Et monument i Gribskov


3 måneder, 29 dage siden 1 kommentar Noveller

1Et monument i Gribskov
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et m... [...]
Noveller
3 måneder, 29 dage siden

Puls: 12,1

Publiceret: 0
Afgivet: 5
Modtaget: 0
Søren Yssing (f. 1953)
Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et monument der kaldes Flyverstenen. En mindesten rejst over to engelske krigsflyvere, hvis maskine her styrtede ned efter sammenstød med en trætop---Begge piloter blev dræbt ved styrtet. Maskinen, en tomotoret, træbygget Mosquito, kurede flere hundrede meter henover skovbunden, og blev delvist knust, medens ammunitionen ombord dels eksploderede, dels blev spredt vidt og bredt i skovbunden. Tyske soldater, der kort efter ankom til stedet, begravede de to piloter " et sted i nærheden" , men stedet har ikke senere kunnet genfindes. De to piloter, Robin Hugh Thomas og Gilbert John Allin, er således ikke gravlagte under den mindesten der, foruden datoen, 29/9 1944,bærer navn, rang og nummer på begge.
   En vinterdag i Januar var jeg et vend om stedet. Mildt i vejrliget efter årstiden! Himlen stod dybblå og uden en sky. Svage fuglepip lød. Den lave sol dalede over mine lange skygger og granerne stod tavse . De gamle ege knirkede endnu svagt, men dyngerne af visne egeblade var for længst holdt op med at rasle. Ad Egemosevej og Hvidekilde og videre ad vejen mod monumentet, der allerede stod i dyb skygge.
   Du var jo ikke med på turen, Bodil -Af princip finder du jo skovture om vinteren så dødsens kedsommelige ,at det overgår enhver forestilling. Men derfor kunne du jo godt være gået med på denne dødsens kedsommelige tur, om ikke andet af pietet over for din gamle fraskilte far, men måske det ikke var så vigtigt -Jeg vidste jo sådan nogenlunde hvad du ville have sagt til mig undervejs, jeg vidste også så nogenlunde hvad jeg ville have svaret dig på de spørgsmål du havde kunnet finde på at stille ---Jeg tænkte egentlig ikke så mange overflødige tanker som jeg burde have gjort, havde ikke rigtigt noget sted ,at gøre af disse mine overflødige tanker: Som jeg bare gik og gik og lod de dæmpede vinterkulører og de sparsomme fuglepip sive ind i min sjæls inderste, som der skrevet står. Jeg ville have forklaret dig alt mellem himmel og jord. Ingen spørgsmål havde været for dyre ! At disse furede egestammer har stået her i hundreder af år. At skoven her er så gammel som danmarkshistorien. At træer og vilde dyr har levet her længe før Homo Sapiens gjorde sin entre. At man må ære og respektere disse dyr og planter, for de har også en plads i verden. Ved flyversten vil jeg fortælle dig alt jeg ved om Robin Hugh Thomas og Gilbert John Allin. De var kun otte år ældre end dig da de havnede her som to ud af utallige ofre under den store krig. De var unge, optimistiske, udødelige, og rede til at bevise det på den farligste af alle slagmarker: Den i luften over dem. Det er jo den gamle traver, om at kæmpe for alt man har kært og dø om så det gælder. Da er livet ej så svært. Døden ikke heller. En af de sange i underskolen der gjorde indtryk fra første stavelse og første tone. Nu stod den der , mejslet ind i mindestenen.
   Denne lyserøde rose af plast, prikket ned foran stenen: To my beloved Brother John form your , Sister Molly, 29/9 2015. We will meet again. Broder John huskes stadig! Han lever endnu i erindringen hos en gammel, gigtsvag dame, her mere end halvfjerds år efter han faldt med ære. På et tidspunkt, om små femhundrede år, huskes ingen af de to flyvere. Ingen erindrer længere klart hvad den stenblok stod for, måske ingen kan læse indskrifterne ,når den tid kommer. Stenblokken er blevet et anonymt minde , lidt i stil med vikingetidens runestene: Arild satte denne sten til minde om sin frænde Thorleif. Hvem pokker var Arild. Hvem Fanden var Thorleif. Store og gode gerninger måtte denne Thorleif have udført, siden Arild fandt det nødvendigt, at riste hans bedrifter i runer. Vi i dag ved bare, at der her på dette sted skete NOGET, men vi ved ikke hvad her udspillede sig-Jeg fandt en gammel, næsten udvisket ,diminutiv mønt i lommen, og pressede den ind i en sprække i mindestenen. Ovre i Jylland skulle det være gammel skik, at man ærede afdødes heltegerninger på den måde. Efter signede skulle Søster Molly have efterladt en hårnål i stenen, fordi det var engelsk skik for det samme.
   Bodil! Du vil sukke og himle med øjnene over det gamle sludder: Kunne min gamle Far i det mindste ikke tale lidt om FREMTIDEN, for det er sgu den der interesserer mig NU---Jeg ER ikke draget i vinterskoven for ,at grave de døde op igen. Af høflighedsgrunde lytter jeg andægtige, og lader telefonen klingre alt den vil.
   Jamen kære Far! Jeg kan jo ikke påtage mig hverken skammen eller æren for hvad der hændte dengang det var før . Jeg er UNG og på vej ind i en verden, der for længst har lagt alle krige bag sig; for mig at se har Hitler og Churchill altid været mere stendøde end den mindesten der står der. Du har vist mig billeder på Internettet af de to flyvere, og jeg havde sikkert styrtforelsket mig i Robin Hugh Thomas, hvis jeg havde haft mulighed for det. Han var sådan en flot ,mørkhåret fyr med spillevende øjne, oven i hatten iført en imponerende uniform ,som han så tydeligt havde alle grunde til ,at være stolt af. Og så glemmer vi alt om han kunne have været min oldefar, og sikkert havde mange uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Gilbert John Allin var en lille tæt, tyndhåret fyr, som jeg sikkert havde snakket udmærket med, men det var næppe blevet til mere end det---

Direktoratet for kultur, landeværn og traditioner. Sky Avenue , Copenhagen. Distrikt ,adresse og dato: 0213AFO6 IND=TWO=04098. År 324 efter Kaunda Kawas fødsel.
   Skal herved meddele, at jeg for godt to måneder siden modtog en henvendelse fra en vis Sinan Hei, angående en omfangsrig stenblok, der havde henlagt på hans Hai(grund) ,siden han overtog denne for snart ti år tilbage. Ovennævnte Sinan Hei ønskede , at opføre sig et mindre anneks i tilknytning til sit personlige tempel, og anmodede derfor om ,at få blokken fjernet ,da den lå i vejen for byggeriet. Da blokken vejer i omegnen af seks ton var det forbundet med visse vanskeligheder ,at flytte den, og nævnte Sinan havde da også haft under overvejelse, at sprænge den i mere let håndterlige stykker ved hjælp af dynamit, men kom så til alt held på den tanke, at da naturlige sten i den størrelse er temmelig sjældne her i landet ,så var den muligvis penge værd. Han kontaktede efterfølgende den lokale militære stab for vej og vandbygning , og de stillede straks en Hyberlink A4 til hans rådighed, der i løbet af en halv time flyttede blokken de halvtreds meter som var påkrævet. Under denne proces endte stenen med undersiden opad. Den del af blokken der havde ligget skjult i jorden i århundreder kom nu frem i dagens lys, og til de forsamlede teknikeres store overraskelse viste den sig, at bære en udhugget inskription ,der ikke umiddelbart lod sig tyde-Formodentlig er der her tale om en såkaldt runesten, formodentlig fra vikingetiden eller ældre, og da nys opdukkede er en yderst sjælden og velkommen begivenhed, underrettede den lokale militærstab ovennævnte direktorat, i hvis navn jeg omgående tog affære. Med tre betroede medarbejdere ifølge opsøgte vi straks ovennævnte Sinan Heis domicil, og fik efter en del palaver lov ,at besigtige stenblokken. Ovennævnte Sinan påpegede straks fra begyndelsen, at runestenen udgjorde en markant del af hans strengt personlige, private ejendom, og han krævede, ligeledes straks fra begyndelsen, en rundelig sum for, at lade os beskue, fotografere, undersøge og opmåle blokken. Han modsatte sig kategorisk alle forslag om runestenens borttransporteren til Direktoratets Laboratorium for Oldtidsfund, og da han åbenlyst havde både loven og traditionerne på sin side ,så måtte vi føje ham---
   Runestenen er som nævnt en rektangulært udformet stenblok med en længde på præcis 3,024 m, en bredde på 1,582 m, en tykkelse på 0,8432 m. Godt halvdelen af stenen, på den lange led, har formodentlig ligget skjult i jordsmonnet siden vikingetiden, og er som følge heraf så mørkfarvet ,eroderet og begroet, at det i høj grad har vanskeliggjort den nærmere tydning af de forbavsende lange inskriptionslinjer. Ligeledes har det i første omgang været umuligt, at fremvise et bare nogenlunde tydeligt fotografi af inskriptionerne. Den efterfølgende afrensning af inskriptionerne måtte foretages med yderste forsigtighed og strakte sig over adskillige timer, og selv ved hjælp af avancerede fotolamper, ultraviolet lys, samt et til lejligheden fremskaffet, yderst avanceret kamera, så fremstod inskriptionerne ikke umiddelbart forståelige. Tegnene fremstod svært udviskede og med lange, forvitrede mellemrum mellem de enkelte tegnrækker. De stod med en højde på omkring 10 cm, og det samlede fladeareal som inskriptionerne udbredte sig på var på omkring de 0,80 kvadratmeter . Runestenen var så tydeligt en natursten, en såkaldt vandreblok, ført med isen fra Skandinaviens højland til det daværende Danmark. Bortset fra inskriptionerne var stenen næppe på nogen måde blevet bearbejdet og heller ikke spor af farvestoffer blev fundet i målelige mængder. Det er jo et velkendt stridsemne blandt forskere hvorvidt bemaling af sådanne runestene har været almindelig praksis i vikingetiden. Stenens underside har været stærkt infiltreret i rodnettet fra div former for bundvegetation, men her skjulte sig ingen genstande, der kunne give en retningspil om inskriptionernes alder, i al denne botanik
   Vi havde naturligvis adskillige intense disputter angående netop dette emne: Inskriptionernes alder, men vi fandt ikke klarhed . Desuden var ovennævnte Hr Sinan, også her, meget lidt samarbejdsvillig. Han modsatte sig kategorisk , iblandet adskillige nedsættende bemærkninger, al tale om en fortolkning af indskriften, og ville have den stående som den stod .Han mente i fuld alvor ,at en halvudvisket indskrift hugget i sten var smuk og spændende nok i sig selv, og at besøgende på hans Hai var i deres fulde ret til ,at gøre sig egne forestillinger. Videnskabens indblanding i almindelige menneskers forestillingsret var en kilde til mange stridigheder og mange samfundsproblemer, hævdede han.
   Apropos videnskaben! På trods af Hr Sinans fordomme var jeg og mine nærmeste medarbejdere ved en lejlighed indbudt til en udsøgt frokost hos selvsamme Sinan, og vi måtte alle vedgå ,at han havde indrettet sig særdeles udsøgt. Mødelokalet, hvor frokosten fandt sted, var et højloftet ,cirkelformet lokale med prægtig kuppel og udsmykket med litografier og fotografier fra det gamle Kina. Et ligeledes cirkelformet bord var anbragt koncentrisk midt i lokalet og serveringen af de udsøgte retter foregik med brug af den nyeste teknologi på området: Bestik ,tallerkner, fade, kopper, krus kom svævende ind fra det tilstødende køkken gennem åbninger i væggen, der var vildlaks en gratie , svinekoteletter a la Hai, kærlighedsfrugter og risretter a la Taiwan . Hr Sinans firma er jo førende inden for denne særlige svæveteknologi ,der jo opererer med ophævelse af tyngdekraften for visse lette legemers vedkommende, og som Hr Sinan og andre har store forventninger til .Den praktiske udformning af denne teknologi er jo stadig en dyb hemmelighed. Hr Sinan var en udmærket vært og underholdt os på forskellig måde---Blandt andre morsomme, tankevækkende indslag optrådte en dansetrup af unge kinesiske kvinder ,der også virkede som havde de ophævet gravitationen for en stund.
   Men tilbage til emnet! Da vi, bogstaveligt talt ,ikke kunne komme videre i teksten besluttede vi os for, at tage geologien til hjælp. Vi agtede at undersøge om der på eller omkring runestenen kunne befinde sig visse genstande, der var i stand til ,at overbringe os en retningspil for inskriptionernes datering. Desværre har Hr Sinans forskellige byggeprojekter i de forløbne ti år vendt i den grad op og ned på jordlagene omkring runestenen , at vi intet brugbart kunne finde, og vi koncentrerede os derfor mere og mere om selve sagens genstand. Ikke noget ukendt fænomen , at mange mennesker har en bemærkelsesværdig trang til, at markere deres vej gennem denne verden---I dette tilfælde en vis trang til, at fylde ud og tilstoppe hvad de tilfældigvis kommer over af revner og sprækker og huller. De opdager eksempelvis en diminutiv sprække i en stor sten og finder straks i lommerne en eller anden ubetydelig genstand, som de tilfældigvis har medbragt, og presser den ned i sprækken eller hullet. Den medicinske terminologi indeholder vistnok en speciel latinsk betegnelse for denne mærkelige trang til ,at efterlade sig spor for eftertiden. Men vi havde ikke i første omgang held med os på den front. Vi kom over en diminutiv medalje, gjort i bronze, som en af de på Hyberlinken arbejdende ingeniører havde anbragt i en sprække i stenen, og med navn og indekskode indgraveret---I noget nedtrykt stemning fortsatte vi vores søgen ,og fandt frem til resterne af endnu en møntlignende genstand, der dog var noget ældre end den foregående. En diminutiv metalskive, omtrent fire millimeter i diameter, så fuldstændigt indpakket i ir, at den formede sig i en uregelmæssig klump, hvilket jo antydede, at den havde befundet sig i stenen i minimum halvtreds år -Vi fandt forskellige formuldede genstande ,som vi ikke kunne bruge til noget, og den gennemirrede kobberskive måtte vores laboratorium melde pas overfor, efter en række indgående undersøgelser. Kobberskiven var intet andet end netop en kobberskive, og havde den nogensinde båret inskriptioner så var de for længst irret bort. Efterfølgende fandt vi en stærkt nedbrudt bukseknap, som hullerne i midten dog gjorde absolut genkendelig, og da de sidste bukseknapper gik af mode for hundrede år tilbage, så havde vi jo også lidt datering, at arbejde med der - Vi fandt også et par særdeles nutidige cigaretskod og en ditto kinesisk mønt, og begge dele havde så tydeligt tilhørt Hr Sinans gæster indenom. Vi fandt foreløbig ingen genstande der bare tilnærmelsesvis pegede i retning af vikingetiden, og jeg skal ikke skjule ,at jeg på et tidspunkt alvorligt overvejede, at indrømme Hr Sinan retten til ,at beholde sin runesten i fred for yderligere undersøgelser.
   Det er jo selvindlysende, at det var på dette lavpunkt i vores arbejde, at det overrumplende og afgørende fund blev gjort, ihukommende det gamle ord der påpeger ,at den der søger finder . En næsten usynlig sprække i stenens skriftside indeholdt hvad vi søgte-En af mine betroede medarbejdere havde tilfældigvis stået og pirket formålsløst omkring denne sprække, som han knap havde bemærket, da han med et blev opmærksom på en guldglinsende stribe, som han umiddelbart måtte antage var en stribe metallisk mineral indeholdt i stenens geologiske struktur. Stenen er jo en granitblok og det er jo ikke uvanligt, at granit indeholder spor af forskellige metaller, såsom kobber, bly, jern-eller endog guld---Min medarbejder pirkede lidt distræt i strukturen og børstede derefter af med sit jakkeærme, hvorved den gyldne struktur blev mere fremtrædende og påfaldende. Den ragede et par millimeter opover stenstrukturen. Stadig uden helt at vide hvorfor han netop gjorde som han gjorde fattede min medarbejder den pincet han altid bar i en lille lomme forrest i jakkeærmet, og fattede om strukturen. Han tænkte ikke nærmere over tingene, men gjorde som hans erfaring og intuition bød ham---Ligesom en dygtig og samvittighedsfuld kriminalbetjent ikke altid kan forklare hvordan han kom over det næsten usynlige spor, der førte ham frem til morderen: Strukturen fulgte med ud og afslørede sig som en matgylden skive, der hurtigt tog form af en møntlignende genstand. Min betroede medarbejder har siden betroet mig, at han knap kunne holde tårerne tilbage da det langsomt dæmrede for ham hvad han i grunden stod med i hånden: Da han med følelsen af ,at modtage en slags guddommeligt lys holdt den lille skive op for øjnene, og betragtede den indskrift der ikke bare stod tydeligt indgraveret i metallet, men også læselig for hans undrende øjne. Guld! Guld er uforgængeligt! Det overlever alle tider og overleverer alle tider, hvis det bærer inskription. Tak Kaunda Kawa, at du lod dette ske. Mønten var sine 30,2 millimeter i diameter, bar en tykkelse på omkring 2,6 millimeter, vejede hele 18,683 gram, hvilket jo, sammenholdt med farven, mere end antydede ,at her var tale om en mønt med påfaldende højt guldindhold. Efter den første overraskelse kom denne min medarbejder til besindelse ; han bragte mønten i sikkerhed i sit jakkeærme , og det før nogle af Hr Sinans betroede medarbejdere anede uråd, for de holdt naturligvis godt øje med os -Han ringede mig omgående op, ved brug af hurtigste maxkrypterede linjeføring . Jeg var jo ikke mange sekunder om ,at fatte øjeblikkets storhed, beordrede ham omgående ,at komme ind på laboratoriet med sit fund, alt så hurtigt som det var fysisk muligt ---Han var fremme på mindre end en time, og det var med en vis følelse af andagt han med yderste forsigtighed fandt mønten frem fra jakkeærmet, og med sin medbragte pincet anbragte den midt på laboratoriets stærkt belyste LAF-bænk. Det er en ufravigelig regel, at man i sådanne situationer, så vidt det overhovedet er muligt, undlader at berøre unikke fund med de bare fingre, før den første fuldautomatiske laboratorieundersøgelse har udledt hvad der i første omgang er ,at sige om fundet . Guldindholdet lå på hele 92,654 % , ydermere indeholdt den 8,0465 % kobber, 1,05 % vismut,1,054 % platin, 0,08 % radioaktivt thorium---Sammensætningen af denne legering mere end antydede, at det rå gulds findested lod sig henføre til det geografiske område der benævnes det Centrale Congobækken, men at mønten med rimelig sikkerhed var slået i England, formodentlig omkring år 2000,altså for omkring 300 år tilbage---Indskriften, i perfekt cirkelform langs periferien, stod forbavsende tydeligt og læseligt, selv uden et avanceret oversættelsesprogram havde vi kunnet tyde den engelske tekst uden skygge af forståelsesproblemer. Det engelske sprog har jo den mærkelige egenskab ,at være meget langsomt foranderligt, modsat det danske der jo stort set omkalfatres til et nyt tungemål for hvert århundredeskifte. I møntens midte var indgraveret et hjerte. I periferien! Oh æret være alle svundne tider! Hvem bliver ikke rørt til tårer! På trods af alle avancerede måleapparater, på trods af alt ultraviolet og infrarødt lys! Hvad tænker man ikke når man på denne trehundrede år gamle guldskive læser følgende umisforståelige tekst: To my beloved Brother John . Twenty two Years old and with no grave but the air. From your Sister Molly 29/9 2015. We Will meet again. Fremme indenfor en time. Her skrev vi historie indenfor få minutter
   Der udspandt sig naturligvis en mere end heftig og konstruktiv diskussion mellem de involverede . diskussionen er altid fri i situationer som denne ,forudsat man ikke forfalder til uvidenskabelige slutninger eller falske foregivender-Var denne rørende kærlighedsmønt hvad den gav sig ud for ,at være? Havde indskriften på mønten og inskriptionen på stenen noget som helst med hverandre at skaffe? Hvordan tolke ,at den elskede broder ikke havde anden grav end luften? Transformeret om til en eller anden form for mytologisk figur? Blevet til en af disse tåbelige engle som visse religionsforstyrrede eksistenser her i landet stadig dyrker? Hvor havde denne mindesten befundet sig ,da den i sin tid blev rejst, den havde jo ikke nødvendigvis henlagt hvor den lå siden vikingetiden ,eller siden det heroiske år 2015 ---Vores helt grundlæggende , altoverskyggende, evigt uløste problem var naturligvis, at stenens inskription ikke lod sig tyde, og derfor ikke kunne sammenholdes med møntens. Samtlige oversætterprogrammer meldte pas. Pas med hensyn til både sprog, periode og syntaks. Selv om vi alle var overbeviste om ,at teksten fremstod i en form der pegede mod ældre dansk lingvistik , så stod og står vi stadig på bar bund . Der blev, meget fornuftigt, fremført, at udtrykket no grave but the air, ingen anden grav end luften kunne henvise til en form for flyvning, jeg mærkede mig dette, hvilket jo senere viste sig ,at være et spor i den rigtige retning
   I en frokostpause havde vi i øvrigt en særdeles morsom diskussion, der gav anledning til megen latter---Jævnfør ,at den klippeblok der senere blev til vores store problem, jo blev ført til det daværende Danmark af istidens gletschere samtidig som de første mennesker , omstrejfende samlere og jægere, fulgte den vigende isrand mod nord, efterhånden som klimaet mildnedes -Disse mennesker kom formodentlig fra Nordafrika og var følgeligt udprægede mørkhudede, ganske som vi selv er det i dag. Men under indtryk af årstidernes skift og det begrænsede sollys i visse perioder af året , blev de gradvis, i løbet af århundreder, mere og mere lyse i huden, fordi lys hud favoriserer optagelsen af det livsnødvendige vitamin D, særligt i vinterperioden Mørke mennesker kom i vitaminunderskud, havde derfor større risiko for sygdomme og følgelig større dødelighed , og de uddøde efterhånden. I vore dages verden ,med dens enorme mængder af syntetiske vitaminer, er dette problem jo knap så stort, de fleste af os kan nok forvente ,at beholde vore smukke ibenholtkulører nogle årtusinder endnu -Unægtelig noget af et sidespring, men det havde dog med ovennævnte sten ,at skaffe-Vi havde jo ydermere det problem ,at en stor del af det daværende kongeriges arkivalier gik tabt i forbindelse med de store uroligheder der udspillede sig i år 2103, og som også førte til Rigsarkivets ødelæggelse ved brand og plyndring-Havde vi kunnet følge tidens aviser tilbage mod datoen angivet på mønten, så havde vi rimeligvis kunnet finde visse oplysninger ad den vej -
   Stående midt i et tiltagende mismod fik jeg, helt uventet, Coffiture fra Hr Sinans sekretærcomputer ,der meldte, at Hr Sinan var kommet i erindring om, at visse genstande var dukket frem fra jorden under udgravningerne til hans tempelanneks ---Det drejede sig om små bronze eller messinghylstre, som ingen havde taget videre notits af under arbejdet, men en ingeniør havde ,sådant lidt henkastet, fortalt Hr Sinan ,at det meget vel kunne dreje sig om gamle patronhylstre af messing, som de blev brugt dengang pistoler og geværer endnu fungerede ad mekanisk vej. Bronze og messing er meget holdbare materialer, der under de rette betingelser kan bevares i jorden gennem mange hundrede år. Sekretæren fremskaffede mig identifikationskoden på ovennævnte ingeniør , han der jo måtte formodes ,at ligge inde med yderligere oplysninger. Desværre var manden afgået ved døden for morderhånd for få uger siden, men jeg fik ,ad flere omveje, kontakt med hans ældste søn, han lovede ,at kikke nærmere på forskellige effekter hans afdøde Far havde efterladt sig i nogle gamle, forseglede aluminiumsbokse på loftet
   Der gik adskillige dage før vi, pr kurer, modtog en fyldig pakke i gråt pakke papir, den viste sig at indeholde en pænt stor keramikæske, der så igen indeholdt adskillige mindre æsker inden i hinanden-Den inderste æske indeholdt varierende udgaver af små medtagne metalgenstande, af hvilke vi identificerede flere som mulige patronhylstre: Et messinghylster : I sin tid indeholdende fænghætte, krudt og skarp, en såkaldt enhedspatron. Da en sådan teknologi jo er længst forældet, gav de gamle hylstre ikke mange pejlemærker fra sig til eftertiden, men laboratorieanalyser kunne dog identificere enkelte tal og bogstaver, der rimeligvis antydede et fortidigt engelsk bynavn, stedet hvor patronerne i sin tid blev fabrikerede. Det mulige stednavn faldt jo fint i tråd med guldmønten, og bekræftede jo en eller anden form for engelsk forbindelse. Dateringsprogrammet satte patronhylstrenes alder til 350 år, plus/ minus sådan omtrentligt tyve år, og det nærmede sig jo også årstallet på mønten. Formålet med denne patron, til hvilket formål den havde været anvendt , kunne vi jo ikke umiddelbart afgøre: Om vi havde at gøre med jagt, krig, tilfældigt spild, eller noget helt fjerde; umuligt at udlede da projektilerne, skarpen, jo for længst var borte. Men møntinskriptionen pegede jo helt klart i retning af en krigssituation. Den elskede broder var jo så tydeligt forsvundet sporløst, hvilket vel næppe havde været tilfældet hvis han var blevet offer for et vådeskud under en selskabsjagt i disse skovområder i Nordsjælland ,der på denne tid strakte sig milevidt udover landsdelen , og som jo i vore dage fortrinsvis domineres af skyskraberbebyggelser.
   Vi koncentrerede os foreløbig om det bedst bevarede af hylstrene
   Hylstret var svært medtaget, men bagsiden, der hvor fænghætten i sin tid befandt sig, fremstod rimeligt intakt, vi fandt ingen spor af tal eller bogstaver, men måtte formode de havde været der: Fabrikanterne af sådanne artikler prentede gerne produktionsår og visse bogstavkoder på bagparten af patronen. Da den tids ammunition kun havde begrænset holdbarhed på oplagring, så var det vigtigt ,at kende til produktionsåret. Men vi fandt i første omgang intet. Først efter en kostbar renselsesproces og med efterfølgende fotografering med forstærket røntgen, dæmpede gammastråler, spiralsnoet ultraviolet lys, og det lykkedes os så nogenlunde, at synliggøre de næsten udslettede symboler. Arten af tal og bogstaver kunne dog ikke udlægges med større sikkerhed end ca. 80 %. Vi læste hvad vi antog for bogstavet W. Under dette bogstav stod indgraveret tallet 942, men da kun tallet 1 gav mening i årstalssammenhæng antog vi ,at det drejede sig om årstallet 1942. Altså et årstal der omhandlede den periode de fleste historikere benævner som den Anden Trediveårskrig fra 1914-45. Vi lå nu inde med to årstal, der historisk set lå relativt tæt på hverandre, men om der reelt var en indbyrdes sammenhæng mellem kærlighedsmønten og patronen var jo det springende punkt. Jeg udvalgte og knæsatte den hypotese ,at hylstret var af engelsk fabrikat, dels på grund af det nævnte W, der jo er så hyppigt forekommende på engelsk, dels fordi England på dette tidspunkt var storproducent af ammunition til mange lande, men så vidt vides ikke til Danmark, der havde egne fabrikker til det formål
   Vi diskuterede en del frem og tilbage og nåede til enighed om , at her forelå formodentligt et militært scenario. ---Ifølge den nu afdøde ingeniørs søn havde ansamlingerne af patronhylstre sine steder været ganske betragtelige, hvilket jo antyder, at her havde fundet en omfattende skudveksling sted. Formodentlig hvad der i ældre militært sprogbrug figurerer som en træfning-En kortvarig intens kamp mellem mindre, let bevæbnede troppeafdelinger. Tog vi møntens ord for pålydende måtte vi jo antage, at det her drejede sig om luftbårne tropper, no grave but the air er jo meget sigende . Formodentlig tropper landsat med faldskærme eller landende fly -Som det jo var vanligt i de tider. Længe før Hr Sinan påbegyndte sin forskning i lokal ophævelse af tyngdekraften. I vore dage kan soldater jo bare hoppe ud fra flyet uden videre, og efterfølgende lande på jorden så sikkert som en fugl på en gren-Hr Sinan var meget imponeret over den mindeplade i forgyldt kobber, som vi lod opsætte på " Runestenen" , hvilket hurtigt blev det folkelige navn for dette minde om fortidige store begivenheder, selv om disse begivenheder jo udspillede sig langt efter vikingetiden: Slaget i Gribskov. Oktober 1942. En træfning mellem angelsaksisk sindede faldskærmsfolk og væbnede tilhængere af storgermanismen. Nærmere detaljer om dette slag findes desværre ikke tilgængelige, oplyser mindepladen. Vi opfordrer alle besøgende til at iagttage en passende stilhed og andagt på dette historiske sted ,at lade fortids bedrifter bundfælde sig i den enkle og letfattelige sætning: HER SKETE DET.
   PS : Hr Sinan har lovet ,at det kun er et spørgsmål om tid, før han kan få Runestenen til ,at svæve i luften som en ballon.
   Med højagtelse.
   HB

Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et monument der kaldes Flyverstenen. En mindesten rejst over to engelske krigsflyvere, hvis maskine her styrtede ned efter sammenstød med en trætop---Begge piloter blev dræbt ved styrtet. Maskinen, en tomotoret, træbygget Mosquito, kurede flere hundrede meter henover skovbunden, og blev delvist knust, medens ammunitionen ombord dels eksploderede, dels blev spredt vidt og bredt i skovbunden. Tyske soldater, der kort efter ankom til stedet, begravede de to piloter " et sted i nærheden" , men stedet har ikke senere kunnet genfindes. De to piloter, Robin Hugh Thomas og Gilbert John Allin, er således ikke gravlagte under den mindesten der, foruden datoen, 29/9 1944,bærer navn, rang og nummer på begge.
   En vinterdag i Januar var jeg et vend om stedet. Mildt i vejrliget efter årstiden! Himlen stod dybblå og uden en sky. Svage fuglepip lød. Den lave sol dalede over mine lange skygger og granerne stod tavse . De gamle ege knirkede endnu svagt, men dyngerne af visne egeblade var for længst holdt op med at rasle. Ad Egemosevej og Hvidekilde og videre ad vejen mod monumentet, der allerede stod i dyb skygge.
   Du var jo ikke med på turen, Bodil -Af princip finder du jo skovture om vinteren så dødsens kedsommelige ,at det overgår enhver forestilling. Men derfor kunne du jo godt være gået med på denne dødsens kedsommelige tur, om ikke andet af pietet over for din gamle fraskilte far, men måske det ikke var så vigtigt -Jeg vidste jo sådan nogenlunde hvad du ville have sagt til mig undervejs, jeg vidste også så nogenlunde hvad jeg ville have svaret dig på de spørgsmål du havde kunnet finde på at stille ---Jeg tænkte egentlig ikke så mange overflødige tanker som jeg burde have gjort, havde ikke rigtigt noget sted ,at gøre af disse mine overflødige tanker: Som jeg bare gik og gik og lod de dæmpede vinterkulører og de sparsomme fuglepip sive ind i min sjæls inderste, som der skrevet står. Jeg ville have forklaret dig alt mellem himmel og jord. Ingen spørgsmål havde været for dyre ! At disse furede egestammer har stået her i hundreder af år. At skoven her er så gammel som danmarkshistorien. At træer og vilde dyr har levet her længe før Homo Sapiens gjorde sin entre. At man må ære og respektere disse dyr og planter, for de har også en plads i verden. Ved flyversten vil jeg fortælle dig alt jeg ved om Robin Hugh Thomas og Gilbert John Allin. De var kun otte år ældre end dig da de havnede her som to ud af utallige ofre under den store krig. De var unge, optimistiske, udødelige, og rede til at bevise det på den farligste af alle slagmarker: Den i luften over dem. Det er jo den gamle traver, om at kæmpe for alt man har kært og dø om så det gælder. Da er livet ej så svært. Døden ikke heller. En af de sange i underskolen der gjorde indtryk fra første stavelse og første tone. Nu stod den der , mejslet ind i mindestenen.
   Denne lyserøde rose af plast, prikket ned foran stenen: To my beloved Brother John form your , Sister Molly, 29/9 2015. We will meet again. Broder John huskes stadig! Han lever endnu i erindringen hos en gammel, gigtsvag dame, her mere end halvfjerds år efter han faldt med ære. På et tidspunkt, om små femhundrede år, huskes ingen af de to flyvere. Ingen erindrer længere klart hvad den stenblok stod for, måske ingen kan læse indskrifterne ,når den tid kommer. Stenblokken er blevet et anonymt minde , lidt i stil med vikingetidens runestene: Arild satte denne sten til minde om sin frænde Thorleif. Hvem pokker var Arild. Hvem Fanden var Thorleif. Store og gode gerninger måtte denne Thorleif have udført, siden Arild fandt det nødvendigt, at riste hans bedrifter i runer. Vi i dag ved bare, at der her på dette sted skete NOGET, men vi ved ikke hvad her udspillede sig-Jeg fandt en gammel, næsten udvisket ,diminutiv mønt i lommen, og pressede den ind i en sprække i mindestenen. Ovre i Jylland skulle det være gammel skik, at man ærede afdødes heltegerninger på den måde. Efter signede skulle Søster Molly have efterladt en hårnål i stenen, fordi det var engelsk skik for det samme.
   Bodil! Du vil sukke og himle med øjnene over det gamle sludder: Kunne min gamle Far i det mindste ikke tale lidt om FREMTIDEN, for det er sgu den der interesserer mig NU---Jeg ER ikke draget i vinterskoven for ,at grave de døde op igen. Af høflighedsgrunde lytter jeg andægtige, og lader telefonen klingre alt den vil.
   Jamen kære Far! Jeg kan jo ikke påtage mig hverken skammen eller æren for hvad der hændte dengang det var før . Jeg er UNG og på vej ind i en verden, der for længst har lagt alle krige bag sig; for mig at se har Hitler og Churchill altid været mere stendøde end den mindesten der står der. Du har vist mig billeder på Internettet af de to flyvere, og jeg havde sikkert styrtforelsket mig i Robin Hugh Thomas, hvis jeg havde haft mulighed for det. Han var sådan en flot ,mørkhåret fyr med spillevende øjne, oven i hatten iført en imponerende uniform ,som han så tydeligt havde alle grunde til ,at være stolt af. Og så glemmer vi alt om han kunne have været min oldefar, og sikkert havde mange uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Gilbert John Allin var en lille tæt, tyndhåret fyr, som jeg sikkert havde snakket udmærket med, men det var næppe blevet til mere end det---

Direktoratet for kultur, landeværn og traditioner. Sky Avenue , Copenhagen. Distrikt ,adresse og dato: 0213AFO6 IND=TWO=04098. År 324 efter Kaunda Kawas fødsel.
   Skal herved meddele, at jeg for godt to måneder siden modtog en henvendelse fra en vis Sinan Hei, angående en omfangsrig stenblok, der havde henlagt på hans Hai(grund) ,siden han overtog denne for snart ti år tilbage. Ovennævnte Sinan Hei ønskede , at opføre sig et mindre anneks i tilknytning til sit personlige tempel, og anmodede derfor om ,at få blokken fjernet ,da den lå i vejen for byggeriet. Da blokken vejer i omegnen af seks ton var det forbundet med visse vanskeligheder ,at flytte den, og nævnte Sinan havde da også haft under overvejelse, at sprænge den i mere let håndterlige stykker ved hjælp af dynamit, men kom så til alt held på den tanke, at da naturlige sten i den størrelse er temmelig sjældne her i landet ,så var den muligvis penge værd. Han kontaktede efterfølgende den lokale militære stab for vej og vandbygning , og de stillede straks en Hyberlink A4 til hans rådighed, der i løbet af en halv time flyttede blokken de halvtreds meter som var påkrævet. Under denne proces endte stenen med undersiden opad. Den del af blokken der havde ligget skjult i jorden i århundreder kom nu frem i dagens lys, og til de forsamlede teknikeres store overraskelse viste den sig, at bære en udhugget inskription ,der ikke umiddelbart lod sig tyde-Formodentlig er der her tale om en såkaldt runesten, formodentlig fra vikingetiden eller ældre, og da nys opdukkede er en yderst sjælden og velkommen begivenhed, underrettede den lokale militærstab ovennævnte direktorat, i hvis navn jeg omgående tog affære. Med tre betroede medarbejdere ifølge opsøgte vi straks ovennævnte Sinan Heis domicil, og fik efter en del palaver lov ,at besigtige stenblokken. Ovennævnte Sinan påpegede straks fra begyndelsen, at runestenen udgjorde en markant del af hans strengt personlige, private ejendom, og han krævede, ligeledes straks fra begyndelsen, en rundelig sum for, at lade os beskue, fotografere, undersøge og opmåle blokken. Han modsatte sig kategorisk alle forslag om runestenens borttransporteren til Direktoratets Laboratorium for Oldtidsfund, og da han åbenlyst havde både loven og traditionerne på sin side ,så måtte vi føje ham---
   Runestenen er som nævnt en rektangulært udformet stenblok med en længde på præcis 3,024 m, en bredde på 1,582 m, en tykkelse på 0,8432 m. Godt halvdelen af stenen, på den lange led, har formodentlig ligget skjult i jordsmonnet siden vikingetiden, og er som følge heraf så mørkfarvet ,eroderet og begroet, at det i høj grad har vanskeliggjort den nærmere tydning af de forbavsende lange inskriptionslinjer. Ligeledes har det i første omgang været umuligt, at fremvise et bare nogenlunde tydeligt fotografi af inskriptionerne. Den efterfølgende afrensning af inskriptionerne måtte foretages med yderste forsigtighed og strakte sig over adskillige timer, og selv ved hjælp af avancerede fotolamper, ultraviolet lys, samt et til lejligheden fremskaffet, yderst avanceret kamera, så fremstod inskriptionerne ikke umiddelbart forståelige. Tegnene fremstod svært udviskede og med lange, forvitrede mellemrum mellem de enkelte tegnrækker. De stod med en højde på omkring 10 cm, og det samlede fladeareal som inskriptionerne udbredte sig på var på omkring de 0,80 kvadratmeter . Runestenen var så tydeligt en natursten, en såkaldt vandreblok, ført med isen fra Skandinaviens højland til det daværende Danmark. Bortset fra inskriptionerne var stenen næppe på nogen måde blevet bearbejdet og heller ikke spor af farvestoffer blev fundet i målelige mængder. Det er jo et velkendt stridsemne blandt forskere hvorvidt bemaling af sådanne runestene har været almindelig praksis i vikingetiden. Stenens underside har været stærkt infiltreret i rodnettet fra div former for bundvegetation, men her skjulte sig ingen genstande, der kunne give en retningspil om inskriptionernes alder, i al denne botanik
   Vi havde naturligvis adskillige intense disputter angående netop dette emne: Inskriptionernes alder, men vi fandt ikke klarhed . Desuden var ovennævnte Hr Sinan, også her, meget lidt samarbejdsvillig. Han modsatte sig kategorisk , iblandet adskillige nedsættende bemærkninger, al tale om en fortolkning af indskriften, og ville have den stående som den stod .Han mente i fuld alvor ,at en halvudvisket indskrift hugget i sten var smuk og spændende nok i sig selv, og at besøgende på hans Hai var i deres fulde ret til ,at gøre sig egne forestillinger. Videnskabens indblanding i almindelige menneskers forestillingsret var en kilde til mange stridigheder og mange samfundsproblemer, hævdede han.
   Apropos videnskaben! På trods af Hr Sinans fordomme var jeg og mine nærmeste medarbejdere ved en lejlighed indbudt til en udsøgt frokost hos selvsamme Sinan, og vi måtte alle vedgå ,at han havde indrettet sig særdeles udsøgt. Mødelokalet, hvor frokosten fandt sted, var et højloftet ,cirkelformet lokale med prægtig kuppel og udsmykket med litografier og fotografier fra det gamle Kina. Et ligeledes cirkelformet bord var anbragt koncentrisk midt i lokalet og serveringen af de udsøgte retter foregik med brug af den nyeste teknologi på området: Bestik ,tallerkner, fade, kopper, krus kom svævende ind fra det tilstødende køkken gennem åbninger i væggen, der var vildlaks en gratie , svinekoteletter a la Hai, kærlighedsfrugter og risretter a la Taiwan . Hr Sinans firma er jo førende inden for denne særlige svæveteknologi ,der jo opererer med ophævelse af tyngdekraften for visse lette legemers vedkommende, og som Hr Sinan og andre har store forventninger til .Den praktiske udformning af denne teknologi er jo stadig en dyb hemmelighed. Hr Sinan var en udmærket vært og underholdt os på forskellig måde---Blandt andre morsomme, tankevækkende indslag optrådte en dansetrup af unge kinesiske kvinder ,der også virkede som havde de ophævet gravitationen for en stund.
   Men tilbage til emnet! Da vi, bogstaveligt talt ,ikke kunne komme videre i teksten besluttede vi os for, at tage geologien til hjælp. Vi agtede at undersøge om der på eller omkring runestenen kunne befinde sig visse genstande, der var i stand til ,at overbringe os en retningspil for inskriptionernes datering. Desværre har Hr Sinans forskellige byggeprojekter i de forløbne ti år vendt i den grad op og ned på jordlagene omkring runestenen , at vi intet brugbart kunne finde, og vi koncentrerede os derfor mere og mere om selve sagens genstand. Ikke noget ukendt fænomen , at mange mennesker har en bemærkelsesværdig trang til, at markere deres vej gennem denne verden---I dette tilfælde en vis trang til, at fylde ud og tilstoppe hvad de tilfældigvis kommer over af revner og sprækker og huller. De opdager eksempelvis en diminutiv sprække i en stor sten og finder straks i lommerne en eller anden ubetydelig genstand, som de tilfældigvis har medbragt, og presser den ned i sprækken eller hullet. Den medicinske terminologi indeholder vistnok en speciel latinsk betegnelse for denne mærkelige trang til ,at efterlade sig spor for eftertiden. Men vi havde ikke i første omgang held med os på den front. Vi kom over en diminutiv medalje, gjort i bronze, som en af de på Hyberlinken arbejdende ingeniører havde anbragt i en sprække i stenen, og med navn og indekskode indgraveret---I noget nedtrykt stemning fortsatte vi vores søgen ,og fandt frem til resterne af endnu en møntlignende genstand, der dog var noget ældre end den foregående. En diminutiv metalskive, omtrent fire millimeter i diameter, så fuldstændigt indpakket i ir, at den formede sig i en uregelmæssig klump, hvilket jo antydede, at den havde befundet sig i stenen i minimum halvtreds år -Vi fandt forskellige formuldede genstande ,som vi ikke kunne bruge til noget, og den gennemirrede kobberskive måtte vores laboratorium melde pas overfor, efter en række indgående undersøgelser. Kobberskiven var intet andet end netop en kobberskive, og havde den nogensinde båret inskriptioner så var de for længst irret bort. Efterfølgende fandt vi en stærkt nedbrudt bukseknap, som hullerne i midten dog gjorde absolut genkendelig, og da de sidste bukseknapper gik af mode for hundrede år tilbage, så havde vi jo også lidt datering, at arbejde med der - Vi fandt også et par særdeles nutidige cigaretskod og en ditto kinesisk mønt, og begge dele havde så tydeligt tilhørt Hr Sinans gæster indenom. Vi fandt foreløbig ingen genstande der bare tilnærmelsesvis pegede i retning af vikingetiden, og jeg skal ikke skjule ,at jeg på et tidspunkt alvorligt overvejede, at indrømme Hr Sinan retten til ,at beholde sin runesten i fred for yderligere undersøgelser.
   Det er jo selvindlysende, at det var på dette lavpunkt i vores arbejde, at det overrumplende og afgørende fund blev gjort, ihukommende det gamle ord der påpeger ,at den der søger finder . En næsten usynlig sprække i stenens skriftside indeholdt hvad vi søgte-En af mine betroede medarbejdere havde tilfældigvis stået og pirket formålsløst omkring denne sprække, som han knap havde bemærket, da han med et blev opmærksom på en guldglinsende stribe, som han umiddelbart måtte antage var en stribe metallisk mineral indeholdt i stenens geologiske struktur. Stenen er jo en granitblok og det er jo ikke uvanligt, at granit indeholder spor af forskellige metaller, såsom kobber, bly, jern-eller endog guld---Min medarbejder pirkede lidt distræt i strukturen og børstede derefter af med sit jakkeærme, hvorved den gyldne struktur blev mere fremtrædende og påfaldende. Den ragede et par millimeter opover stenstrukturen. Stadig uden helt at vide hvorfor han netop gjorde som han gjorde fattede min medarbejder den pincet han altid bar i en lille lomme forrest i jakkeærmet, og fattede om strukturen. Han tænkte ikke nærmere over tingene, men gjorde som hans erfaring og intuition bød ham---Ligesom en dygtig og samvittighedsfuld kriminalbetjent ikke altid kan forklare hvordan han kom over det næsten usynlige spor, der førte ham frem til morderen: Strukturen fulgte med ud og afslørede sig som en matgylden skive, der hurtigt tog form af en møntlignende genstand. Min betroede medarbejder har siden betroet mig, at han knap kunne holde tårerne tilbage da det langsomt dæmrede for ham hvad han i grunden stod med i hånden: Da han med følelsen af ,at modtage en slags guddommeligt lys holdt den lille skive op for øjnene, og betragtede den indskrift der ikke bare stod tydeligt indgraveret i metallet, men også læselig for hans undrende øjne. Guld! Guld er uforgængeligt! Det overlever alle tider og overleverer alle tider, hvis det bærer inskription. Tak Kaunda Kawa, at du lod dette ske. Mønten var sine 30,2 millimeter i diameter, bar en tykkelse på omkring 2,6 millimeter, vejede hele 18,683 gram, hvilket jo, sammenholdt med farven, mere end antydede ,at her var tale om en mønt med påfaldende højt guldindhold. Efter den første overraskelse kom denne min medarbejder til besindelse ; han bragte mønten i sikkerhed i sit jakkeærme , og det før nogle af Hr Sinans betroede medarbejdere anede uråd, for de holdt naturligvis godt øje med os -Han ringede mig omgående op, ved brug af hurtigste maxkrypterede linjeføring . Jeg var jo ikke mange sekunder om ,at fatte øjeblikkets storhed, beordrede ham omgående ,at komme ind på laboratoriet med sit fund, alt så hurtigt som det var fysisk muligt ---Han var fremme på mindre end en time, og det var med en vis følelse af andagt han med yderste forsigtighed fandt mønten frem fra jakkeærmet, og med sin medbragte pincet anbragte den midt på laboratoriets stærkt belyste LAF-bænk. Det er en ufravigelig regel, at man i sådanne situationer, så vidt det overhovedet er muligt, undlader at berøre unikke fund med de bare fingre, før den første fuldautomatiske laboratorieundersøgelse har udledt hvad der i første omgang er ,at sige om fundet . Guldindholdet lå på hele 92,654 % , ydermere indeholdt den 8,0465 % kobber, 1,05 % vismut,1,054 % platin, 0,08 % radioaktivt thorium---Sammensætningen af denne legering mere end antydede, at det rå gulds findested lod sig henføre til det geografiske område der benævnes det Centrale Congobækken, men at mønten med rimelig sikkerhed var slået i England, formodentlig omkring år 2000,altså for omkring 300 år tilbage---Indskriften, i perfekt cirkelform langs periferien, stod forbavsende tydeligt og læseligt, selv uden et avanceret oversættelsesprogram havde vi kunnet tyde den engelske tekst uden skygge af forståelsesproblemer. Det engelske sprog har jo den mærkelige egenskab ,at være meget langsomt foranderligt, modsat det danske der jo stort set omkalfatres til et nyt tungemål for hvert århundredeskifte. I møntens midte var indgraveret et hjerte. I periferien! Oh æret være alle svundne tider! Hvem bliver ikke rørt til tårer! På trods af alle avancerede måleapparater, på trods af alt ultraviolet og infrarødt lys! Hvad tænker man ikke når man på denne trehundrede år gamle guldskive læser følgende umisforståelige tekst: To my beloved Brother John . Twenty two Years old and with no grave but the air. From your Sister Molly 29/9 2015. We Will meet again. Fremme indenfor en time. Her skrev vi historie indenfor få minutter
   Der udspandt sig naturligvis en mere end heftig og konstruktiv diskussion mellem de involverede . diskussionen er altid fri i situationer som denne ,forudsat man ikke forfalder til uvidenskabelige slutninger eller falske foregivender-Var denne rørende kærlighedsmønt hvad den gav sig ud for ,at være? Havde indskriften på mønten og inskriptionen på stenen noget som helst med hverandre at skaffe? Hvordan tolke ,at den elskede broder ikke havde anden grav end luften? Transformeret om til en eller anden form for mytologisk figur? Blevet til en af disse tåbelige engle som visse religionsforstyrrede eksistenser her i landet stadig dyrker? Hvor havde denne mindesten befundet sig ,da den i sin tid blev rejst, den havde jo ikke nødvendigvis henlagt hvor den lå siden vikingetiden ,eller siden det heroiske år 2015 ---Vores helt grundlæggende , altoverskyggende, evigt uløste problem var naturligvis, at stenens inskription ikke lod sig tyde, og derfor ikke kunne sammenholdes med møntens. Samtlige oversætterprogrammer meldte pas. Pas med hensyn til både sprog, periode og syntaks. Selv om vi alle var overbeviste om ,at teksten fremstod i en form der pegede mod ældre dansk lingvistik , så stod og står vi stadig på bar bund . Der blev, meget fornuftigt, fremført, at udtrykket no grave but the air, ingen anden grav end luften kunne henvise til en form for flyvning, jeg mærkede mig dette, hvilket jo senere viste sig ,at være et spor i den rigtige retning
   I en frokostpause havde vi i øvrigt en særdeles morsom diskussion, der gav anledning til megen latter---Jævnfør ,at den klippeblok der senere blev til vores store problem, jo blev ført til det daværende Danmark af istidens gletschere samtidig som de første mennesker , omstrejfende samlere og jægere, fulgte den vigende isrand mod nord, efterhånden som klimaet mildnedes -Disse mennesker kom formodentlig fra Nordafrika og var følgeligt udprægede mørkhudede, ganske som vi selv er det i dag. Men under indtryk af årstidernes skift og det begrænsede sollys i visse perioder af året , blev de gradvis, i løbet af århundreder, mere og mere lyse i huden, fordi lys hud favoriserer optagelsen af det livsnødvendige vitamin D, særligt i vinterperioden Mørke mennesker kom i vitaminunderskud, havde derfor større risiko for sygdomme og følgelig større dødelighed , og de uddøde efterhånden. I vore dages verden ,med dens enorme mængder af syntetiske vitaminer, er dette problem jo knap så stort, de fleste af os kan nok forvente ,at beholde vore smukke ibenholtkulører nogle årtusinder endnu -Unægtelig noget af et sidespring, men det havde dog med ovennævnte sten ,at skaffe-Vi havde jo ydermere det problem ,at en stor del af det daværende kongeriges arkivalier gik tabt i forbindelse med de store uroligheder der udspillede sig i år 2103, og som også førte til Rigsarkivets ødelæggelse ved brand og plyndring-Havde vi kunnet følge tidens aviser tilbage mod datoen angivet på mønten, så havde vi rimeligvis kunnet finde visse oplysninger ad den vej -
   Stående midt i et tiltagende mismod fik jeg, helt uventet, Coffiture fra Hr Sinans sekretærcomputer ,der meldte, at Hr Sinan var kommet i erindring om, at visse genstande var dukket frem fra jorden under udgravningerne til hans tempelanneks ---Det drejede sig om små bronze eller messinghylstre, som ingen havde taget videre notits af under arbejdet, men en ingeniør havde ,sådant lidt henkastet, fortalt Hr Sinan ,at det meget vel kunne dreje sig om gamle patronhylstre af messing, som de blev brugt dengang pistoler og geværer endnu fungerede ad mekanisk vej. Bronze og messing er meget holdbare materialer, der under de rette betingelser kan bevares i jorden gennem mange hundrede år. Sekretæren fremskaffede mig identifikationskoden på ovennævnte ingeniør , han der jo måtte formodes ,at ligge inde med yderligere oplysninger. Desværre var manden afgået ved døden for morderhånd for få uger siden, men jeg fik ,ad flere omveje, kontakt med hans ældste søn, han lovede ,at kikke nærmere på forskellige effekter hans afdøde Far havde efterladt sig i nogle gamle, forseglede aluminiumsbokse på loftet
   Der gik adskillige dage før vi, pr kurer, modtog en fyldig pakke i gråt pakke papir, den viste sig at indeholde en pænt stor keramikæske, der så igen indeholdt adskillige mindre æsker inden i hinanden-Den inderste æske indeholdt varierende udgaver af små medtagne metalgenstande, af hvilke vi identificerede flere som mulige patronhylstre: Et messinghylster : I sin tid indeholdende fænghætte, krudt og skarp, en såkaldt enhedspatron. Da en sådan teknologi jo er længst forældet, gav de gamle hylstre ikke mange pejlemærker fra sig til eftertiden, men laboratorieanalyser kunne dog identificere enkelte tal og bogstaver, der rimeligvis antydede et fortidigt engelsk bynavn, stedet hvor patronerne i sin tid blev fabrikerede. Det mulige stednavn faldt jo fint i tråd med guldmønten, og bekræftede jo en eller anden form for engelsk forbindelse. Dateringsprogrammet satte patronhylstrenes alder til 350 år, plus/ minus sådan omtrentligt tyve år, og det nærmede sig jo også årstallet på mønten. Formålet med denne patron, til hvilket formål den havde været anvendt , kunne vi jo ikke umiddelbart afgøre: Om vi havde at gøre med jagt, krig, tilfældigt spild, eller noget helt fjerde; umuligt at udlede da projektilerne, skarpen, jo for længst var borte. Men møntinskriptionen pegede jo helt klart i retning af en krigssituation. Den elskede broder var jo så tydeligt forsvundet sporløst, hvilket vel næppe havde været tilfældet hvis han var blevet offer for et vådeskud under en selskabsjagt i disse skovområder i Nordsjælland ,der på denne tid strakte sig milevidt udover landsdelen , og som jo i vore dage fortrinsvis domineres af skyskraberbebyggelser.
   Vi koncentrerede os foreløbig om det bedst bevarede af hylstrene
   Hylstret var svært medtaget, men bagsiden, der hvor fænghætten i sin tid befandt sig, fremstod rimeligt intakt, vi fandt ingen spor af tal eller bogstaver, men måtte formode de havde været der: Fabrikanterne af sådanne artikler prentede gerne produktionsår og visse bogstavkoder på bagparten af patronen. Da den tids ammunition kun havde begrænset holdbarhed på oplagring, så var det vigtigt ,at kende til produktionsåret. Men vi fandt i første omgang intet. Først efter en kostbar renselsesproces og med efterfølgende fotografering med forstærket røntgen, dæmpede gammastråler, spiralsnoet ultraviolet lys, og det lykkedes os så nogenlunde, at synliggøre de næsten udslettede symboler. Arten af tal og bogstaver kunne dog ikke udlægges med større sikkerhed end ca. 80 %. Vi læste hvad vi antog for bogstavet W. Under dette bogstav stod indgraveret tallet 942, men da kun tallet 1 gav mening i årstalssammenhæng antog vi ,at det drejede sig om årstallet 1942. Altså et årstal der omhandlede den periode de fleste historikere benævner som den Anden Trediveårskrig fra 1914-45. Vi lå nu inde med to årstal, der historisk set lå relativt tæt på hverandre, men om der reelt var en indbyrdes sammenhæng mellem kærlighedsmønten og patronen var jo det springende punkt. Jeg udvalgte og knæsatte den hypotese ,at hylstret var af engelsk fabrikat, dels på grund af det nævnte W, der jo er så hyppigt forekommende på engelsk, dels fordi England på dette tidspunkt var storproducent af ammunition til mange lande, men så vidt vides ikke til Danmark, der havde egne fabrikker til det formål
   Vi diskuterede en del frem og tilbage og nåede til enighed om , at her forelå formodentligt et militært scenario. ---Ifølge den nu afdøde ingeniørs søn havde ansamlingerne af patronhylstre sine steder været ganske betragtelige, hvilket jo antyder, at her havde fundet en omfattende skudveksling sted. Formodentlig hvad der i ældre militært sprogbrug figurerer som en træfning-En kortvarig intens kamp mellem mindre, let bevæbnede troppeafdelinger. Tog vi møntens ord for pålydende måtte vi jo antage, at det her drejede sig om luftbårne tropper, no grave but the air er jo meget sigende . Formodentlig tropper landsat med faldskærme eller landende fly -Som det jo var vanligt i de tider. Længe før Hr Sinan påbegyndte sin forskning i lokal ophævelse af tyngdekraften. I vore dage kan soldater jo bare hoppe ud fra flyet uden videre, og efterfølgende lande på jorden så sikkert som en fugl på en gren-Hr Sinan var meget imponeret over den mindeplade i forgyldt kobber, som vi lod opsætte på " Runestenen" , hvilket hurtigt blev det folkelige navn for dette minde om fortidige store begivenheder, selv om disse begivenheder jo udspillede sig langt efter vikingetiden: Slaget i Gribskov. Oktober 1942. En træfning mellem angelsaksisk sindede faldskærmsfolk og væbnede tilhængere af storgermanismen. Nærmere detaljer om dette slag findes desværre ikke tilgængelige, oplyser mindepladen. Vi opfordrer alle besøgende til at iagttage en passende stilhed og andagt på dette historiske sted ,at lade fortids bedrifter bundfælde sig i den enkle og letfattelige sætning: HER SKETE DET.
   PS : Hr Sinan har lovet ,at det kun er et spørgsmål om tid, før han kan få Runestenen til ,at svæve i luften som en ballon.
   Med højagtelse.
   HB

Til min elskede datter. Der findes i Gribskov i Nordsjælland et monument der kaldes Flyverstenen. En mindesten rejst over to engelske krigsflyvere, hvis maskine her styrtede ned efter sammenstød med en trætop---Begge piloter blev dræbt ved styrtet. Maskinen, en tomotoret, træbygget Mosquito, kurede flere hundrede meter henover skovbunden, og blev delvist knust, medens ammunitionen ombord dels eksploderede, dels blev spredt vidt og bredt i skovbunden. Tyske soldater, der kort efter ankom til stedet, begravede de to piloter " et sted i nærheden" , men stedet har ikke senere kunnet genfindes. De to piloter, Robin Hugh Thomas og Gilbert John Allin, er således ikke gravlagte under den mindesten der, foruden datoen, 29/9 1944,bærer navn, rang og nummer på begge.
   En vinterdag i Januar var jeg et vend om stedet. Mildt i vejrliget efter årstiden! Himlen stod dybblå og uden en sky. Svage fuglepip lød. Den lave sol dalede over mine lange skygger og granerne stod tavse . De gamle ege knirkede endnu svagt, men dyngerne af visne egeblade var for længst holdt op med at rasle. Ad Egemosevej og Hvidekilde og videre ad vejen mod monumentet, der allerede stod i dyb skygge.
   Du var jo ikke med på turen, Bodil -Af princip finder du jo skovture om vinteren så dødsens kedsommelige ,at det overgår enhver forestilling. Men derfor kunne du jo godt være gået med på denne dødsens kedsommelige tur, om ikke andet af pietet over for din gamle fraskilte far, men måske det ikke var så vigtigt -Jeg vidste jo sådan nogenlunde hvad du ville have sagt til mig undervejs, jeg vidste også så nogenlunde hvad jeg ville have svaret dig på de spørgsmål du havde kunnet finde på at stille ---Jeg tænkte egentlig ikke så mange overflødige tanker som jeg burde have gjort, havde ikke rigtigt noget sted ,at gøre af disse mine overflødige tanker: Som jeg bare gik og gik og lod de dæmpede vinterkulører og de sparsomme fuglepip sive ind i min sjæls inderste, som der skrevet står. Jeg ville have forklaret dig alt mellem himmel og jord. Ingen spørgsmål havde været for dyre ! At disse furede egestammer har stået her i hundreder af år. At skoven her er så gammel som danmarkshistorien. At træer og vilde dyr har levet her længe før Homo Sapiens gjorde sin entre. At man må ære og respektere disse dyr og planter, for de har også en plads i verden. Ved flyversten vil jeg fortælle dig alt jeg ved om Robin Hugh Thomas og Gilbert John Allin. De var kun otte år ældre end dig da de havnede her som to ud af utallige ofre under den store krig. De var unge, optimistiske, udødelige, og rede til at bevise det på den farligste af alle slagmarker: Den i luften over dem. Det er jo den gamle traver, om at kæmpe for alt man har kært og dø om så det gælder. Da er livet ej så svært. Døden ikke heller. En af de sange i underskolen der gjorde indtryk fra første stavelse og første tone. Nu stod den der , mejslet ind i mindestenen.
   Denne lyserøde rose af plast, prikket ned foran stenen: To my beloved Brother John form your , Sister Molly, 29/9 2015. We will meet again. Broder John huskes stadig! Han lever endnu i erindringen hos en gammel, gigtsvag dame, her mere end halvfjerds år efter han faldt med ære. På et tidspunkt, om små femhundrede år, huskes ingen af de to flyvere. Ingen erindrer længere klart hvad den stenblok stod for, måske ingen kan læse indskrifterne ,når den tid kommer. Stenblokken er blevet et anonymt minde , lidt i stil med vikingetidens runestene: Arild satte denne sten til minde om sin frænde Thorleif. Hvem pokker var Arild. Hvem Fanden var Thorleif. Store og gode gerninger måtte denne Thorleif have udført, siden Arild fandt det nødvendigt, at riste hans bedrifter i runer. Vi i dag ved bare, at der her på dette sted skete NOGET, men vi ved ikke hvad her udspillede sig-Jeg fandt en gammel, næsten udvisket ,diminutiv mønt i lommen, og pressede den ind i en sprække i mindestenen. Ovre i Jylland skulle det være gammel skik, at man ærede afdødes heltegerninger på den måde. Efter signede skulle Søster Molly have efterladt en hårnål i stenen, fordi det var engelsk skik for det samme.
   Bodil! Du vil sukke og himle med øjnene over det gamle sludder: Kunne min gamle Far i det mindste ikke tale lidt om FREMTIDEN, for det er sgu den der interesserer mig NU---Jeg ER ikke draget i vinterskoven for ,at grave de døde op igen. Af høflighedsgrunde lytter jeg andægtige, og lader telefonen klingre alt den vil.
   Jamen kære Far! Jeg kan jo ikke påtage mig hverken skammen eller æren for hvad der hændte dengang det var før . Jeg er UNG og på vej ind i en verden, der for længst har lagt alle krige bag sig; for mig at se har Hitler og Churchill altid været mere stendøde end den mindesten der står der. Du har vist mig billeder på Internettet af de to flyvere, og jeg havde sikkert styrtforelsket mig i Robin Hugh Thomas, hvis jeg havde haft mulighed for det. Han var sådan en flot ,mørkhåret fyr med spillevende øjne, oven i hatten iført en imponerende uniform ,som han så tydeligt havde alle grunde til ,at være stolt af. Og så glemmer vi alt om han kunne have været min oldefar, og sikkert havde mange uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Gilbert John Allin var en lille tæt, tyndhåret fyr, som jeg sikkert havde snakket udmærket med, men det var næppe blevet til mere end det---

Direktoratet for kultur, landeværn og traditioner. Sky Avenue , Copenhagen. Distrikt ,adresse og dato: 0213AFO6 IND=TWO=04098. År 324 efter Kaunda Kawas fødsel.
   Skal herved meddele, at jeg for godt to måneder siden modtog en henvendelse fra en vis Sinan Hei, angående en omfangsrig stenblok, der havde henlagt på hans Hai(grund) ,siden han overtog denne for snart ti år tilbage. Ovennævnte Sinan Hei ønskede , at opføre sig et mindre anneks i tilknytning til sit personlige tempel, og anmodede derfor om ,at få blokken fjernet ,da den lå i vejen for byggeriet. Da blokken vejer i omegnen af seks ton var det forbundet med visse vanskeligheder ,at flytte den, og nævnte Sinan havde da også haft under overvejelse, at sprænge den i mere let håndterlige stykker ved hjælp af dynamit, men kom så til alt held på den tanke, at da naturlige sten i den størrelse er temmelig sjældne her i landet ,så var den muligvis penge værd. Han kontaktede efterfølgende den lokale militære stab for vej og vandbygning , og de stillede straks en Hyberlink A4 til hans rådighed, der i løbet af en halv time flyttede blokken de halvtreds meter som var påkrævet. Under denne proces endte stenen med undersiden opad. Den del af blokken der havde ligget skjult i jorden i århundreder kom nu frem i dagens lys, og til de forsamlede teknikeres store overraskelse viste den sig, at bære en udhugget inskription ,der ikke umiddelbart lod sig tyde-Formodentlig er der her tale om en såkaldt runesten, formodentlig fra vikingetiden eller ældre, og da nys opdukkede er en yderst sjælden og velkommen begivenhed, underrettede den lokale militærstab ovennævnte direktorat, i hvis navn jeg omgående tog affære. Med tre betroede medarbejdere ifølge opsøgte vi straks ovennævnte Sinan Heis domicil, og fik efter en del palaver lov ,at besigtige stenblokken. Ovennævnte Sinan påpegede straks fra begyndelsen, at runestenen udgjorde en markant del af hans strengt personlige, private ejendom, og han krævede, ligeledes straks fra begyndelsen, en rundelig sum for, at lade os beskue, fotografere, undersøge og opmåle blokken. Han modsatte sig kategorisk alle forslag om runestenens borttransporteren til Direktoratets Laboratorium for Oldtidsfund, og da han åbenlyst havde både loven og traditionerne på sin side ,så måtte vi føje ham---
   Runestenen er som nævnt en rektangulært udformet stenblok med en længde på præcis 3,024 m, en bredde på 1,582 m, en tykkelse på 0,8432 m. Godt halvdelen af stenen, på den lange led, har formodentlig ligget skjult i jordsmonnet siden vikingetiden, og er som følge heraf så mørkfarvet ,eroderet og begroet, at det i høj grad har vanskeliggjort den nærmere tydning af de forbavsende lange inskriptionslinjer. Ligeledes har det i første omgang været umuligt, at fremvise et bare nogenlunde tydeligt fotografi af inskriptionerne. Den efterfølgende afrensning af inskriptionerne måtte foretages med yderste forsigtighed og strakte sig over adskillige timer, og selv ved hjælp af avancerede fotolamper, ultraviolet lys, samt et til lejligheden fremskaffet, yderst avanceret kamera, så fremstod inskriptionerne ikke umiddelbart forståelige. Tegnene fremstod svært udviskede og med lange, forvitrede mellemrum mellem de enkelte tegnrækker. De stod med en højde på omkring 10 cm, og det samlede fladeareal som inskriptionerne udbredte sig på var på omkring de 0,80 kvadratmeter . Runestenen var så tydeligt en natursten, en såkaldt vandreblok, ført med isen fra Skandinaviens højland til det daværende Danmark. Bortset fra inskriptionerne var stenen næppe på nogen måde blevet bearbejdet og heller ikke spor af farvestoffer blev fundet i målelige mængder. Det er jo et velkendt stridsemne blandt forskere hvorvidt bemaling af sådanne runestene har været almindelig praksis i vikingetiden. Stenens underside har været stærkt infiltreret i rodnettet fra div former for bundvegetation, men her skjulte sig ingen genstande, der kunne give en retningspil om inskriptionernes alder, i al denne botanik
   Vi havde naturligvis adskillige intense disputter angående netop dette emne: Inskriptionernes alder, men vi fandt ikke klarhed . Desuden var ovennævnte Hr Sinan, også her, meget lidt samarbejdsvillig. Han modsatte sig kategorisk , iblandet adskillige nedsættende bemærkninger, al tale om en fortolkning af indskriften, og ville have den stående som den stod .Han mente i fuld alvor ,at en halvudvisket indskrift hugget i sten var smuk og spændende nok i sig selv, og at besøgende på hans Hai var i deres fulde ret til ,at gøre sig egne forestillinger. Videnskabens indblanding i almindelige menneskers forestillingsret var en kilde til mange stridigheder og mange samfundsproblemer, hævdede han.
   Apropos videnskaben! På trods af Hr Sinans fordomme var jeg og mine nærmeste medarbejdere ved en lejlighed indbudt til en udsøgt frokost hos selvsamme Sinan, og vi måtte alle vedgå ,at han havde indrettet sig særdeles udsøgt. Mødelokalet, hvor frokosten fandt sted, var et højloftet ,cirkelformet lokale med prægtig kuppel og udsmykket med litografier og fotografier fra det gamle Kina. Et ligeledes cirkelformet bord var anbragt koncentrisk midt i lokalet og serveringen af de udsøgte retter foregik med brug af den nyeste teknologi på området: Bestik ,tallerkner, fade, kopper, krus kom svævende ind fra det tilstødende køkken gennem åbninger i væggen, der var vildlaks en gratie , svinekoteletter a la Hai, kærlighedsfrugter og risretter a la Taiwan . Hr Sinans firma er jo førende inden for denne særlige svæveteknologi ,der jo opererer med ophævelse af tyngdekraften for visse lette legemers vedkommende, og som Hr Sinan og andre har store forventninger til .Den praktiske udformning af denne teknologi er jo stadig en dyb hemmelighed. Hr Sinan var en udmærket vært og underholdt os på forskellig måde---Blandt andre morsomme, tankevækkende indslag optrådte en dansetrup af unge kinesiske kvinder ,der også virkede som havde de ophævet gravitationen for en stund.
   Men tilbage til emnet! Da vi, bogstaveligt talt ,ikke kunne komme videre i teksten besluttede vi os for, at tage geologien til hjælp. Vi agtede at undersøge om der på eller omkring runestenen kunne befinde sig visse genstande, der var i stand til ,at overbringe os en retningspil for inskriptionernes datering. Desværre har Hr Sinans forskellige byggeprojekter i de forløbne ti år vendt i den grad op og ned på jordlagene omkring runestenen , at vi intet brugbart kunne finde, og vi koncentrerede os derfor mere og mere om selve sagens genstand. Ikke noget ukendt fænomen , at mange mennesker har en bemærkelsesværdig trang til, at markere deres vej gennem denne verden---I dette tilfælde en vis trang til, at fylde ud og tilstoppe hvad de tilfældigvis kommer over af revner og sprækker og huller. De opdager eksempelvis en diminutiv sprække i en stor sten og finder straks i lommerne en eller anden ubetydelig genstand, som de tilfældigvis har medbragt, og presser den ned i sprækken eller hullet. Den medicinske terminologi indeholder vistnok en speciel latinsk betegnelse for denne mærkelige trang til ,at efterlade sig spor for eftertiden. Men vi havde ikke i første omgang held med os på den front. Vi kom over en diminutiv medalje, gjort i bronze, som en af de på Hyberlinken arbejdende ingeniører havde anbragt i en sprække i stenen, og med navn og indekskode indgraveret---I noget nedtrykt stemning fortsatte vi vores søgen ,og fandt frem til resterne af endnu en møntlignende genstand, der dog var noget ældre end den foregående. En diminutiv metalskive, omtrent fire millimeter i diameter, så fuldstændigt indpakket i ir, at den formede sig i en uregelmæssig klump, hvilket jo antydede, at den havde befundet sig i stenen i minimum halvtreds år -Vi fandt forskellige formuldede genstande ,som vi ikke kunne bruge til noget, og den gennemirrede kobberskive måtte vores laboratorium melde pas overfor, efter en række indgående undersøgelser. Kobberskiven var intet andet end netop en kobberskive, og havde den nogensinde båret inskriptioner så var de for længst irret bort. Efterfølgende fandt vi en stærkt nedbrudt bukseknap, som hullerne i midten dog gjorde absolut genkendelig, og da de sidste bukseknapper gik af mode for hundrede år tilbage, så havde vi jo også lidt datering, at arbejde med der - Vi fandt også et par særdeles nutidige cigaretskod og en ditto kinesisk mønt, og begge dele havde så tydeligt tilhørt Hr Sinans gæster indenom. Vi fandt foreløbig ingen genstande der bare tilnærmelsesvis pegede i retning af vikingetiden, og jeg skal ikke skjule ,at jeg på et tidspunkt alvorligt overvejede, at indrømme Hr Sinan retten til ,at beholde sin runesten i fred for yderligere undersøgelser.
   Det er jo selvindlysende, at det var på dette lavpunkt i vores arbejde, at det overrumplende og afgørende fund blev gjort, ihukommende det gamle ord der påpeger ,at den der søger finder . En næsten usynlig sprække i stenens skriftside indeholdt hvad vi søgte-En af mine betroede medarbejdere havde tilfældigvis stået og pirket formålsløst omkring denne sprække, som han knap havde bemærket, da han med et blev opmærksom på en guldglinsende stribe, som han umiddelbart måtte antage var en stribe metallisk mineral indeholdt i stenens geologiske struktur. Stenen er jo en granitblok og det er jo ikke uvanligt, at granit indeholder spor af forskellige metaller, såsom kobber, bly, jern-eller endog guld---Min medarbejder pirkede lidt distræt i strukturen og børstede derefter af med sit jakkeærme, hvorved den gyldne struktur blev mere fremtrædende og påfaldende. Den ragede et par millimeter opover stenstrukturen. Stadig uden helt at vide hvorfor han netop gjorde som han gjorde fattede min medarbejder den pincet han altid bar i en lille lomme forrest i jakkeærmet, og fattede om strukturen. Han tænkte ikke nærmere over tingene, men gjorde som hans erfaring og intuition bød ham---Ligesom en dygtig og samvittighedsfuld kriminalbetjent ikke altid kan forklare hvordan han kom over det næsten usynlige spor, der førte ham frem til morderen: Strukturen fulgte med ud og afslørede sig som en matgylden skive, der hurtigt tog form af en møntlignende genstand. Min betroede medarbejder har siden betroet mig, at han knap kunne holde tårerne tilbage da det langsomt dæmrede for ham hvad han i grunden stod med i hånden: Da han med følelsen af ,at modtage en slags guddommeligt lys holdt den lille skive op for øjnene, og betragtede den indskrift der ikke bare stod tydeligt indgraveret i metallet, men også læselig for hans undrende øjne. Guld! Guld er uforgængeligt! Det overlever alle tider og overleverer alle tider, hvis det bærer inskription. Tak Kaunda Kawa, at du lod dette ske. Mønten var sine 30,2 millimeter i diameter, bar en tykkelse på omkring 2,6 millimeter, vejede hele 18,683 gram, hvilket jo, sammenholdt med farven, mere end antydede ,at her var tale om en mønt med påfaldende højt guldindhold. Efter den første overraskelse kom denne min medarbejder til besindelse ; han bragte mønten i sikkerhed i sit jakkeærme , og det før nogle af Hr Sinans betroede medarbejdere anede uråd, for de holdt naturligvis godt øje med os -Han ringede mig omgående op, ved brug af hurtigste maxkrypterede linjeføring . Jeg var jo ikke mange sekunder om ,at fatte øjeblikkets storhed, beordrede ham omgående ,at komme ind på laboratoriet med sit fund, alt så hurtigt som det var fysisk muligt ---Han var fremme på mindre end en time, og det var med en vis følelse af andagt han med yderste forsigtighed fandt mønten frem fra jakkeærmet, og med sin medbragte pincet anbragte den midt på laboratoriets stærkt belyste LAF-bænk. Det er en ufravigelig regel, at man i sådanne situationer, så vidt det overhovedet er muligt, undlader at berøre unikke fund med de bare fingre, før den første fuldautomatiske laboratorieundersøgelse har udledt hvad der i første omgang er ,at sige om fundet . Guldindholdet lå på hele 92,654 % , ydermere indeholdt den 8,0465 % kobber, 1,05 % vismut,1,054 % platin, 0,08 % radioaktivt thorium---Sammensætningen af denne legering mere end antydede, at det rå gulds findested lod sig henføre til det geografiske område der benævnes det Centrale Congobækken, men at mønten med rimelig sikkerhed var slået i England, formodentlig omkring år 2000,altså for omkring 300 år tilbage---Indskriften, i perfekt cirkelform langs periferien, stod forbavsende tydeligt og læseligt, selv uden et avanceret oversættelsesprogram havde vi kunnet tyde den engelske tekst uden skygge af forståelsesproblemer. Det engelske sprog har jo den mærkelige egenskab ,at være meget langsomt foranderligt, modsat det danske der jo stort set omkalfatres til et nyt tungemål for hvert århundredeskifte. I møntens midte var indgraveret et hjerte. I periferien! Oh æret være alle svundne tider! Hvem bliver ikke rørt til tårer! På trods af alle avancerede måleapparater, på trods af alt ultraviolet og infrarødt lys! Hvad tænker man ikke når man på denne trehundrede år gamle guldskive læser følgende umisforståelige tekst: To my beloved Brother John . Twenty two Years old and with no grave but the air. From your Sister Molly 29/9 2015. We Will meet again. Fremme indenfor en time. Her skrev vi historie indenfor få minutter
   Der udspandt sig naturligvis en mere end heftig og konstruktiv diskussion mellem de involverede . diskussionen er altid fri i situationer som denne ,forudsat man ikke forfalder til uvidenskabelige slutninger eller falske foregivender-Var denne rørende kærlighedsmønt hvad den gav sig ud for ,at være? Havde indskriften på mønten og inskriptionen på stenen noget som helst med hverandre at skaffe? Hvordan tolke ,at den elskede broder ikke havde anden grav end luften? Transformeret om til en eller anden form for mytologisk figur? Blevet til en af disse tåbelige engle som visse religionsforstyrrede eksistenser her i landet stadig dyrker? Hvor havde denne mindesten befundet sig ,da den i sin tid blev rejst, den havde jo ikke nødvendigvis henlagt hvor den lå siden vikingetiden ,eller siden det heroiske år 2015 ---Vores helt grundlæggende , altoverskyggende, evigt uløste problem var naturligvis, at stenens inskription ikke lod sig tyde, og derfor ikke kunne sammenholdes med møntens. Samtlige oversætterprogrammer meldte pas. Pas med hensyn til både sprog, periode og syntaks. Selv om vi alle var overbeviste om ,at teksten fremstod i en form der pegede mod ældre dansk lingvistik , så stod og står vi stadig på bar bund . Der blev, meget fornuftigt, fremført, at udtrykket no grave but the air, ingen anden grav end luften kunne henvise til en form for flyvning, jeg mærkede mig dette, hvilket jo senere viste sig ,at være et spor i den rigtige retning
   I en frokostpause havde vi i øvrigt en særdeles morsom diskussion, der gav anledning til megen latter---Jævnfør ,at den klippeblok der senere blev til vores store problem, jo blev ført til det daværende Danmark af istidens gletschere samtidig som de første mennesker , omstrejfende samlere og jægere, fulgte den vigende isrand mod nord, efterhånden som klimaet mildnedes -Disse mennesker kom formodentlig fra Nordafrika og var følgeligt udprægede mørkhudede, ganske som vi selv er det i dag. Men under indtryk af årstidernes skift og det begrænsede sollys i visse perioder af året , blev de gradvis, i løbet af århundreder, mere og mere lyse i huden, fordi lys hud favoriserer optagelsen af det livsnødvendige vitamin D, særligt i vinterperioden Mørke mennesker kom i vitaminunderskud, havde derfor større risiko for sygdomme og følgelig større dødelighed , og de uddøde efterhånden. I vore dages verden ,med dens enorme mængder af syntetiske vitaminer, er dette problem jo knap så stort, de fleste af os kan nok forvente ,at beholde vore smukke ibenholtkulører nogle årtusinder endnu -Unægtelig noget af et sidespring, men det havde dog med ovennævnte sten ,at skaffe-Vi havde jo ydermere det problem ,at en stor del af det daværende kongeriges arkivalier gik tabt i forbindelse med de store uroligheder der udspillede sig i år 2103, og som også førte til Rigsarkivets ødelæggelse ved brand og plyndring-Havde vi kunnet følge tidens aviser tilbage mod datoen angivet på mønten, så havde vi rimeligvis kunnet finde visse oplysninger ad den vej -
   Stående midt i et tiltagende mismod fik jeg, helt uventet, Coffiture fra Hr Sinans sekretærcomputer ,der meldte, at Hr Sinan var kommet i erindring om, at visse genstande var dukket frem fra jorden under udgravningerne til hans tempelanneks ---Det drejede sig om små bronze eller messinghylstre, som ingen havde taget videre notits af under arbejdet, men en ingeniør havde ,sådant lidt henkastet, fortalt Hr Sinan ,at det meget vel kunne dreje sig om gamle patronhylstre af messing, som de blev brugt dengang pistoler og geværer endnu fungerede ad mekanisk vej. Bronze og messing er meget holdbare materialer, der under de rette betingelser kan bevares i jorden gennem mange hundrede år. Sekretæren fremskaffede mig identifikationskoden på ovennævnte ingeniør , han der jo måtte formodes ,at ligge inde med yderligere oplysninger. Desværre var manden afgået ved døden for morderhånd for få uger siden, men jeg fik ,ad flere omveje, kontakt med hans ældste søn, han lovede ,at kikke nærmere på forskellige effekter hans afdøde Far havde efterladt sig i nogle gamle, forseglede aluminiumsbokse på loftet
   Der gik adskillige dage før vi, pr kurer, modtog en fyldig pakke i gråt pakke papir, den viste sig at indeholde en pænt stor keramikæske, der så igen indeholdt adskillige mindre æsker inden i hinanden-Den inderste æske indeholdt varierende udgaver af små medtagne metalgenstande, af hvilke vi identificerede flere som mulige patronhylstre: Et messinghylster : I sin tid indeholdende fænghætte, krudt og skarp, en såkaldt enhedspatron. Da en sådan teknologi jo er længst forældet, gav de gamle hylstre ikke mange pejlemærker fra sig til eftertiden, men laboratorieanalyser kunne dog identificere enkelte tal og bogstaver, der rimeligvis antydede et fortidigt engelsk bynavn, stedet hvor patronerne i sin tid blev fabrikerede. Det mulige stednavn faldt jo fint i tråd med guldmønten, og bekræftede jo en eller anden form for engelsk forbindelse. Dateringsprogrammet satte patronhylstrenes alder til 350 år, plus/ minus sådan omtrentligt tyve år, og det nærmede sig jo også årstallet på mønten. Formålet med denne patron, til hvilket formål den havde været anvendt , kunne vi jo ikke umiddelbart afgøre: Om vi havde at gøre med jagt, krig, tilfældigt spild, eller noget helt fjerde; umuligt at udlede da projektilerne, skarpen, jo for længst var borte. Men møntinskriptionen pegede jo helt klart i retning af en krigssituation. Den elskede broder var jo så tydeligt forsvundet sporløst, hvilket vel næppe havde været tilfældet hvis han var blevet offer for et vådeskud under en selskabsjagt i disse skovområder i Nordsjælland ,der på denne tid strakte sig milevidt udover landsdelen , og som jo i vore dage fortrinsvis domineres af skyskraberbebyggelser.
   Vi koncentrerede os foreløbig om det bedst bevarede af hylstrene
   Hylstret var svært medtaget, men bagsiden, der hvor fænghætten i sin tid befandt sig, fremstod rimeligt intakt, vi fandt ingen spor af tal eller bogstaver, men måtte formode de havde været der: Fabrikanterne af sådanne artikler prentede gerne produktionsår og visse bogstavkoder på bagparten af patronen. Da den tids ammunition kun havde begrænset holdbarhed på oplagring, så var det vigtigt ,at kende til produktionsåret. Men vi fandt i første omgang intet. Først efter en kostbar renselsesproces og med efterfølgende fotografering med forstærket røntgen, dæmpede gammastråler, spiralsnoet ultraviolet lys, og det lykkedes os så nogenlunde, at synliggøre de næsten udslettede symboler. Arten af tal og bogstaver kunne dog ikke udlægges med større sikkerhed end ca. 80 %. Vi læste hvad vi antog for bogstavet W. Under dette bogstav stod indgraveret tallet 942, men da kun tallet 1 gav mening i årstalssammenhæng antog vi ,at det drejede sig om årstallet 1942. Altså et årstal der omhandlede den periode de fleste historikere benævner som den Anden Trediveårskrig fra 1914-45. Vi lå nu inde med to årstal, der historisk set lå relativt tæt på hverandre, men om der reelt var en indbyrdes sammenhæng mellem kærlighedsmønten og patronen var jo det springende punkt. Jeg udvalgte og knæsatte den hypotese ,at hylstret var af engelsk fabrikat, dels på grund af det nævnte W, der jo er så hyppigt forekommende på engelsk, dels fordi England på dette tidspunkt var storproducent af ammunition til mange lande, men så vidt vides ikke til Danmark, der havde egne fabrikker til det formål
   Vi diskuterede en del frem og tilbage og nåede til enighed om , at her forelå formodentligt et militært scenario. ---Ifølge den nu afdøde ingeniørs søn havde ansamlingerne af patronhylstre sine steder været ganske betragtelige, hvilket jo antyder, at her havde fundet en omfattende skudveksling sted. Formodentlig hvad der i ældre militært sprogbrug figurerer som en træfning-En kortvarig intens kamp mellem mindre, let bevæbnede troppeafdelinger. Tog vi møntens ord for pålydende måtte vi jo antage, at det her drejede sig om luftbårne tropper, no grave but the air er jo meget sigende . Formodentlig tropper landsat med faldskærme eller landende fly -Som det jo var vanligt i de tider. Længe før Hr Sinan påbegyndte sin forskning i lokal ophævelse af tyngdekraften. I vore dage kan soldater jo bare hoppe ud fra flyet uden videre, og efterfølgende lande på jorden så sikkert som en fugl på en gren-Hr Sinan var meget imponeret over den mindeplade i forgyldt kobber, som vi lod opsætte på " Runestenen" , hvilket hurtigt blev det folkelige navn for dette minde om fortidige store begivenheder, selv om disse begivenheder jo udspillede sig langt efter vikingetiden: Slaget i Gribskov. Oktober 1942. En træfning mellem angelsaksisk sindede faldskærmsfolk og væbnede tilhængere af storgermanismen. Nærmere detaljer om dette slag findes desværre ikke tilgængelige, oplyser mindepladen. Vi opfordrer alle besøgende til at iagttage en passende stilhed og andagt på dette historiske sted ,at lade fortids bedrifter bundfælde sig i den enkle og letfattelige sætning: HER SKETE DET.
   PS : Hr Sinan har lovet ,at det kun er et spørgsmål om tid, før han kan få Runestenen til ,at svæve i luften som en ballon.
   Med højagtelse.
   HB

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/08-2018 12:23 af Søren Yssing (Per Nilen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 13353 ord og lix-tallet er 50.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.