2De Modiges Gemmested - Kapitel 5 - Telefon
Så snart børnene sover, tager jeg telefonen ud af boksen og liste... [...]
Romaner · stalking
9 måneder, 7 dage siden
6Dans (eller Voldens Koreografi)
Vi starter i stuen. · Laver selv musikken med vores vejrtrækninger.... [...]
Digte · parforhold, vold, dans
9 måneder, 8 dage siden
4De Modiges Gemmested - Kapitel 4 - Huset
Hitchcock tog fejl, da han antog, at vi er mest sårbare i badet. ... [...]
Romaner · børn, krisecenter, skam
10 måneder, 2 dage siden
2De Modiges Gemmested - Kap 3 - Ankomst
Bygninger er ligesom hunde, i mere end én forstand. For det først... [...]
Romaner · krisecenter, frygt
10 måneder, 19 dage siden
3De Modiges Gemmested - Kap 2 - Volden begyn...
Den første gang, Dominic rullede en joint ved køkkenbordet, sagde... [...]
Romaner · psykisk vold, integration, nygift
11 måneder siden
6Det interkulturelle ægteskab
Vi mødtes det sted, hvor havet bruser aller stærkest. · Hvor unders... [...]
Digte · brudt forhold, erkendelse, kultur
11 måneder, 15 dage siden
8De Modiges Gemmested - Kapitel 1 - Flugten
Det sner i mit soveværelse, en lysende, varm snestorm, inddelt i ... [...]
Romaner
11 måneder, 22 dage siden

Puls: 2,8

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Natashia Hansen (f. 1985)
Bygninger er ligesom hunde, i mere end én forstand. For det første er de underlagt deres herres vilje og indretter sig derefter; for det andet ligner et hus, ligesom en hund, efter noget tid sin ejer i en dehumaniseret udgave. Derfor kan man ofte karakterisere ejermanden udfra havens tilstand, tingene i vindueskarmen, stemningen omkring hoveddøren, det generelle forfald.
   Da vi ankommer, står der på adressen en ligegyldig rødstensvilla, sådan én der nemt bliver overset i rækken af nabohuse, og som ikke i sig selv vil sige noget som helst. Som er huset klar over, at det ikke rummer en fast familiekerne, men en utømmelig gennemstrøm af folk, der ikke bor der længe nok til at pålægge det et ejerskab.

Langs fortovets sjap løber en hæk uden så meget som et eneste blad og alligevel er den uigennemtrængelig som panserglas. Kun et lille, bitte skilt på en postkasse ved hækkens ende røber, hvor vi er. Der er sat en 3 meter høj trælåge op ved siden af ydermuren, så matriklen er afskærmet fuldstændigt, og havde jeg ikke vidst bedre, ville jeg se det som en fornærmelse, en afvisning, inden man overhovedet har nået at ringe på. Jeg trykker på en knap ved et fængselsgråt samtaleanlæg, men kommer ikke til at vente mere end et kort øjeblik, som har der siddet én lige ved knappen og ventet på os.
   "Ja?"
   Jeg skæver op mod et overvågningskamera, strategisk placeret lidt til højre for samtaleanlægget.
   "Det er Natashia. Jeg har ringet og sagt, vi ville komme."
   "Selvfølgelig. Kom bare ind."
   Et klik fra lågen fortæller mig, at der er åbnet, og jeg trykker den ind med klapvognens fodstøtte for så at opdage, at lågen kun åbner op til endnu en låge et par meter fremme. Et slusesystem, som på sin vis giver mig ro og samtidig minder mig om, at det her ikke er et sted, man befinder sig for sjov. Igen et kamera. Også den næste låge klikker åben, og vi kommer ind i en overraskende ordinær forgård med redskabsskur, krukker til sommerblomster og en lang, snedækket have med legeplads for enden. Hele grunden er indhegnet af en høj, grå mur med pigtråd på toppen i tre lag, som har man erfaret, at to lag ikke var nok. Bagved holder to rækker af gigantiske lindetræer vagt.

Jeg har aldrig boet i hus. I min barndom fordi jeg er datter af et friluftsmenneske, som gerne ville tilbyde den rene, uforstyrrede natur til sine børn, og som derfor valgte en gård fremfor bylivet, og senere hen fordi jeg kun har haft råd til lejlighed. Men det gør mig ikke noget. Huse skræmmer mig. Ikke kun fordi de er så afslørende i deres repræsentation, men fordi de er isolerede. I en lejlighed kan du høre alt og alle kan høre dig. For nogle vil det måske opleves som en blottelse af ens privatliv, men for mig føles det som en forsikring. I huse vil du kunne banke dine knoer blodige mod badeværelsesdøren uden nogen ville opdage dig før, det er for sent.

Vi stiller klapvognen under et halvtag ved siden af redskabsskuret, hvor teressesæt og hylder med askebægrer fylder pladsen ud, og det er ikke før efter, jeg har vendt mig om, at det går op for mig, at der sidder én på en havestol kun en meter fra mig. En ung pige med langt, sort hår og plastikøjenvipper, hun kunne feje fliserne med. Hun ryger og kigger nysgerrigt op fra sin telefon. I et tidligere liv ville jeg være gået hen til hende, slået mig ned i havestolen ved siden af, taget mine egne smøger frem og introduceret mig selv som en sprechstallmeister. Ta-daa. Men jeg sænker hovedet og lader ligesom hendes tilstedeværelse glide i baggrunden for de rutiner af underkastelse, der stadig sidder i mig.

Indenfor lugter der af hidsig industrisæbe. En dame med så ordinære, midaldrende træk, at hun nærmest virker ansigtsløs, viser os hen til garderoben, inddelt i små rum som i en børnehave. Hele entreen har et udtryk af udestue, som for at signalere, at det her altså ikke er et hjem, men et pitstop på vej andre steder hen; ikke helt inde og ikke helt ude. Sophia smider tankeløst sine termostøvler henover gulvet og farer ind i det, der åbenlyst er stuen, etbenede dinosaurusser i fletkurve i det ene hjørne og brogede puslespil på sofabordet fra andre børn. Victor er skeptisk. Hans små, brune fødder sidder fast i støvlerne, og vi kæmper lidt sammen for at gøre ham fri. Selvfølgelig, tænker jeg, imens han stiller sig bag mig med sine stumme ord og ser på vores ting mod linoleumsgulvet. Der skal mere end bare løftet om ferie til at få ham ud af den jernhårde fæstning, han har bygget om sig selv.
   En sms tikker ind i min lomme:
   -Hvordan kan du gøre det her mod mig? Skat? Hvad har jeg gjort mod dig, der kan være så slemt?-

Den ansigtsløse dame dirigerer os op ad en knasende trappe til vores værelse på første sal. Børnene får køjeseng, og en halvandenmandsseng i modsatte side er til mig. De nøgne madrasser ser sterilt hvide ud, indtil Sophia hopper op og begynder et opvisningsshow i trampolinspring, der får hele rummet til at knirke faretruende. Mellem værelsets to store vinduer hænger et fjernsyn på væggen, men det er hverken fjernsynet eller vinduerne, der fanger mit blik; det er det slørende lag af plastik, der er klistret på den nederste del af ruderne, som på et badeværelse. Instinktivt registrerer jeg fordelen ved det, for jeg har som det første forsøgt at orientere mig udad snarere end indenfor, ud til fortovet og bilerne, mennesker med urene hensigter. Sløringen er den membran, der filtrerer paranoiaen fra og efterlader mig uset.
   "Her er lidt generel læsestof," siger damen, imens hun peger på et plastikchartek på en kommode. Papirerne indeholder ord som "voldsramte", "traumer", "børn i krise" og "psykologtilbud", og jeg lader dem glide tilbage i chartekket uden at læse dem.
   "Der er fællesspisning kl 18," afslutter hun og forsvinder heldigvis af sig selv. Jeg forsøger at slappe af, griner lidt af mig selv.

Victor kommer slæbende med en bondegård fra en hyggekrog udenfor vores dør. Her er kasser i kradse farver fulde af halve kortspil, bamser uden arme og et virvar af klædudtøj, der ikke kan holdes nede, men vælter ud over kanterne, som om æskerne kaster op i marineblå, pink og postkasserød. Overfor ligger et stort badeværelset med granithåndvask og hvide kurve, hvor skilte med "værelse 3" og "værelse 4" opdeler os i tal og privatliv, men jeg har endnu kun set pigen udenfor og mærker et stik af nervøsitet over at skulle møde de andre beboere. Især hvis de er sære og traumatiserede, som papiret advarede om. Jeg lægger vores tandbørster i kurven med vores værelsesnummer på og står lidt på det opvarmede badeværelsesgulv og minder mig selv om, at det er mig, der er her. Her. Lige nu. Et sted, jeg har drømt om i flere år efterhånden, men som jeg bare ikke har vidst, hvor var. En udefinerbar spænding har arbejdet sig ind i mit system, men umiddelbart kan jeg ikke mærke hvad, det er. En knude af en art. Forventning måske.

"Hej," lyder en pludselig stemme tæt på, og jeg farer sammen med en sådan kraft, at jeg falder over tærsklen til brusekabinen og river fat i badeforhænget i mit styrt. Hægterne rasler alarmerende. Det er pigen fra halvtaget. Hun smiler af min forskrækkelse og nikker. "Bare rolig, du skal nok falde til ro om et par dage. Jeg hedder Rebecca."
   Med en formel hånd lader jeg hende trække mig ud af plastikken, mens jeg noterer mig, at hun hverken ser nedladende eller overrasket på mit lille stunt. Kun med medfølelse.
   "Jeg bor inde ved siden af, så vi kommer til at dele toilettet. Bare rolig, det andet badeværelse er til værelse 1 og 2, så det er kun os to, der skal slås."
   Havde jeg befundet mig alle andre steder end her, og var den kommentar sagt af alle andre mennesker end hende, ville jeg have ladet min foragt skrive et stort, fedt notat under hendes navn i min indre, arrogante bog om andre. Men hun har et glimt i mundvigen og det sjove spil med håret fortæller mig, at selvironien er endnu en beboer, jeg skal hilse på, og som kommer til at spille en ligeså vigtig rolle for mit ophold, som de fysiske mennesker.
   "Så håber jeg, at du vil skåne mine børn," prøver jeg og håber, at ironien er tydelig nok til ikke at blive overset.
   "Hvis de skriger for meget, skruer jeg bare op for fjernsynet."
   Vi står lidt og smiler til hinanden uden at have behov for at dele vores historier endnu, og samtidig er vi så intime, at en introduktion knap er nødvendig. Knuden er der endnu, men jeg ignorerer den og fokuserer på pigens udseende, som for at afkode, om hun hører til disse "skadede" mennesker, men med så modig makeup fornemmer jeg kun legesyg og rebelsk trods. Hun har lagt en fed eyeliner henover øjenlågene, og håret, som jeg i første omgang så som sort, kan jeg nu se er så syntetisk af farve, at det nogle steder ser blåt ud og gnistrer i små, skinnende flader, som har hvert enkelt hårstrå nået det punkt af ultimativ forvandling, hvor kul under press bliver til diamant. Det hænger vildt og bevidst uredt ned over hendes gule hættetrøje og rammer kroppen ind i kontur. Hudfarven fortæller mig, at hun har arabiske forældre, men der er ingen accent, så jeg gætter på tredjegenerationsindvandre.
   "Spiser du svinekød?" braser hun ud, og et øjeblik er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg har sagt min tanke højt, eller om hun tester min religion. Ingen af delene viser sig at være rigtige, for hendes næste kommentar er: "Ja, for jeg har madtjansen i aften, og jeg laver altså frikadeller."
   "Frikadeller er fint."
   "Og så hører jeg radio imens, så hvis du ikke kan holde det ud, så må du lige lukke døren."
   "Radio er også fint."
   Hendes brutale ligefremhed er dejlig nem. Der er ingen svingdøre, ingen mærkelige afkroge, der skal belyses og udforskes, og i mit stille sind skriver jeg en påmindelse til mig selv om, at mennesker kan være ligefremme uden at være brutale. Det er livsbekræftende at møde én, der i den grad minder om mig selv fra før, jeg blev gift.
   "Har du mødt den frivillige?"
   Jeg ved ikke hvem, hun mener, men jeg har en formodning om, at hun henviser til damen uden ansigt.
   "Hende, der viste jer ind, er frivillig. Det er de næsten alle sammen. Der er kun personale i dagtimerne på hverdage, resten er frivillige. Der er 45 af dem, og de er alle ens, så du skal ikke prøve på at huske deres navne. Det er forvirrende nok i forvejen. Hende, der er her nu, er nummer 38, hvis du spørger mig."
   Hun trækker på skuldrene og lader potentielle irettesættelser stryge af sig, som har hun hørt det tusind gang før, at mennesker ikke kan kaldes ved tal. Ideen er både tiltrækkende og absurd, så jeg lader som ingenting, men beslutter mig for, at forsøge at lære navnene på alle de kvinder, der trods alt vælger at bruge deres tid og energi på at passe på os uden at se så meget som en enkelt lønseddel for det.

I min lomme tikker en ny sms ind, og et sted nær solar plexus strammer knuden sig til et pulserende epicenter, der skyder bølger af varme fra sig, som jordskælv.
   -Jeg elsker dig så meget! Giv mig en chance for at gøre det godt igen. Lad os snakke om det. For børnenes skyld.-
   Hun iagttager mig, mens jeg læser beskeden.
   "Husk at slukke din telefon," siger hun og snurrer legende på sine strømpefødder for at gå tilbage til sit værelse.
   "Hvorfor?" Jeg kender svaret, inden hun siger det.
   "Årh, du ved, det er aldrig let at falde i søvn, hvis man lige har læst en ubehagelig sms."
   Min telefon vibrerer igen, og Rebecca sender mig et sigende blik. Det er den ottende besked, han har sendt idag.
   "Lad være med at slette dem," siger hun, som har hun set mig over skulderen. "De kan være gode beviser."
   Jeg scroller igennem de første. Hvor er du henne? Er I okay? Hvornår kommer I hjem? Og så dem, da han har regnet ud, at noget er galt. Men den sidste bider sig fast, selvom jeg forsøger at ignorere den.
   -Du tror, du kan gemme dig, men jeg ser dig. Alt er digitalt, ved du ikke det? Jeg finder dig, min elskede. Så snart du stikker næsen op for luft, er jeg der, klar som en krybskytte, til at spidde dig.-

Det øjeblik har jeg defineret knuden. Det har været for let. Jeg må have vidst det hele tiden. Indersiden af mine håndflader bliver fugtige, og jeg begynder at ryste igen, selvom jeg føler, at jeg lige var holdt op. Alle døre og vinduer virker blottende. Mest af alt har jeg lyst til at låse mig selv inde i et lille, lukket rum og vente på, at det hele er ovre, åbne øjnene og, bum, så er vi flere måneder fremme i tiden. I mig sidder en mærkbar vished om, at det at flygte fra min mand bliver sværere end bare at gemme sig, og at vi, på trods af stedets umiddelbare anonymitet og pertentlige forholdsregler, på ingen måde er sikre.
Forfatterbemærkninger
Som altid er jeg glad for konstruktiv kritik, så fyr endelig løs - alt for at blive bedre! :)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/09-2018 22:15 af Natashia Hansen (NAHansen) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2247 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.