Han siger, han er ved at lære en ny sang. En af vores sange. Jeg beordrer ham til, at vise mig det han nu engang kan på dette tidspunkt. Han griber guitaren entusiastisk og begynder at stemme den. Det tager lidt tid og jeg venter i spænding. Han åbner computeren for at finde noderne frem. Han prøver at forklare mig dem, men giver hurtigt op. Jeg slanger mig i sengen, lægger mig til rette og nyder at se ham sidde der på sengekanten og spille. Han forsvinder helt hen i sin egen verden. Intet andet er til stede. Han er koncentreret og han får to dybe rynker mellem øjenbrynene. Jeg ligger og observerer ham øve. Jeg kan ikke få nok af ham. Han sidder der med sit lange halvulede hår, sorte tee nede i de nye slidte jeans og guitaren, der er prikken over i'et. Han er lærenem og på en lille time, har han lært første vers til det fuldeste. Vi glemte tiden. Ingen af os havde bemærket, at der var gået en time. Han var koncentreret, jeg var tryllebundet. Jeg kunne kigge på ham i evigheder og aldrig få nok. Han er attraktiv og stilren og som han sidder der med sin guitar, stråler han af charme. Han vender hovedet og smiler stort til mig. Hans smil gør mig blød i knæene hver gang og jeg kan kun smile tilbage. Jeg kan kun prise mig lykkelig for, at han også har valgt mig. Alt føles mere rigtigt med ham og de tider vi har sammen, ville jeg aldrig være foruden. Jeg elsker ham helt til månen og alle stjernerne og vil dele de store og de små oplevelser med ham. Morgnerne hvor jeg vågner i hans arme. Når vi fjoller rundt i køkkenet og laver mad. Når vi er ude med venner og bekendte. Eller når vi ligger på værelset og han spiller guitar og alt andet bare føles ligegyldigt, for vi er her, sammen. Vi var sammen, i hver vores verden, men alligevel helt til stede med hinanden.
   ​