3Okay okay boys - Kap. 10: Sandet. Januar 19...
Hun følges med Alex hjemad, han bor alligevel på vejen til Classe... [...]
Romaner · hash nedtur
2 måneder, 4 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 6: Krigeren. December...
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig... [...]
Romaner
2 måneder, 6 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 5: Hanekammen
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret foræl... [...]
Romaner
2 måneder, 8 dage siden
3Okay okay boys - Kap. 4: Benet
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. H... [...]
Romaner
2 måneder, 11 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 3: Flammen
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcis... [...]
Romaner
2 måneder, 13 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 2: Stoppestedet
Bålene brænder stadig udenfor Hesten. Hun går ad Vesterbrogade in... [...]
Romaner
2 måneder, 17 dage siden
5Okay okay boys - Kap. 1: Hesten. November 1...
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun k... [...]
Romaner
2 måneder, 21 dage siden
6Tidsploven
Tiden træder ud af det ene minut og · trækker det næste med sig. · Pl... [...]
Digte
2 måneder, 25 dage siden
6Okay okay boys - Prolog: 1978. Barnet i spe...
Hun var fem år, da hun fik sit første glimt af, hvordan det var a... [...]
Romaner
2 måneder, 29 dage siden

Puls: 37,1

Publiceret: 9
Afgivet: 41
Modtaget: 28
Lise Hendriksen Lose (f. 1973)
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun kaster et vurderende blik ned af sig selv. Doc Martens-støvlerne med de røde snørebånd med alle knuderne er slidt på den rigtige måde. Som om hun altid har gået i dem. Det yderste lag gamacher har fået lidt knæ, men de har heller ikke været vasket længe; de kan ikke undværes så lang tid ad gangen. Hvornår de to inderste lag bukser sidst er vasket, ved hun ikke. Hun ville aldrig gå ud med mindre end tre par bukser på ad gangen. Skal ikke vise, hvor tynde hendes ben er. Udover gamacherne hænger resterne af den uundværlige røde nissekjole, der efterhånden er gået i opløsning efter blegeturen med klorin. Hun har den altid på. Et fjernt sted i baghovedet undrer hun sig over, hvor hun egentlig har fået skovmandsskjorten fra. Hun har ingen anelse. Den rustne hængelås hænger i lædersnoren om halsen. Hun lader en hånd køre over det kortbarberede hår på siderne af hovedet og konstaterer, at længden er perfekt i dag og et par dage endnu. Ikke skaldet og ikke for langhåret og vandret. Og hvis håret ikke bliver vasket foreløbig, vil den græsgrønne hårfarve kunne strækkes til at holde et par uger endnu.
   Hun skal ud. Bliver nødt til det, det skal bare overvindes. Hun svinger den gamle militærtaske over skulderen og tjekker indholdet for tredje gang. Nøgler. Lighter. Bind, for en sikkerheds skyld. En halv pakke smøger. 40 kroner i småpenge. Klippekortet hun fandt ved busstoppestedet i nat. Hun kan gå. Skal gå ud.
   Det støvregner. Regnen ligger som en udvandet snestorm under gadelamperne. Kraven på den store, våde uldjakke får det til at svide i eksemet. Hun trækker partisanertørklædet op for at holde ulden væk fra den hævede, skællede hud og for at skjule, at eksemet nu er kravlet fra kroppen over halsen og op over kæbelinjen. Hun stiller sig i læ i busskuret og ryger til bussen kommer, skraber gløden af smøgen og gemmer skoddet i pakken. Hun stempler det krøllede klippekort og sætter sig bagest i bussen og håber, der er nogen hun kender, når hun når frem. I hvert fald godt nok til, at hun kan hilse på dem og se ud som om, at hun hører til og ikke er fremmed.
   Hun skal have øl i sig. Lade alkoholen skvulpe op omkring sig, indtil den indhyller hende, så hun kan gå gennem den skjulende rus, i det mindste op til kæbehøjde. Helst ikke højere.
   Men hun kan altid flyde ovenpå, hvis det skulle ske. Det har hun altid været god til. Når man flyder, skal man bare ligge helt stille, ikke bevæge sig. Når man flyder, er alle lyde lukket ude og al samtale udelukket. Når man flyder, er man ikke på vej nogen steder hen. Det er vigtigt at kunne. Hvis man ikke kan flyde, kan man ikke lære at svømme, fik hun at vide, dengang hun gik til svømning.

Hun havde fået lov til at svømme. Hun skulle lære at svømme, for hendes forældre kunne hverken svømme eller flyde, og man vidste jo aldrig om hun faldt i havnen.
   Og hun kunne være blevet god til at svømme. Hun havde gået til svømning tre gange om ugen og opnåede til sidst at blive udtaget til stævne.
   Hun kan stadig huske den blottede tur fra omklædningen ud i hallen. Hun var kun iført badedragt og var blevet tvunget til at tage en stram badehætte på. Man kunne se hendes tynde ben, store fødder og hendes mærkelige, aflange hovedform. Hun prøvede at dække sig bag håndklædet og stillede sig bag startskamlen, mens hun længtes efter at komme under vand, hvor hun ikke tiltrak sig tilskuernes opmærksomhed.
   Hjertet havde hamret ud i armene, da hun stod med tæerne knuget om kanten på den kolde metalskammel. Hun ville hellere dø end at komme til at tyvstarte. Og hun var ikke den første til at bryde vandoverfladen, da startskuddet lød.
   Hun kan stadig høre, hvordan lydene blev skiftevist rungende og skingre og uldne og dæmpede i takt med hendes åndedræt, mens hun kæmpede sig op og ned i brystsvømning. Hun kunne se svømmeren ved siden af sig, mens hun overvejede, om hun kunne svømme fra hende. Havde hun ligeså mange muskler i sin krop, selvom hun var så tynd? Mens hun trak sig fremad med seje svømmetag, gik det op for hende, at hun måske kunne vinde. At hun måske skulle op og stå på sejrsskamlen, blottet for alle i sin badedragt, så alle kunne se, hvor vanskabt hun var. Hun havde sagtnet farten og ladet sig overhale. En andenplads og en tredjeplads var også ok. Det var fjerdepladsen også. Så var hun ikke den sidste.

Hun trykker på den røde stopknap; håber, at buschaufføren husker at åbne dørene, så hun ikke skal råbe gennem bussen, og bede ham om at åbne. Det er ikke sikkert, han kan høre hende. Engang måtte hun køre tre ekstra stop, da dørene forblev lukkede.
   Dørene banker op og står et øjeblik og klaprer, som for at verfe hende ud. Hun går hen ad Vesterbrogade. Er der åbent? Er der nogen, hun kender? Der er lavet bål midt i krydset og hun ser bussen bakke bag sig. Gadebelysningen er væk omkring Sorte Hest. Der er nogen, der øver sig med slangebøsser på gadelamperne. De keder sig åbenbart. Stemningen har været spændt og rastløs den sidste måned. Hun går forbi de brændende Europaller, trækker vejret dybt ind for at få styr på hjertet. Stopper under det store facadeskilt, der kravler om hjørnet med sine runde graffitibogstaver: Café Morgenstjernen. Skiltet virker mærkeligt malplaceret med sin positive rundhed og små palmetræer i forhold til en morgenstjernes spidse metalpigge.
   Hun lægger hånden på håndtaget. Skubber døren op. Træder ind. Kigger rundt. Lukker døren bag sig.
   Fuck. Ingen. Hun står der. Hun har set mange af dem før, men det er ikke nogen, hun kan tillade sig at tale til. Køber øl. Har ikke råd til mange. Håber, der snart kommer nogen, hun kender. Som måske kan give en.
   Hun er kommet for tidligt, men var nødt til at komme væk hjemmefra. Hun skynder sig at tage en tår af den bitre Elephantøl. Det smager egentlig ad helvede til, især hvis den bliver doven, men det er det, der bedst kan betale sig. Hun skal bare sænkes ned i det.

Hun havde siddet længe derhjemme for at samle mod til at gå. Hun havde tømt tekruset ned i den visne potteplante og fyldt det kvart op med sine forældres søndagssnaps og spædet op med den syntetiske citronvand fra Netto; den der gav de bedste bobler. Havde hurtigt lagt et tørklæde over og hamret kruset i bordet, så skummet kunne sluges i et par mundfulde. Det skulle vist få det til at virke hurtigere. Hun havde lynhurtigt bundet fire og overvejet, om de ville lægge mærke til, at der manglede noget, hvis hun lavede femte.
   Den femte slammer havde kun lagt en svag, dæmpende bund. Det var langt fra nok. Hun havde på ingen måde mistet sig selv.

Hun står ved bardisken. Helt massiv. Kan ses af alle. Der er ingen at tale med og gemme sig ved. Hun drikker. Flasken er kun halvt fuld. Hun kigger på ham, der står bag baren. Hun har set ham mange gange, men ved ikke, om han har set hende. Der bliver sat musik på. Kliché. Fra gamle dage. Okay okay boys. Sangen er soundtracket til det, hun står i. Har nogen sat det på for hendes skyld? Det er jo sådan det er. Hun piller etiketten af flasken og vokser ind i teksten og opsuger ordene.

Nat efter nat/ Jeg går ind i en bar/ Ryger cigaretter/ Vi taler ikke sammen/ Okay okay boys/
   Okay okay boys/ Nat efter nat/ Du står og danser/ La la la la lala.

(Jeg kan ikke danse)

Jeg går ned ned ned.

(Jeg går ned!)

Til svingende mantras/ Okay okay boys/ Alt står i flammer/ Nat efter nat/ Een eller anden/ Som du.

(Bare en eller anden!)

Vil godt ha håret farvet.

(Er den grønne farve tydelig nok?)

Nat efter nat/ Og jeg har lyst til mere.

(Skal have mere)

Mmmmmmmmh/ Okay okay boys/ Alt står i flammer.

(Hvornår rydder de?)

Lad mig brænde op.

(Lad mig brænde op)

Okay okay boys/ Lad os smelte sammen.

(Jeg vil med)

Okay okay boys/ Alting begynder med en lyd/ Okay okay boys/ alt står i flammer/okay okay boys/
   lad mig brænde op.

Hun bliver smidt ud af sangen og skynder sig at banke en Prince ud af pakken og mærker efter, hvor mange der er tilbage. Alt står i flammer. Skal spare på dem. Ellers må hun bomme nogle. Lad os smelte sammen. Tale med nogen. Alt står i flammer. Alting begynder med en lyd. Inhalerer dybt. Holder ordentligt på smøgen. Ikke ligne et barn. Knipser asken af med tommelfingerneglen. Hun er god til det. Lærte at ryge ordentligt, da hun var tolv. Hjemme hos Tanja.

Først havde de ikke inhaleret. De havde øvet sig foran spejlet og holdt røgen i munden, uden at man kunne se det, med let adskilte læber, og pustet røgen ud på den helt rigtige måde. Senere øvede de sig på at inhalere. Hun havde troet at hun skulle kvæles. Luftrøret havde snøret sig sammen, det havde smagt bittert af tjære og svimmelheden havde næsten sendt hende i gulvet. Men de skulle ryge. De andre skulle se, at de var hårde. At de kunne ryge. Ikke var bange. Ikke var så artige som dem. Ikke var som dem. Alt står i flammer. Lad mig brænde op.
   Ingen af de voksne havde lagt mærke til, at de røg. Der blev altid røget så meget hos Tanja. Og drukket. Og hendes egen mor kunne alligevel ikke mærke forskel på, om hun lugtede, fordi hun havde røget, eller fordi hun bare havde været hos Tanja. Hun fik altid at vide, at hun stank, når hun havde været derhjemme.
   Det var ikke godt, at man lugtede urent. Og der skulle ikke være for meget lugt af noget derhjemme. Når hun en sjælden gang havde haft klassekammerater med hjemme, var der også flere, der kommenterede, hvor rent der lugtede.

I husene kan hun ryge uden at bekymre sig om lugten. Alle ryger. Ingen går op i, hvordan der lugter eller hvordan der ser ud. Hun tænker nogle gange, hvad der skal til, før man for alvor bliver kaldt klam. Hun har på fornemmelsen, at nogen kan skide på gulvet uden den store fordømmelse. -Ikke at hun selv ville turde gøre det. Men der er så mange andre måder at blive fordømt på.

Det havde ikke været godt, da hun begyndte at ryge derhjemme. Selvom hun kun røg på sit værelse. Ikke at hendes forældre havde nævnt det med ord, da hun begyndte på det. Den usagte aftale gik på, at hun holdt det inde på sit værelse. Men røgen sivede ud gennem nøglehullet og gjorde det umuligt at opretholde den neutrale lugt i stuerne.
   Ofte lukkede hun ikke døren til værelset ordentligt i. Hun havde brug for, at der kom lidt lyd ind, og moren lod den da også nogle gange stå på klem. Men døren blev lukket, når faren kom hjem fra arbejde.
   Hun kunne følge lydene fra sit værelse, når han kom hjem og kunne forudse hver eneste af hans bevægelser. De regelmæssige, målrettede trin på trappen. Det lille host mellem første og anden sal. Den skrabende lyd af skosålerne, der langsomt blev flået henover kokosmåtten, nøglen der blev drejet langsomt rundt, attachemappen der blev stillet forsigtigt på flisegulvet, og det lille klik det gav, når hoveddøren blev lempet stille i. Derefter den svage, klirrende lyd, da bøjlen blev hængt på messingknagen og de susende lyde, da der udglattende blev verfet eventuelt støv af trenchcoaten. Og hver dag gled hendes dør til værelset lydløst i. Helt langsomt. Håndtaget, der trak døren til sig, rettede sig uendeligt langsomt op, som for at skjule og beklage handlingen, og kort efter kunne høres et vatindpakket "hej", som blev afleveret ude i køkkenet sammen med metalmadkassen. Men røgen var stadig sivet ud gennem sprækkerne.

Hun tømmer flasken og går ud på toilettet. Skal egentlig ikke pisse, men kan ikke blive stående ved baren. Er nødt til at holde sig i cirkulation. Se ud som om, at hun ikke står alene. Hører til.
   Hun ser sig i spejlet. Prøver at se sit ansigt. Hendes farmor havde engang fortalt, hvordan hun ser sit eget ansigt for sig, inden hun falder i søvn om aftenen. Hvordan hun zoomer ud fra næsen og kommer mere og mere til syne og til sidst ser sig selv i fuld figur.
   Hendes farmor og farfar taler ikke til hende mere, har ikke gjort det siden hun farvede sit hår første gang. Sort. Hun har lige siden undret sig over, at man kan gøre det; se sit eget ansigt.
   Hun ved ikke, hvordan hendes eget ansigt ser ud. Med mindre hun står foran et spejl. Selv da kan hun være i tvivl, som om, hun kun kan se fragmenter; et øje, en næse, et kindben. Aldrig helheden. Hun havde engang tænkt, at hun var ligesom en skide vampyr: Hun kunne gå forbi et spejl uden at blive reflekteret. Når hun ser billeder af sig selv, studerer hun dem da også længe for at se, hvordan hun ser ud udefra, hvordan andre måske ser hende. Men hun kan aldrig indfange det.

Hun kan ikke trække den længere. Bliver nødt til at gå ind i baren igen. Hvis hun er for længe ude på toilettet, er der bare nogen, der tror, at hun skider. Det behøver de ikke at tænke om hende. Ligesom at hun ikke kan lide at spise sammen med nogen. Hun ved aldrig, hvornår hun har mad siddende om munden og ender med at sidde og tørre sig med servietten i en uendelighed til huden bliver rød og irriteret. Vil egentlig bare gerne drikke, når hun er sammen med andre. Det er det, hun bedst til.
   Hun går tilbage til baren. Rummet er fyldt med mennesker, hun kender af udseende. Nogen kender hun af navn. De kender nok ikke hendes. Hun går langsomt forbi bordene. Op mod baren. Skal have en øl mere. Så længe hun er i gang med det, har hun helle. Hvorfor fanden er Maria her ikke? De plejer altid at tage af sted sammen. De følges til det meste. Plejer at drikke sammen, inden de tager af sted. Det er nemmere. Så er der én, man hører til. Og det er jo torsdag. Der skal de altid på Hesten.
   Køber en ny Elephant. Elefant på Hesten. Ha ha. Skide sjovt. Drikker. Ikke drikke for hurtigt, så løber hun tør. Finder smøgerne frem. Banker én ud af pakken. Skal spare på dem. Men skal foretage sig noget, selvom man bare står. Tager smøgen mellem fingrene. Lader lighteren ligge i tasken, trækker vejret tre gange og spørger ham ved siden af sig om ild. Håber, han vil sige noget til hende. Håber, at han ikke gør det. Hun ved ikke, hvad hun ville svare ham. Hun får ild. Får sagt tak og holder øjenkontakten imens. Drikker. Ryger. Piller etiketten af. Drikker. Tager sin øl og går hen i den anden ende af lokalet. Sætter sig ved træbordet i hjørnet. Drikker. Ryger. Asker. Læser en løbeseddel på bordet. Solidaritet med de sultestrejkende i Tyskland. Drikker. Læser den igen. Ryger ned til filteret, dumper smøgen i en tom flaske. Drikker.
   Hiver sin kalender op af tasken. Ikke at der står nogen aftaler i den, eller at der er noget, hun skal huske. Kalenderen er god til at holde fast i, at hvad hun har lavet. At hun har været.
   Hun har udviklet et system af små symboler, som kun hun kender. Hun kan se hvilke dage, hun har drukket, været skæv, har været i seng med nogen, har kysset med nogen. Ham, hun med jævne mellemrum går i seng med, har også fået sit eget symbol: En fladlus. Der er ikke meget tekst i kalenderen.
   Hun bladrer i kalenderen og gransker siderne uden at se. Drikker. Køber en ny Elephant for sine sidste penge. Den skal hurtigt ned for at virke. Hun er kommet for tidligt. Drikker ud. Går.
Forfatterbemærkninger
Sangteksten er egentlig skrevet i kursiv, hvilket gør det lettere at skelne sangtekst fra tanker. Det kan være lidt forvirrende i denne version.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/08-2018 12:47 af Lise Hendriksen Lose og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2710 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.