en gæst i dag. Hun havde svaret ja.
   Bilen stoppede og hun kunne se, at chaufføren var en mand. Hun kendte den ene af kvinderne, den anden havde hun mødt nogle få gange. Den sidste havde hun aldrig set før. Hun havde heller ikke slør på. Hun havde et helt hvidt hår. Det så mærkeligt ud, som om det hele gled ud i ét. Hun blev stående og kunne mærke trætheden i kroppen.

De var næsten henne ved indgangen nu. Hun havde ikke råd til at beklage, at de ikke havde mere. Sådan var det og hun kunne da byde dem på noget at drikke. Hun håbede, at de ville tage imod. Hun blev ked af det, når nogle afslog hendes lille gæstfrihed. Det mindede hende om, at de ingenting havde.
   Hun bød dem velkommen og de satte sig alle fire. Gæsterne viste hun hen til madrasserne, selv sad hun på gulvet. Det gjorde ikke noget.
   Kvinden med det hvide hår, præsenterede sig selv og med tolkens hjælp, begyndte hun at stille hende spørgsmål. Det var mange fremmede spørgsmål.
   Spørgsmål om dagligdagen, fremtiden, livet i et fremmed land, livet før krigen, håb for fremtiden, venskaber og drømme for børnene.
   Hun skulle tænke meget og følte trætheden igen.
   Det var efter det, dé havde gjort mod hendes hoved. Det gjorde hende så utrolig hurtigt træt. Men hun var kommet sig godt, og det var på en eller anden måde rart at tale med den fremmede. Der var ikke mange til at høre om hendes tanker. Det var også godt, at de to hun kendte i forvejen var med. Det gjorde hende roligere. Hun undrede sig over, hvad den hvidhårede ville med alle disse spørgsmål og svar, men hun turde ikke spørge.

Hun trængte til en pause og bød dem på noget at drikke. De svarede gudskelov ja og hun gik ud for at hælde noget saft op til dem. Hun satte glassene op på den bakke hun havde og bød dem alle til at drikke sammen med hende. Hun satte sig igen. De skålede med et nik, og hun bemærkede, at det løsnede for samtalen. Gæsterne begyndte at slappe mere af.
   Den hvidhårede smilede lidt mere. Hun følte en lille glæde inden i. Hun kunne godt lide, når andre følte sig rolige omkring hende. Det gav hende en følelse af selv at hvile, fordi uligheden blev mindre på en eller anden måde. Så var de bare kvinder, der samledes for at tale. Ligesom hjemme i landsbyen, når hun en sjælden gang fik lov til at få besøg derhjemme.

Nu var det anderledes. Nu bestemte hun selv og sørgede selv for familien sammen med sønnen. Hun vidste godt, at han havde det svært. Han havde ikke lyst til at bo der, hvor der kun var piger. Han følte sig fremmed, sagde han. Så ofte kom han kun hjem for at sove og spise, så var han væk igen. Hun huskede da han var lille, og han nogle gange løftede hendes slør, bare for at se hendes ansigt. Hun gav ham lov, når de var alene, ellers måtte han ikke løfte sløret.
   Hun var ked af, at de ikke var sammen med resten af familien mere, men hun vidste også godt, at pigerne aldrig havde været kommet i skole, og hun selv, havde ikke haft samme frihed som nu.

Det værste var usikkerheden. Hun kunne nogle gange vende blikket mod Gud og spørge, hvornår?
   Samtidig kunne hun høre bomberne og vidste godt, at det ikke ville ske nu.
   Hun vidste ikke, hvornår de kunne vende tilbage.

Den hvidhårede spurgte hende pludselig med en stemme, der kom som var den fra en anden verden, om hun kunne vende hjem og være i livet som den kvinde, hun havde været før.

Det føltes så uendeligt langt væk nu. Det var som om hun døsede hen og selv stilheden blev tavs.Tænk, hvis ingenting ville forandre sig, selv efter så mange år og så mange kampe.
   Hvor ville hun så helst leve, tænkte hun, men kunne ikke finde svaret. Hendes blik søgte mod himlen ligesom tidligere på dagen. Hun anede at den stadigvæk var blå.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/07-2018 12:01 af Herja Morpho (Herja) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1027 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.