Jeg rykker på stolen,
rømmer mig.
Klokken er 12
Du larmer.
Jeg forestiller mig
et skrig,
så højt du tier stille.
Men du er ikke den eneste.
Jeg sluger den uden at tygge først,
æder den.
Mit bryst larmer.
Jeg glider ned gennem stolen,
og jeg bliver ved at falde.
Indtil klokken rammer 15,
hvor jeg pakker mine ting og går.