En fortælling om blod og ære

Kapitel 2


2 måneder, 9 dage siden 0 kommentarer Uafsluttet Romaner fiktion historie fantasy

0En fortælling om blod og ære - Kapitel 2
Den lave morgensol skinnede ind ad vinduet, og ramte Cain i ansig... [...]
Romaner · fiktion, historie, fantasy
2 måneder, 9 dage siden
3En fortælling om blod og ære - Kapitel 1
Luften var kølig og frisk, og en blid brise blæste henover Nordst... [...]
Fantasy · fantasy, historie, fiktion
2 måneder, 14 dage siden
3Bloody sunday
Jeg vidste det var en fejl. Allerede da han ringede og spurgte om... [...]
Kortprosa · livet, familierelationer, mennesker
9 måneder, 2 dage siden
4Nordbarnet
Sneen lå i et tykt lag på den frosne jord, og solen kæmpede en br... [...]
Fantasy
9 måneder, 8 dage siden

Puls: 12,1

Publiceret: 2
Afgivet: 10
Modtaget: 3
Lasse Fejersen (f. 1979)
Den lave morgensol skinnede ind ad vinduet, og ramte Cain i ansigtet med de spæde stråler mens han stadig lå i sin seng. Ved siden af stod Eirik og puffede til ham med en pind.
   "Stå nu op, din drivert. Hvis du skal sige farvel til Sverre og de andre, er det nu. Far er allerede i gang med at pakke det sidste på vognen, og vi skal hjælpe ham. Du ved hvordan han bliver hvis vi ikke hjælper til".
   Cain åbnede de trætte øjne og kiggede forvirret rundt. Huset var nærmest helt ryddet. Kun hans tøj lå i fodenden af den halmfyldte seng, og i bålstedet midt i huset ulmede kun lidt tilbageværende gløder. Han gned sine øjne og rakte ud efter sig tøj, da der pludselig kom et bræg ved siden af ham så han fløj op i forskrækkelse. Der sad det lille sorte kid og kiggede op på ham med sine store brune øjne og tungen hængende ud af munden.
   "Hold da op hvor blev jeg forskrækket. Du må ikke forskrække mig på den måde. Mit hjerte sidder jo helt oppe i halsen på mig", udbrød han med et skævt smil. Han uglede den lille ged på toppen af hovedet og tog sit tøj på. Så greb han den lille dolk der lå i skeden og satte den i bæltet, hvorefter han dovent traskede ud i den kølige morgenluft med kiddet i hælene, der muntert brægede og hoppede rundt.
   Solen stod endnu lavt på himmelen, men skinnede klart. Græsset var stadig vådt og de morgenfriske fugle kvidrede lystigt. Han kneb øjnene sammen og satte hånden for panden, og luntede langsomt over til en lille gruppe mennesker der stod og snakkede på den lille gårdsplads foran huset.
   Hans familie stod ved vognen sammen med nogle andre byfolk, der var kommet for at sige farvel og lykønske på rejsen. Både fåreavler Magnus Børjesson, gamle Nyell McFaust, smeden Svaldur Sigvarsson og mange andre var mødt op. Selv bymester Petyr "Rødskæg" Bjørnsson var minsandten mødt for at tage afsked. Cain anede ikke at deres far havde haft så stor en status i byen. Han havde aldrig hverken sagt eller hentydet til det, og nu stod alle byens store mænd her foran deres lille hus og ville sige farvel til ham og hans familie.
   "Nå, så er Greven stået op, ser jeg", kom det muntert fra hans far der smilede gennem det store skæg, mens han uglede Cain's allerede pjuskede hår. "Godmorgen, deres velbårenhed. Og De har taget deres trofaste væbner med, ser jeg", sagde han drillende og sendte et blik ned på den sorte ged. "Sverre og Eidur kommer lige om lidt. De er lige ved at lukke dyrene ud på engen".
   Oleg vendte sig mod folkeskaren igen og snakkede videre, mens Eirik gik og pakkede vognen.
   "Hey, tager du ikke lige de skind derovre", kom det beordrende fra Eirik. "De skal ligge her", fortsatte han og slog hånden ned i bunden af vognen. "Bagefter spænder du hestene for vognen og render op til Arne og Lorna og henter de pølser, skinker og brød som far har købt".
   Cain kiggede opgivende på Eirik, men vidste egentligt godt at det i virkeligheden var på ordre fra deres far. Sukkende spændte han de to store heste for vognen, og lod et blik falde på sin storebror, der nu stod og morede sig med de andre mænd fra byen. Cain vidste godt at det var hans rolle som den yngste dreng i familien. At han skulle lære alt det som Eirik allerede havde lært for et par år siden. Han vidste også godt at han en dag ville være den som kunne stå og more sig med mændene i byen, mens andre, yngre drenge ordnede alt det kedelige arbejde.
   Så snart han var færdig med de to heste, traskede han ned mod torvet og hen til slagter Arne efter de fem lamme og grisepølser, og de to saltede skinker hans far havde købt i forvejen, hvorefter han tog turen hen bager Lorna og hentede seks store brød.
   Sverre og Eidur var kommet tilbage fra engen, og gik Cain i møde for at hjælpe ham med at bære.
   "Ses vi igen, tror du?" spurgte Sverre og kiggede usikkert på Cain. Det var hårdt for Sverre at skulle sige farvel til sin bedste ven. Den person der kendte ham bedst af alle. Cain havde altid været der for ham når han havde brug for det. Han var en robust, ilter og rødhåret dreng, der noget usædvanligt havde dybe mørkeblå øjne.
   De to havde kendt hinanden siden de var helt små. De var lige gamle, med undtagelse af et par måneder.
   "Det håber jeg" svarede han fortrøstningsfuldt mens han lagde en hånd på Sverres skulder. "Det håber jeg" gentog han. De tre drenge lagde brødet og kødet i vognen, hvorefter Cain vendte sig mod Eidur.
   Eidur var jævnaldrende med Cain og Sverre. Men han og hans familie var først flyttet til Nordstrand da han var syv år. De var flyttet fra Ramenge, en landsby på den vestlige side af Vindavidr floden, syd for den gamle ruinby, Hyrdehøj. Han delte derfor ikke Cain og Sverres historie, men havde fra første dag han stiftede bekendtskab med dem, følt at han havde kendt dem hele sit liv. Begge drenge havde taget imod ham som var han deres bror.
   Første gang han mødte de to drenge, var en dagen efter han og hans familie var flyttet til Nordstrand. Cain og Sverre havde leget ude på engen hele dagen, hvor de havde foregivet at de var soldater i kongens hær i kamp mod Nordboerne.
   Eidur havde været ude og gå en tur i skovbrynet, da han pludselig hørte de to drenge råbe. Først blev han forskrækket, men sneg sig alligevel tættere på for at se hvad de lavede. Da han opdagede at de legede soldater, trådte han ud fra sit skjul. Først havde de to drenge ikke opdaget ham, da de havde travlt med at nedkæmpe deres fjender der blot var sten stablet ovenpå hinanden. Men da de så den fremmede dreng stoppede de op og kiggede på ham. "Ven eller fjende!?" havde Sverre råbt, imens han pegede på den fremmede dreng med den kæp han legede, var et sværd.
   Eidur havde straks løftet sine hænder over hoved og råbte tilbage, "ven!". Han blev stående på stedet og ventede på de to drenge kom hen til ham. De havde deres sværd løftede og var klar til kamp. Pludselig, uden at de to drenge kunne nå at reagere, samlede Eidur en sten op fra jorden og kastede den efter de to drenge. Den fløj lige forbi Cain og ramte plet på en af de stablede stendynger, så den ramlede sammen.
   "Der reddede jeg lige jeres liv", sagde han med et alvorligt blik i øjnene, men samtidig med en snert af humor.
   De to drenge kiggede på hinanden, kiggede dernæst på Eidur og stak hånden frem.
   "Velkommen, ven. Mit navn er Sverre, og det her er Cain".
   "Mit navn er Eidur", svarede han og trykkede Sverres hånd, og derefter Cains. "Jeg er lige flyttet til Nordstrand fra Ramenge. Det er nogle mægtige sværd I har der. Jeg kan vise jer hvordan man kan lave rigtige træsværd, hvis I er interesseret".
   Over de næste mange dage viste Eidur de to drenge hvordan man ved hjælpe af økse, høvl, kniv og reb kunne lave kæppe om til et sværd med både skål, skæfte, parerplade og klinge. Han lærte dem at finde det helt rigtige og hårde egetræ, og hvordan man kunne snitte klingen så skarp at den kunne skære et åbent sår.
   Eidurs far var tømrer, og havde været med til at bygge mange af husene i Ramenge i de år de boede der. Han havde lært sin søn mange ting om træ. Hvordan man bearbejder det med hvilke slags økser, og hvordan man kan kende forskellige trætyper fra hinanden. Allerede havde som 4-årig havde Eidur taget sin økse og sagt, at nu gik han altså i skoven for at fælde et træ.
   Siden den dag for fem år siden i skovbynet, havde de tre drenge været uadskillelige. Gennem tykt og tyndt havde de stået ved hinandens side. Så det var specielt hårdt for de tre, nu hvor Cain skulle rejse og de måske aldrig skulle ses igen.
   "Skulle jeres skæbne en dag fører jer til Kongernes by, så opsøg mig. Lov mig at I opsøger mig", sagde Cain med et smil på læben og klappede dem begge på skulderen.
   "Tag den her" sagde Eidur og tog sin halskæde af og gav den til Cain. "Det er en Grif jeg selv har skåret ud af et stykke ask. Jeg har hørt de træner dem i Vindisburg"
   Cain tog halskæden på, kiggede på Eidur og sagde med et smil på læben, "næste gang vi ses, så tager jeg dig med på en tur på sådan en". Tanken om måske aldrig at se sine venner igen, gav ham en klump i halsen og det føltes som om hjertet sprang et slag over. Han kiggede over på sin far og Eirik, i håb om at se den samme reaktion i dem, men så blot smil og latter og genfortællinger om gamle oplevelser. Han vendte sig igen mod Eidur og Sverre, trak vejret dybt og sendte dem et smil så tænderne lignede dem på en vrinskende hest.
   "Hey, vent lige her. Jeg har forresten noget til jer. Det havde jeg nær glemt". Han strøg i hastig fart tilbage ind i huset, og kom hurtigt ud igen med begge arme på ryggen.
   "Det er ikke noget særligt, men jeg har en lille ting til jer begge to", udbrød han og underspillede sin egen stolthed, hvorefter han trak to træsværd frem fra bag sin ryg. De var omkring en meter lange, tohåndssværd og hugget i hård eg. Parerpladen og skålen var malet i sort, skæftet var beklædt med brun lædersnøre og klingen var askegrå. De var begge slebet så skarpe, at de uden problemer kunne skære en luns af en røget skinke. Sverre og Eidur stod begge måbende og var tomme for ord, da Cain overrakte dem de to sværd. De lå perfekt i hænderne, og vægtfordelingen var uden sidestykke da de lod dem skære luften i strimler.
   "Tusind tak. Det er det flotteste træsværd jeg nogensinde har set. Man kan jo næsten ikke se at det ikke er ægte", udbrød Eidur entusiastisk. "Det vil jeg passe på med alle mine evner, indtil vi ses igen". Sverre var mundlam og kunne blot nikke anerkendende til Eidurs ord.
   Glæden i de to venners øjne var nok for Cain. De havde ikke behøvet at sige noget, og han vidste at de to venner ville holde deres ord. Det var ikke sidste gang han så dem, det var han sikker på.
   I mellemtiden havde Oleg og Eirik fået pakket vognen færdig, og hans far kom over til de tre drenge med et smil på læben.
   "Hør her", sagde han og satte sig på hug mens han lagde en arm på Cains skulder. "Min søn, du ved den der ged du fandt. Jeg har gået og brudt mit hoved med hvad vi dog skulle gøre med den. Du ved jo at vi ikke kan tage den med". Cain nikkede og kiggede ned i jorden. Hans far satte en finger for hans hage og løftede hans hoved og kiggede over på Sverre. "Sverre, din far er jo bonde, ligesom mig. Han holder både får og grise. Så jeg har snakket med ham, om du ikke kunne overtage Cains lille buk. Og det synes han er en fin ide. Hvad siger I til det?".
   De to drenge lyste op i et stort smil og faldt Oleg om halsen. Det var den bedste ide de havde hørt. Og Eidur kunne hjælpe med at passe den. Efterfølgende kom Eirik travende med den lille ged i armene og gav den til Sverre, der knugede den tæt ind til sig.
   "Hvad skal vi kalde den for?", spurgte han Cain og Eidur.
   "Hvad med Njordlýsa?", kom det fra Eidur. De andre nikkede anerkendende og aede den lille sorte ged, der blot brægede i af glæde.
   Da alle havde fået sagt farvel, satte hele familien sig op i vognen. Oleg med tøjlerne og Eirik ved sin side. Cain, Silja og Lily sad bagved. Byboerne vinkede farvel, det samme gjorde familien Thorfinn, der i roligt tempo for sidste gang kørte ud ad Nordstrands port, og begav sig afsted mod Højvang.
   Cain sad og kiggede tilbage på Nordstrand så længe han kunne, indtil vognen langsomt trillede over bakken og byen var ude af syne. Så vendte han sig, kiggede på sin mor med et bekymret blik i øjnene. Men hun smilede bare til ham.
   "Hvad bekymrer dig, min søn?" spurgte hun.
   Cain kiggede blot på hende og sagde "Ikke noget. Slet ikke noget", og smilede tilbage til hende mens vognen stille trillede af sted hen ad den støvede landevej.
Forfatterbemærkninger
Jeg fik fejlagtigt lagt kapitel 1 under Fantasy. Så hvis det skulle have interesse at læse første kapitel, kan det findes der. Historien er en jeg har arbejdet på gennem en lang periode, hvor der er blevet tilføjet og fjernet elementer et utal af gange. Derfor er dette heller ikke den komplet endelige udgave af historien, og jeg modtager meget gerne ros og ris i den forbindelse.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/10-2018 12:59 af Lasse Fejersen (fejersen) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2155 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.