2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
22 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
1 måned, 19 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
2 måneder, 3 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
2 måneder, 11 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
2 måneder, 14 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
2 måneder, 20 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
3 måneder, 26 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
4 måneder, 2 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
4 måneder, 18 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
4 måneder, 25 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
4 måneder, 27 dage siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
4 måneder, 28 dage siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
4 måneder, 29 dage siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
4 måneder, 29 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
1 år, 6 måneder siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
1 år, 6 måneder siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
1 år, 9 måneder siden

Puls: 28,5

Publiceret: 6
Afgivet: 5
Modtaget: 23
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs.
   "En hurtig kaffepause." Far åbner bildøren, stikker hovedet ind. "Er I sultne?"
   Vi nikker. Det er vi. Så får vi pomfritter til morgenmad på cafeteriaet med de høje stole ved vinduet, en bakke til os hver, de farvede plasticgafler, som vi samler på, de grønne og de lyserøde, og Nynne fletter mit hår, mens vi spiser. Stines hår er uglet, men hun er ligeglad med, hvordan hun ser ud.
   Jeg mærker på fletningen, glat og bølget ned mod ryggen.
   "Ikke røre ved den." Nynne fjerner min hånd. "Du har fedtede fingre."
   Så tørrer jeg dem af i Stines hagesmæk. Den var allerede beskidt.
   "Ud på badeværelset." Nynne hjælper mig ned fra stolen. Vi skyller mine hænder under hanen. Det ser flot ud med fletningen. En fransk ligesom farmors parfume.
   Nynne smiler til mig i spejlet.
   "Det er godt, I har mig til at sætte hår. Hvad skulle I gøre uden mig? Det duer jeres far ikke til."
   "Nej," siger jeg. "Ikke engang rottehaler. Det kan han ikke finde ud af."
   Da vi kommer tilbage til vinduet, er far og Stine væk. Der er kun kæphesten tilbage.
   Så finder vi dem alligevel i hjørnet af cafeteriaet, hvor det blinker og lyser med farver og musik på de store maskiner.
   Nynne ryster på hovedet. "Kan du se ham? Han er ligesom et barn."
   Men det er han ikke. Han sidder pænt med Stine på skødet, helt stille og rolig foran den største af maskinerne, og jeg ved godt, hvordan man gør. Der skal være tre figurer magen til hinanden, så falder der penge ned i renden. Det er bare et spil. Så får man marcipanbrød, hvis der er nok. Hvis ikke, får man ikke noget. Man kan ikke bruge penge, man ikke har.
   Far vinker til os.
   "Det er bare en tyver. Skat, man kan se det på maskinen. Det er lang tid siden, nogen har spillet på hende. Der er god chance. Hun er fyldt."
   "Det er fint." Nynne slipper min hånd. "Jeg venter i bilen så."
   Hun går ud af cafeteriaet som om vi pludselig har travlt. Lidt efter dytter hun, men nu er vi lige ved at være der, siger far. Vi skiftes til at trykke på den røde knap, Stine er så langsom. "Kom nu," siger jeg, og så ruller billederne. En appelsin, en citron, kirsebær.
   "Er der kun frugter?"
   Far trykker igen.
   "Det er lige meget, hvad det er. De skal bare være ens."
   Det ender med et marcipanbrød. Tre grønne firkanter på stribe, og ud kommer pengene. Det skulle mor lige vide. Pomfritter og marcipanbrød til morgenmad.
   "I kan få en hver," siger far. "Hvad siger du, Stine? Skal det være den med nougat?"
   I bilen savler Stine brun chokolade. Nynne må hele tiden tørre hende om munden. Nu kommer det ned på sædet.
   "Det er jo ikke så smart, det her," siger hun, men det er ikke os, hun taler til.
   "Det kan sagtens gå af," siger far. "Ellers må hun jo købe en ny bil. Det kan hun bare gøre. Hun kan købe to. Hun kan købe tre. En skide Toyota."

Næste gang vi vågner er det fordi hundene gør. Sommerhuset er lige foran os nu. De er der allesammen. Farfar og farmor. Og hundene. Og fars søskende. Og kæresterne. Alle må være her. I farfars sommerhus. Ikke kun de fine.
   "Er det to feriebørn, der kommer?" Farmor åbner døren, og det er det jo. Hun må holde hundene tilbage, for de er lige ved at springe ind i bilen, ind over kæphesten, så glade er de for at se os.
   "To fine sommerferiebørn. Med deres far. Og Nynne. Og kæphesten. Den hedder ikke noget."
   "Det var søreme heldigt, I kunne komme allesammen." Farmor fjerner kæphesten, det er slet ikke til at komme ud af bilen.
   "Ja," siger jeg. "Men farmor ville ikke med."
   Farmor slår ud med hånden.
   "Så er det jo godt, I har to."
   De andre skubber farmor væk fra døren. Alle vil se os. Alle vil sige hej til os. Farfar løfter os op på samme tid og svinger os rundt så vi taber sandalerne og hundene gør, og Stine åbner munden højt.
   "Men kun én farfar," siger han og svinger os rundt én gang til. Nu er han lige ved at falde.
   "Ikke så voldsomt," siger farmor.
   Men farfar er ligeglad. Så sætter han Stine op på skuldrene. "Halli hallo, halli hallo," siger han, og han kan sige det uden at tage cigaretten ud af munden.
   "Så er familien samlet. Med kronen på værket."
   Han gør et lille hop og Stine spjætter.
   "Igeeeen."
   Stine elsker farfar. Nok ikke så højt som hun elsker mig, men alligevel.

Der er øl og cigaretter på plasticbordet under halvtaget. De voksnes slik.
   "Tredive grader de sidste tre dage, tro det eller lad' vær'," siger farfar, men vi kan jo selv se det. Den hvide sol over taget. Farfars brune arme. Og hvor mange dage skal vi være her? Det ved vi ikke. Hele sommeren måske. Varmen fortsætter. Det siger farfar. Det siger John: "Det er sgu næsten ikke til at holde ud. Så hellere en kølig brise. Det står stille. Fuldstændigt stille. Man bliver doven. Nej, så gider man ikke at lave noget."
   "Der er kun én her, der er doven," siger Anita. "Så tænk på hundene. Den tykke pels, det må være ulideligt. Se tungerne. De hænger helt ude af halsen."
   "Hvornår skal vi ned til vandet?" spørger jeg, men det er ikke til at få et ord indført. Det er direkte hedebølge. Den varmeste sommer i ti år. Den varmeste dag på året. Så gider man ikke noget.
   Jeg går min runde om haven og huset, og der er heldigvis ikke lavet noget om. Søen er der stadig med åkander og de falske lokkeænder og det lille andehus på øen. Algerne. Og farfars søpindsvin i vindueskarmene. Kæden af lykkesten med huller i ved siden af tagrenden, og det bedste af det hele ... Det er derude et sted, tæt på sommerhuset, selvom vi ikke kan se det. Større end vandet ved farmor, større end vandet under broen og vandet ude ved de syge og de åndsvage, det største vand, og i vandet er Stine ikke handicappet. Det er det, vi har ventet på.

Farmor pakker kørestolen med parasollen og termokanderne, puddersukkermadder og godbidder til hundene. Sodavand til børnene. Vi er de eneste sommerferiebørn, måske næsten de eneste ved Limfjorden, og farfar løfter Stine op på skuldrene ligesom far gør. De minder meget om hinanden, far og farfar. Det siger farmor også. I ryger og I bruger penge. Det er det, I kan finde ud af. Som om, de ikke kan finde ud af andet.
   "Så går vi," farfar hopper igen, holder fast om Stines fødder, så hun dingler fra side til side. Nynne bliver siddende under halvtaget.
   "Skal du ikke med?" siger jeg, men det skal hun ikke. Ikke i dag.
   "Er det det med tyveren?" hvisker jeg, men det er det ikke. Det er bare fordi hun har hovedpine. Så er det ikke sjovt med solen og tredive grader. Det forstår man godt. Den går lige ind i panden, den store, hvide sol. Også fordi de har glemt solcremen.

Allerede ude på stien kan man se den lyseblå stribe for enden mellem det grønne og det lyserøde.
   "Lad hende nu bare løbe," siger farfar, og snart er det ikke kun en stribe. Det er det store vand: Havet. Det hvide sand: Stranden, og der bliver ved med at være langt til vandet. Kjolen over hovedet. Sandalerne af. Sandet mellem tæerne, det bløde man synker ned i. Det hårde og våde. Og så pludselig er det der bare. Man står midt ude i det. I havet. Man kan ikke se andet end vandet. Snart op til mine knæ, snart op til navlen. Det våde og kolde. Og vandet ender ikke.
   Farmor råber: "Nu skal du ikke gå længere ud."
   Jeg går alligevel et skridt ud. De kan se, at jeg tør. Der sker ikke noget.
   Far sætter sig på hug med Stine på knæet. Hun er bange for så meget. Ting der ikke er farlige. Der er ikke engang brandmænd. Så henter jeg vand i mine hænder så hun kan røre ved det, men det falder hurtigt ud mellem fingrene. Det er jo ikke farligt. Så er der næsten ingenting tilbage.
   "Det smager af salt," siger jeg. "Prøv! Det er bare saltvand."
   "Hvis farfar er med," siger jeg. "Vil du så?"
   Det vil hun gerne. Måske fordi det er farfar. Måske fordi det er mig. Hun siger ikke nej.
   Først skriger hun. Så holder hun op.
   "Kan du se, hvad jeg sagde?" siger jeg, og det kan hun godt. Der var ikke noget at være bange for.
   Hun rækker ud mod mig. Farfar holder fast under armene. Det er det, vi har ventet på.
   "Nu kan du gå," siger jeg, og farfar giver slip, og jeg skal bare holde fast i hendes hænder, så står hun af sig selv. Vi er lige høje.
   "Ka' jeg gå?"
   "Prøv," siger jeg, og vi kan se det gennem vandet, det ene ben ind foran det andet, selvom det går langsomt, selvom det går skævt. Hun falder ikke.
   Det er ligesom lægerne siger. Et skridt af gangen. Vi går ét skridt baglæns. Ét skridt frem.
   "Det kilder," siger hun, når hendes fod rører ved bunden, og så bukker hun lidt ned i knæene og åbner munden højt, griner uden lyd.
   "Det er fordi du ikke er vant til det," siger farfar. "Bare fortsæt. Det er flot. Du er dygtig."
   Hun går og går.
   "Nu går jeg," siger hun. "Nu går jeg."
   Så ser hun ind mod de voksne; om de også har lagt mærke til os. De er alle ude i vandet nu. De voksne og hundene.
   "Det er kun, fordi jeg holder dig," siger jeg. "Ellers kan du ikke."
   "Hvis jeg giver slip, så falder du."
   Vi er længere ude end vand til navlen. Der er vand helt op over brystet, snart op til vores skuldre, og Stine kan slet ikke få øjnene væk fra benene. Hun savler også lidt ned i vandet, fordi det er så spændende.
   "Er det ikke dejligt?"
   Hun nikker.
   Vi går langs med stranden, ikke ud mod horisonten, for det er ude i horisonten, man kan drukne. Så står vi stille lidt.
   "Vil du gerne ind?" siger jeg, men det vil hun ikke.
   "Vil du gerne længere ud?"
   Hun nikker.
   For man må godt få vand op til skuldrene, bare ikke op til halsen.
   Jeg ser ind mod de voksne. Farfar vinker. Så vender han sig om mod hundene. Der er altid én, der holder øje med os. Børn kan ikke være alene på stranden. Slet ikke, hvis det ene barn er handicappet. Sådan er reglerne.
   "Skal vi så ikke sige, at vandet var magisk?"
   Jeg hvisker:
   "Ligesom i søen. For det var sådan noget vand, der kunne helbrede dem der blev syge. Og de var begge to syge."
   Hun nikker. Nogle gange kan vi mærke noget glat mod benene. Tang. Nogle gange en vandmand.
   "Og man skal helt ud," siger jeg.
   Hun nikker igen.
   Måske er hun alligevel lidt bange. Klemmer om mine hænder. Det er ikke ligesom nede i svømmehallen. Det kommer jeg i tanker om. For hun har ingen vinger på. Og jo heller ikke noget bælte. Jeg ser ind i hendes øjne, samme farve som vandet, når man ser det langt væk fra. Som striben på stien.
   "Katene," siger hun.
   Jeg må ikke give slip. Hvis jeg nu kommer til det. De voksne så langt væk. Og farfar. Er der ingen, der ser os?
   Jeg hvisker til Stine: "Kan du ikke kalde på dem?"
   Hun hvisker bare: "Farfar."
   Som om vandet fører os længere ud af sig selv. Og vandet, der bestemmer.
   "Højere," siger jeg, og hendes hænder strammer grebet. Hun må bruge alle kræfter. Måske er hun træt nu. Det er strømmen der har ført os længere ud. Strømmen. Næsten vand til halsen.
   Jeg kalder selv: "Far! Farfar ... Jeg kan ikke holde hende. Farfar, ta' hende! Far, ta hende. Farfar!"
   Nu begynder hun også at græde. Hendes ben krydser under vandet. Hænderne så små og glatte, som om de kan glide.
   "Jeg kan ikke li' det."
   Hun klaprer med tænderne. Stranden. De voksne som små figurer, der bevæger sig. Har de ikke hørt os? Har de ikke set os?
   Mine hænder må ikke slippe. Hvis de nu kommer til det. Hvis det ikke er med vilje.
   Jeg siger det til Stine: "Du må ikke gi' slip," siger jeg, men så er der pludselig noget der bevæger sig i vandet.
   "Halli hallo, halli hallo."
   Det er farfars stemme. Farfars hånd. De er allerede henne ved os. Far. Farfar. Tager fat om Stine. Der er kun vandet i mine hænder.
   "Jeg blev så bange," siger jeg.
   Stine græder ikke længere. Nu er hun hos farfar. De voksne der passer på os. Der skal altid være en voksen. Sådan er reglerne.
   Farfar griner. "Hvad blev du bange for?" Far plasker vand i en byge op i luften. Nu kommer hundene også. De er der allesammen. Hele familien.
   "Ikke noget," siger jeg. "Det var bare noget, vi legede."
Forfatterbemærkninger
Fortsættelse. Se kapiteloversigt. Dette kapitel følger efter Farmor Genre: autofiktion

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/09-2018 12:43 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2207 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.