Et handicappet barn


16 dage siden 2 kommentarer Noveller sindet

2Et handicappet barn
Den blege fuldmåne gav træet et hvidt skær, som var det taget ud ... [...]
Noveller · sindet
16 dage siden
2Et stille uvejr
Solen skinnede ind gennem de kvadratiske, små vinduer. Vinduerne ... [...]
Noveller · fortabt
17 dage siden
2Mobning
Klokken 08:30 · Himlen var grå af store mørke skyer. Regnen styrted... [...]
Blandede tekster
18 dage siden

Puls: 37,6

Publiceret: 3
Afgivet: 14
Modtaget: 6
Clara Tabo (f. 2001)
Den blege fuldmåne gav træet et hvidt skær, som var det taget ud af en drøm. Et fint lag dug, lå på dets farverige blade.
   Det grønne, fugtige græs dansede i september månedens kølige vind.
   Husenes vinduer gav smukke glimt af lys i mørket.
   Det var et vidunderligt syn. Specielt, hvis man så det langt borte fra på en bakketop.
   Nattehimlen var blålig. Fyldt med millioner af stjerner. Stjerner de fleste voksne ikke så, men som mange børn kunne røre.
   Mike kunne mærke vinden under vinterjakken. Den omringede hans tynde krop og efterlod et køligt sind. Den mødte hans blege ansigt, blæste hans røde lokker væk i forsøg på at hviske i hans øre.
   "Hvad ville den hviske, hvis den kunne?" hørte han sin ven, Lenny, spørge. Mike sad stille med armene om benene, der var trykket ind til brystkassen. Han kiggede med et udtryksløs mine, til sin højre side, hvor Lenny sad med sit blik rettet mod træet. Træet bag dem som havde sine lange grene spredt ud. Så lange at de kunne omfavne verdenen.
   "Hvad laver du her?" spurgte Mike. Lenny var iført det præcis samme tøj som altid. De blå shorts, klip klapper og en ærmeløs, grå T-shirt. Hvad skulle han med ærmer?
   "Jeg er altid med dig. Du kommer ikke til at slippe af med mig foreløbigt," svarede Lenny. Gav et blidt grin og fortsatte, "hvordan har du det, Mike?"
   Mike tavs et øjeblik, hvorefter han svarede: "du ved godt, hvordan jeg har det. Det ved du altid."
   "Ja. Men jeg tænkte, at det ville rart for dig at få det ud. Uden at jeg fortæller dig, hvordan du har det."
   "Det ville være rart. Måske," Mike åbnede ud og fortalte sin ven om, hvordan aftenen var forløbet. Om sin fulde far, de mange højtråbende elever, skolefestens kaos og den tunge følelse der fyldte hele hans krop. Følelsen han fik i store menneskemængder. Han hadede at være alene, men hadede endnu mere at være ensom i en stor gruppe. Tit var følelsen trist, nogle gange vred og mange gange bange.
   Da han var færdig, førte han sin højre hånd op til sin ophævet røde kind. Den brændte.
   Mike så tom ud over horisonten med tankerne myldrende.
   "Der er meget larm på den skole."
   "Der er meget larm oppe i dit hoved, ikke sandt?" Mike svarede ikke.
   Et stort blidt smil lyste Lennys ansigt op. Det var et venligt et, som gjorde én tryg.
   "Det er sent. Lad os gå hjem," sagde Lenny. Drengen rejste sig besværet op. Men den anden gav ingen intention til at følge med.
   "Lenny. Vil du være her, når jeg vågner i morgen?"
   "Ja. Selvfølgelig."

De grålige øjne åbnede trætte op, så de kunne søndag morgenens lys. Man så værelsets fire hvide vægge og kun ét eneste vindue.
   Ud gennem det, kunne man få øje på skyer i strimler. De strøg over den lille landsby og under den store himmel. Den gule sol hang lavt uden nogle anelse om, hvornår den ville brænde ud.
   Han krammede sin hovedpude fast ind til sig. Mike satte sig op i sin seng. Lod fødderne ramme gulvet.
   "Jeg er sådan en idiot," hvæsede han.
   Vidste ikke hvorfor.
   "Sig ikke sådan noget, Mike."
   "Undskyld, Lenny." Mike kiggede rundt i værelset, men kunne ikke se én eneste person.
   "Stop med at undskylde. Du skal ikke undskylde noget."
   Mike kiggede ned af sig selv. Han var iført det samme som dagen før. Dagen hvor festen på skolen blev holdt.
   Der var stille. Man kunne kun høre hans bankende hjerte. Pludselig åbnede trædøren op og en mand trådte ind. Hans ansigt var rødt med ophævede øjne. "Hvor har du været?" Spurgte manden højlydt. Faren, Nikolaj, sukkede og satte sig ned ved siden af sin søn.
   "Det var en heftig fest i går." Nikolajs stemme, virkede usikker og utydelig.
   Stilhed. Der var trængt. Næsten ikke nok plads til dem begge, endda da værelset var stort.
   Dog var det stadig rart at høre en stemme. Det Mike elskede allermest at høre. Også selvom der var nogle med dårlige ord. Også selvom der ingen plads var.
   "Hør her," begyndte Nikolaj, "næste gang de voksne snakker, så skal du ikke afbryde for at sige, at du vil hjem. Vi har snakket om det flere gange. Du ved at det altid ender med samme resultat."
   Efter et par minutter indskød han: "hvad drømte du om?"
   Modvilligt, tvang ordene sig ud. "Jeg har drømt om mor." Noget han gjorde hver nat.
   Nikolajs ansigt ændrede sig hurtigt. "Hvorfor? Hun er væk," snerrede han bittert. Mike åbnede munden for at sige noget, men nåede ikke. Døren blev smækket i, da manden trampede ud. Den mand Mike skulle kalde far, men som aldrig har opført sig som én.
   "Hvad handlede din drøm om?"
   "Lenny, jeg ved ikke..." men afbrød sig selv. "Jeg drømte om mor. Hendes latter. Hendes smil. Hendes skønhed. Mor der var så smuk, at alle engle misunder hende. Men det er bare en drøm. Hun er væk."
   "Hvad skete der ellers?"
   "Det ved du godt."
   "Fortæl mig det, som hvis jeg ikke vidste det."
   "Hun mødte dig for første gang. Var glad over at møde dig. Hun havde spurgt:"hvor længe har I to kendt hinanden?" og jeg havde svaret, at vores venskab var siden første klasse.
   Senere i drømmen, kan jeg huske hende sige det, hun altid har fortalt mig.
   Alt hvad der er småt og spinkelt er også vidunderligt."
   "Hvad spurgte hun ellers om?"
   "Hun spurgte om, hvorfor du gik i sommertøj. Hvorfor du kun havde én bluse og hvorfor den var kortærmede.
   Jeg svarede:"hvad skal han med ærmer? Lenny har ingen arme. Han kan ikke engang føle kulde."
   "Hvad var det sidste spørgsmål?" spurgte Lenny tilslut.
   "Det sidste spørgsmål var:"hvornår forsvinder din ven?"derefter vågnede jeg. Men du forsvinder ikke, gør du?"
   "Lige nu er du handicappet. Så jeg forlader dig ikke. Det lover jeg."
   "Jeg er ikke handicappet. Du er den der mangler arme. Hvorfor forlader du mig?"
   "Jeg vil være med dig til den dag, du ikke er ensom længere. Jeg er i sidste ende kun din fantasiven."
Forfatterbemærkninger
Jeg skrev denne da jeg var tretten år. I året 2017

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/10-2018 06:32 af Clara Tabo (ClaTab) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1021 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.