3Okay okay boys - Kap. 10: Sandet. Januar 19...
Hun følges med Alex hjemad, han bor alligevel på vejen til Classe... [...]
Romaner · hash nedtur
2 måneder, 3 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 6: Krigeren. December...
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig... [...]
Romaner
2 måneder, 5 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 5: Hanekammen
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret foræl... [...]
Romaner
2 måneder, 7 dage siden
3Okay okay boys - Kap. 4: Benet
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. H... [...]
Romaner
2 måneder, 10 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 3: Flammen
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcis... [...]
Romaner
2 måneder, 12 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 2: Stoppestedet
Bålene brænder stadig udenfor Hesten. Hun går ad Vesterbrogade in... [...]
Romaner
2 måneder, 16 dage siden
5Okay okay boys - Kap. 1: Hesten. November 1...
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun k... [...]
Romaner
2 måneder, 20 dage siden
6Tidsploven
Tiden træder ud af det ene minut og · trækker det næste med sig. · Pl... [...]
Digte
2 måneder, 24 dage siden

Puls: 37,2

Publiceret: 9
Afgivet: 41
Modtaget: 28
Lise Hendriksen Lose (f. 1973)
Hun var fem år, da hun fik sit første glimt af, hvordan det var at være inde i sig selv.
   Hun havde stået foran det store mahognispejl i entreen og kigget på sit spejlbillede. De bare tæer på det kolde flisegulv med det sort-hvide mønster, fingeren kørende ned af spejlglasset med en pibende lyd, så den trak et lille fedtet spor over den pletfri overflade. Hun havde sikkert ikke andet at lave. Det var der, hun første gang havde fået øje på sig selv og alt det, der ikke var.
   Hun havde hvisket sit navn til spejlet og havde prøvet at forstå, hvem hun var.
   "Katja," havde hun hvisket, næsten som et spørgsmål. Havde vagt undret sig over, hvad det var, der blev spejlet.
   Hun trådte nærmere glasset, så hun stod med næsen tæt på personen på den anden side, kun adskilt af to ovale dugpletter for munden og kiggede nærmere. Hun havde kigget i pigens øjne. De var grå. Med sorte huller i midten. Hun lænede sig frem og lod sin næse møde overfladen på pigens kolde, hårde næsetip, så hendes pupiller nærmest rørte hendes.
   "Jeg er mig," havde hun hvisket, mens hun så de små sorte pletter udvide sig.
   "Jeg er mig," gentog hun. De sorte huller udvidede sig igen og trak hende nærmere, mens hun igen og igen hviskende gentog beskeden til pigen i spejlet:
   "Jeg er mig. Jeg er mig. Jeg er mig". Det sorte i øjnene blev til mørke kanaler, hun blev suget ind i, mens ordene fortsatte af sig selv i en stille hvisken:
   "Jeg er mig. Jeg er mig".
   Der var sket noget med virkeligheden den dag. Et kort øjeblik var der noget, der havde åbnet sig. Hun var blevet suget ind i sig selv. Ind i kroppen. Ind i hovedet. Og i det øjeblik havde verden rystet på en måde, så hun var bange for, at hun aldrig kunne komme ud igen, aldrig komme ud af den store, hvide alenehed, der fik lyset til at virke skarpt og luften kold, som gav verden skarpe kanter. Ligeså lille, hun var blevet inde i sit hoved, ligeså stor var verden blevet i det sekund, hvor den udvidede sig og strakte de hvide vægge op og udad i et glimt. Og hun udvidede sig selv. På en måde der gjorde hende hul i brystkassen. Hun var så meget i sig selv, at alt omkring var kulde. Hun var ikke længere en del af verden. Eller en del af sin krop. Den var omkring hende.
   I det glimt så hun, at ingen kunne komme derind. Og at hun ikke kunne komme ud. Hun var fanget alene med den afgrundsdybe rædsel, hvor selv lydene var forsvundet og erstattet af en spinkel hyletone. Hun var så meget sig selv, at hun ikke kunne rumme det.
   Langsomt aftog den skærende lyd og hun blev gradvist bevidst om sin hvisken, der kørte af sig selv: "Du er dig. Du er dig. Du er dig".
   Hun havde prøvet at trække sin krop bagover, væk fra de sorte dyb, der holdt hende tæt på spejlet. Som et plaster, der blev revet af, tumlede hun baglæns væk og mærkede sommervarmen, lydene fra radioen i køkkenet og verden komme tilbage. På afstand kiggede hun hen mod sig selv i spejlet og undrede sig. Hvad var der sket? Hvad var der galt med hende? Det var ikke en normal oplevelse. Efter den dag ønskede hun ikke at komme i nærheden af selv igen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/08-2018 19:05 af Lise Hendriksen Lose og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 578 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.