2De Modiges Gemmested - Kapitel 5 - Telefon
Så snart børnene sover, tager jeg telefonen ud af boksen og liste... [...]
Romaner · stalking
1 måned, 27 dage siden
6Dans (eller Voldens Koreografi)
Vi starter i stuen. · Laver selv musikken med vores vejrtrækninger.... [...]
Digte · parforhold, vold, dans
1 måned, 28 dage siden
4De Modiges Gemmested - Kapitel 4 - Huset
Hitchcock tog fejl, da han antog, at vi er mest sårbare i badet. ... [...]
Romaner · børn, krisecenter, skam
2 måneder, 23 dage siden
2De Modiges Gemmested - Kap 3 - Ankomst
Bygninger er ligesom hunde, i mere end én forstand. For det først... [...]
Romaner · krisecenter, frygt
3 måneder, 9 dage siden
3De Modiges Gemmested - Kap 2 - Volden begyn...
Den første gang, Dominic rullede en joint ved køkkenbordet, sagde... [...]
Romaner · psykisk vold, integration, nygift
3 måneder, 20 dage siden
6Det interkulturelle ægteskab
Vi mødtes det sted, hvor havet bruser aller stærkest. · Hvor unders... [...]
Digte · brudt forhold, erkendelse, kultur
4 måneder, 5 dage siden
8De Modiges Gemmested - Kapitel 1 - Flugten
Det sner i mit soveværelse, en lysende, varm snestorm, inddelt i ... [...]
Romaner
4 måneder, 13 dage siden

Puls: 36,7

Publiceret: 3
Afgivet: 18
Modtaget: 17
Natashia Hansen (f. 1985)
Det sner i mit soveværelse, en lysende, varm snestorm, inddelt i små flager, der danser i en diagonal linje gennem rummet, hvor morgenlyset skinner ekstraordinært kraftigt, og et øjeblik står de stille, som har de hørt en lyd i rummet ved siden af, for så at genoptage den optimistiske strøm af hvirvler, indtil de forsvinder ud af lyskeglen og dækker min seng i et lag af usynligt, dødt støv.
   Vi har været vågne i nat, min søn og jeg. Han ligger med armene over hovedet som en forbryder taget på fersk gerning og snorker let og uskyldigt. I dette lysshow over os kunne vi svæve op og forsvinde ind i glimmeret, gemme os der, men jeg ved, at selvom alle de tidligere morgener har været modløse, så har jeg noget andet at stå op til i dag, noget der gør denne dag helt anderledes end alle andre før den.

Idet jeg rejser mig ud af sengen, træder jeg på noget på gulvet. En rem, som jeg hurtigt sparker ind i mørket under os. Istedet går jeg ud i stuen med bukserne på og en t-shirt halv trukket ned over ansigtet. Der er legetøj på gulvet, og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at duften af kaffe var til mig, og at dette er en familie, der sover længe og hygger sig og taler om skolearrangementer og legeaftaler og ser på hinanden henover morgenbrødet og stryger hinanden over kinderne. Men sandheden er, at det er vi langt fra.
   Fra børneværelset har Sophia åbnet sin dør og møder mig med et dovent blik, kun iført underbukser. Den lysebrune hud glinser af nattesved, og med sine smalle hofter læner hun sig op ad dørkarmen med et uhæmmet gab. Hendes små krøller strækker sig op mod loftet, som vil det væk fra det hoved, der drømmer og i sine drømme sender chokbølger af elektricitet ud gennem hårsækkene, hvor det forplanter sig i en stivnet, uregerlig afro. Vi krammer og står lidt uden at sige noget, hendes pande som en dårlig samvittighed mod mine ribben. Så kommer han ind til os og slår sine mørke arme om vores knus, så vi ligner en en knude af alt for mange arme og ben, som en slåskamp i et tegneserieblad. Han sukker af lykke.

Med Sophia stadig om mig, får jeg krænget mig ud af favntaget, smiler, og lader ham give mig et kys på munden, inden jeg går ud i køkkenet for at lave en kop kaffe selv. Han har brugt det sidste mælk, kartonen står stadig på bordet, og jeg vælger en ny taktik, der hedder nybagte boller, en duft af kardemomme og smeltet smør. Smørbakken er også tømt. Stædigt opløser jeg gæren i lunkent vand og lader de roterende bevægelser sprede en vis ro i mig, velvidende at grydeskeen og netop denne bevægelse gør det nemmere at skjule det, at mine hænder ryster ukontrollerbart.

Han har været tidligt oppe, før solopgang, før byen vågner, for at forberede et oplæg for den projektgruppe, der skal gøre hans drøm til virkelighed. De vil til Ghana og bygge veje, forbedre levestandarden, hjælpe de svageste, råbe op om uretfærdigheden. Til det er min mand nøgleperson. For at kende Afrikas løsninger skal man selv være født der, og siden jeg fandt ham dernede og tog ham med hjem, og vi fik Sophia og sidenhen Victor, og han fik arbejde hos en entreprenør med visioner og en forkærlighed for det sorte kontinent, har det været det eneste, han har talt om. Som om målet med at bo i et andet land er at realisere muligheden for at komme tilbage. I starten beundrede jeg de ambitioner. Nu hader jeg dem.

Han taler til mig, imens han tager sko på, men jeg kan ikke høre hvad, det er, så jeg smiler bare, mit mest indbydende og bekræftende smil, og fortsætter med at røre rundt. Rundt og rundt. Han griber sin læderpung og propper den i baglommen, tager sin jakke og sine A4 ark med tegninger og tal og går hen imod døren bag mig. Så komme han i tanke om noget, han har glemt, og drejer om, kommer henimod mig. Luften bliver tyk i mine lunger, som klumper de oplyste støvkorn sig sammen i alliancer, inden jeg trækker dem ind i mig, gør dem til en del af mig, og bliver kvalt. Han standser bag min ryg og løfter mit lange hår til side, så nakken er blottet. Der lægger han en række kys hele vejen henover huden fra under det ene øre til bagved det andet, som ledene i en dyr halskæde åbnet på en fin restaurant, eller en løkke stadig varm fra gnidningerne af tov mod tov.
   "Vi ses om en time."
   Så går han.

Idet hoveddøren smækker efter ham, ved jeg, at der ikke er nogen vej tilbage. Vi er allerede flygtet. Skridtene i opgangen bliver svagere i takt med, at adrenalinen hejser sig i mig. Det er nu eller aldrig.
   Jeg smider grydeskeen og maver mig henover køkkenbordet med kanten skærende ind i mit maveskind for at se ud af vinduet. En silhuet mod gadelamperne kommer og forsvinder, en dæmon på vej væk fra sit gerningssted, kun manifesteret i et spor af sorte huller i den tynde februarsne. Jeg venter med pulsen dunkende i halsen, som sekunderne efter et udforudset lynnedslag. Fem-kasser-øl. Tyve-kasser-øl. Så kommer braget, ikke fra skyerne, men indeni mig selv.

Remmen under sengen tilhører en grå sportstaske, som jeg hiver frem og smider ved siden af Victor. Han sover stadig, uvidende om sin egen skæbne. Mine hænder ryster nu så voldsomt, at det tøj, jeg febrilsk kaster fra skabet hen mod dynen, lander på gulvet. Først til Victor og så til mig selv. Der er ikke plads til bleer, så han må nøjes med den, han har på. Så kigger jeg ind i stuen, hvor Sophia sidder og tegner blomster.
   "Du, skattepige," siger jeg med så let en stemme, min adrenalinrus kan tillade. "Jeg tænkte på, om du kunne have lyst til, at vi tager på ferie et stykke tid? Vi kunne tage på et hotel, hvor der er legeplads. Mor kender et rigtig fint et, hvor der er plads til os lige nu. Kunne det ikke være spændende?"
   Min datter er et stort smil. "Jo! Helle for at pakke selv," råber hun og styrter ind på sit værelse. To sekunder efter kommer hun tøvende tilbage.
   "Er det bare os, der tager på ferie?"
   "Ja, skat, det er kun os. Dig og mig og Victor."
   Så smiler hun igen. "Okay."

Der er grunde til, at man bliver, og der er grunde til, at man tager afsted. Efter et stykke tid er forskellen imellem de to hvisket så meget ud, at jeg ikke længere kan huske hvad, der er hvad. Denne vinter har jeg rejst meget, i konstant opbrud og med konstante pakken og pakken ud. Om ikke andet så i mit hoved. Udvalgt de remedier, der har betydning, og lagt dem i min indre kuffert, udvalgt andre og skiftet dem ud. Det er den erfaring, jeg finder frem nu. Kun det absolut livsvigtige bliver smidt i tasken, og når alt kommer til alt, så er det ufatteligt lidt, der i virkeligheden er livsvigtigt.

Indimellem kaster jeg et blik på hoveddøren. Der er tid nok. Vi skal nok nå det. Tandbørster. Mobiloplader. Victor sover stadigvæk, så ham må jeg bære, som en dødfødt, ned til vaskekælderen, hvor klapvognen står, og lægge flyverdragten løst henover ham, selvom han kommer til at fryse. Sophia kommer slæbende med sin skoletaske fuld af legetøj, hun ikke har leget med i flere år, et lille lam, der efter en tur i vaskemaskinen aldrig er blevet sig selv igen. Den stikker hovedet ud gennem lynlåsen og stirrer sit livløse blik. Jeg siger ikke noget, resten må vente.

For hvert skridt tager jeg tredive indvendigt. Alle hushjørner afslører deres gemmesteder lige tilpas sent til, at mit mellemgulv brænder hver gang. Et øjeblik ved jeg, at vi ligner arabiske bådflygtninge, eksponeret og svage mod den fortid, de løber fra. Men der er sne på fortovet, vi er for skandinaviske til at komme sydfra.
   Han er alle steder og ingen. Foran busstoppestedet, inden i bilerne, indefra butikkernes reklamebeklædte vinduer. Alle vegne ser øjne os i en uendelig strøm af mulige stikkere.

Ved gågaden har snerydderne være tidligt ude, så her behøver jeg ikke at kæmpe med klapvognens forhjul, der hele tiden vil skride i morgenens rimfrost. Idet jeg vil sætte i løb, tuder en bil, og jeg hopper, og klapvognen hopper, og så er Victor vågnet. Han kigger forvirret op over nakkestøtten for at sikre sig, at han ikke er forladt i dette virvar.
   "Vi skal ud at køre bus," jubler jeg, selvom jeg godt ved, at han ikke forstår det. Mest af alt er det for Sophias skyld. Hun smiler.
   Mit forsøg på at berolige ham har ingen effekt, og han sætter i et skingert hyl, mens han forsøger at vride sig ud af sædet.
   "Nej, bliv siddende. Bliv nu for Helvede siddende!" hvæser jeg så lavt, at passerende ikke vil lægge mærke til det. Sophia kigger undrende på mig, men vi fortsætter upåvirket ind og ud mellem de morgenhandlende i store jakker, der kun er optaget af at spotte et godt tilbud eller at tilegne sig mere til samlingen af ligegyldigheder derhjemme.

Ved det næste lyskryds farer jeg sammen.
   "Natashia," har nogen råbt, men jeg snubler over mine indre skridt og kan ikke høre hvem, det er. Min vejrtrækning er hurtigere end en sprinters.
   "Natashia. Hey!"
   På den anden side af fodgængerfeltet står en tidligere kollega og vinker storsmilende. Jeg forsøger at svare, men der kommer ingen lyd ud. Det er hele livsaldre siden, vi delte kontor, han som jobkonsulent, mig som projektleder. Det virker så lykkeligt nu. Så skifter lyskurven til grøn, og jeg skubber klapvognen ud i sjappet på kørebanen. Idet vi passerer hinanden, mestrer jeg et undskyldende træk i den ene mundvige, og sådan efterlader vi ham med armen stadig hængende i luften. Høflighed er et overskudsprodukt forbeholdt de uvidende.

Vi må vente i ti minutter ved rutebilstationen, inden bussen dovent drejer ind på pladsen. Det er ti meget lange, kolde minutter, hvor togstationen flere gange læsser sit myldrer ud over os og de andre ventende, og de ser på os og antager, at denne venten er ligesom deres egen, inden de ruller deres kufferter forbi reklamer for Hunkemöller, smiler af en veninde, der har mødt dem med sin bil, eller tænder en længe ventet smøg bag slikautomaten. Sophia fryser og klynker, men jeg har alt for travlt. Mine øjne står ikke stille så meget som et sekund, scanner alt, både dem, der bevæger sig og dem, der ikke gør, deres gang, deres tøj, deres hudfarve, ånden fra deres munde, mellemrummene mellem dem, skyggerne. Jeg klapper famlende klapvognen sammen og kaster både den og tasken ind i det opslåede bagagerum. Nogen smækker den bag mig med en eksplosion.

Først da vi er kørt forbi vores sidevej, og jeg ved, at vi nu befinder os i en retning, han ikke kender til, kan jeg slappe af og lader visheden om vores sikkerhed komme ud som latter. Sophia griner med uden helt selv at forstå hvorfor, og havde det ikke været for frygten i min blodbane, kunne man være fristet til at tro, at vi virkelig er på vej på ferie. At vi ikke længere er os, men jomfruelige i vores samvittighedsløse iver.
   Victor tegner på ruden med sin fedtede finger og sætter kruseduller på vidderne bag dem, som vil han placere sig selv i historien. Omkring os afløses byen af læhegn og sporadiske gårde, kun skåret af bussen og vejen, der går begge retninger, men jeg er ligeglad, for jeg ved, at selvom vi nu er eftersøgte, så har vi en chance. Et sted derude mellem gemmestederne er der et liv for os. Der er længe, længe til vi skal af, og jeg danser med vindmøllerne henover uendeligt frie marker.
Forfatterbemærkninger
Dette er første, spæde kladde til begyndelsen på en bog om mit og mine børns ophold på krisecenter. Kommenter gerne.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 31/07-2018 14:38 af Natashia Hansen (NAHansen) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1990 ord og lix-tallet er 33.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.