3Okay okay boys - Kap. 10: Sandet. Januar 19...
Hun følges med Alex hjemad, han bor alligevel på vejen til Classe... [...]
Romaner · hash nedtur
7 måneder, 7 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 6: Krigeren. December...
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig... [...]
Romaner
7 måneder, 9 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 5: Hanekammen
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret foræl... [...]
Romaner
7 måneder, 11 dage siden
3Okay okay boys - Kap. 4: Benet
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. H... [...]
Romaner
7 måneder, 14 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 3: Flammen
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcis... [...]
Romaner
7 måneder, 16 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 2: Stoppestedet
Bålene brænder stadig udenfor Hesten. Hun går ad Vesterbrogade in... [...]
Romaner
7 måneder, 20 dage siden
5Okay okay boys - Kap. 1: Hesten. November 1...
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun k... [...]
Romaner
7 måneder, 24 dage siden
8Tidsploven
Tiden træder ud af det ene minut og · trækker det næste med sig. · Pl... [...]
Digte
7 måneder, 28 dage siden
6Okay okay boys - Prolog: 1978. Barnet i spe...
Hun var fem år, da hun fik sit første glimt af, hvordan det var a... [...]
Romaner
8 måneder, 2 dage siden

Puls: 5,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 1
Lise Hendriksen Lose (f. 1973)
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. Hun kommer først til folkekøkken, når folk er færdige med at spise. Når det kun er baren, man kommer for.
   Hun spiser ikke ude, når der skal betales for det; skal altid brække sig, når hun sidder bænket ved bordet, lænket til tallerkenen. Man skal jo spise op. Især når der er betalt i dyre domme, for man skal ikke ødelægge den dyrt købte hygge med sin forstyrrende kvalme. Og kvalmen ankommer altid før maden gør. Ankommer med hylen for ørerne, når bestillingen og bordet fanger. Når ventetiden fordrives med dunkende hjertebanken, der masserer hendes mavesæk, som vrider sig i lugten af den mad, der skal spises. Halsen ved, at den skal holde på indholdet og snører sig sammen, som reb om en kornsæk.
   Hun kommer for det meste i huset, når det er mørkt. Når hun ikke risikerer, at ingen andre drikker. Hun ville ønske, at hun kunne bo der, men ved også godt, at hun ikke kan, selvom hun har en følelse af at høre til. Der er for meget i hende, der ikke er som de rigtige bz'ere. Hun går i baglås ved tanken om at skulle deltage i fællesmøder, at det forventes, at hun siger noget, har en mening. At hun skulle lave mad til alle. Vise sig, gå på toilettet, prøve at være normal. Hun ville blive afsløret med det samme.
   Hun har det fint med at drikke i huset. Så kan hun også tale lidt. Hun er en del af noget her, et defineret vi, noget som ikke er dem udenfor. Dem, hun ikke er. Her er der også nogen, der taler mere end andre, nogen, der har mere at skulle have sagt end andre. Dem holder hun sig fra.
   Dem, hun kender, har en grund til at bo der. Hun har jo ikke nogen problemer derhjemme, hun kommer fra et godt hjem og er hverken blevet smidt ud eller svigtet. De andre har det værre end hende. Men det behøver de ikke at vide. De fleste har ingen forbindelse med deres forældre. Hendes forældre er normale. Det var de også i forhold til Tanjas mor.

Tanjas mor, Kate, virkede mange gange normal. Især når der var andre voksne til stede. Men hun så også, at Kate kunne forandre sig uden varsel.
   Hun så og hørte ting fra Tanjas værelse, der fik maven til at trække sig sammen.
   Lyden af lillebrorens skrig, når han på grund af sine sorte negle fik tvunget fingrene i skoldhedt vand.
   Lyden af Kates rallende, tørre rygerlatter.
   Lyden af Kate, der lå klynkende på den kradsende sofa og talte om sit nervesammenbrud og sendte Tanja i kiosken.
   Lyden af Kates dybe, voldsomme stemme, der slog hårdt som en knytnæve i mellemgulvet, når den råbte; buldrede dybt, med samme lyd som Kates træsko mod køkkentrappen, når hun tromlede ned for at dele skideballer ud i gården.
   Lyden af hård hånd mod hud, hurtigt, men med et mærkeligt skingert klingende ekko, der blev hængende og vibrerede i luften.
   Lyden af Tanjas lille stemme.
   Tanja så det aldrig komme. Selvom hun prøvede. Vidste aldrig hvilken tilstand Kate ville være i. Antallet af hvidvinskartoner kunne af og til indikere det. Var der mere end én, var det som regel godt. Var der for mange, var det ikke altid godt.
   Kate kunne være venindeagtig og have lys stemme. Men stemmens lyse luftighed kunne aldrig camouflere mørket, der sivede ud af hende. Kates mørke havde til sidst fået en grå nuance, både huden, sindet og håret. Men de små, runde øjne med de vredt hvælvede øjenhuler bevarede altid sin stenhårde sorthed og evnen til at bore sig ind i én. Kate gennemsyrede hjemmet og styrede det, var ligeså markant som sine ansigtstræk: De lodrette furer mellem de tætsiddende øjne, de lange mørke rygertænder, de mørke Rød Look-rynker over den smalle overlæbe, furerne langs mundvigene. Alle ansigtstræk var lodrette bortset fra håret, der strittede hårdt, gråsort og vandret.
   Alligevel havde hun engang spurgt sine forældre, hvorfor de ikke kunne være lidt mere som Kate. Kate talte nogle gange med hende og Tanja. Som om hun var ung ligesom dem. Som om, hun forstod dem.

Hun går gennem den varme og tilrøgede cafe og mærker lettelsen over, at folk er færdige med at spise. Mens hun går gennem rummet, trækker hun sin krop indad, suger den ind i sig selv og kontrollerer den. Spænder mavemusklerne, så maven ikke stikker ud og tydeliggør at kroppen er for tynd, den skal helst gå ud i et. Intet skal stikke ud.
   Nogle gange, når hun går, forestiller hun sig, at hun er bredere, at hun har store hofter, bulende mave, bryster, tunge arme og kød på knoglerne, lader følelsen forplante sig i kroppen. Når kødet kommer på hende, ændres hendes bevægelser, musklerne slapper af, hendes gang bliver roligere, kroppen blødere, luften kan komme længere ned i lungerne. Kropsdelene hænger pludselig sammen som et hele, hun er én krop og den omgiver hende blødt. Hun ville nok ikke blive lagt så meget mærke til, hvis hun var tykkere og mere normal. Så ville hun kunne vise sig og blive set, uden at nogen tænkte over det. Nu er det for tydeligt, hvad der mangler ved hende. Der er ikke nok af hende. Hun burde være mere og fylde mere, have mere form.
   Det er mere okay at være tyk. Der er aldrig nogen, der kommenterer, at nogen er tykke. Det må man ikke. Man må godt kommentere tynde mennesker. Man må godt omtale tynde ben. "Hvor er du tynd!" "Hvad vejer du?" "Du kan da spise alt".
   Jo mere kød man har på kroppen, desto bedre; noget at gemme sig bag. Hun har ikke andet end sin hud til at adskille sit skelet fra blikkene. Hellere være tyk og i sikkerhed. Hvis man er tyk, er der ingen der tror, at man tror, man er noget. Hvis hun havde været tykkere, havde hun turdet vise sig. Ligesom dem, der deltog i kvindemudderbrydningen til sidste sommers gadefest udenfor huset.

Kvindernes store halvnøgne kroppe havde væltet selvsikkert rundt i firkanten med havregrød og sovsekulør. De havde kraftige kroppe, kød nok til at dække dem. De turde, havde modet, kastede sig rundt i det plastikforede bassin, mens publikum hujede og klappede, det var sjovt, en kødrand af mennesker, jubel, ingen kommentarer om kroppe, de var der bare, der var bare kvindemudderbrydning, intet at sige. Bare den brune, grynede grød, der lagde sig over huden og i hudfolderne mellem mave og lår, mellem røv og lår, mellem mave og bryster og gjorde det svært at se, hvad der var hud og hvad der var tøj. Kød og grød. Og stof, der klæbede, nittebælter og raidhuer, glatte og tunge kroppe, mange kræfter, mindede hende om to snegle, der udkæmpede en dødskamp, kæmpede hinanden ned med en indædthed, der ikke var indædt. Trusser, der krøb op mellem ballerne, snoede netundertrøjer, glat, vådt kød, der gled mod presenningen.
   Ingen havde kommenteret noget, bortset fra nogle enkelte hardcore-feminister. Og dem, der harcelerede over spildet af havregryn, der kunne have brødfødt en palæstinensisk flygtningelejr fuld af sultne og undertrykte kammerater. Det var bare kroppe. Kød. Der var ingen mangler. Hun havde stået i kødranden, som en soltørret ærtebælg.

Hun møder Anna ved baren. Ved ikke, hvad Anna vil med hende. Anna er det, hun ikke selv er. Selvsikker, tør tale, siger sin mening med sin hæse stemme og det høje, skrattende grin. Der er noget målrettet i Anna. Hun prøver ikke at skjule sig. Har normale ben, kun dækket af hullede nylonstrømper, solidt plantet i militærstøvler. Annas mor er sindssyg, havde hun engang fortalt hende.
   Det er hendes egen mor ikke. Hun er bare normal. Hun har ikke selv nogen grund til at flytte hjemmefra. Hun bor lige i nærheden. Behøver ikke at flytte. Selvom hun bor i en anden verden.
   Hun er kommet på det rigtige tidspunkt i dag. Cafeen er fuld og det ligner en af de aftener, der ender i fest. Baren er omringet af nogle af de ældre bz-drenge fra Vesterbro. Hun må kæmpe sig til en plads for enden af baren og venter på barmandens opmærksomhed, mens hun læner sig frem og leder efter øjenkontakt og rækker hånden viftende henimod ham.
   "Hey..."
   Han ser ikke en skid, har travlt med en højlydt diskussion. Hun læner sig længere frem, løfter armen højere op og mærker i det samme et par hænder gribe hårdt om sine baller, de trykker tre gange, hurtigt, som for at vurdere kødet.
   Hun snurrer rundt, kampberedt, kigger direkte i øjnene, håber det er en, hun ikke kan lide, tager tilløb til skubbet i brystkassen.
   "Hvad så smukke, vi skal have noget at drikke! Jeg har lige lavet penge!" Stephanie smiler uanfægtet, de direkte øjne under det sorte pandehår, hun ville aldrig kunne vælte Stephanie.
   "Fedt." Hun smiler til Stephanie.
   Stephanie er ikke bange for nogen. Hun kan se det i hendes øjne; altid åbne, søgende og insisterende.
   "Mit stjernetegn er jo skytte", sagde Stephanie engang. "Jeg sigter altid mod himlen, selvom jeg er lidt tung i røven, men jeg vil og kan alt".
   Hun er selv tyr. Tung og uforanderlig.
   Stephanie kysser hende og møver sig ind til baren. Brøler over disken.
   "Hey, der er nogle kvinder, der skal have øl herovre!". Hun får sine øl med det samme.
   Stephanie smider den armygrønne jakke på baren, smækker militærstøvlen op på en malerplettet stoleryg og hamrer uden nærmere forklaring sin pegefinger i låret.
   "Prøv og mærk de her!".
   Hun kigger lidt uforstående på Stephanies ben i de stramme gamacher.
   "Hvad?"
   "Mærk nu, mand! Prøv lige og mærk mine muskler! De er pissegode. Der er fandeme ikke nogen pansere, der kan løbe mig op!". Hun siger det med sit sædvanlige selvsikre smil, der får hendes hoved til at lave et lillebitte ryk fra side til side.
   Hun prikker til Stephanies lår med et par fingre.
   "Mærk nu rigtigt, for fanden! Tag fat!"
   Hun tager fat om de solide lår, mærker de stenhårde muskler.
   "Okay..."
   "Der er ikke nogen, der pisser på mig. Så sparker jeg dem ned".
   Stephanie læner sit ansigt roligt og tilfreds bagover, mens hun kigger ned ad sit ben på stolen. Måske skulle hun selv til at gøre det lidt mere, lægge hovedet mere bagover. Hun har altid så skide ondt i nakken.
   Stephanie vil altid have hende med på noget, hun gør bare tingene uden at tænke så meget. Det kunne hun godt være bedre til selv.
   "Der er nogle mennesker, der er bange for at dø," havde Stephanie engang sagt til hende. "Men du er sgu bange for at leve".
   Og hun siger for det meste nej. Stephanie siger ja. Til drenge og piger, til alle miljøer. Vil prøve det hele, helt selvfølgeligt. Hun nøjes ikke med at være én ting. Hun er det hele. Punker og poptøs, smuk og hård, Madonnafan og fodboldpige. Hun er sig selv.
   Hun har aldrig fattet det udtryk; at være sig selv. For hvad fanden betyder det? Hvordan er man det? Udtrykket gør det ikke nemmere at finde ud af, hvordan hun skal være. Hun aner ikke, hvem hun skal være eller hvem hun allerede er. Vil bare gerne være en, der er der rigtigt.
   Hun skåler med Stephanie, de knalder flaskehalsene sammen. Aftenens først øl var gratis, det lover godt. Stephanie er allerede videre. Det er en god aften. Der er mange at tale med. Små samtaler. Kan cirkulere og tale lidt, cirkulere og tale lidt, kan holde en hel aften kørende på den måde, indtil hun har fået øl nok til, at det går af sig selv.
   Aftenen skrider fremad, øllen virker, musikken stiger, stemmerne stiger, politiske diskussioner ved baren, Annas skrattende grin, almindelig råben, Dead Kennedys, huset dunker af liv og vilje og lyden strømmer tydelig ud i verden og skal høres, ingen skal lægge en dæmper på dem eller deres lyst til noget.

Derhjemme måtte naboerne ikke høre dem, man skulle ikke larme eller lege for vildt, ikke hoppe, ikke tale på trappen, ikke høres. Hverken ses eller høres. De gled op ad trappen som skygger. Deres liv skulle holdes inden for væggene.
   Den eneste lyd, der er tilladt i hjemmet, er fra radioen i køkkenet og farens violin. Når faren har lukket sin dør langsomt til uden lyd. Hun kan høre violinen, når hun går ned ad den lange gang mellem stuerne mod gaden og værelserne mod gården og gulvbrædderne knirker forræderisk, når hun stopper foran farens herreværelse. Så ved hun, at faren står i halvmørket i skæret fra lampen med den grønne glasskærm på det tunge skrivebord, mens violinen skærer melodier med vinkelrette hjørner; faren spiller kun efter noder. Og hun ved, at violinbuen skærer en fure ved farens venstre øjenkrog, mens han nidstirrer en afvigelse i horisonten bag nodestativet. At hans arm saver ufravigeligt frem og tilbage og skærer tiden og rummet i tynde skiver, som lydene lægger sig på.
   Da hun var lille, kunne hun få lov til at sidde stille og iagttage hans spil, mens hun balancerede på de præcise skalpeltoner, der lød lidt som besvimelse, og som hun ikke skulle falde ned mellem.
   Det ville have været utaknemmeligt af hende, hvis hun ikke tog imod den stiltiende accept af hende i rummet. Hun fik jo lov til at være derinde og sidde i den hårdt polstrede sofa med det stribede uldstof indenfor trærammen. Hvis hun kunne være stille og holde sig i ro. Hun kunne ikke afvise det, når faren var så sød, ikke at sige nej til hende.

Der bliver skruet op for lyden i cafeen. Alt er muligt i dette rum og alle døre står åbne. Jernstængerne og pladerne for vinduerne er ingen forhindring. Det er trygt at være barrikaderet, der er et lag mellem dem og de andre derude, det er herinde, de er, og de kan ikke indtages. Og selvom barrikaderne i korte glimt minder hende om, hvorfor de er der, minder om husets sårbarhed, er ingen bange. Det er her, hun skal være.
   I stængerne mellem de turkisgrønne vinduesrammer hænger blå nylonreb parat, man kan altid kravle ud. Hvis armene kan holde. Modsat derhjemme, hvor der ikke er noget mellem de hvide karme, ingen flugtmulighed, kun rene, klare glas i de småsprossede ruder; vinduer, der kun bruges til at lufte ud igennem.
   Hun elsker lugten her i huset. Af røg, øl, hvidløg, trægulve, bart murværk, sved, kælder. Der er ikke lugtfrit.
   De fleste i miljøet er arbejdsløse, man behøver ikke at arbejde for at have værdi. Værdier er noget der skabes, normer er noget der skabes, huse er noget der skabes. Miljøets værdi kaster sit genskin på hende, selvom hun ikke har noget arbejde, ikke nogen værdi.
   Der er en, der stripper, hun kan ikke se, hvem han er. Bar røv og raidhue, dirty dancing på bardisken, han fik sikkert nok af at diskutere imperialisme og venstrefløjsfraktioner. Diskussionen ved baren er afløst af piften og tilråb, nogle hoveder drejes i deres retning, vender tilbage til deres samtaler, der er folkekøkken hver onsdag.
   Hun ryger. Drikker. Cirkulerer. Drikker. Er i det.
   Cafeen fyldes af mennesker, det har ikke engang været den første for nylig. Festen udvider sig, vokser udover huset, glider ud på gaden, musikken indefra hiver trygheden med ud på gaderne, kører som perfekt lydbillede og teksten fylder gaderummet, gør det indre til ydre:

Rioting, the unbeatable high/Adrenalin shoots your nerves to the sky/Everyone knows this town is gonna blow/And it's all/Gonna blow right noooow...

Den hurtige rytme kører som en sindssyg cykelpumpe på speed, pumper dem hårdt op, de vokser til de er eksplosionsklare, tætte, energifyldte, stenhårde og opfyldte.

Riot, the unbeatable high/Riot, shoots your nerves to the sky/Riot, playing right into their hands/Tomorrow you're homeless, tonight it's a blast.

Stemningen stiger, festen kører, diskussionsklubben erstatter strip med asfaltslejrbål, venter på blå blink fra Østerbrogade, drikker, venter, det kører. Hun skal pisse. Der er kø. Vil ikke pisse udenfor og tages med bukserne nede, når panserne kommer. Lea smyger sig op ad hende, hiver hende med.
   "Vi pisser i kælderen", siger hun.
   Den stejle trappe forsvinder i mørket, søgende fodtrin, de finder en arbejdslampe, kravler over murbrokker; der er nogen der har væltet en mur og begyndt på at grave kælderen ud. Væggene omkring toilettet er halvvejs væltet.
   Lea sætter sig, pisser. "Jeg tror sgu, jeg er i gang med at abortere. Jeg bløder helt sindssygt". Lyden af blodklumperne, der dumper ned i vandet, kan høres gennem musikken ovenpå. Der er ikke noget papir.
   Hun er glad for, at det er Lea og ikke er hende. Spørger, om hun ikke skal til lægen med det.
   "Nej, for fanden! Ikke i aften, mand! Det går over".
   Selvfølgelig gør det det. Dumt sagt. Er så pisse sart og fornuftig, burde gå hjem til sin mor og far.
   Er bare glad for, at hun ikke selv er blevet gravid endnu. Heldigt. Er heldig, hvis hun overhovedet får børn. Har haft klamydia så mange gange, at det nok ikke er sundt. Men det havde de jo alle sammen. Hun fortrænger AIDS, selvom den har været allevegne. Lader den blive på bøssebarerne.
   Lea ryster røven over toilettet og prøver at dryppe af. Smider de to tunge bind om bag kummen, hvor de lander med en dump lyd. Farvel med dig. Toilettet kan ikke skylle ud. Hun pisser ned i Leas levrede blodklumper. Går tilbage til festen. Drikker. Cirkulerer. Skrider inden bålet bliver slukket.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 07/09-2018 14:35 af Lise Hendriksen Lose og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2908 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.