Gaven


4 måneder, 20 dage siden 3 kommentarer Blandede tekster

5Kærlighed
Jeg nægtede din nærhed · i nat · nægtede dine knuders · sammenbundethed... [...]
Digte
4 måneder, 15 dage siden
3Hænderne
Natten lukker sig om hendes krop og dobbeltsengen. · Neja ligger på... [...]
Kortprosa · magtkamp, panikangst, lyst
4 måneder, 20 dage siden
3Det brænder
Du er min smerte, · min glæde, mit håb · og min længsel. · Du er bare d... [...]
Digte
4 måneder, 20 dage siden
3Gaven
Denne tekst er tænkt som 1.kap til en børnebog. Målgruppen er fra... [...]
Blandede tekster
4 måneder, 20 dage siden
6Den slidte ske
Lisa står foran sandkassen med en slidt ske i hånden. Den skarpe ... [...]
Kortprosa
4 måneder, 26 dage siden

Puls: 2,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Charlotte Hope (f. 1950)
Denne tekst er tænkt som 1.kap til en børnebog. Målgruppen er fra ca. 12 år og henvender sig nok mest til piger. Den er skrevet med lavt lixtal (16), så de lidt svagere læsere også kan læse den.


Gaven.

Bare den her dag var overstået!
Louise har sat sig på det forreste sæde i bussen for ikke at blive køresyg. Bussen er helt proppet nu. Det er heldigt, hun har fået en vinduesplads, så folk ikke maser og puffer til hende hele tiden.
Mormor har givet hende nyt tøj. Og Louise har vasket sit lange, lyse hår i går aftes. Så hun kan se pæn ud.
- Ding... lyder det svagt gennem bussen, da en eller anden trykker på stopknappen.
Snart er der kun tre stop, til hun skal af. Louise mærker klumpen i maven vokse. Knuger hårdere om sit halssmykke. En lille, fin fisk af ægte guld.
Den hænger lidt ned over hendes grønne T-shirt og skinner som et ny-pudset spejl.

Hun har haft smykket et halvt år nu. Det var mormor, der rakte hende gaven. Men den var ikke fra hende.
Den var fra mor...

Louise havde siddet ved siden af sin mors seng på hospitalet. Holdt hende i hånden i mange timer. Hånden var brandvarm. Og hendes fingre var blevet så uhyggelig tynde. Louise havde næsten heller ikke kunnet kende sin mors ansigt. Kinderne var så hule, og alt det lange, lyse hår var faldet af.
Hendes mor lå på ryggen med lukkede øjne. Sagde ingenting. Hun sov bare.

Mormor var sunket sammen i lænestolen ved siden af Louise. Hendes far sad overfor. Han havde sorte rande under sine øjne og så gammel og træt ud. Morfar var der også. Han stod for enden af sengen. Pudsede hele tiden næse.
De havde købt en stor buket røde roser. 38 i alt. Ligeså mange år som hendes mor var. Blomsterne stod i en sølvvase på sengebordet og duftede så frisk ud over hele stuen.

På et tidspunkt kom en ung sygeplejerske i hvid kittel ind. Hun havde en lukket pose i hånden. Den knitrede da hun rev den op og trak en sprøjte ud.

Louise kiggede væk, mens sygeplejersken stak nålen i hendes mor.
Døren ud til gangen stod på klem. Hun kunne høre en masse støj der udefra. Høje stemmer, klapren af træsko, og skramlen med fade eller sådan noget.
Pludselig råbte en mand med en hæs stemme: - Er der nogen her, der kan hjælpe mig på wc?

Sygeplejersken puttede den brugte sprøjte tilbage i posen. Smed så det hele i affaldsspanden.
- Sådan, sagde hun, og smilede til Louise - Nu gør det ikke ondt på din mor mere.
Derefter kiggede sygeplejersken over på hendes far og hviskede: - Du skal ikke give din kone mere vand.
Så gik hun igen og lukkede døren efter sig.

En tid var der helt stille på stuen.
Men pludselig slog Louises mor øjnene op og spurgte med klar
stemme: - Hvad er klokken?
Hendes far fløj op af stolen. - Du er vågen skat, sagde han og aede hendes mor blidt på kinden.
Han kiggede på sit ur på armen. - Den er næsten halv fire, sagde han lavt.
- Det er eftermiddag. Og der er stadig lidt lyst udenfor.
Hendes mor nikkede og vendte sit hoved over mod Louise. Så løftede hun armen op i luften og viftede med den hånd, Louise ikke holdt.
- Hvorfor gør mor sådan, far? havde Louise spurgt.
- Jeg tror, mor prøver at sige noget til dig, svarede hendes far, mens han igen og igen aede hendes mors kind.
- Tror du? Louise kom op af stolen og hen til sin mor.
I det samme smilede hendes mors øjne. Og så skinnede de med en glans, Louise ikke havde set meget længe.
Hun blev helt varm indeni. Vidste næsten ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. - Far, se mors øjne, sagde Louise glad. - Se hvordan de stråler.
- Ja, mor er smuk, sagde hendes far med et smil.
Men Louise kunne godt se, at smilet ikke nåede op i hans øjne.

Nu løftede hendes mor hovedet lidt fra puden og begyndte at bevæge læberne. Louise kunne se, at hun kæmpede for at få et ord ud.
Så kom det langsomt og meget lavt - Loo...u...ise.
- Far... mormor...morfar... hørte I det? spurgte Louise med ivrig stemme.
- Mor sagde mit navn. Hun kan kende mig.
Mormor snøftede. - Ja, selvfølgelig kan hun det Louise. Mor elsker dig jo.
Hun blev ved med at sidde med sin mor i hånden, lige til den blev slap og hun måtte slippe.
- Kom, hviskede mormor og tog hende i hånden.
- Nej... nej... hulkede hun ned i sin mors dyne. - Jeg vil være hos mor.
Mormor trak hende blidt væk. Stak hånden ned i sin taske og halede en firkantet pakke op.
- Se her lille skat, sagde hun og rakte den til Louise. - Den er fra mor.

Gaven var pakket ind i lyserødt papir med lyserød sløjfe om. Mens hun løsnede båndet og papiret, strømmede tårerne ned ad hendes kinder. Hænderne havde rystet så meget, at hun næsten ikke kunne åbne den hvide æske.
Mormor måtte hjælpe hende med at få halskæden på.
Og så rørte Louise ganske forsigtigt ved den lille, fine fisk af guld.
Neden under kæden lå brevet...

- Bjørnevang, siger en maskinstemme ud over bussen.
Louise slipper fisken.Stikker hånden ind i inderlommen på sin nye, lyse jakke og haler en rød læderpung frem. Hun åbner pungen, tager brevet op.
Det er krøllet og nusset. Noget af blækket er løbet ud, så det er svært at læse. Men det gør ikke noget, for hun kan det udenad.
Hun folder brevet ud:

Kære Louise.
Når du pakker denne gave op, er jeg ikke hos dig mere.
Jeg kan ikke længere læse godnathistorier for dig. Og
jeg kan heller ikke give dig flere MOR-krammer. Men
så hjælper jeg dig bare på en anden måde.
Når du rører ved den lille fisk - dit stjernetegn, kan du
mærke mig indeni. Så vil du huske mine øjne og min
stemme.
Gennem fisken kan du fortælle mig alting. Og du kan
spørge mig om alt.
Jeg vil altid hjælpe dig.
Jeg elsker dig.
MOR

En tåre glider ned ad Louises kind. - Åh nej, græder jeg nu igen? siger hun til sig selv. - Det er da længe siden, jeg har gjort det.
Louise tørrer tåren væk og lukker sin hånd om fisken. - Mor, hvisker hun.
- Hjælp mig med at finde en sød veninde i den nye skole.

Louises hjerte dunker, mens hun griber om hanken på sin nye skoletaske. Hun har sat den på gulvet mellem sine ben. Har købt den på nettet sammen med sin far. Det er sådan en sort Jeva, som mange i hendes gamle klasse havde. Den er let, og der er god plads til alle de tunge bøger, hun vil få
i 6. klasse.
- Klik, klik, lyder det fra Louises mobil. Hun haler den op af tasken, trykker koden ind og læser sin sms:

Hej skat.
Tak for en dejlig weekend.
Have en god dag, og hils mormor.
Glæder mig til vi ses på fredag.
Kram FAR.

Louises klump i maven bliver hårdere. En hel uge til hun skal se sin far igen. Selvom mormor og morfar er søde, vil hun hellere bo hos ham.
Han har bare ingen kræfter. Og så grim tynd han er blevet.

Hun rejser sig, kaster tasken på ryggen og trykker på stopknappen. Hendes ben ryster, mens hun maser sig forbi folk hen til bagdøren.
Inden Louise går ud af bussen, siger hun til sig selv:
- Det skal bare gå godt.
Forfatterbemærkninger
Dette kapitel blev til på et skrivekursus, hvor vi skulle lave en øvelse om en genstand, som betød meget for en person. Siden er teksten redigeret. Brevet og sms skulle stå med kursivskrift, men jeg har ikke lige styr på, hvordan man gør.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/07-2018 14:44 af Charlotte Hope og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 1291 ord og lix-tallet er 16.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.