Klokken er 02:46 og jeg har ikke lukket min jakke. Det sner. Småbitte snefnug som smelter, så snart de rører ved min hud, 02:47. Der plejer at være mange mennesker på gaden, men nu er det kun mig, mine tennissko, og lyset fra industrivejen som spejler sig i åen. Jeg lader mine fingre glide over broens gelænder, mens jeg ser ned i vandet. Det er sort, jeg vakler og må stå stille i et par sekunder.
Rundkørslen er øde og jeg krydser den. Går midt over og tænker på hvad der ville ske, hvis den var fyldt med biler. Det ville suse mig om ørene, som det suser i maven. Kulden river i mine kinder men jeg mærker det ikke, for procenterne brænder i mig. Det lægger bagerst i ganen. På lur. Venter på mig.
02:53.
Jeg går mod stationen, og der rammer det mig. Hvor stille der er, og at jeg er den eneste. Jeg vakler mod venstre og griber fat i en lygtepæl. Jeg griner med mig selv og for mig selv, men mest af mig selv. Så går jeg over skinnerne og ser den ene vej. Den anden vej. Det røde og grønne lys smelter sammen i horisonten. Farverne danser på mine hornhinder, måske fordi jeg er fuld, måske fordi natten varer evigt. Da jeg skal krydse det andet sæt skinner, møder jeg en mand. 50 år, er han vel. Hans skuldre hænger, 02:57, han ser smadret ud, poser under øjnene indrammer hans tomme blik. Jakken er gledet af den ene skulder, 02:57. Han lugter, han er fuld. Fuld af alting, jeg føler jeg kender ham.
02:58.
Vores lejlighed er den eneste, hvor vinduerne er vågne og varme. Baggården ser ud om den plejer, mors bil holder hvor den plejer. Jeg skal være hjemme klokken 3. På trappen op til døren, stopper jeg op og ser ned af mig selv. Så ser jeg op. Alkoholen bruser i mig, jeg mærker den, jeg føler den, er den. Hvor meget drak jeg, før jeg mærkede det i maven? Dét tomrum, jeg føler nu i natten.
Så skubber jeg døren op og begiver mig op af trapperne. Vi bor på anden sal. Jeg fanger nøglen og låser op. Døren bag mig smækker og det runger for mine øre. Så bliver der stille, og jeg hører kun mit blod bruse bag mine øjne.
03:01.