3Okay okay boys - Kap. 10: Sandet. Januar 19...
Hun følges med Alex hjemad, han bor alligevel på vejen til Classe... [...]
Romaner · hash nedtur
2 måneder, 5 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 6: Krigeren. December...
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig... [...]
Romaner
2 måneder, 7 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 5: Hanekammen
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret foræl... [...]
Romaner
2 måneder, 9 dage siden
3Okay okay boys - Kap. 4: Benet
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. H... [...]
Romaner
2 måneder, 12 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 3: Flammen
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcis... [...]
Romaner
2 måneder, 14 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 2: Stoppestedet
Bålene brænder stadig udenfor Hesten. Hun går ad Vesterbrogade in... [...]
Romaner
2 måneder, 18 dage siden
5Okay okay boys - Kap. 1: Hesten. November 1...
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun k... [...]
Romaner
2 måneder, 22 dage siden
6Tidsploven
Tiden træder ud af det ene minut og · trækker det næste med sig. · Pl... [...]
Digte
2 måneder, 26 dage siden
6Okay okay boys - Prolog: 1978. Barnet i spe...
Hun var fem år, da hun fik sit første glimt af, hvordan det var a... [...]
Romaner
3 måneder siden

Puls: 34,8

Publiceret: 9
Afgivet: 41
Modtaget: 28
Lise Hendriksen Lose (f. 1973)
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig på tur. De vader rundt på de frosthårde stier og glor på mørke stammer mod frosttåget luft. Han taler, hun tænker. Han taler for dem begge. Han spørger, hvorfor der mon kun gror mos på den ene side af stammerne, som en munter quiz, i en belærende tone, der ikke går helt i spænd med hende, men som minder hende om, at hun ikke er en idiot. Og han roser hende for at vide, at det er fordi stammernes mossider er nordvendte, og hun minder sig selv om, at hun har ønsket sig en kæreste, selvom han er for optaget af forskellen på en due og en skovdue til at overveje muligheden for at knalde op ad et træ.
   Og hun minder sig selv om, at hun godt kan gå der uden at drikke og at de snart skal tilbage til byen. Og irritationen er tæt på at overdøve modviljen mod at skulle køre i tog hjem. Men hvis han er så skide klog, kan han vel åbne S-togsdøren med en pind, hvis den skulle gå i baglås.
   Men han er en slags kæreste, og hun troede aldrig, hun ville få en. Det har holdt en uge nu. Selvom der er opslidende at skulle ses, at finde ud af hvordan man skal være, og af og til mødes i ædru tilstand.

Ellers har hun kun haft fysiske relationer. Når man kommer tilpas tæt på en anden, kan man ikke ses, man bliver usynlig bag lukkede øjne, samtidig med at man trods alt bliver registreret. Hun havde haft rigeligt med flygtige møder, den slags, der ikke viser, hvem hun er; der er alligevel nok ikke nogen, der er interesserede i det. Det er fint med den korte kontakt; det er en måde at betale for en slags nærhed, som ikke forpligter hende til at blotte sig; kun fysisk. Det er det eneste hun har at give, det eneste som andre kan bruge til noget, det eneste hun kan få opmærksomhed på. Dét, og så at tænde vreden i dem. Måske tænde vreden så meget, at hun bliver slået. Og hun tager til takke med den kortvarighed hun får igen. Alligevel er ønsket om at blive set og få kontakt konstant, hun prøver altid ubevidst at sælge sig selv godt nok til, at nogen vil se hende. Og får hun endelig opmærksomhed, føler hun sig forpligtet til at give noget igen. Man kan ikke bare stå og tiltuske sig tid og kontakt uden at give noget tilbage. Hvorfor skulle de ellers bruge tid på hende?

Det var kun sket en gang. Jonas havde brugt tid på hende. Havde set hende. Hun havde kendt ham, siden de var små. De blev rigtige venner som teenagere. Han jagtede hende, da de var små. I gården. Ville kysse hende. Hun flygtede hvinende med ham i hælene, men havde været smigret, kan hun huske. Følte sig ønsket.
   Han ville også gerne kysse hende, da de blev ældre. Hun flygtede stadig. Men han var en ven. Som så hende. Som kunne lide hende. Og hun kunne lide ham. Som en ven. Det havde ærgret hende, at hun ikke kunne blive forelsket i ham eller føle sig tiltrukket af ham. Hun håbede, hun kunne. Ønskede det. Men tanken frastødte hende.
   Han var den eneste, hvor hun ikke følte sig forpligtet til at betale for opmærksomheden. Han opvartede hende, spillede musik for hende, masserede hendes ømme muskler, lavede blandede bånd til hende, lavede mad til hende, fik hende til at grine. Men hun havde svært ved at forholde sig til hans handlinger.
   De var kun sammen om natten. De nætter, hvor hun ikke var ude at drikke. Hun gik altid hjem om morgenen, inden der kom liv i gaderne. De var i en boble i mørket.
   Hun vidste, at hun bare skulle sige til. Men hun ville ikke. Kunne ikke have en kæreste. Fik det nok aldrig, havde hun tænkt. Hun kunne kun omgås dem, hun ikke ville have, på en normal måde. Kunne kun tale med dem, hun ikke ville have. Kunne kun håbe at blive set af dem, der var noget værd. Kunne ikke kræve opmærksomhed fra dem, der var noget værd.
   Jonas havde holdt fast i hende. Ville holde hende i sin verden. Hun levede i tre verdener. Derhjemme, ude og hos Jonas. De kunne ikke blandes, de tre verdener, der kunne ikke åbnes døre mellem dem. Han ønskede, at hun blev i hans. Prøvede at tale hende fra at gå i byen. At tage i Ungeren. Hun spurgte aldrig, om han ville med. Det var ikke deres verden. Deres verden var i hans lejlighed. Ingen andre steder. Hvor han ville beholde hende. Han spurgte pænt. Lokkede med velvære og underholdning. Bad hende. Blev sur. "Du bruger mig bare som trinbræt til noget bedre". Blev truende. Gav ultimatum. "Hvis du er sammen med ham, ser du mig aldrig mere".
   Burde hun blive? Kunne hun tillade sig at sige nej, når der nu var en, der kunne lide hende?
   Men hun holdt stand. Ville ud i den anden verden. Kunne mærke den gode vrede i sig. Der var ikke nogen mand, der skulle bestemme over hende. Hun kunne ikke være spærret inde i hans lejlighed med hans våde læber, der altid ventede på at kysse hende. Han ejede hende ikke, der var aldrig nogen, der skulle eje hende.
   De var begyndt at skændes. Igen og igen. Længere og mere indviklet. Hun kæmpede for at holde fast. Hun vidste, at han manipulerede hende, og blev mere og mere usikker. Men hun holdt fast i den lillebitte følelse i maven, klamrede sig til enden af den lille snor, der udgik fra et sted i mellemgulvet, hvor hun kunne mærke noget. Hun vidste ikke, hvad det var. Men hun mærkede den. Hun skulle ikke give slip på snoren.
   En dag ringede han til hende. Sagde, at de skulle snakke om noget vigtigt. Han lød som om, han græd. Hun gik hjem til ham. Der stod medicin på bordet. Han havde fået en hjernesvulst. Havde været indlagt. Det skulle nok gå fint det hele, sagde han. Han skulle bare undgå at få pulsen op. Måtte ikke blive vred eller skændes med nogen. Måtte ikke diskutere. Det kunne være farligt for ham, han kunne få et blackout.
   Men han havde ikke ændret sig synderligt. Ville stadig gerne styre hende. Nu var han jo syg, og så ville det være rart, hvis hun blev lidt mere hos ham. Hun prøvede. Han sagde stadig ting, som trak i mellemgulvssnoren. Men han måtte jo ikke ophidse sig, så det var ikke så godt, hvis hun ville skændes med ham, havde han sagt. Hun slap ikke snoren. Den trak mere og mere i mavemusklerne, selvom hendes modstand kunne være livsfarlig for ham. Hun skulle blive hos ham, passe på ham, være der.
   Til sidst kunne hun ikke være stille længere. Hun var blevet nødt til at sige noget igen. Sige ham imod. De var kommet op at skændes. Højt. Han døde ikke. Det var ikke engang hans egen medicin, han havde vist hende.
   Han havde gjort det nemt for hende. Hun lukkede døren. Lukkede sig i.
   Men de var blevet venner igen. Det var startet forfra. Han var dog mere mild til at starte med. Hun afprøvede hans grænser. Hun ville ham ikke, men spillede på sin seksualitet for at se om der var reaktion. Om hun blev set. Det gjorde hun. Han bed på krogen, men hun smed ikke mere madding ud, end at hun kunne lade som ingenting, når hun havde registreret reaktionen.
   Hun overnattede en dag. Plejede at gå hjem om morgenen, men blev på en eller anden måde overtalt til at sove der. Han prøvede at kysse hende. Hun skubbede ham væk. Viste sin væmmelse. De skændtes. Hun gav ham den verbale sviner, den der plejede at få mænd til at se hende. Han slog hende. Han havde en tung hånd. Den kunne mærkes. Hun kendte grænsen, kendte tegnet. Hun vidste, at hvis man blev slået, skulle man gå. Afslutte. Hun gik derfra uden ord. Talte aldrig med ham igen. Det var det rigtige. Det vidste hun, selvom hun ikke kunne mærke hånden længere.

Skovturen får en ende. De går mod Skovbrynet Station. Irritationen giver styrke i benene, og hun holder godt fast i den gennem togturen, knuger følelsen i hånden, så den overdøver det meste andet. Fucking kulde. Fucking skovævl. Fucking bonderøv. Fucking udeliv. Fucking ædruelighed.
   Han har et lille loftsværelse i huset i Viborggade. Han har selv bygget sin seng af stilladsrester, meget kreativt og den rigtige måde at bo på. De ligger nu ikke så meget i sengen. De fleste nætter løber han rundt i Fælledparken og træner op til den væbnede opstand, som han har en ide om at skulle deltage i. Urban warfare på indre Østerbro; han kravler indædt rundt i mørket mellem biler og buske og øver sig på at omstyrte det kapitalistiske samfund, med en entusiasme der minder om røvere og soldater. Krigeren fra Karlslunde er del af en ottemandshær med store planer. Der er ikke så mange, der tager dem alvorligt. Han bor samtidig i lejlighed ude i byen, har lejet et værelse. Egentlig er han bare en naiv bonderøv klædt ud som punker, som har set storbylyset. Men han er
   vel en kæreste.
   De går fra Nordhavn mod huset i Viborggade. Han taler stadig. Nu om vigtigheden af at være beredt, være klar både fysisk og psykisk, om de sidste tider inden revolutionen. Han vil tidligt i seng. Hun vil drikke. De havde aftalt at være sammen om aftenen. Diskussionen følger dem ned ad Viborggade, til de strander på hjørnet under maleriet af den palæstinensiske frihedskæmper hvor de mundhugges i korte sætninger.
   Han sætter trumf på. "Men du bliver bare nødt til at acceptere, at jeg er en mand på atten og du er en pige på seksten. Jeg ved måske bare bedre end dig på nogle måder. Og hvis du ikke kan acceptere det, så kan du jo bare gå".
   De står overfor hinanden. Hun kunne have takket ham. Hendes tæer løfter sig en efter en fra sålen, forenden på støvlen løsriver sig fra fortovsflisen og vægten lægger sig på hælen, der drejer hende rundt i en stabil halvcirkel og fører hende med rolige skridt henover den trekantede plads, forbi Café Prøven, forbi den smadrede legeplads og om hjørnet ved den store spøgelsesvilla. Hun ser sig ikke tilbage, men kan mærke hans blik mellem skulderbladene. Det er godt.
   Det er altid nemmest at sige farvel. Hun foretrækker afslutninger, det er som at undgå en kugle, en positiv følelse af frihed, at slippe fri.
   Han var alligevel ikke noget for hende. Narrøv!

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/09-2018 14:10 af Lise Hendriksen Lose og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1792 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.