2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
6 måneder, 28 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
7 måneder, 24 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
8 måneder, 8 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
8 måneder, 16 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
8 måneder, 19 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
8 måneder, 25 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
10 måneder, 1 dag siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
10 måneder, 7 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
10 måneder, 23 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
11 måneder siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
11 måneder, 2 dage siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
11 måneder, 3 dage siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
11 måneder, 4 dage siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
11 måneder, 4 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
2 år siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
2 år siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
2 år siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
2 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hver anden weekend. Nogle gange i ferierne om sommeren. I dag er det sommer.
   Mor pakker vores rygsække. "Jeres far er heldig," siger hun. "Det er mig, der tar' alt det sure."
   Hun smører madpakker til toget, og hun smører også madpakke til far, selvom hun siger, at han selv burde sørge for det. "Hos far er det bare sjov og ballade," siger hun. "Det er ikke ham, der skal ha' jer tidligt op om morgenen. Og smøre madpakker. Jeres far har det nemt."

Vi har det så sjovt med far.

"Er I klar?" siger han, da han møder os ved banegården, og vi er meget klar, for vi har både rygsække og madpakker, og Stine har sin kæphest med, den skal med ind i toget, for den er hun meget glad for. Og så skriger hun, hvis vi siger nej.
   "Nu skal du ikke ryge dem ind i hovedet ," siger mor. "Vil du ikke nok ryge ud af vinduet? Under emhætten i det mindste?"
   Far pakker rygsækkene ud.
   "Mor har smurt madpakke til dig," siger jeg. Så bliver han så glad.
   "Det var pænt af mor," siger han.
   Det er franskbrødsmadder med syltetøj og rugbrød med spegepølse. Saltkiks. Kakaomælk.
   "Hvornår er vi der så?" spørger vi, men der er lang vej endnu. Nu kan vi godt slappe lidt af, siger far. Vi skal over to broer først, den der hedder Lillebæltsbroen, og den der hedder Storebæltsbroen, og der går nok over mange timer, før vi er der.
   Der er mange mennesker med toget, og også nogle børn, en dreng og en pige, måske er de også tvillinger, for de ligner hinanden, og de har magen til tøj på, ikke det samme, men magen til. Der er forskel.
   De voksne smiler til os, og de smiler nok mest til Stine. De synes alle sammen hun er så sød, når hun sidder med sin kæphest på skødet af far.
   Og en dame kan slet ikke lade være med at smile til os, det har næsten sat sig fast i hendes kinder, da hun sætter sig ned ved siden af far efter at han har fjernet vores jakker fra sædet, og hun har meget parfume på og pænt tøj.
   "Hvad hedder din hest?" spørger hun og nikker til kæphesten. Den er jo ikke rigtig.
   "Den hedder ikke noget," siger jeg, for Stine har ikke givet den et navn. Måske kan hun ikke finde på et.
   "Nå," siger damen. "Han er nu sød alligevel." Og så dikker hun den under mulen, som om den er levende, og Stine griner helt vildt. Nu synes damen hun er endnu mere sød, når hun griner. Nu griner damen selv. Og dikker Stine. Og dikker hesten.
   "Vi er faktisk tvillinger," siger jeg.
   "Ja, det ser man jo tydeligt," siger damen. "Hvem af jer er så den ældste?"
   "Det er vi begge to," siger jeg. "For vi er tvillinger."
   Det har jeg jo lige sagt.
   Så falder damen i søvn lige pludselig.
   Der er alt muligt i fars rygsæk, tyggegummi og deodorant og cigaretter, og en blå kam man kan folde sammen til lillebitte, og der er bøger fra biblioteket, Mio min Mio og Brødrene Løvehjerte. Når vi er halvvejs København må vi høre historie. Ikke før. Når vi er ovre den første bro.
   "Se vandet," siger jeg. "Se vandet!"
   Nu er det der. Det er lige under os. Vi når næsten ikke at se det, for toget kører så hurtigt, der er ingen, der når at se det, pludselig er det bare væk. Vi nåede det ikke.
   "Kan du ikke sige, han ikke skal køre så hurtigt?" spørger jeg. Det er jo helt vildt. Man når slet ikke at se noget. Det hele forsvinder bare.
   "Rolig nu," siger far. "I ser det igen senere. Den næste bro er længere."
   Far folder æseløret ud fra der vi er kommet til.
   "Må jeg så også sidde på skødet?" spørger jeg, men det er der ikke plads til, for der skal både være Stine og kæphesten, og far kan også få ondt i numsen, når han har siddet for længe. "Nu skal vi lige skifte knæ," siger han til Stine, og der er huller i hans cowboybukser, hvor man kan stikke fingrene ind og røre ved huden på knæet, og den er meget brun af solen. Så siger mor, at han er en drengerøv, når han har hul i bukserne.
   "Drengerøv," siger jeg.
   Så siger Stine det også, fordi jeg siger det.
   Så læser vi.
   Far læser om de to brødre, Karl og Jonatan, brødrene Løvehjerte, og vi er nået dertil, hvor de er kommet ind i Kirsebærdalen, nu er de begge to døde, og vi ved godt, hvad der sker, for vi har hørt historien før. Og far snyder os og læser forkert med vilje:
   "Rundt om Kartoffeldalen lå høje bjerge, det var også så smukt. Og ned ad bjergenes stejle skrænter strømmede bække og vandfald ned mod dalen, så det brusede og sang, for det var jo forår."
   Stine spjætter på fars knæ, hun har også lagt mærke til det.
   "Det hedder ikke Kartoffeldalen," siger jeg.
   "Hvad hedder det så?" siger far.
   Jeg ser på Stine.
   "Kirsebærdalen," siger hun. Hvisker.
   "Jeg skulle bare lige se, om I hørte efter," siger far.
   "Det gør vi da i hvert fald," siger jeg.
   Så er vandet der igen. Jeg løber ned i enden af toget til de andre børn, og vandet glitrer af solen, vi ser det gennem glasset. Nu er det der, det store vand, og det bliver ved og ved, det lyseblå og glitrende, og vi skal være ved far en hel uge, og vi skal også til stranden og vi skal besøge farmor, og vi skal i sommerhus ved Limfjorden, og vi har det så sjovt med far. Som et rigtigt eventyr. Måske næsten bedre end Kirsebærdalen. Mor kunne bare ta' med. Hun ved ikke, hvad hun går glip af.

Nynne henter os på banegården, alting er kæmpestort i København, og der er trapper der bevæger sig af sig selv, kører op og ned, og mennesker der ser sjove ud og spiller på instrumenter, violin og mundharmonika, og blinker til én, når man kigger.
   Der er mange der gerne vil hjælpe med kørestolen, når vi skal ud af toget. En dreng hjælper med at bære kæphesten, den ene tvilling fra familievognen.
   "Vi er også tvillinger," siger jeg.
   "Men du kan jo gå," siger han.
   "Og hvad så?" siger jeg.
   Så trækker han på skuldrene.
   "Så ikke noget."
   "To fine sommerpiger!" siger Nynne, og jeg vil gerne holde hende i hånden, når vi skal op ad rulletrappen, far og Stine tar' elevatoren. Nu skal vi ha' det sjovt i mange dage. Det hele starter nu.

Det starter næste morgen, da far vækker os.
   "Vi skal noget særligt i dag," siger han.
   "Hvad skal vi?" spørger jeg, men han vil ikke sige det endnu. Han smiler bare hemmelighedsfuldt og ryger og blæser røgen ud i cirkler. Han kan også rulle med maven. Det ser helt vildt ud.
   Vi henter rundstykker, mig og Nynne. Der er både Nutella og pålægschokolade, en rød og mørkeblå æske, lys og mørk chokolade.
   "Nu skal I høre godt efter," siger far. "Og det er ikke for sjovt, det her"
   Han løfter øjenbrynene, løfter pegefingeren. Jeg ser på Stine, og hun er måske lidt bange nu.
   "Vi skal ud på en jagt," siger far. Han hvisker: "Og det er jer to, der skal finde skatten."
   Jeg ser på Stine, hendes øjne er store og glade. Hun er ikke bange. En skat!
   Far løfter sin rygsæk op på bordet, den fylder det hele, og brødkurven falder ned på gulvet, alle brødkrummerne, men Nynne siger ikke noget til det. Jeg ved, hvad mor ville sige, sådan noget svineri, men det er bare brødkrummer.
   Der er ikke længere bøger og deodorant i fars rygsæk, og heller ikke den lille foldekam.
   Det er et ægte skattekort. Det er ikke bare noget, vi leger, det er virkelighed.
   "Hvad er der sket med det?" spørger jeg, for det ser ud, som om nogen har forsøgt at brænde kortet. Det er branket i kanten og næsten gået i stykker. Et meget gammelt kort i hvert fald.
   "Sådan ser et ægte skattekort ud," siger far. Han lægger det på bordet, og der er tegnet en skov på kortet, et kryds, en sø, et slot.
   "Det er jer to sammen!" siger far. "Det er ligesom brødrene Løvehjerte. Ligesom Karl og Jonatan. Et eventyr. I skal finde skatten. Kun jer to kan gøre det!"

Vi skal ud og køre i bussen, helt ud af byen. Nynne rækker os en lille stofpose med en lædersnor, sort læder ligesom Ollis sofa, som man skal trække i fra begge ender af snoren, før posen åbner eller lukker. Far siger: "For hver prøve I løser får I en guldkugle i posen. Det er din opgave, Stine. Det er dig, der holder posen."
   Stine knuger den i hænderne.
   "Men hvor skal vi hen?" spørger jeg.
   "Det skal I få at se," siger far.
   Jeg kan næsten ikke holde det ud.

Bussen holder ind ved en skov. Der er ikke meget at se, selvom far siger se. Det er bare en mark på den ene side og en skov på den anden, men det er en stor skov. Sådan en skov man kan fare vild i, siger far, så vi skal nok passe på.
   "Det er godt, der er en sti," siger jeg, for ellers kan det godt være svært med kørestolen.
   "Hvornår må vi høre, hvad vi skal?" spørger jeg.
   "Lige om lidt," siger far. "Nu skal I nyde skoven. Prøv og mærk, hvor dejligt her er."
   Vi mærker, hvor dejligt her er.
   I legen er Sofie og Stine stukket af fra sygehuset, de er på en skattejagt med deres far, en rigtig skat, og det er ikke engang noget, de leger.
   "Nu skal I høre," siger far. Han sætter sig på hug ved kørestolen, så Stine også kan se ham. "Det er ikke bare en almindelig skat, I skal finde," siger han. "Det er en ond heks, der vogter over skatten, men når I finder den vil hun forære jer skatten på én betingelse."
   "Men hvad skal vi gøre?" siger jeg. Stine siger ikke noget, for hun er helt mundlam, så spændende er det. Hun knuger stadig posen, den er helt krøllet sammen i hendes hænder.
   Far siger: "Der er tre prøver. For hver prøve I løser, får I en guldkugle. Tre guldkugler skal I samle, før I får adgang til skatten."
   "Men hvad er det for nogen prøver?" spørger jeg. "Og hvad er det for en heks? Hvor bor hun egentlig?"
   "Jeg kan fortælle jer om den første prøve," siger far. "En buket med syv blomster, for heksen holder meget af blomster."
   Jeg tænker på Agnethe og margueritterne, og jeg tænker på, om det er Agnethe, der sidder et sted i skoven og vogter over skatten. Det tror jeg alligevel ikke. Det er, som om det ikke er helt rigtigt. Jeg ved det ikke, om det er leg eller virkelighed.
   "Det er kun jer, der kan gøre det," siger far, og så går vi videre på stien, ud i en lysning uden træer, og solen varmer på vores skuldre. Alle kan plukke blomster, tænker jeg. Det er ikke særlig svært. Også Stine kan plukke blomster, selvom hun ikke kan nå de små i græsset.
   Nynne roder i fars rygsæk. "Har du glemt solcremen?" spørger hun. "Det er typisk dig. Jan. Hvad vil Sanne ikke sige? Hvis de kommer hjem og er solskoldede."
   Jeg ved ikke, hvor mange syv er, men det er mere end fem. Og der skal være syv forskellige, det siger far.
   "Men pas på!" siger han. "For der er også fjender i skoven." Han sætter sig på hug og hvisker: "Troldene. Heksens allierede. Og trolde - de er ikke til at spøge med."
   Han ser alvorlig ud i øjnene, så det er nok ikke noget, han finder på.
   I lysningen er der ikke uhyggeligt, men inde mellem træerne er der mørkere, skygger og ting der bevæger sig i skovbunden, små dyr, og Stine knuger posen. Jeg tænker på Ollis gildesal og den røde ild, men der er ingen ild i skoven. Ingen ild, der blinker.
   Vi finder syv blomster, Nynne hjælper med at tælle. En smørblomst, en marguerit, gøgeurt og bregne, mælkebøtte, og to mere som Nynne ikke ved hvad hedder, og så er der syv.
   "Så må vi få en guldkugle," siger jeg. Far og Nynne ser på hinanden. Jeg ser godt at far taber noget med vilje, og da han samler guldkuglen op fra skovbunden, som om den altid har ligget der, er det ikke en rigtig guldkugle.
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er jo ikke en guldkugle, når det er en Kalaha kugle.
   Men Stine bliver glad.
   "Lover du at passe på den?" siger far.
   Hun nikker.
   Far putter den ned i posen. En guldkugle. Stine strammer grebet.

Den næste prøve foregår ved søen. Jeg siger det ikke til Stine, at det ikke er en rigtig guldkugle. Det er bare noget, vi lader som om.
   Far spænder Stine fri for kørestolen. Han løfter hende op på skulderen, og der er både ænder og svaner i søen. Nynne fortæller, hvad blomsterne hedder.
   "Det er åkander," siger hun. "Og det er siv. Og det er dunhammere."
   "Men hvad med prøven?" siger jeg. "Hvad med skatten?"
   Far nikker ud mod svanerne. "Det er ikke en almindelig sø," siger han. Han hvisker: "Det er Svanesøen. Og i Svanesøen er der magisk vand."
   Så lyner han op i rygsækken. "Og det her er en magisk flaske. Den skal fyldes med magisk vand fra søen."
   Det er en Cola-flaske. Man kan se det på mærket.
   "Far," hvisker jeg. "Det er jo ikke rigtigt."
   Det er slet ikke magisk.
   "Sysh," siger far. Han peger på Stine. "Jo," siger han. "Det er en magisk flaske."
   "Findes der overhovedet en rigtig skat?" spørger jeg.
   "Gå nu ned og fyld den flaske."
   Nynne griner. Far og Nynne kysser.

Nynne tror, svanen er aggressiv, og Stine er meget bange for den, for hun vil ikke med ned til søen. Hun er endda bange for ænderne.
   "Søde lille and," siger jeg og skruer låget af flasken, og vandet i søen er brunt og lugter af gylle, som markerne ude ved bedstemor, og Nynne siger noget til far. Noget med at falde i, men jeg falder ikke i. Der kommer boblende lyde, da jeg holder flasken ned under vandet, og små insekter slipper med ned, sorte sprællende prikker, og jeg tømmer flasken, fylder den igen, skruer låget på. De bliver ved med at være der, man kan ikke undgå dem.
   Så er den lige ved siden af mig. Det store dyr. Langsomt kommer den glidende, men jeg er ikke bange for svaner. Jeg har da aldrig set noget så smukt, de hvide fjer, og jeg vil så gerne røre den, hvordan den føles, det bløde, hvide, og den kigger på mig, ser mig lige ind i øjnene, og den kan nok godt lide mig.
   Måske er den bange.
   "Men jeg vil jo ikke gøre dig noget," siger jeg. Det ved den godt.
   Jeg er bare en lille pige.
   "Er du vel magisk?"
   Så rejser den pludselig vingerne, da jeg rækker hånden frem, gør sig stor, måske er den alligevel magisk, puster sig op, og noget hårdt tager fat i min arm, trækker mig tilbage. Jeg taber flasken. Det er far.
   "Forfanden Katrine. Kan du ikke høre? Kan du da forfanden ikke høre?"
   Han er rigtig sur nu.
   "Men det var ikke med vilje," siger jeg. Som om, der kunne ske noget særligt. Det er bare en svane. Nu glider den tilbage ud på søen, smukke, hvide fugl, og flasken driver med. Vi kan ikke få fat i den.
   "Forfanden da også" siger far. "Forbandede dyr." Han bander alt for meget. Det siger mor også.
   "Katene," siger Stine. "Katene."
   Hun rækker ud efter mig. Det er jo ikke Katrine. Det er Sofie.
   "Svanen har taget flasken," siger jeg. "Der er ikke noget at gøre."
   Jeg er måske lige ved at græde. Vi får alligevel en kugle i posen. Far spreder et tæppe ud på græsset, langt væk fra svanen, magisk eller aggressiv, det er ikke til at vide. Der er rundstykker fra morgenmaden i fars rygsæk. Hamburgerryg og Nutella. Sodavand, de grønne og de røde. Den varme sol.
   "Puh, her er lummert," siger Nynne. Så ser de op mod himlen. Lidt efter siger hun det igen. "Jeg tror snart, vi skal videre," siger hun. Hun ser på far. "Det er lummert. Kan du ikke mærke det? Alle de fluer."
   Så går vi tilbage ind i skoven. Resten af rundstykkerne til ænderne. Måske kommer der torden.
   "Hvad hedder heksen så?" spørger jeg, for det er bare noget, de finder på. Det ved jeg.
   "Heksen hedder ikke noget," siger far, og det er ligesom med Stines kæphest.
   Når de ikke er levende. Så hedder de ikke noget.

Vi går i lang tid.
   "Hvornår er vi der?" spørger jeg, og far og Nynne hvisker sammen. Måske er der noget galt.
   "Må jeg sidde oppe hos dig?" spørger jeg Stine, og hun er næsten ved at tabe posen, da hun breder armene ud til siden, også den dårlige arm, der er svær at styre. Det må jeg gerne.
   "Det skal du ikke, Katrine," siger far og han er nok stadig sur over det med svanen. "Det er besværligt nok i forvejen med den kørestol. Det er slet ikke til her."
   Pludselig ender stien.
   "Nu kan vi så ikke komme videre," siger far. Han ser på Nynne. "Sagde du ikke, at du havde styr på det?"
   Jeg finder kortet frem fra posen bag kørestolen. "Her!" siger jeg, men de ser ikke engang på mig. Så kan de også blive fri. Jeg sætter mig på Stines knæ med kortet i hænderne.
   "Så sagde vi, at vi var faret vild," siger jeg.
   "Nej," siger hun. Hun begynder at klynke. "Men det er jo bare noget, de leger," siger jeg. "Og det er heller ikke ægte guldkugler. Det kan du jo selv se. Det er ikke for alvor."
   Det begynder at regne. Far har ikke taget overtøj med, og han har heller ikke taget solcreme med. Vi bliver våde med det samme.
   "For fanden i helvede da," siger han.
   "Rolig nu," siger Nynne.
   Far tager fat i kørestolen.
   "Katrine, ryk dig," siger han. Han drejer væk fra stien. "Så tager vi genvejen," siger han. "Nu skal vi ud af den her skov."
   "Hvad for en genvej?" siger Nynne.
   "Hvad så med heksen?" siger jeg.
   "Det ved jeg ikke," siger far.
   "Hvad så med skatten?" siger jeg, men far svarer ikke. Det ved han nok heller ikke. De ved ikke så meget. De ved ikke engang, hvor vi er.

Det begynder at tordne. Jeg vil gerne holde fast ved kørestolen med den ene hånd og holde Nynne i hånden med den anden. Far trækker kørestolen baglæns efter os, ind og ud mellem træerne, og hjulene sidder fast i rødderne igen og igen, og far bander, og Stines hoved gynger fra side til side, det er helt vildt, så hurtigt det går, men hun holder stadig posen. Knuger den.
   "Ikke så voldsomt," siger Nynne.
   Far stopper. Inde midt i det hele.
   "Jamen, så må vi jo blive her," siger han. "Det er der ikke noget at gøre ved."
   Han lægger sig ned i mosset med armene under hovedet, og der falder regn ned i hans ansigt.
   "Her er også dejligt," siger han.
   "Jan!" siger Nynne. "Jan, det kan være farligt! Hvis lynet slår ned."
   Far ser på Stine. "Det er godt, du passer på dem," siger han og nikker til posen. "Du er dygtig, er du. Det er I begge to."
   "Men skal vi så blive her for evigt?" siger jeg.
   "Ja, her er da dejligt," siger far. Nu er han ikke sur mere.
   "Jan!" siger Nynne.
   "Jaja, det holder op lige om lidt," siger far, "bare vent," men far bestemmer ikke over tordenvejret. Det er der ingen, der gør.
   "De bliver syge," siger Nynne. "Hvad vil Sanne ikke sige? De er helt gennemblødte."
   "Sysh!" siger far pludselig. "Hørte I det?"
   Han rejser sig op med hånden bag øret. Tordenvejret er langt væk, bare en rumlen i den anden ende af skoven, men det er heller ikke tordenvejret, siger far. Det er troldene.
   Nu bliver Stine for alvor bange.
   "Men det vil jeg ikke ha'," siger hun.
   Far samler en sten op fra mosset. Stine ser det ikke. Far tysser på mig, som om, jeg ikke må sige det. Så kaster han den over skulderen. Den lander med en lille lyd et sted bag træerne.
   "Ja, Stine," siger far. "Det er troldene, der holder øje med os. De er ikke til at spøge med."
   Han gør det igen og igen.
   "Kan du høre dem?"
   Tordenvejret kommer nærmere.
   "Nu er det altså lige op over," siger Nynne.
   Nu er det Nynne, der er sur.
   Og Stine græder.
   "Der sker sgu ikke noget," siger far. Han løfter Stine op fra kørestolen, slynger hende op over skulderen, vi løber gennem skoven. Kørestolen hopper og springer i fars hånd. Måske går den i stykker. Vi ved det ikke.

Himlen er gul, da vi kommer ud til skovbrynet. På den anden side af vejen fortsætter skoven.
   "Vi skal den her vej," siger far.
   "Det ved du jo ikke," siger Nynne.
   Far sætter Stine tilbage i kørestolen, jeg holder hende i hånden. Glemmer at spænde selen.
   "Hvor er posen?" spørger jeg.
   Hun har tabt den.


På den ene side af vejen holder skoven op. Så bliver jeg alligevel i tvivl, om det er noget de finder på, for foran os er slottet. Vi ser det med vores egne øjne. Det store slot.
   "Vi må gå ind og spørge om vej," siger Nynne.
   Jeg begynder at fryse, vi er helt våde over det hele. Og nu er vi også blevet trætte. Vi er ikke vrøvlede. Vi er trætte.
   Slottet er et rigtigt slot. Det er ikke bare noget, der ligner, for der er tårne og springvand og høje trappetrin, og op mod vinduerne kravler røde og lyserøde roser. Sådan et slot fra gamle dage.
   Far lader kørestolen stå ved muren. Det er ikke noget, vi leger. Det er ikke noget, vi lader som om.

Værelset vi kommer ind i er stille og mørkt, men det er et andet slags mørke end skovens. Der er varmt og tørt med tykt gulvtæppe og tykke gardiner. Det er gardinerne, der holder lyset ude, man kan kun lige skimte møblerne. Et skrivebord i hjørnet med en gammeldags telefon som bedstemor har magen til. Sådan en, man kan dreje på.
   "Tror du, vi skal tage skoene af?" siger Nynne. Hvisker.
   Jeg lægger mig ned på gulvtæppet og man kan næsten falde i søvn på sådan et dejligt tæppe. Aldrig har jeg mærket noget så blødt. Næsten som et lammeøre mod kinden ude hos bedstemor, men de bliver hurtigt nussede, når man plukker dem. Det er ikke helt det samme.
   Far ryster på hovedet.
   "Gad vide, hvad det er for et sted," siger han. Kalder: "Hallo! Er der nogen?"
   Et sted langt væk hører vi trin. Stine gemmer hovedet ved fars skulder. Nu er hun bange igen. Vi kan høre tordenvejret derude. Og trinnene, der kommer nærmere. Jeg kan høre dem runge i gulvet under gulvtæppet. Som stød.
   "Hvad skal vi sige?" siger Nynne.
   "Ja, vi må vel sige det, som det er," siger far. "Vi er to idioter faret vild i en skov med to gennemblødte unger."
   Far siger: "Skal vi grine eller græde?" Han niver Nynne i siden til hun griner. "Skal vi grine eller græde?"
   Vi er i hvert fald ikke længere på skattejagt, det er helt sikkert.
   Der kommer en dame frem i døren. Hun er lille og gammel med knold redt stramt tilbage i nakken. Som en skolelærer fra gamle dage. En hofdame på et slot. Hun er ikke en heks.
   "Ja, du må undskylde," siger far og rømmer sig. "Men vi kommer for at spørge om vej."
   Nynne fortæller damen, at det var for at gøre os glade, en udflugt i skoven, en skattejagt, men så blev det uvejr.
   Far hiver mig op fra gulvtæppet. Damen fører os ned ad en lang gang, for enden af gangen en dagligstue med det samme gulvtæppe som i indgangshallen, eller magen til, og der er mørklilla gardiner helt oppe fra loftet og helt ned til gulvet. Ikke ligesom træerne, hvor lyset skinner igennem. Det er sådan et underligt mørke.
   "Så må I hellere få noget at varme jer på," siger damen. Hun henter varm chokolade i små kopper med underkopper, og hun er meget sød. "I vil måske også ha' en småkage?" siger hun.
   "Bor der så en prinsesse her?" spørger jeg.
   "Nej, det kan du tro, der ikke gør," siger damen. "Det her er ikke et slot. Det er et kloster. Her har prinsesser ikke noget at gøre."
   "... Spøgelser til gengæld."
   Hun laver øjne til os, og jeg ser hen mod gardinerne, om de bevæger sig af sig selv. Det gør de ikke. Måske lyver damen også. Det er ikke til at vide. Om det er alle de voksne, der lyver, og hun er endda en stor voksen.
   "Vi har jo en hvid dame, der holder til her på klostret," siger hun. Far hjælper Stine med chokoladen. En brun stribe ud af hendes mundvig, videre ned på betrækket i den fine sofa. "Det gør ikke noget," siger damen. Hun har ikke sagt, hvad hun hedder. "Her," siger hun og rækker os en serviet af stof. Sådan en man kan gemme og vaske.
   "Det siges jo, at hun vandrer rundt på gangene ved midnatstid."
   "Hvem?" spørger jeg. Hvisker.
   "Den hvide dame."
   Et tordenskrald runger så Stine hyler, det runger igen, højere, og man er næsten nødt til at holde sig for ørene. Alle ser mod vinduet. Den anden side af gardinerne.
   Damen sætter koppen fra sig på underkoppen så den klirrer.
   "Skal jeg ikke køre jer hjem?"

Derhjemme ligger brødkurven stadig på gulvet, og krummerne, den røde og den blå æske pålægschokolade.
   "Hvad skal Nynne?" spørger jeg, for det er kun far og Stine, der følger med ind i køkkenet.
   "Hun skal lige ordne noget," siger far. Han finder rent tøj frem fra vores rygsække, rene undertrøjer og lange natkjoler.
   Lidt efter hører jeg døren gå op ude i gangen.
   "Nu kommer hun," siger jeg.
   Far lukker døren til gangen.
   "Der er jo stadig en skat, I ikke har fundet," siger han. Det glimter i hans øjne.
   "Men den er jo ude i skoven," siger jeg.
   Jeg viser ham kortet, krydset mellem træerne.
   Far løfter Stine.
   "Har du blomsterne?" spørger han.
   Jeg stikker hånden ned i posen bag på Stines kørestol. "Men ikke Kalaha-kuglerne," siger jeg. "Og heller ikke flasken."
   De var heller ikke ægte.

Far skubber døren ind til soveværelset. De har trukket gardinerne for, men der er ikke mørkt. Blomsterne duer ikke til noget, de er helt brune og slatne.
   "Prøv at se, om I kan finde skatten," siger far.
   "Hvor skal vi lede?" spørger jeg Stine.
   "Sengen," siger hun og peger. Jeg løfter op i sengetæppet, forsigtigt. Der er ingen skat under sengen.
   Vi ser bag gardinerne, bag sengen, bag sengebordene, men så er der en lyd inde fra det store skab.
   Det er Nynne, der sidder i skabet. Inde mellem frakkerne med en skotøjsæske i hænderne.
   "Nej," siger jeg. "Der er heller ikke nogen skat."
   Jeg smækker lågerne i. Nynne er ikke en heks. Hun er sygeplejerske.
   Stine råber: "Katene, jo, der er. Der er heksen. Jeg så hende."
   Far åbner skabet. Nynne har hat og næse på. Nu griner hun, sådan som hun tror, hekse griner. Og så med en vorte på næsen. Jeg kan huske skotøjsæsken. Den samme eller magen til. Fra dengang Nynne havde far med til dans. Så købte hun nye sko til ham.
   Nu er der slik i æsken. Der er alt muligt. De syrlige bånd og store ruller tyggegummi. Karamelstænger og chokolademønter nede fra kiosken.
   Nu ved jeg med sikkerhed, at der ikke findes hekse. Der findes ikke skattekister og der findes ikke trolde. Det er noget, vi lader som om.
   Men spøgelserne. Damen på klosteret. Det er noget andet. Og de voksne. Det er også noget andet. Alt det de lader som om.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/07-2018 14:29 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 4743 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.